A.A.1.6.2.3 Møder
Indhold
Dette afsnit handler om reglerne om vurderingsankenævnenes møder.
Afsnittet indeholder:
- Grundlæggende regler for møderne
- Indkaldelse til møder
- Materiale til nævnet
- Beslutningsdygtighed
- Afstemningsregler
- Protokol
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Grundlæggende regler for møderne
Vurderingsankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder møder i besluttende led.
Vurderingsankenævnet havde i strid med nævnets forretningsorden ikke afgjort sagen på et møde, og afgørelsen var derfor truffet uden den fornødne organhabilitet. Som følge af de helt grundlæggende mangler ved vurderingsankenævnets afgørelse, blev nævnets afgørelse anset for ugyldig og annulleret. Se SKM2014.754.LSR.
Møderne er ikke offentlige. Nævnet kan således ikke beslutte, at møderne eller dele heraf skal være offentlige.
Når nævnet påtænker at træffe en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, har klageren ret til et møde med nævnet. Udover denne situation er der ingen mulighed for at tillade en klager at overvære nævnets møder. Der er således ingen mulighed for at tillade en klager at overvære vurderingsankenævnets forhandlinger om afgørelsen i vedkommendes egen sag.
Lyd- og billedoptagelse af vurderingsankenævnets møder må ikke finde sted.
Se ►BEK nr. 2289 af 03/12/2021 § 20◄
Indkaldelse til møder
►Det er vurderingsankenævnsformanden, der fastsætter tid og sted for mødet. De ordinære medlemmer skal indkaldes og have tilsendt materialet, der skal behandles på mødet, med mindst en uges varsel, medmindre særlige forhold efter vurderingsankenævnsformandens bestemmelse gør en kortere frist påkrævet. ◄
Det er formanden, der efter aftale med Skatteankestyrelsen, som fastsætter tid og sted for mødernes afholdelse. Skatteankestyrelsen foretager herefter indkaldelse til møderne. Formanden skal dog, såfremt 1/3 af medlemmerne forlanger det, inden 14 dage indkalde til møde.
Mødeindkaldelsen skal så vidt muligt fremsendes med mindst en uges varsel.
Dagsordenen udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.
Formanden fastsætter efter aftale med Skatteankestyrelsen mødets dagsorden.
Vurderingsankenævnet er ikke afskåret fra at behandle en sag, der ikke er opført på mødets dagsorden. Hvis et medlem gør indsigelse herimod, må sagen dog udsættes til næste møde, medmindre det er åbenbart, at sagen ikke tåler udsættelse på grund af frister eller lignende.
Se ►BEK nr. 2289 af 03/12/2021 § 20.◄
Materiale til nævnet
►Skatteankestyrelsen udsender dagsorden for mødet vedlagt hver sag med bilag, der skal behandles på mødet, til de deltagende medlemmer. Indkaldelse til møde og øvrigt materiale til mundtlig votering tilsendes medlemmerne digitalt.
Hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet, sendes det ikke på ny. Hvis der er tale om et antal ensartede sager, kan vurderingsankenævnsformanden beslutte, at der kun sendes materiale vedrørende én sag med oplysning om, at denne sag er eksempel for et nærmere angivet antal sager.◄
Sammen med mødeindkaldelsen skal medlemmerne modtage
- de sagsfremstillinger med forslag til afgørelse, der skal behandles på mødet
- skatteyderens eventuelle kommentarer til et tidligere fremsendt forslag
- oplysninger om, hvorvidt en klager ønsker at forelægge sin sag for nævnet.
Dette gælder dog ikke, hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet. Hvis der er tale om et antal enslydende sager, kan Skatteankestyrelsen beslutte, at der kun skal sendes materiale vedrørende én sag, som angives som eksempel for alle sagerne.
Se ►BEK nr. 2289 af 03/12/2021 § 20.◄
Beslutningsdygtighed
For at det samlede vurderingsankenævn kan træffe afgørelse, skal mindst halvdelen af ankenævnets medlemmer eller deres stedfortrædere være til stede. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 10, stk. 2.
Et besluttende led kan træffe afgørelse, når mindst 3 medlemmer af leddet eller deres stedfortrædere deltager. Dette gælder uanset det besluttende leds størrelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 10, stk. 3.
Formanden eller en næstformand skal altid deltage i afgørelsen.
Afstemningsregler
►For at det enkelte samlede vurderingsankenævn er beslutningsdygtigt, skal vurderingsankenævnsformanden og mindst halvdelen af de ordinære medlemmer deltage i afgørelsen. For at vurderingsankenævnet i form af en voteringsgruppe, er beslutningsdygtigt, skal vurderingsankenævnsformanden og mindst 2 ordinære medlemmer deltage i afgørelsen. For at vurderingsankenævnet i form af en udvidet voteringsgruppe, er beslutningsdygtigt, skal vurderingsankenævnsformanden og mindst 4 ordinære medlemmer deltage i afgørelsen. ◄
Vurderingsankenævnet træffer sine afgørelser ved afstemning. Det er formanden, der beslutter, i hvilken rækkefølge de stillede forslag sættes til afstemning. Afstemningen foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Det enkelte vurderingsankenævnsmedlem har pligt til at tage stilling til de afgørelser, nævnet skal træffe. Undlader et medlem at stemme, betragtes dette, som om medlemmet har stemt for det forslag, der er til afstemning.
Afstemning i en sag kan undlades, hvis formanden skønner, at afstemning er unødvendig, og ingen medlemmer forlanger, at der foretages afstemning.
Se ►BEK nr. 2289 af 03/12/2021 § 17◄.
Protokol
Der skal føres en protokol over vurderingsankenævnets møder. Protokollen skal som minimum indeholde følgende
- Dato og tidspunkt for mødets begyndelse og afslutning
- ►Identifikation af de behandlede sager, afgørelsen af hver sag og hvem, der var til stede under behandlingen af sagen◄
- ►Mindretalsvota under afstemningen og motivationen derfor tilføres ligeledes protokollen◄
Se ►BEK nr. 2289 af 03/12/2021 § 21.◄
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2014.754.LSR | Vurderingsankenævnet havde i strid med nævnets forretningsorden ikke afgjort sagen på et møde, og afgørelsen var derfor truffet uden den fornødne organhabilitet. Som følge af de helt grundlæggende mangler ved vurderingsankenævnets afgørelse, blev nævnets afgørelse anset for ugyldig og annulleret. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil