D.A.4.10.2.4 Overdragelse og indløsning af vouchere
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvem der er momspligtig i forbindelse med overdragelse og indløsning af vouchere, og om momspligten indtræder på tidspunktet for overdragelsen af voucheren eller på tidspunktet for indløsningen af voucheren.
Afsnittet indeholder:
- Vouchere til ét formål
- Vouchere til flere formål.
Se også
Se også:
- D.A.4.10.2.2 om baggrunden og formålet med EU-reglerne om af vouchere
- D.A.4.10.2.3.1 om definitionen på en voucher i momsmæssig forstand
- D.A.4.10.2.3.2 om definitionen på en voucher til ét formål
- D.A.4.10.2.3.3 om definitionen på en voucher til flere formål
- D.A.4.10.2.5 om formidling og distribution af vouchere
- D.A.4.10.2.6 om momsgrundlaget ved salg eller indløsning af vouchere.
Bemærk
Vouchere, der er omfattet af voucherdefinition i de fælles EU-regler, men som er udstedt før den 1. juli 2019, er omfattet af den praksis, der er beskrevet i D.A.4.10.3 Dansk praksis (andre værdikuponer mv.). Se § 9, nr. 8, i lov nr. 1726 af 27. december 2018.
De virksomheder, der ønsker at støtte ret på de fælles EU-regler, kan dog anvende de fælles regler på vouchere udstedt den 1. januar 2019 eller senere. Se artikel 1, nr. 3, og artikel 2, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/1065.
Vouchere til ét formål
Ethvert salg i eget navn af en voucher til ét formål skal anses for et salg af den vare eller den ydelse, som voucheren relaterer sig til. Se ML (momsloven) § 4 a, stk. 1, som indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 1726 af 27. december 2018. Dette betyder, at hvert salg af voucheren skal momspålægges. Se lovens forarbejder.
Med andre ord anses sælgeren af en voucher til ét formål momsmæssigt som sælger af den underliggende vare eller ydelse.
Selve indløsningen af en voucher til ét formål anses ikke for en selvstændig transaktion. Der skal derfor ikke pålægges moms på det tidspunkt, hvor varen eller ydelsen faktisk leveres til kunden. Med andre ord betragtes den faktiske overdragelse af varerne eller den faktiske levering af ydelserne til gengæld for en voucher til ét formål, som af leverandøren accepteres som hel eller delvis betaling for den underliggende vare eller ydelse, ikke som en momspligtig transaktion. Se ML (momsloven) § 4 a, stk. 1, som indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 1726 af 27. december 2018. Dette gælder, når der er personsammenfald mellem udsteder af voucheren og indløser.
Med udsteder forstås den person, i hvis navn voucheren er udstedt. Udsteder er ansvarlig overfor kunden i relation til selve voucheren. Det vil sige, at udsteder har ansvaret for, at der er de anførte leverandører, og at voucheren kan benyttes på de anførte betingelser. Selv om udstederen ikke civilretligt er ansvarlig for selve de leverede varer og ydelser, anses udstederen rent momsretligt som den, der har leveret varerne og ydelserne og dermed også som den, der skal indbetale momsen ved overdragelse af voucheren. Se forarbejderne til lov nr. 1726 af 27. december 2018 (Svar på spørgsmål 1 - L 28 A).
Ikke personsammenfald mellem udsteder og indløser
Oftest vil udstederen af en voucher til ét formål være den samme som den indløser, der i sidste led leverer de faktiske varer og ydelser til ihændehaveren af voucheren. Dette behøver dog ikke at være tilfældet, hvis der er indgået en aftale mellem udsteder og en tredjemand om, at tredjemand vil acceptere voucheren som hel eller delvis betaling for den underliggende vare eller ydelse. Dvs. at den pågældende accepterer at være indløser.
Hvis den faktiske leverandør af den underliggende vare eller ydelse ikke er den samme som den, der i eget navn har udstedt voucheren til ét formål, anses leverandøren for at have foretaget en levering af varen eller ydelsen til udsteder. Se ML (momsloven) § 4 a, stk. 3, som indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 1726 af 27. december 2018.
Når der ikke er personsammenfald mellem udsteder og indløser skal den faktiske leverandør fakturere udstederen af voucheren for leverancen efter faktureringsreglerne i momsloven og momsbekendtgørelsen. Se forarbejderne til lov nr. 1726 af 27. december 2018 (Svar på spørgsmål 1 - L 28 A).
Momsreglerne tilsidesætter ikke den civilretlige aftale, som kunden har indgået med udstederen af voucheren henholdsvis den faktiske leverandør (indløser). Leverandøren vil eventuelt kunne give kunden en kvittering eller lignende for leveringen, men ikke en momsfaktura.
Se også
Se også:
- A.B.3.3.1 om de momsmæssige regler om fakturering
- D.A.7.2.5 om tidspunktet for momspligtens indtræden (periodisering).
Vouchere til flere formål
Der skal betales moms af den faktiske overdragelse af varer eller ydelser til gengæld for en voucher til flere formål, som af leverandøren accepteres som hel eller delvis betaling for de underliggende varer eller ydelser. Se ML (momsloven) § 4 b, stk. 1, som indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 1726 af 27. december 2018.
Med andre ord finder de almindelige momsregler anvendelse på den faktiske overdragelse af de underliggende varer eller ydelser til gengæld for en voucher til flere formål. Der er dog særlige regler for momsgrundlaget. Se D.A.4.10.2.6 Momsgrundlag.
Der skal derimod ikke betales moms af de forudgående overdragelser af voucheren til flere formål. Se ML (momsloven) § 4 b, stk. 1, som indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 1726 af 27. december 2018.
Se også
Se også:
- A.B.3.3.1 om de momsmæssige regler om fakturering
- D.A.4.1 om levering mod vederlag
- D.A.4.10.2.5 om overdragelse af vouchere i andens navn (formidling og distribution)
- D.A.7.2.5 om tidspunktet for momspligtens indtræden (periodisering).
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil