Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-242/18, UniCredit Leasing

Domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 90 var til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person ikke kunne nedsætte sit afgiftsgrundlag ved ophør af en leasingkontrakt før tid, såfremt en berigtiget afgiftsnedsættelse, beregnet på baggrund af samtlige skyldige leasingydelser i hele kontraktens varighed, var trådt i kraft.

Domstolen fandt således, at manglende betaling af leasingydelser frem til en kontrakts ophør, samt manglende betaling af en erstatning svarende til de resterende leasingydelserne, der skulle have været betalt frem til kontraktens udløb, udgjorde et tilfælde af ikke-betaling. Ikke-betaling kan medføre en nedsættelse af afgiftsgrundlaget, hvis det dokumenteres, at der er tale om en sandsynlig, langvarig og manglende betaling. Det tilkommer de nationale myndigheder, under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, at vurdere, hvilken dokumentation der skal fremlægges.

Slutteligt fastslog domstolen, at den erstatning leasingtageren skulle betale i tilfælde af ophævelse af leasingkontrakten før tid, skulle anses som en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren havde forpligtet sig til at betale leasingiveren. Erstatningen udgjorde derfor en modværdi for en selvstændig og individualiseret ydelse, og var på den baggrund momspligtig.

C-164/16, Mercedes Benz Financial Services UK Ltd

Finansielle leasingkontrakter er kendetegnet ved, at de tjener som erstatning for en umiddelbar erhvervelse af den fulde ejendomsret, hvorved leasingtageren har brugsretten til et gode uden at skulle betale den samlede købesum på det tidspunkt, hvor godet udleveres til leasingtageren. Denne kontrakttype kan frembyde karakteristika, der kan sammenlignes med erhvervelsen af et gode, ligesom det også kan forholde sig sådan, at det omvendt ikke er tilfældet, eftersom parterne heri har mulighed for at aftale, at aftageren kan vælge at undlade at købe den nævnte vare ved udgangen af lejeperioden.

Den omstændighed, at ejendomsretten skal overdrages ved kontraktens udløb, eller at den forrentede sum af leasingafdragene i praksis svarer til markedsværdien af varen, udgør kriterier, der hver for sig eller tilsammen gør det muligt at fastslå, om en kontrakt kan kvalificeres som en finansiel leasingkontrakt.

Kvalificeringen af en kontrakt som en finansiel leasingkontrakt kan imidlertid ikke i sig selv medføre, at den faktiske udlevering af et gode i henhold til denne kontrakt kan kategoriseres som en afgiftspligtig transaktion. For at der skal være tale om »levering af varer« i momsdirektivets forstand, er det tillige nødvendigt at fastslå, om formålet med en sådan kontrakt er udlejning »med den klausul, at ejendomsretten under normale forhold erhverves senest ved betaling af det sidste afdrag« som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 2, litra b).

En udtrykkelige klausul om overdragelse af ejendomsretten kan anses for indeholdt i kontrakten, når den indeholder en option om køb af et leaset gode. Det forudsætter dog, at leasingtagerens betaling af det allersidste beløb i henhold til kontrakten uden videre indebærer, at ejendomsretten til kontraktens genstand overdrages til denne. Denne kontraktmæssige udgang, hvorved ejendomsretten overdrages, er uforenelig med, at der for leasingtager består et egentlig økonomisk alternativ, som til sin tid giver denne mulighed for enten at erhverve godet, give det tilbage til leasinggiver eller forlænge leasingaftalen, afhængigt af den pågældendes egne interesser på det tidspunkt, hvor vedkommende skal træffe valget. Det ville kun forholde sig anderledes, såfremt udnyttelsen af købsoptionen, hvor frivillig den end måtte være ud fra et formelt synspunkt, i realiteten er det eneste rationelle valg, som leasingtager kan træffe under hensyn til kontraktens finansielle vilkår. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis det fremgår af kontrakten, at summen af de kontraktmæssige afdrag svarer til godets markedsværdi, inklusive finansieringsomkostninger, når muligheden for at udnytte købsoptionen indtræder, og at udnyttelsen af optionen ikke kræver, at leasingtager betaler et væsentligt, yderligere beløb.

Begrebet leasingkontrakt "med den klausul, at ejendomsretten under normale forhold erhverves senest ved betaling af det sidste afdrag" i momsdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b), skal fortolkes således, at det finder anvendelse på en standardleasingkontrakt med købsoption, hvis det kan udledes af kontraktens finansielle vilkår, at udnyttelsen af købsoptionen er det eneste økonomisk rationelle valg, som leasingtageren til sin tid kan træffe, hvis kontrakten opfyldes indtil sit udløb, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge.

