Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

D.B.4.4.5.1 Er de finansielle aktiviteter virksomhedens hovedaktivitet?

Indhold

Dette afsnit handler om vurderingen af, om de finansielle aktiviteter er virksomhedens hovedaktivitet eller ej.

Afsnittet indeholder:

  • Afgrænsning af finansiel virksomhed
  • Virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri finansielle aktiviteter
  • Virksomheder med momsfri aktiviteter udover salg af finansielle ydelser
  • Virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri aktiviteter udover salg af finansielle ydelser
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgrænsning af finansiel virksomhed

Afgrænsningen er nærmere beskrevet i cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992 om afgift af lønsum m.v., der beskriver afgrænsningen af finansiel virksomhed for:

a)      virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri finansielle aktiviteter, samt
b)      virksomheder med momsfrie aktiviteter udover salg af finansielle ydelser.

Virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri finansielle aktiviteter

Virksomheder, der har både momspligtige aktiviteter og momsfrit salg af finansielle ydelser, skal foretage en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som finansiel virksomhed i forhold til hvilken metode, som den skal anvende ved opgørelse af lønsumsafgiften.

I vurderingen skal størrelsen af virksomhedens momsmæssige fradragsret for fællesomkostninger indgå. Virksomheder, der udover det momsfri salg, også har momspligtige aktiviteter, vil have delvis fradragsret for købsmoms af fællesomkostninger. Den delvise fradragsret beregnes på grundlag af det momspligtige salgs andel af virksomhedens samlede omsætning. Derudover kan det indgå i vurderingen, om virksomheden over for offentligheden fremtræder som finansiel. Se afsnit D.B.4.4.5.2 Hvordan fremtræder virksomheden for offentligheden? om hvordan virksomheden fremtræder for offentligheden.

Hvis virksomhedens momspligtige salg udgør mindre end halvdelen af den samlede omsætning, og den delvise fradragsprocent for moms som følge af virksomhedens momsfri finansielle aktiviteter derfor er under 50 %, vil virksomheden normalt være omfattet af metode 2.

Hvis der ved beregning af den delvise fradragsprocent for moms fremkommer decimaler, skal fradragsprocenten oprundes til nærmeste hele tal, jf. momslovens almindelige regler.

Eksempel

Et leasingselskab har foruden leasingindtægter også renteindtægter som følge af udlånsvirksomhed på grundlag af kontrakter, der er oprettet af og tiltransporteret fra en autoforhandler. Endvidere har selskabet renteindtægter og kursavancer fra overskudslikviditet (passiv kapitalanbringelse).

De finansielle indtægter fra fremmede fordringer vil medføre en begrænsning af den delvise fradragsret for moms.

Hvis den delvise fradragsprocent for moms som følge af finansieringsvirksomheden er under 50 %, så betragtes virksomheden som en finansiel virksomhed omfattet af metode 2. I dette tilfælde er beregningsgrundlaget (lønsumsafgiftsgrundlaget) den del af lønsummen, der kan henføres til den finansielle virksomhed.

Hvis den delvise fradragsprocent er over 50 %, så betragtes virksomheden ikke som finansiel virksomhed. I dette tilfælde skal virksomheden beregne lønsumsafgift efter metode 4 af den del af lønsummen og over/underskuddet ved metode 4, som kan henføres til den finansielle aktivitet. Se afsnit D.B.4.6 Metodernes prioritering om metodernes prioritering og afsnit D.B.4.7 Virksomheder med blandede aktiviteter LAL § 4, stk. 4 om virksomheder med blandede aktiviteter.

Leasingindtægter (momspligtige)

5.000.000 kr.

Renteindtægter fra salg af finansielle ydelser

3.000.000 kr.

Renteindtægter og kursavancer fra overskudslikviditet (passiv kapital anbringelse)

300.000 kr.

Samlede indtægter

8.300.000 kr.

