Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

D.A.21.3.4.6.3 Fradragsret for moms for materialer til byggeri mv. for egen regning

Indhold

Dette afsnit beskriver, at der er fradragsret for momsen på indkøb mv. til brug for byggeri for egen regning. Der er dog ikke fradragsret for momsen af materialer indkøbt til brug for andre virksomheders arbejder. Der er heller ikke fradragsret for momsen af håndværksarbejde (entrepriser), som udføres af andre virksomheder.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Materialer anvendt af virksomheden selv
  • Ikke fradrag for håndværksarbejde, som udføres af andre
  • Ikke fradrag for materialer indkøbt til brug for andre virksomheders arbejder
  • Ved byggeri mv. med henblik på virksomhedens brug
  • Fradragstidspunkt
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Momsregistrerede virksomheder, der for egen regning opfører bygninger mv. med henblik på salg eller udlejning, skal kun betale moms, hvis virksomheden selv udfører arbejdsydelser (håndværksarbejde) ved bygningens opførelse eller udfører projekteringsarbejde ved opførelsen (arkitekt- eller ingeniørarbejde).  

Til købsmomsen medregnes moms på de materialer, som anvendes ved de arbejder ved byggeriet, som virksomheden selv har udført. Virksomheden (bygherren) har hverken fradragsret for momsen af håndværksarbejde mv. (entrepriser), som udføres af andre virksomheder, eller materialer, som bygherren indkøber til brug for andre håndværksvirksomheders arbejder ved byggeriet. Der skal på den anden side ikke betales moms af sådanne entrepriser og materialeindkøb. Se MNA1969, 255.

Materialer anvendt af virksomheden selv 

Virksomheder, der for egen regning opfører bygninger mv., med henblik på salg og udlejning, har fuld fradragsret for momsen af de materialer, som udelukkende anvendes til det arbejde, der udføres af den momspligtige person eller dennes ansatte. Se ML § 37, stk. 1.

Virksomheder, der opfører bygninger mv. for egen regning til virksomhedens eller virksomhedens indehavers brug, har også fuld fradragsret for momsen af de materialer, som udelukkende anvendes til arbejde, der udføres af virksomhedens ansatte. Se også afsnit D.A.21.4 Udtagning i forbindelse med byggeri mv. ML § 5, stk. 6 om udtagning.

Til købsmomsen kan altså medregnes momsen af de omkostninger, der indgår i kalkulationen for det pågældende byggearbejde, fx vognmandskørsel af jord, beton mv. Endvidere kan fx momsen af hårde hvidevarer, som virksomheden selv monterer, medregnes til virksomhedens købsmoms, men skal så efterfølgende medtages i kalkulationen af virksomhedens momsgrundlag for det pågældende arbejde. Tilsvarende gælder for momsen af udgifter til el, vand og varme, der benyttes af virksomheden ved byggeriet indtil tidspunktet for byggeriets færdiggørelse.

Ikke fradrag for håndværksarbejde, som udføres af andre

Der er ikke fradragsret for momsen af håndværksarbejde (entrepriser), som udføres af andre virksomheder. Sådanne entrepriser og materialeindkøb skal til gengæld heller ikke medregnes i opgørelsen af momsgrundlaget ved byggeri for egen regning. Se MNA1969, 255 og MNA1969, 267.

Hvis virksomheden er frivilligt momsregistreret for udlejning mv. af den pågældende faste ejendom, jf. ML (momsloven) § 51, stk. 1, 1. pkt., har virksomheden fradragsret for momsen af indkøb af materialer til brug for underleverandører og entrepriser, der udføres af andre virksomheder, jf. momslovens almindelige regler. Hvis den frivillige momsregistrering omfatter hele ejendommen, har virksomheden altså fuld fradragsret for moms.

Virksomhederne kan også blive frivilligt registreret for til- og ombygning af fast ejendom, som er momsfritaget, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 9, med henblik på salg til en momsregistreret virksomhed. Se ML (momsloven) § 51, stk. 1, 4. pkt. Det betyder, at virksomheden på visse betingelser kan få tilbagebetalt den moms, som den har betalt i forbindelse med købet og byggeriet mv.

Om betingelserne for frivillig momsregistrering, se afsnit D.A.21.2.1.4 Frivillig momsregistrering vedrørende fast ejendom ML § 51 og afsnit D.A.14.5 Frivillig registrering ML § 51 om frivillig registrering ML (momsloven) § 51.

Ikke fradrag for materialer indkøbt til brug for andre virksomheders arbejder   

Ved byggeri mv. med henblik på salg eller udlejning er der ikke fradragsret for momsen af materialer, som virksomheden indkøber til andre virksomheders arbejde ved byggeriet. Sådanne entrepriser og materialeindkøb indgår til gengæld heller ikke i opgørelsen af momsgrundlaget ved byggeri for egen regning. Se MNA1969, 255 og MNA1969, 267.