C-118/11, Eon Aset Menidjmunt

Dommen vedrører bl.a. spørgsmålet om, under hvilke betingelser momsdirektivets artikel 168, litra a), tillader en afgiftspligtig at fradrage indgående moms, dels med hensyn til en kontrakt om leje af en bil, dels med hensyn til en kontrakt om leasing af en bil, og på hvilket tidspunkt disse betingelser skal være opfyldt med hensyn til fradragsrettens indtræden.

Fradragsordningen i momssystemdirektivet og kriteriet heri vedrørende anvendelsen af varer og tjensteydelser i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af virksomhedens økonomiske virksomhed, er imidlertid forskellig afhængig af, om der er tale om erhvervelsen af en tjenesteydelse eller et investeringsgode. Se D.A.11.1.3.5 Privat anvendelse - Blandede anvendte indkøb

Med henblik på besvarelsen af de stillede præjudicielle spørgsmål var det derfor nødvendigt at fastslå principperne for sondringen mellem levering af varer og levering af ydelser, og her konkret sondringen mellem operationel leasing (leje af en bil) og finansiel leasing (køb af en bil/erhvervelse af et investeringsgode).

Udlejning af en bil udgør i princippet ikke en levering af varer, og skal derfor i princippet kvalificeres som en levering af ydelser som omhandlet i direktivets artikel 24, stk. 1.

Leje af en bil på grundlag af en leasingkontrakt kan imidlertid frembyde karakteristika, der kan sammenlignes med erhvervelsen af et investeringsgode, jf. momsdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b), hvorefter faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum, med den klausul, at ejendomsretten under normale forhold erhverves senest ved betaling af det sidste afdrag, anses for at være levering af varer.

Domstolen fastslår, at i tilfældet med en leasingkontrakt, er der ikke nødvendigvis tale om en anskaffelse af varen, da det kan bestemmes i en sådan kontrakt, at aftageren kan vælge at undlade at købe den nævnte vare ved udgangen af lejeperioden.

Som det fremgår af den internationale regnskabsstandard IAS 17 vedrørende leasingkontrakter, som er gentaget i Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 af 3. november 2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (EUT L 320, s. 1), skal der imidlertid sondres mellem en operationel leasingkontrakt og en finansiel leasingkontrakt, idet sidstnævnte er karakteriseret ved, at hovedparten af de risici og afkast, der er forbundet med ejendomsretten, overdrages til aftageren. Den omstændighed, at ejendomsretten skal overdrages ved kontraktens udløb, eller at den forrentede sum af leasingafdragene i praksis svarer til markedsværdien af varen, udgør kriterier, der hver for sig eller tilsammen gør det muligt at fastlægge, om en kontrakt kan kvalificeres som en finansiel leasingkontrakt.

I det tilfælde, at leasingkontrakten vedrørende en bil enten bestemmer, at ejendomsretten til den nævnte bil skal overføres til aftageren ved kontraktens udløb, eller at aftageren har en rådighed over den nævnte bil, der svarer til en ejers, navnlig hvis den pågældende har fået overdraget hovedparten af de risici og afkast, der er forbundet med den juridiske ejendomsret til bilen, og at nutidsværdien af leasingafdragene i praksis svarer til markedsværdien af varen, kan transaktionen således sammenlignes med anskaffelse af et investeringsgode.

Byretten

SKM2020.119.BR

Sagen angik et bindende svar på, om sagsøgeren, som var en privatperson, skulle betale dansk erhvervelsesmoms af en ny luksusbåd på over 7,5 m i medfør af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, samt § 65, stk. 2, såfremt sagsøgeren gennemførte en aftale med en fransk bank i overensstemmelse med et finansieringsforslag fra banken. SKAT svarede bekræftende herpå, hvilket Landsskatteretten tiltrådte. Sagsøgeren indbragte det bindende svar for domstolene.

Retten bemærkede, at bankens tilbud var betegnet som "Financing Proposition", at afviklingsordningens indhold fremstod som et finansieringstilbud på køb, og at den sidste betaling, der ifølge sagsøgeren ikke var en leasingydelse, men alene aftalt betaling for en købsoptions udnyttelse i medfør af artikel 9 i bankens generelle betingelser, ikke var angivet som en valgmulighed for sagsøgeren, men som en sidste betaling for båden.