Virksomhedens delvise fradragsprocent for moms bliver:

(5.000.000 kr./8.000.000 kr.)*100 = 62,5 %.

I dette eksempel vil virksomhedens delvise fradragsret for moms altså være 63 %. Virksomheden er derfor ikke omfattet af metode 2. Da virksomheden er organiseret som et selskab, er den i stedet omfattet af metode 4. Se afsnit D.B.4.6 Metodernes prioritering om metodernes prioritering.

Når virksomheden har aktiviteter, der ikke er lønsumsafgiftspligtige, skal den ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget foretage en sektoropdeling. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4 og afsnit D.B.4.7 Virksomheder med blandede aktiviteter LAL § 4, stk. 4 om virksomheder med blandede aktiviteter.

Virksomheder med momsfri aktiviteter udover salg af finansielle ydelser

For virksomheder, som udover salg af finansielle ydelser har andre ikke-momspligtige aktiviteter, skal der foretages en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som finansiel virksomhed efter lønsumsafgiftslovens bestemmelser.

Også i disse tilfælde skal salget af finansielle ydelser udgøre en væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning, for at virksomheden bliver omfattet af metode 2.

Ved vurderingen lægges der vægt på, hvor stor en andel af den samlede omsætning, der hidrører fra finansiel virksomhed. Hvis andelen er over 50 % af den samlede omsætning, så betragtes virksomheden almindeligvis som omfattet af metode 2.

Eksempel

En fond har følgende indtægter:

Finansielle indtægter (momsfri)

3.000.000 kr.

Undervisning (momsfri)

750.000 kr.

Samlede indtægter

3.750.000 kr.

Andelen af den samlede omsætning, der kommer fra finansielle aktiviteter:

(3.000.000 kr./3.750.000 kr.)*100 = 80 %

Virksomheden er derfor omfattet af metode 2 for de finansielle aktiviteter. Virksomheden skal desuden betale lønsumsafgift af undervisningsaktiviteterne efter metode 1, da den er organiseret som fond. Se afsnit D.B.4.6 Metodernes prioritering om metodernes prioritering

Når virksomheden er omfattet af flere metoder eller har aktiviteter, der ikke er lønsumsafgiftspligtige, skal den ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget foretage en sektoropdeling. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4 og afsnit D.B.4.7 Virksomheder med blandede aktiviteter LAL § 4, stk. 4 om virksomheder med blandede aktiviteter.

Se også

Se også afsnit D.B.4.4.5.2 Hvordan fremtræder virksomheden for offentligheden? om hvordan virksomheden fremtræder for offentligheden.

Virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri aktiviteter udover salg af finansielle ydelser

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der skal foretages en konkret vurdering af, om virksomheder med momspligtige aktiviteter og momsfri aktiviteter udover salg af finansielle ydelser skal betragtes som finansiel virksomhed i henhold til lønsumsafgiftsloven.

Virksomheden skal opgøre andelen af den samlede omsætning, der vedrører finansiel virksomhed på samme vis som virksomheder, der har momsfrie aktiviteter udover salg af finansielle ydelser.

Også i disse tilfælde skal salget af finansielle ydelser udgøre en væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning, for at virksomheden bliver omfattet af metode 2.

Ved vurderingen lægges der vægt på, hvor stor en andel af den samlede omsætning, der vedrører finansiel virksomhed. Hvis andelen er over 50 % af den samlede omsætning, så betragtes virksomheden normalt som omfattet af metode 2.

Hvis virksomheden er omfattet af metode 2, skal virksomheden ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget foretage en sektoropdeling. Virksomheden skal betale lønsumsafgift af den finansielle aktivitet efter metode 2 og af den øvrige del af den lønsumsafgiftspligtige virksomhed efter metode 1, 3 eller 4. Virksomheden skal ikke betale lønsumsafgift af de momspligtige aktiviteter. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4, 2. pkt. samt afsnit D.B.4.7 Virksomheder med blandede aktiviteter LAL § 4, stk. 4 om virksomheder med blandede aktiviteter.

