Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

Hvor stort et beløb kan der indskydes på en aldersforsikring Hvor stort et beløb kan der indskydes på en aldersopsparing

C.A.10.2.6.3.3.1 Beløbsgrænserne på 5.500 kr. og 54.200 kr.

Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om beløbsgrænsen for indbetalinger til aldersforsikring og - opsparing.

Afsnittet indeholder:

  • Beløbsgrænserne
  • Periodiseringen af indbetalingerne
  • Diskvalificerende udbetalinger
  • Kombination af arbejdsgiveradministreret og privat aldersforsikring eller aldersopsparing

Beløbsgrænserne

Ved lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 1, nr. 8-11,  blev der indført to forskellige beløbsgrænser for de årlige indbetalinger, der kan foretages på aldersforsikringer, aldersopsparinger, og supplerende engangssum.

Beløbsgrænserne reguleres efter PSL (personskatteloven) § 20.

Beløbsgrænserne omfatter summen af alle indbetalinger til:

  • Aldersforsikring
  • Aldersopsparing
  • Supplerende engangssum
  • Præmie til invalidesumsforsikringer, der er oprettet i tilknytning til aldersforsikring og aldersopsparing

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 1. pkt.

Beløbsgrænserne gælder de samlede indbetalinger på både arbejdsgiveradministrerede og privattegnede ordninger.

Beløbsgrænsen på 5.500 kr.

Der kan der i det enkelte indkomstår i alt indskydes et beløb på højst ►5.500 kr. (2021: 5.400 kr.)◄ på personens aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 1. pkt.

Beløbsgrænsen på 54.200 kr.

Fra og med det 5. indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, kan der i det enkelte indkomstår i alt indskydes et beløb på højst ►54.200 kr. (2021: 52.400 kr.)◄ på personens aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 2. pkt. 

Periodisering af indbetalingerne

Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 2197 af 29. december 2020 blev reglerne for tidspunktet for indbetalingernes skattemæssige virkning på beløbsgrænserne i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 1. pkt., præciseret.

Indbetaling til aldersforsikring og supplerende engangssum

Bidrag og præmier til aldersforsikring og supplerende engangssum har skattemæssig virkning på forfaldstidspunktet, i det omfang de indbetales senest den 1. april i det efterfølgende kalenderår.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 7. pkt.

Forfaldne bidrag eller præmier som nævnt i 7. pkt., der bliver betalt senere end den 1. april i kalenderåret efter det kalenderår, hvor præmien eller bidraget er forfaldet, har skattemæssig virkning på indbetalingstidspunktet.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 8. pkt.

Det betyder, at præmier og bidrag, der forfalder i eksempelvis 2021, men først indbetales i februar 2022, vil skulle medregnes ved opgørelsen af loftet for indbetaling til aldersopsparing i 2021. Sker indbetalingen først i eksempelvis maj 2022, vil præmierne m.v. skulle medregnes ved opgørelsen af loftet for indbetaling til aldersopsparing i 2022.

Periodiseringsreglerne for indbetalinger til aldersforsikringer og supplerende engangssummer følger grundlæggende samme principper som periodiseringsreglerne for fradrags- eller bortseelsesberettigede præmier og bidrag til rateforsikringer og pensionsordninger med løbende udbetalinger.

PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 7. og 8. pkt. har virkning for bidrag m.v., der forfalder til indbetaling i 2020 eller senere. Fristen den 1. april i 8. pkt. udskydes i 2021 til den 1. juli.

Indbetaling til aldersopsparing

Indbetalinger til aldersopsparing har skattemæssig virkning på indbetalingstidspunktet.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 9. pkt.

Indbetaling efter en tilbagebetaling i henhold til PBL (pensionsbeskatningsloven) § 22 E (korrektionsindbetaling)

Beløb, der er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum, kan senest 30 dage efter indbetalingen, dog senest den 19. januar i det følgende kalenderår, helt eller delvis tilbagebetales til indbetaleren.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 22 E, 1. pkt.

Det er et krav efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 22 E, at tilbagebetalingen af indbetalingen sker senest 30 dage efter indbetalingen, dog senest den 19. januar i det følgende kalenderår.

Tidsgrænsen på 30 dage betyder, at en pensionsindbetaling, der eksempelvis er sket den 1. juli 2021 i medfør af den foreslåede regel kan tilbagebetales til og med den 31. juli 2021.

Uanset tidsgrænsen på 30 dage vil tilbagebetaling således ikke kunne ske senere end den 19. januar i det følgende kalenderår.

Se nærmere herom afsnit C.A.10.2.7.2 Korrektioner af pensionsaftaler om korrektioner af pensionsaftaler.

Indbetales et bidrag eller en præmie som nævnt i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 7. pkt., der hidrører fra en tilbagebetaling efter § 22 E, inden fristen for tilbagebetalingen efter § 22 E, jf. dog 8. pkt. [Skattestyrelsen: 7. pkt., jf. L 69, "Til nr. 2", p. 37] eller foretages der en indbetaling som nævnt i 9. pkt., der hidrører fra en tilbagebetaling efter § 22 E, inden fristen for tilbagebetalingen efter § 22 E, har bidraget, præmien eller indbetalingen skattemæssig virkning på tidspunktet for indbetalingen på den pensionsordning, som tilbagebetalingen hidrører fra.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 10. pkt.