Retten fandt det herved godtgjort, at det ved den påtænkte aftale var forudsat mellem parterne, at kontrakten skulle afsluttes med sagsøgerens overtagelse af båden. Retten bemærkede videre, at kontraktens nærmere bestemmelser medførte en umiddelbar overførsel til leasingtager af hovedparten af de risici og afkast, der var forbundet med ejendomsretten til båden. Endelig bemærkede retten at den angivne pris for købsoptionen svarede til 12,5 % af købesummen, hvilket hverken relativt eller faktisk kunne anses for et ubetydeligt beløb. Beløbet ville imidlertid allerede være indbetalt i kraft af det forudsatte depositum, der netop var fastsat svarende hertil.

På denne baggrund, og da prisen for købsoptionen efter oplysningerne om salgspriser på tilsvarende både måtte vurderes som værende åbenbart favorabel, fandt retten det godtgjort, at udnyttelse af købsoptionen vil være det eneste økonomisk rationelle valg for sagsøgeren, jf. præmis 37-38 i EU-Domstolens dom i sag C-164/16, Mercedes Benz, om fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b, der er gennemført ved momslovens § 4, stk. 3, nr. 2. Den forelagte kontrakt måtte herefter momsretligt karakteriseres som et "lejekøb" omfattet af den nævnte bestemmelse, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Se også SKM2015.399.SR.

SKM2020.115.BR

Sagen angik et bindende svar på, om sagsøgeren, som var en privatperson, skulle betale dansk erhvervelsesmoms af en ny luksusbåd på over 7,5 m i medfør af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, samt § 65, stk. 2, såfremt sagsøgeren gennemførte en aftale med en fransk bank i overensstemmelse med et finansieringsforslag fra banken. SKAT svarede bekræftende herpå, hvilket Landsskatteretten tiltrådte. Sagsøgeren indbragte det bindende svar for domstolene.

Retten bemærkede, at bankens tilbud var betegnet som "Financing Proposition", at afviklingsordningens indhold fremstod som et finansieringstilbud på køb, og at den sidste betaling, der ifølge sagsøgeren ikke var en leasingydelse, men alene aftalt betaling for en købsoptions udnyttelse i medfør af artikel 9 i bankens generelle betingelser, ikke var angivet som en valgmulighed for sagsøgeren, men som en sidste betaling for båden.

Retten fandt det herved godtgjort, at det ved den påtænkte aftale var forudsat mellem parterne, at kontrakten skulle afsluttes med sagsøgerens overtagelse af båden. Retten bemærkede videre, at kontraktens nærmere bestemmelser medførte en umiddelbar overførsel til leasingtager af hovedparten af de risici og afkast, der var forbundet med ejendomsretten til båden. Endelig bemærkede retten at den angivne pris for købsoptionen svarede til 12,5 % af købesummen, hvilket hverken relativt eller faktisk kunne anses for et ubetydeligt beløb. Beløbet ville imidlertid allerede være indbetalt i kraft af det forudsatte depositum, der netop var fastsat svarende hertil.

På denne baggrund, og da prisen for købsoptionen efter oplysningerne om salgspriser på tilsvarende både måtte vurderes som værende åbenbart favorabel, fandt retten det godtgjort, at udnyttelse af købsoptionen vil være det eneste økonomisk rationelle valg for sagsøgeren, jf. præmis 37-38 i EU-Domstolens dom i sag C - 164/16, Mercedes Benz, om fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b, der er gennem- ført ved momslovens § 4, stk. 3, nr. 2. Den forelagte kontrakt måtte herefter momsretligt karakteriseres som et "lejekøb" omfattet af den nævnte bestemmelse, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Se også SKM2015.398.SR og SKM2017.608.LSR.

Landsskatteretten

SKM2018.653.LSR

Skatterådet

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse, når en udlejer sælger udvalgte leasingaktiver, lejer dem tilbage og i øvrigt fortsætter udlejningen til de pågældende leasingkunder på uændrede vilkår.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af en lejeaftale og samtidig overdragelse af det udlejede aktiv er en tjenesteydelse. Skatterådet fandt, at der i stedet er tale om et varesalg.

Skatterådet kunne bekræfte, at den leje, som spørger i eget navn opkræver af sine leasingkunder, fortsat er momspligtig her i landet, når kunderne er etableret her i landet. Det blev ved besvarelsen forudsat, at udlejningen fra samarbejdspartneren til spørger ikke efter ML (momsloven) § 4, stk. 3, nr. 2 ("lejekøbsbestemmelsen"), skal behandles som levering af en vare.

Der blev her lagt vægt på det oplyste om, at maskinerne er uden nævneværdig værdi efter endt leasingaftale. Det blev dog bemærket, at vurderingen af, om udlejning af en vare efter ML (momsloven) § 4, stk. 3, nr. 2, skal behandles som levering af en vare, skal ske konkret i det enkelte tilfælde. Der skal i den forbindelse bl.a. ske en vurdering af, om det i det konkrete tilfælde ved lejeperiodens udløb vil være leasingtagers eneste rationelle valg at udnytte en købsoption i leasingaftalen.

