Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-153/11, Klub ODD

Sagen omhandlede fradragsret for momsen af en lejlighed, som blev indkøbt af en afgiftspligtig person og henført til virksomhedsformuen, men ikke straks anvendt til momspligtige aktiviteter.

EU-domstolen svarede, at en momspligtig person, som har købt et investeringsgode i sin egenskab af momspligtig person og henført godet til virksomhedsformuen, har ret til at fradrage købsmomsen i den afgiftsperiode, hvor momsen forfalder, uafhængigt af den omstændighed, at lejligheden ikke straks er anvendt til erhvervsmæssige formål.

Landsretsdomme

SKM2019.332.ØLR

Sagen angik, om SKAT havde været berettiget til at nægte fradrag for købsmoms af en række fakturaer udstedt af en underleverandør til et rengøringsselskab. Derudover angik sagen, om rengøringsselskabet hæftede for manglende indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for de rengøringsydelser, der ubestridt var udført, men som SKAT ikke fandt var udført af den påståede underleverandør, men derimod af selskabets egne ansatte.

Byretten fandt, at selskabet bar bevisbyrden for, at betingelserne for at få fradrag for købsmoms for de påståede underleverandørydelser var opfyldt, bl.a. ved fremlæggelse af forskriftsmæssige fakturaer. Med henvisning til en række forhold om den påståede underleverandør bemærkede byretten, at ingen omstændigheder kunne antageliggøre, at der var udført nogen form for arbejde hos underleverandøren, og at der ikke var nogen dokumentation for udbetaling af løn herfra. Idet fakturaerne i øvrigt udgjorde så stor en del af sagsøgerens omsætning, uden sagsøgeren kunne forevise forskriftsmæssige fakturaer, kontrakter mellem selskaberne, eller dokumentation for løbende samhandelsforhold, havde retten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse angående nægtelse af fradrag for moms.

Retten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs vurdering af, at arbejdet måtte være udført af sagsøgerens ansatte, uden at der samtidig var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse hvilede på et forkert grundlag, eller at den var åbenbart urimelig. Skatteministeriets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge. Landsretten var af samtlige de grunde, der var anført at byretten, enig i byrettens resultat og stadfæstede derfor byrettens afgørelse.

Landsretten stadfæster byrettens dom i SKM2018.578.BR

SKM2009.325.ØLR

Sagen omhandlede momsfradrag for indkøb af fremmed arbejdskraft. I sagen var der en række faktorer, der rejste tvivl om fakturaernes realitet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte, at appellanten ikke havde bevisbyrden for, at fakturaerne kan danne grundlag for momsfradrag.

Der var derfor ikke momsfradrag for momsen på fakturaerne.

Sagens fakta er beskrevet i afsnit D.A.11.1.7 Krav til dokumentationen for indkøbet om krav til dokumentationen for indkøbet.

Byretsdomme

►SKM2021.625.BR◄

►Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet sagsøgeren, der drev virksomhed med skalmuring, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt i 2014 af underleverandører af murerarbejde, jf. momslovens § 37, stk. 1, og hvorvidt sagsøgeren hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Retten fandt på baggrund af en konkret bevisvurdering, at der ikke var grund til at betvivle, at arbejdet var udført af underleverandørerne, og lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at fakturaerne alle var udstedt af momsregistrerede virksomheder, at de var udsted til og betalt af sagsøgeren ved bankoverførsel, og at der var tale om fakturering af arbejde, der skulle være udført i underentreprise, som retten anså som et naturligt led i den virksomhed, som sagsøgeren i øvrigt udøvede. Videre lagde retten vægt på, at sagsøgeren både før og efter2014 havde anvendt underentreprenører til arbejde svarende til det fakturerede, og at SKAT havde anerkendt fradragsret for moms for sådanne fakturaer fra øvrige underentreprenører.

Skatteministeriet blev på denne baggrund tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens momstilsvar for den omhandlede periode på i alt 458.421 kr. skulle nedsættes, og at sagsøgeren derfor heller ikke var indeholdelsespligtig af AM-bidrag og A-skat af beløb svarende til i alt 467.501 kr.◄

►SKM2021.395.BR◄

►Sagen angik, om skatteyderen var berettiget til fradrag for købsmoms, der var betalt til angivne underleverandører i indkomstårene 2014 og 2015.  

Retten konstaterede først, at bevisbyrden for, at der er leveret momspligtige ydelser, påhviler skatteyderen. Herefter fandt retten, at de fremlagte fakturaer ikke indeholdt oplysninger om dato for levering. Stort set alle fakturaerne indeholdt endvidere ikke oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, og beskrivelsen af arbejdet var kortfattet.   