Eksempel

En fond har følgende indtægter:

Finansielle indtægter (momsfri)

3.000.000 kr.

Undervisning (momsfri)

750.000 kr.

Salg af bøger og undervisningsmateriale (momspligtigt)

250.000 kr.

Samlede indtægter

4.000.000 kr.

Andelen af den samlede omsætning, der kommer fra finansielle aktiviteter:

(3.000.000 kr./4.000.000 kr.)*100 = 75 %.

Virksomheden er derfor omfattet af metode 2 for de finansielle aktiviteter. Virksomheden skal desuden betale lønsumsafgift af undervisningsaktiviteterne efter metode 1, da den er organiseret som en fond. Se afsnit D.B.4.6 Metodernes prioritering om metodernes prioritering.

Når virksomheden er omfattet af flere metoder eller har aktiviteter, der ikke er lønsumsafgiftspligtige, skal den ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget foretage en sektoropdeling. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 4, stk. 4 og afsnit D.B.4.7 Virksomheder med blandede aktiviteter LAL § 4, stk. 4 om virksomheder med blandede aktiviteter.

Se også

Se også afsnit D.B.4.4.5.2 Hvordan fremtræder virksomheden for offentligheden? om hvordan virksomheden fremtræder for offentligheden.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2007.421.LSR

Et selskab med strategisk og finansiel rådgivning (corporate finance) var omfattet af metode 2. Der blev ud fra en samlet vurdering, lagt afgørende vægt på, at momsfradraget for fællesudgifter efter ML (momsloven) § 38, stk. 1 i de påklagede år udgjorde 35 % og 46 %. Det kunne ikke tillægges betydning af selskabet havde ladet sig registrere for metode 4 ud fra budgetterede tal, når den faktiske fordeling efterfølgende viste sig at være anderledes.

SKM2006.671.LSR

Et selskab var omfattet af metode 4, selvom det i startåret havde en delvis fradragsprocent for moms på 44 %. Startåret omfattede 4½ måned og de efterfølgende to år havde selskabet en delvis fradragsprocent på 54 % og 58 %. Landsskatteretten lagde desuden vægt på, at selskabet ikke overfor offentligheden fremtrådte som en finansiel virksomhed og bemærkede, at der var tale om en samlet vurdering. Selskabet var IT-leverandør til bl.a en bank.

SKM2001.99.LSR

Fællesregistrering med 5 selskaber var omfattet af metode 4. Passiv kapitalanbringelse begrænsede ikke den momsmæssige fradragsret for fællesomkostninger. Resultat af anparter i behold skulle ikke medregnes til omsætningen ved beregning af koncernens delvise fradragsret efter ML (momsloven) § 38, stk. 1, da der var tale om passiv kapitalanbringelse.

Skatterådet

SKM2014.323.SR

Skatterådet fandt, at selskabet skulle betragtes som en virksomhed indenfor den finansielle sektor, da selskabets finansielle aktivitet var virksomheden hovedaktivitet. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at selskabet ved beregning af lønsumsafgift skulle anvende metode 2, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1. 

Ved den konkrete vurdering blev der lagt på, at selskabets momsfrie aktiviteter var momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, at den delvise fradragsprocent efter efter ML (momsloven) § 38, stk. 1 var under 50 pct., idet den udgjorde henholdsvis 38 pct. i 2012, 39 pct. i 2011 og 38 pct. i 2010, at selskabet ikke havde planlagt ændringer i sin forretnings levering af ydelser i de kommende år og at der derfor heller ikke forventes en væsentlig ændring i den viste opgørelse af den delvise momsfradragsret.  

At selskabet ikke markedsførte sig overfor offentligheden som en finansiel virksomhed ændrede ikke på, at selskabet skulle opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, når selskabets hovedaktivitet var finansiel virksomhed.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.