Hvis en præmie, et bidrag eller en indbetaling til aldersopsparing, der hidrører fra en tilbagebetaling efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 22 E indbetales inden fristen for tilbagebetalingen i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 22 E, har bidraget, præmien eller indbetalingen skattemæssig virkning på tidspunktet for indbetalingen på den pensionsordning, som tilbagebetalingen hidrører fra.

Det betyder, at pensionsindbetalinger til aldersopsparinger, der sker efter nytår, og som hidrører fra pensionsindbetalinger, der er foretaget før nytår og sidenhen er tilbagebetalt efter tilbagebetalingsreglen i § 22 E, vil have skattemæssig virkning, som om indbetalingerne var sket før nytår.

Efter gældende ret er det en betingelse, at den ordning, der indbetales på efter nytår, eksisterede eller var aftalt oprettet inden nytår.

Det bemærkes, at indbetalingen på den korrekte pensionsordning i den beskrevne situation vil blive anset for rettidig i det omfang, den er bogført på den modtagende pensionsordning senest 30 dage efter indbetalingen på den ordning, hvorfra der er sket tilbagebetaling.

Særligt om korrektionsindbetaling til aldersforsikringer og supplerende engangssummer til dækning af forfaldne præmier i det forgangne kalenderår

I det omfang det tilbagebetalte beløb efterfølgende indbetales til en pensionsordning til dækning af en præmie eller et bidrag til en aldersforsikring eller supplerende engangssum, der er forfaldent til betaling før nytår, vil indbetalingen have skattemæssig virkning på forfaldstidspunktet efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 7. pkt., såfremt indbetalingen sker senest den 1. april i året efter det kalenderår, hvor præmien m.v. er forfaldet.

Med henvisningen til 7. pkt. i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 10. pkt. er det fastsat, at der i sådanne tilfælde vil være en frist til at foretage indbetaling senest den 1. april, og altså ikke kun til senest 30 dage efter den oprindelige indbetaling.

I sådanne tilfælde vil der være længere tid til at foretage korrektionsindbetaling med skattemæssig virkning for det forgangne år end 30 dage efter den oprindelige indbetaling.

Diskvalificerende pensionsudbetalinger

Har pensionsopspareren fra og med det 10. indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen

  • påbegyndt udbetaling af pensionsordninger med løbende udbetalinger, ratepensioner, eller indeksordninger iht. pensionsvilkårene,

  • fået en afgiftspligtig udbetaling af pensionsordninger med løbende udbetalinger, ratepensioner, eller indeksordninger, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 28 -29

  • foretager dispositioner over pensionsordninger med løbende udbetalinger, ratepensioner, eller indeksordninger, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 30,

skal der betales en afgift på 40 pct. af de af årets indbetalinger, der overstiger 5.400 kr. i de indkomstår, der følger efter det indkomstår, hvor udbetaling fra pensionsordningen er påbegyndt, eller hvor den afgiftspligtige disposition er sket. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25 A, stk. 6, 1. og 2. pkt., som er indsat ved lov nr. 1682 af 26. december 2017, § 1, nr. 3. 

Dette har kun virkning, hvis udbetalingen er påbegyndt eller dispositionen er sket d. 1. april 2018 eller senere, jf. ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelse § 8, stk. 9.

►Ifølge PBL (pensionsbeskatningsloven) § 25 A, stk. 7 skal der◄ dog ikke betales afgift på 40 pct. af indbetalingerne, ved 