Retten fandt også, at skatteyderen ikke havde fremlagt arbejdssedler eller andet, der kunne dokumentere arbejdets omfang eller underbygge, at levering havde fundet sted. Endvidere lagde retten vægt på, at de fremlagte samarbejdsaftaler ikke kunne godtgøre, at der var sket levering samt, at de angivne underleverandører i 2014 havde perioder med 0 ansatte eller uden registrering af ansatte. I øvrigt havde en række af underleverandørerne ikke angivet moms og A-indkomst i 2014, og samtlige underleverandører var efterfølgende opløst, herunder som følge af konkurs.   

Den omstændighed, at der måtte være sket pengeoverførsler fra skatteyderens konto kan ikke føre til et andet resultat, idet dette ikke i sig selv dokumenterede, at der er sket levering af momsbelagte ydelser fra de angivne underleverandører. ◄

SKM2021.394.BR

►Sagen angik i første række, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for fradrag af købsmoms, der var betalt til underleverandører i perioden 1. juli 2012 til 31. marts 2014 for i alt 191.460 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1. I anden række angik sagen, om sagsøgeren hæftede for manglende, indeholdt A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2013 og 2014 af løn til personer, som ifølge skattemyndighederne reelt havde udført kurerarbejde som ansatte i sagsøgerens virksomhed.

Retten fandt, at de fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i den dagældende momsbekendtgørelse, § 61 (nugældende § 58). Retten fandt derfor, at der forelå unormale forhold og pålagde sagsøgeren en skærpet bevisbyrde. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde. Retten lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren ikke kunne fremlægge underliggende timesedler til fakturaerne, at sagsøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at de anførte underleverandører havde været i stand til at levere de påståede transportydelser, og at de påståede underleverandører ikke havde angivet A-skat eller moms. Retten bemærkede, at det forhold, at sagsøgerens virksomhed havde foretaget betaling til de påståede underleverandører ved bankoverførsler, og at der måtte være overensstemmelse mellem fakturaerne og de overførte beløb, ikke beviste, at underleverandørerne havde udført arbejde for virksomheden.

Retten tiltrådte, at sagsøgeren hæftede for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag. Retten lagde til grund, at sagsøgeren har haft yderligere ansatte end det oplyste til at udføre arbejdet. Skattemyndighederne kunne derfor foretage en skønsmæssig ansættelse, og retten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Retten fandt, at sagsøgeren havde handlet forsømmeligt.

Retten tog på den baggrund Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.◄

SKM2020.313.BR

Sagen angik, om et selskab skulle nægtes fradrag for købsmoms, som var pålagt en række fakturaer udstedt til selskabet af 3 forskellige leverandører vedrørende arbejdsydelser, som var leveret til selskabet. Skatteministeriet tog under sagen bekræftende til genmæle vedrørende momsen på fakturaerne fra én af leverandørerne, og sagen angik derfor kun momsen på fakturaerne fra de to øvrige leverandører.

Retten fandt, at det måtte lægges til grund, at leverandørerne havde begået momssvig, idet disse ikke indberettede momsen på ydelserne til SKAT.

Retten fandt endvidere efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder, at selskabet vidste eller burde have vidst, at selskabet deltog i transaktioner, som var led i leverandørernes momssvig. Retten fandt i den forbindelse, at selskabet efter omstændighederne ikke havde truffet enhver foranstaltning, som med rimelighed må kræves for at sikre, at transaktionerne med leverandørerne ikke var led i momssvig.

På denne baggrund fandt retten i henhold til EU-Domstolens praksis, at selskabet med rette var nægtet fradrag for købsmoms.

Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til andet resultat, at leverandørerne, efter at SKAT havde opdaget momssvigen, var blevet efteropkrævet den omhandlede moms, og at den ene af leverandørerne også betalte denne efteropkrævede moms til statskassen. Retten lagde herved vægt på, at det afgørende er, om selskabet vidste eller burde have vidst, at selskabets transaktioner med leverandørerne på tidspunktet for transaktionerne var et led i leverandørernes momssvig, idet reglerne tilsigter at afværge svigagtige transaktioner.

SKM2018.578.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet skatteyderen, der drev rengøringsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af en underleverandør af rengøringsydelser, og hvorvidt skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at få fradrag for købene var opfyldt efter momslovens § 37.

Retten lagde herved blandt andet vægt på, at underleverandøren ikke havde nogen ansatte, og at underleverandørens direktør ikke havde fået løn fra selskabet, ligesom han intet vidste om selskabets drift. Af underleverandørens konto fremgik desuden, at alle indbetalinger straks blev tømt og overført til en anden konto.

