Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

Skal en læge betale lønsumsafgift? Skal en læge betale lønsumsafgift? Skal en tandlæge betale lønsumsafgift? Skal en ergoterapeut betale lønsumsafgift? Skal en psykolog betale lønsumsafgift?

D.B.2.2 Sundhedssektoren LAL § 1, stk. 1

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår en virksomhed indenfor sundhedssektoren skal betale lønsumsafgift. Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 1, stk. 1, 1. punktum.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Forskellen på sundhedssektoren og social forsorg/bistand
  • Særligt om offentlig virksomhed inden for sundhedssektoren
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

LAL (lønsumsafgiftsloven) § 1, stk. 1, 1. punktum har følgende ordlyd:

"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, 3, 5, 6, 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven. ..." 

ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 fritager følgende varer og ydelser for moms:

"Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi og anden egentlig sundhedspleje samt tandlæge- og anden dentalvirksomhed."

Regel

Virksomheden skal betale lønsumsafgift, når den leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 (sundhedssektoren). Se LAL (lønsumsafgiftsloven) § 1, stk. 1, 1. punktum.

Der skal derfor betales lønsumsafgift af momsfrie ydelser indenfor sundhedssektoren.

Virksomheder, der leverer ydelser indenfor sundhedssektoren, er fx:

Hospitaler, fx:

  • Private hospitaler og klinikker.

Læger, fx:

  • Praktiserende læger
  • Speciallæger
  • Psykiatere
  • Tandlæger.

Andre sundhedspersoner, fx:

  • Jordemødre
  • Kiropraktorer
  • Ergoterapeuter
  • Fysioterapeuter
  • Kliniske diætister
  • Fodterapeuter
  • Optikere
  • Psykologer.

Alternative behandlere, fx:

  • Zoneterapeuter
  • Heilpraktikere
  • Massører
  • Akupunktører
  • Psykoterapeuter
  • Fodplejere.

Øvrige virksomheder, fx:

  • Dentallaboratorier og praktiserende tandteknikere, der fremstiller aftagelige og faste tanderstatninger.
  • Lægelaboratorier
  • Behandlingshjem for misbrugere i visse situationer.

Se også

Bemærk

Virksomheden skal først registreres for lønsumsafgift, hvis lønsumsafgiftsgrundlaget overstiger 80.000 kr. årligt. Se afsnit D.B.3 Registrering af virksomheden LAL §§ 2-3 om registrering af virksomhed.

Forskellen på sundhedssektoren og social forsorg/bistand

Virksomheden skal skelne mellem, om ydelserne er omfattet af ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 (sundhedssektoren) og ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2 (social forsorg og bistand).

Virksomheden skal ikke betale lønsumsafgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag og som er fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2 (social forsorg og bistand).

De behandlinger, som bliver udført på behandlingshjem for misbrugere, anses som udgangspunkt af Sundhedsstyrelsen for at høre under det sundhedsmæssige område. Behandlingerne er derfor momsfri efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten har i en række sager afgjort, at en række institutioner, der behandler narkotika, alkohol-, og medicinmisbrug er momsfritaget som social forsorg og bistand. Institutionerne skal derfor ikke betale lønsumsafgift af behandlingerne. Se ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2 og afsnit D.A.5.2.2.3 Ydelser i form af social forsorg og bistand om momsfritagelsen for ydelser i form af social forsorg og bistand. Se SKM2005.424.LSR, TfS 2000, 905 LSR samt TfS 1996, 230, Mn.

Se også

Se også afsnit D.A.5.2 Social forsorg og bistand ML § 13, stk. 1, nr. 2) om social forsorg og bistand for den nærmere afgrænsning af momsfritagelsen.

Særligt om offentlig virksomhed inden for sundhedssektoren

Offentlige virksomheder som fx sygehuse skal ikke betale lønsumsafgift af sundhedsydelser, der stilles gratis til rådighed for befolkningen som public service ydelser. Se L 46 fremsat 14. december 2007.

Offentlige virksomheder som fx sygehuse, der leverer ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 (sundhedssektoren), skal betale lønsumsafgift. Ved ydelser mod vederlag forstås i denne sammenhæng markedsmæssigt salg af fx behandlinger og andre ikke momspligtige ydelser til både private og offentlige købere. Offentlige virksomheder skal derfor betale lønsumsafgift af salg af almindelige behandlinger over regionsgrænserne.

Følgende aktiviteter er ikke lønsumsafgiftspligtige, da de er en del af de interne ressourceallokeringer i det offentlige sundhedssystem (og anses derfor ikke som salg af ydelser mod vederlag):

  • afregning for lands- og landsdelspatienter
  • afregning til regionernes egne sygehuse
  • lignende særlige ikke markedsmæssige forpligtelser.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2011.303.LSR

En selvstændig erhvervsdrivende fond, som drev et specialsygehus, der udførte hospitalsbehandlinger i henhold til driftsoverenskomst indgået med regionen, skulle betale lønsumsafgift. Hospitalsbehandlingerne var momsfritaget efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1. Lønsumsafgiftspligtig.

SKM2005.424.LSR

Et behandlingscenter for narkotika- og alkoholmisbrugere, som bl.a. anvendte "Minnesotakuren" til behandlingen, var fritaget for lønsumsafgift. Landsskatteretten fandt, at ydelserne var fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1 nr. 2 (social forsorg og bistand).

TfS 2000, 905 LSR

En ergoterapeutvirksomheds aktiviteter med ergoterapeutiske undersøgelser og behandling af børn med vanskeligheder indenfor det sociale område var fritaget for lønsumsafgift. Virksomheden modtog betaling for ydelserne fra kommunerne i henhold til bistandsloven (nu lov om social service). Aktiviteterne blev efter en konkret vurdering anset som fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2 (social forsorg og bistand) og ikke ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 (sundhedssektoren). Der blev lagt vægt på, at aktiviteterne ikke var udøvet som led i en sygdomsbehandling af børnene.

TfS 1996, 230, Mn.

En selvejende institutions aktiviteter i forbindelse med behandlingen af personer med en psykisk lidelse var fritaget for lønsumsafgift. Aktiviteterne var fritaget for moms efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2 (social forsorg og bistand) og ikke ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 1 (sundhedssektoren). Institutionens aktiviteter bestod af undersøgelser med henblik på vejledning til etablering af undervisning/behandling, rådgivning/vejledning og kursusvirksomhed for pårørende og fagfolk samt forskning.

Skatterådet

SKM2018.462.SR

Et privathospital skal betale lønsumsafgift for behandling af lands- og landsdelspatienter leveret efter driftsoverenskomst med regionerne.

 

SKM2009.120.SR

En fond, der leverede ydelser omfattet af lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, var fritaget for lønsumsafgift. Undervisningen blev leveret med nær tilknytning til social forsorg og bistand og fondens aktiviteter blev som helhed anset som momsfri social forsorg og bistand efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 2. 

Se afsnit D.A.5.2.2.4 Varer og ydelser i nær tilknytning til social forsorg og bistand om momsfritagelse for varer og ydelser leveret i nær tilknytning til social forsorg og bistand.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.