  1. udbetaling af invalidepension ►samt alderspension og ratepension, der påbegyndes efter sidste udbetaling af en invalidepension, dog senest 70 dage efter denne sidste udbetaling.◄
  2. udbetaling af rateforsikring i tilfælde af forsikredes invaliditet, herunder af invalidesum.
  3. udbetaling af rateopsparing i tilfælde af kontohaverens varigt nedsatte arbejdsevne, som efter reglerne i lov om social pension berettiger kontohaveren til at oppebære førtidspension eller seniorpension, og ved udbetaling af invalidesum.
  4. udbetaling af ægtefælle- eller samleverpension.
  5. udbetaling til efterladte.
  6. udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.
  7. udbetaling af en indeksordning, der påbegyndes, når interessenten fylder 67 år.
  8. automatisk udbetaling af pension som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ved den pligtige afgangsalder, ved folkepensionsalderen eller ved det lovbestemte tidspunkt.
  9. udbetaling af pension som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, af helbredsmæssige årsager eller ved uansøgt afsked.
  10. automatiske udbetalinger af hvilende pensionsordninger i overensstemmelse med aftalegrundlaget for pensionsordningen.
  11. udbetalinger, der sker, som følge af at en kommune ikke ser bort fra formue i form af pensionsopsparing, jf. §§ 14 og 15 i lov om aktiv socialpolitik.
  12. udbetalinger fra en pensionsordning, hvor en lavere aldersgrænse for udbetaling end pensionsudbetalingsalderen er godkendt af Skatterådet.
  13. automatiske udbetalinger til en modtagende ægtefælle, der sker fra en udloddet del af en pensionsordning, jf. § 30, stk. 2, i det omfang udbetalingen beror på indtræden af ejerægtefællens pensionsbegivenhed 
  14. udbetaling af børnepension.
  15. udbetaling af supplerende engangsydelse og supplerende engangssum.
  16. engangsudbetalinger af og dispositioner over en hel pensionsordning, der ikke overstiger 1.000 kr.
  17. påbegyndelse af løbende eller ratevise udbetalinger fra en hel pensionsordning, når de årlige udbetalinger ved påbegyndelsen ikke overstiger 500 kr. årligt, i det omfang at den anvendte afkastforudsætning, jf. § 2, stk. 2, eller anvendte amortisationsrente, jf. § 11 A, stk. 3, mindst udgør 0 pct., eller i det omfang den anvendte afkastforudsætning eller amortisationsrente er mindre end 0 pct., men de årlige udbetalinger ikke ville have oversteget 500 kr. under anvendelse af en afkastforudsætning eller amortisationsrente på 0 pct.
  18. ►Ved udbetaling af supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister.◄
  19. ►Ved udbetaling af bonus på rene risikoforsikringer.◄
  20. ►Ved udbetaling af pensionsmidler til dækning af betaling for ikkefradrags- eller bortseelsesberettigede risikodækninger i forbindelse med fratrædelse.◄

I praksis anses tilbagebetalinger i medfør af §§ 21 A, 22, 22 A - E samt efter tilladelse fra Skattestyrelsen heller ikke for diskvalificerende pensionsudbetalinger.

Se hertil C.A.10.2.7.2 Korrektioner af pensionsaftaler "Korrektioner af pensionsaftaler".

Bemærk

Beløbsgrænserne omfatter ikke:

  • Tilskrivning af bonus og renter mv.
  • Fortjeneste og tab ved salg eller indfrielse af værdipapirer, salg af tegningsrettigheder, udlodning af likvidationsprovenu mv., når værdipapiret er en del af ordningen.
  • Det arbejdsmarkedsbidrag,  som enten arbejdsgiveren eller pensionsinstituttet indeholder af arbejdsgiverens pensionsindbetaling.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 3.

Bemærk

Bemærk, at beløb, der overføres, herunder konverteres efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 41 A, ikke medregnes under beløbsgrænsen på ►5.500 kr. (2021: 5.400 kr.), henholdsvis 54.200 kr. (2021: 52.400 kr.)◄, da en sådan overførsel ikke behandles som en ind- og udbetaling.

Kombination af arbejdsgiveradministreret og privat aldersforsikring eller aldersopsparing

Når der er oprettet en arbejdsgiveradministreret aldersforsikring eller -opsparing, går arbejdsgiverens indbetalinger  til denne ordning forud for de beløb, pensionsopspareren selv indbetaler til en privattegnet ordning. Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1, 5. pkt.

Indbetalingerne til den privattegnede ordning kan derfor højst udgøre et beløb, der svarer til forskellen mellem ►5.500 kr. (2021: 5.400 kr.), henholdsvis 54.200 kr. (2021: 52.400 kr.)◄ og årets indbetalinger til den arbejdsgiveradministrerede ordning, eventuelt med fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, der afregnes af pensionsinstituttet. Se herom afsnit C.A.10.2.6.3.2 Om arbejdsgiveradministreret aldersforsikring og aldersopsparing

En pensionsopsparer, der har en arbejdsgiveradministreret ordning, hvor indbetalingerne er mindre end beløbsgrænsen på ►5.500 kr. (2021: 5.400 kr.), henholdsvis 54.200 kr. (2021: 52.400 kr.)◄, kan nå op på det fulde beløb ved at oprette en privattegnet ordning ved siden af arbejdsgiverordningen. Pensionsopspareren kan så selv indbetale forskellen mellem arbejdsgiverens indbetalinger og beløbsgrænsen på den privattegnede aldersforsikring eller -opsparing.

Pensionsopspareren må ikke indbetale differencen på selve arbejdsgiverordningen. Se afsnit C.A.10.2.6.3.1 Indbetalinger uden fradrags- eller bortseelsesret om, at private ordninger og arbejdsgiveradministrerede ordninger skal holdes adskilte.

Skemaet viser eksempler på kombination af arbejdsgiveradministrerede og privattegnede  ordninger:

Maximale beløbsgrænse

Indbetaling til arbejds­giveradministreret al­ders­forsikring eller -op­sparing, evt. eksklusive arbejdsmarkedsbidrag

Muligt indskud på pri­vattegnet alders­forsik­ring eller -opspa­ring

Eksempel 1

 48.000 kr. (2019)

18.000 kr.

30.000 kr.

Eksempel 2

  5.200 kr. (2019)

  5.200 kr.

0 kr.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.