Retten lagde også vægt på, at fakturaerne fra underleverandøren, der udgjorde en væsentlig del af omsætningen i skatteyderens virksomhed, hverken indeholdt en beskrivelse af det udførte arbejde, specifikationer af ydelsernes art, omfang, enhedspriser eller takster. Der var heller ikke fremlagt nogen kontrakt mellem skatteyderen og underleverandøren eller anden dokumentation for et løbende samhandelsforhold.

Herefter, og da skatteyderen heller ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig, var der heller ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs vurdering af, at det udførte rengøringsarbejde var udført af ansatte ved skatteyderen selv, uden at der samtidig var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som skatteyderen hæftede for.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2015.257.BR

Sagsøgeren krævede godtgørelse af elektricitetsafgift og kuldioxidafgift samt fradrag for moms fra SKAT på i alt ca. kr. 5,6 mio. af nogle leverancer af el til sagsøgeren fra et elselskab. Sagsøgeren havde aldrig betalt regningen fra elselskabet med de fakturerede afgiftsbeløb vedrørende de pågældende leverancer, der var fremsendt flere år efter, at det faktiske elforbrug havde fundet sted. Sagsøgeren bestred fra starten regningen fra elselskabet, og havde under en retssag mod elselskabet fået medhold i, at sagsøgeren efter kontraktforholdet mellem parterne ikke var forpligtet til at betale for el-leverancerne, idet sagsøgeren havde været i god tro om, at en elmåler hos sagsøgeren havde målt et for lavt elforbrug. Desuagtet havde sagsøgeren anvendt fakturaen fra elselskabet over for SKAT til at angive og opnå refusion for energiafgifter og moms. SKAT foretog senere en efteropkrævning af de med urette refunderede energiafgifter og nægtede selskabet at tilbageføre momsen, som sagsøgeren - ifølge sagsøgeren selv ved en "fejl" - senere havde efterangivet over for SKAT.

Byretten gav Skatteministeriet medhold, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for sagsøgeren efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt momslovens § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og sagsøgeren heller ikke var forpligtet til at betale disse. Sagsøgeren havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for.

Landsskatteretskendelser

 SKM2018.611.LSR

SKM2018.542.LSR

Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms vedrørende leverancer fra underleverandører i forbindelse med klagerens drift af rengøringsvirksomhed, idet de fremlagte fakturaer var mangelfulde, ligesom der ikke fandtes at være realitet bag fakturaerne.

SKM2018.540.LSR

Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms vedrørende leverancer fra underleverandører i forbindelse med klagerens drift af rengøringsvirksomhed, idet de fremlagte fakturaer var mangelfulde, ligesom der ikke fandtes at være realitet bag fakturaerne.

SKM2009.139.LSR

Et selskab som ejede 136 ud af 160 ejerlejligheder i et feriekompleks. Selskabet havde foretaget fradrag for moms af udgifter til renoverings- og vedligeholdelsesarbejder på ejerlejligheder.

Arbejderne var iværksat og betalt af ejerforeningen, og hver lejlighed indbetalte derefter 1/160 af de samlede udgifter til ejerforeningen.

Landskatteretten fandt, at udgifterne var afholdt af ejerforeningen og ikke selskabet. Der var derfor ikke tale om virksomhedens indkøb efter ML (momsloven) § 37, stk. 1.

Dommen er også omtalt i afsnit D.A.11.1.2.3 Rette omkostningsbærer om rette omkostningsbærer og i afsnit D.A.11.1.7 Krav til dokumentationen for indkøbet om krav til dokumentationen for indkøbet.

SKM2001.457.LSR

Sagen omhandlede momsfradrag for pålagte sagsomkostninger.

Landsskatteretten udtalte, hverken modparten eller dennes advokat leverer momsbelagte varer eller ydelser til den virksomhed, der bliver pålagt at betale sagsomkostninger til modparten. Virksomheden er derimod pålagt at betale modpartens skønnede udgifter.

Der er derfor ikke momsfradrag.

Kendelsen er også omtalt i afsnit D.A.11.1.2.3 Rette omkostningsbærer.

TfS2000, 20 (LSR)

Sagen omhandlede momsrefusion på opkøb af guld til videresalg.

Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var ikke fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring og videresalg, ligesom der ikke forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene.

TfS 1996, 561

Momsnævnet nægtede fradrag for moms på fakturaer, der ikke omhandlede faktiske leverancer. Det var ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var i sagen ikke foretaget levering, ligesom det heller ikke var hensigten, at der skulle ske levering. Virksomheden vidste, at der var tale om fiktive fakturaer, der ikke skulle betales.