Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

Hvordan søger man om omkostningsgodtgørelse? Hvordan udbetales omkostningsgodtgørelse? Hvordan klager man over en afgørelse om omkostningsgodtgørelse?

A.A.13.12 Administration af ordningen om omkostningsgodtgørelse

Indhold

Dette afsnit handler om Skattestyrelsens administration af ordningen om omkostningsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Ansøgning om omkostningsgodtgørelse 
  • Manuel blanket til ansøgning 
  • Udbetaling af omkostningsgodtgørelse 
  • Klage over Skattestyrelsens afgørelse om omkostningsgodtgørelse 
  • Aktindsigt i sager om omkostningsgodtgørelse 
  • Stikprøvekontroller 
  • Prøveintensitet 
  • Årlig redegørelse om omkostningsgodtgørelse til Folketinget
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Ansøgning om omkostningsgodtgørelse

Omkostningsgodtgørelsesordningen administreres af Skattestyrelsen, og ansøgning om godtgørelse skal derfor indgives til Skattestyrelsen.

Fra 1. juli 2017 skal ansøgningen om omkostningsgodtgørelse indgives digitalt ved brug af de digitale kanaler, som Skattestyrelsen anviser. Ansøgningen skal være påført den godtgørelsesberettigedes digitale signatur og attesteres af en eventuel sagkyndig ved dennes digitale signatur.

Ansøgninger, der ikke er underskrevet af de rette parter, vil blive afvist.

Den digitale blanket kan findes på internettet på adressen www.skat.dk -> Blanketter -> 02 Skat; attestationer -> 02.008 Omkostningsgodtgørelse.

Manuel blanket til ansøgning

Ansøgningen kan stadig indsendes på Skattestyrelsens blanket 02.008 for de fysiske eller juridiske personer (godtgørelsesberettigede eller sagkyndige), der er fritaget for tilslutning til digital post. Anvendes blanketten, skal den være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteres af en eventuel sagkyndig. Se § 13 i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021.

Hvis hverken den godtgørelsesberettigede eller den sagkyndige er fritaget for tilslutning til digital post, vil ansøgningen blive afvist, da den skal indsendes digitalt.

Oplysninger til brug for opgørelse af omkostningsgodtgørelse gives under strafansvar. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 60.

Blanketten kan fås ved henvendelse til Skattestyrelsen og ligger også på internettet på adressen www.skat.dk -> Blanketter -> 02 Skat; attestationer -> 02.008.

Ansøgningen indsendes til Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, Bygning 4, 4990 Sakskøbing.

Da Skatteforvaltningen er én landsdækkende skattemyndighed, kan ansøgningen dog indgives til Skatteforvaltningen hvor som helst i landet.

Udbetaling af omkostningsgodtgørelse

Godtgørelsen udbetales af Skattestyrelsen til den godtgørelsesberettigede eller til den sagkyndige, som den godtgørelsesberettigede har overdraget kravet til.

Godtgørelsen udbetales til den godtgørelsesberettigedes NemKonto. Hvis kravet er overdraget til den sagkyndige, udbetales godtgørelsen til den sagkyndiges NemKonto.

Partshøring

Klager over omkostningsgodtgørelse omfattet af skatteforvaltningslovens kapitel 19 skal afgøres af Skatteankestyrelsen, med mindre de visiteres til Landsskatteretten. Dette følger af bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen, § 1, stk. 1, nr. 121.

Kravet om udarbejdelse af sagsfremstilling og høring, før der træffes afgørelse, gælder ikke når Skatteankestyrelsen kan træffe afgørelse. Afgørelser om omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 er dermed undtaget fra reglerne i skatteforvaltningsloven om sagsfremstilling og høring. Der er dermed formelt ingen høringspligt efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 19, jf. samme paragrafs stk. 5, nr. 4.

Se afsnit A.A.7.4.5 Høring.

Af hensyn til god forvaltningsskik kan Skattestyrelsen vælge, at parterne skal have lejlighed til at udtale sig før sagen afsluttes.

Klage over Skattestyrelsens afgørelse om omkostningsgodtgørelse

Indenfor en klagefrist på 3 måneder kan Skattestyrelsens afgørelse påklages til Skatteankestyrelsen. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b.

Klager over afgørelser om omkostningsgodtgørelse behandles i Skatteankestyrelsen.

Der betales et gebyr, jf SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 c, stk. 1.

Skatteankestyrelsens afgørelse kan indbringes for domstolene.

Aktindsigt i sager om omkostningsgodtgørelse

Der kan anmodes om aktindsigt i sager om omkostningsgodtgørelse efter de almindelige regler om aktindsigt. Se Den juridiske vejledning afsnit A.A.6 Offentlighed og tavshedspligt Offentlighed og tavshedspligt.

Eksempel

Skatteankestyrelsen fandt, at en anmodning om aktindsigt i oplysninger om salær og omkostningsgodtgørelse til advokater med rette var afslået under henvisning til Skattestyrelsens tavshedspligt. Se SKM2014.473.SANST.

Stikprøvekontroller

Skattestyrelsen foretager stikprøvekontroller i den daglige administration af ordningen, blandt andet for at sammenligne og undersøge om honorarer er rimelige.

Prøveintensitet

Skattestyrelsen sammenligner honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold, og derfor er berettiget til en godtgørelse på 100 procent, med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, og derfor kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent.

Ved sådanne sammenligninger vil man bl.a. kunne se, om niveauet for honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold, og hvor der derfor skal ydes en godtgørelse på 100 procent, stiger set i forhold til niveauet for honorarerne i de tilsvarende sager, hvor der ydes 50 procent i godtgørelse.

I sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad, må der tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør et selvstændigt parameter for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at andre ikke-målelige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens kompleksitet og karakter i øvrigt. Se afsnittet A.A.13.11 Vurdering af salærkrav Vurdering af rimelighed.

Årlig redegørelse om omkostningsgodtgørelse til Folketinget

Efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 59 afgiver skatteministeren årligt en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling mv. i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse.

Redegørelsen viser udviklingen i regnskabstallene, som udgør de samlede udbetalinger af omkostningsgodtgørelse i året samt udviklingen i omkostningsgodtgørelse i sager, som er endeligt afsluttet i året. Godtgørelse pr. afsluttet sag indeholder også eventuelle acontoudbetalinger, som er udbetalt i tidligere år. I redegørelsen opdeles udgifterne på instanser, sagstyper, emner, klagesagens udfald og sagkyndig erhvervsgruppe.

Endvidere omhandler redegørelsen sager, som er udtaget til særlig vurdering samt sager, hvor Skattestyrelsen giver afslag eller rejser tilbagebetalingskrav.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Skatteankestyrelsen 

SKM2014.473.SANST

Skatteankestyrelsen fandt, at en anmodning om aktindsigt i oplysninger om salær og omkostningsgodtgørelse til advokater med rette var afslået under henvisning til Skattestyrelsens tavshedspligt. Ikke aktindsigt
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.