SKM2018.34.SR

SKAT udtaler vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af bygningen i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå frivillig momsregistrering for udlejning af bygningen.

SKM2017.720.SR

SKAT udtaler vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af bygningen i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå frivillig momsregistrering for udlejning af bygningen.

SKM2017.719.SR

SKAT udtaler vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af bygningen i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå frivillig momsregistrering for udlejning af bygningen til hospiceformål. Udlejning af fast ejendom til hospiceformål udgør ikke udlejning til beboelse i momslovens forstand. Se SKM2007.142.SR.

SKM2017.84.SR

SKAT udtaler vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af ejerlejlighederne i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af lejlighederne.

SKM2016.512.SR

SKAT udtalte vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af ejendommen i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom. Der er herved ikke taget stilling til, om de ydelser der leveres til Kommunen kan anses for udlejning af fast ejendom, eller om ydelserne skal anses som momspligtig adgang til at udøve sport.

SKM2015.591.SR

SKAT udtalte vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af ejendommen i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom.

SKAT udtalte vejledende, at OPP-leverandøren kan anses for ejer af bygninger m.v. i momsmæssig henseende, således at OPP-leverandøren kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom.

Da den frivillige registrering ikke kan omfatte udlejning til boligformål, kan den del af byggeriet, der anvendes til sportscollege (beboelse med kollegieværelser) dog ikke blive omfattet af en frivillig registrering.

I henhold til en OPP-kontrakt skulle der opføres et større bygningskompleks på en grund, som den offentlige myndighed vederlagsfrit skulle stille til rådighed for OPP-leverandøren i kontraktens 30-årige løbetid. Den offentlige myndighed havde såvel ret som pligt til at købe bygningen på tidspunktet for kontraktens udløb for et beløb, som var anslået til at udgøre X% af OPP-leverandørens anlægssum og som skønnedes at svare til handelsværdien.

Særligt for OPP-kontrakten var, at det konsortium, som fik kontrakten, samtidig med kontraktens indgåelse skulle købe en eksisterende ejendom af den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed agtede at anvende den modtagne købssum helt eller delvist, som en forudbetaling til OPP-leverandøren for derved at reducere den fremtidige enhedsbetaling (leje).

SKAT udtalte vejledende, at OPP-leverandøren ikke umiddelbart kunne anses for ejer af bygningerne m.v. i momsmæssig henseende. OPP-leverandøren ville derfor heller ikke kunne opnå en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom. Ved vurderingen blev, der lagt vægt på, at de rettigheder, der erhverves over den eksisterende ejendom, ville kunne videreoverdrages til tredjemand, hvorved det konsortium, som vandt udbuddet, kunne erhverve et betydeligt kontant beløb og derved kunne reducere OPP-leverandørens risiko i anlægsfasen betydeligt. Det blev endvidere tillagt vægt, at den offentlige myndigheds forudbetaling væsentligt ville reducere OPP-leverandørens risiko i forbindelse med opgørelsen af den nye bygning og mere havde karakter af en betaling i entrepriseforhold end sædvanlig afregning af leje.

SKM2011.226.SR

Skatterådet bekræftede, at OPP-leverandøren kan anses som ejer af et nyt parkeringsanlæg med parkeringsautomatik i momsmæssig henseende, således at selskabet kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom, selvom OPP-kontrakten indeholder en klausul om såvel ret som pligt for lejer til at købe parkeringsanlægget og parkeringsautomatikken efter OPP-kontraktens udløb om 30 år til en forud fastsat handelsværdi. Almindeligt lejeforhold.

SKM2010.766.SR

Skatterådet bekræftede, at OPP-leverandøren kan anses som ejer af en daginstitution i momsmæssig henseende, således at leverandøren kan opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom, selvom OPP-kontrakten indeholder en klausul om såvel ret som pligt for lejer til at købe daginstitutionen efter OPP-kontraktens udløb om 30 år til en forud fastsat handelsværdi. Almindeligt lejeforhold.

SKM2008.563.SR

Skatterådet udtalte vejledende, at det pågældende OPP-selskab kunne anses for ejer af en skole i momsmæssig henseende. Selskabet kunne derfor opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom. Almindeligt lejeforhold.

SKM2007.234.SR

Skatterådet udtalte vejledende, at det pågældende OPP-selskab kunne anses for ejer af bygninger m.v. i momsmæssig henseende. Selskabet kunne derfor opnå en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom. Almindeligt lejeforhold.