Ved byggeri mv. med henblik på virksomhedens brug

Ved byggeri mv. med henblik på virksomhedens brug er der fradragsret for momsen af materialer, som virksomheden indkøber til andre virksomheders arbejde ved byggeriet, og for momsen af entrepriser, som udføres af andre virksomheder, jf. momslovens almindelige regler. Virksomheden har derfor fuld fradragsret for moms, hvis bygningen udelukkende anvendes til fradragsberettigede formål. Se ML (momsloven) § 37, stk. 1.

Fradragstidspunkt 

Den fradragsberettigede moms for materialer, der anvendes i forbindelse med byggeri mv., kan fradrages i den momsperiode, hvor indkøbene er foretaget. Se ML (momsloven) § 56, stk. 3, og afsnit D.A.11.2 Tidspunktet for fradragsrettens indtræden om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.

Virksomheder, der er frivilligt momsregistreret for til- og ombygning af fast ejendom, som er momsfritaget, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 9, med henblik på salg, kan dog først få tilbagebetalt købsmomsen, når betingelserne herfor er opfyldt. Se afsnit D.A.21.2.1.4 Frivillig momsregistrering vedrørende fast ejendom ML § 51. Køber skal bl.a. overtage reguleringsforpligtelsen. Derefter kan der ske løbende tilbagebetaling af købsmoms, som virksomheden har betalt i forbindelse med købet og byggeriet mv.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.454.HR

Højesteret fandt, at selskabets indkøb af fremmede entreprenørers arbejder, herunder i forbindelse med garantiarbejder, måtte anses for anvendt til brug for selskabets momsfrie levering af fast ejendom, uanset at selskabet havde betalt pålægsmoms efter momslovens § 6. Højesteret anførte endvidere, at pålægsmoms er udtryk for en særlig ordning, der efter forarbejderne er indført for at undgå konkurrenceforvridning mellem de virksomheder, der som selskabet helt eller delvist opfører bygninger ved benyttelse af egne ansatte, og virksomheder, der opfører bygninger ved fremmede entreprenører. Selskabet kunne derfor ikke med henvisning til den betalte pålægsmoms få fradrag efter momslovens § 37. Højesteret fandt desuden, at dette resultat var i overensstemmelse med EU-retten, herunder princippet om afgiftsneutralitet.

Bemærk, at nye bygninger, se afsnit D.A.5.9.4 Momspligt ved levering af nye bygninger, og byggegrunde, se afsnit D.A.5.9.5 Momspligt ved levering af byggegrunde, fra 1. januar 2011 ikke længere er omfattet af momsfritagelsen for salg af fast ejendom.

Landsskatteretsafgørelser

MNA1969, 267

En byggevirksomhed opførte typehuse dels på købernes grunde, dels på virksomhedens egne grunde med henblik på salg af de færdige huse. Virksomheden selv udførte kun en del af håndværksarbejdet. Ifølge kontrakterne tilfaldt byggegodtgørelsen, dvs. vederlaget, i begge tilfælde virksomheden.

Der skulle ved levering af et typehus på køberens grund beregnes moms på grundlag af husets værdi uden fradrag af byggegodtgørelsen.

I tilfælde, hvor et typehus blev opført på virksomhedens egen grund, skulle der betales moms af de arbejdsydelser (håndværksarbejde samt arkitekt- og ingeniørarbejde), som virksomheden selv udførte, inklusiv de materialer, der blev anvendt til arbejdet, jf. MNA1969, 255.

I disse tilfælde var der ikke fradragsret for momsen af håndværksarbejde mv., der blev udført af andre virksomheder. Der skulle på den anden side heller ikke betales moms af disse håndværksarbejder ud over den moms, som var opkrævet af håndværkeren opkrævede. Byggegodtgørelsen kan heller ikke her fradrages i momsgrundlaget.

MNA1969, 255

Momsregistrerede virksomheder, der opførte huse på egne grunde med henblik på salg eller udlejning, skulle kun opkræve moms, hvis virksomheden selv udførte arbejdsydelser (håndværksarbejde) ved bygningens opførelse eller udførte projekteringsarbejde ved opførelsen (arkitekt- eller ingeniørarbejde).

Der var fradragsret for moms på de materialer, som blev anvendt ved de arbejder ved byggeriet, som virksomheden selv udførte.

Virksomheden (bygherren) havde ikke fradragsret for momsen af håndværksarbejde mv. (entrepriser), som blev udført af andre virksomheder. Virksomheden havde heller ikke fradragsret for momsen af materialer, som bygherren indkøbte til brug for andre håndværksvirksomheders arbejder ved byggeriet. Der skulle på den anden side ikke betales moms af sådanne entrepriser og materialeindkøb ud over den moms, som blev opkrævet af håndværkeren (entreprenøren) eller leverandøren.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.