Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

D.A.20.4.1 Generelt om fradragsret for moms

Indhold

Dette afsnit beskriver konkursboers fradragsret for moms af udgifter, der disponeres af boet.

Afsnittet indeholder:

  • Konkursboet som momspligtig person
  • Fradragsrettens omfang
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Konkursboet som momspligtig person

Det er en grundlæggende forudsætning for at være berettiget til at fradrage momsen af udgifter, som konkursboet afholder, at boet er en momspligtig person, og at boet dermed er omfattet af momslovens § 3.

Konkursboers afvikling af fallentens momspligtige aktivitet anses for økonomisk virksomhed. Det følger heraf, at moms af udgifter i konkursboer i forbindelse med afviklingen af den momspligtige virksomhed som udgangspunkt kan fradrages som indgående afgift (købsmoms) ved opgørelsen af momstilsvaret. Se SKM2007.392.LSR og SKM2007.927.LSR. Det gælder, uanset om konkursboet bliver momsregistreret eller ej.

Det er en betingelse, at udgifterne knytter sig til afviklingen af konkursboets momspligtige aktiviteter. Se SKM2001.458.LSR og afsnit D.A.11.1.3 Indkøbet skal anvendes til momspligtig aktivitet om, at indkøbet skal anvendes til momspligtig aktivitet.

SKAT har i SKM2015.628.SKAT udtalt, at det er SKAT´s opfattelse, at kurators arbejde med at føre sager for skifteretten om pålæg af konkurskarantæne, må anses for udført for skifteretten. Konkursboer efter momsregistrerede virksomheder har dermed ikke fradragsret for momsen af kurators salær som fastsat af skifteretten, jf. konkurslovens § 166.

Den del af udgifterne, der relaterer sig til private aktiver, kan ikke anses for at være direkte forbundet med klagers virksomhed og afviklingen heraf. Se SKM2007.927.LSR.

Hvis den konkursramte virksomheds momspligtige aktiviteter er ophørt forud for konkursen, skal der foretages en konkret vurdering af, om konkursboet kan opnå momsfradrag for omkostningerne ved afvikling af virksomheden. Konkursboer efter tømte overskudsselskaber kan ikke anses for at være omfattet af ML (momsloven) § 3 og kan derfor ikke opnå momsfradrag for udgifter. Se TfS2000, 739.

Se også

Fradragsrettens omfang

Konkursboet har fuld fradragsret for købsmomsen af konkursboets indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til konkursboets momspligtige aktiviteter eller har en direkte og umiddelbar forbindelse med en sædvanlig afvikling af den konkursramte virksomheds momspligtige aktiviteter.

Der er delvis fradragsret for købsmomsen af varer og ydelser, som foruden til momspligtige aktiviteter også anvendes til momsfri aktiviteter eller til formål, som ikke vedrører virksomheden. Se afsnit D.A.11.4 Delvis fradragsret.

Hvis udgifterne vedrører både momspligtige og momsfritagne formål, opgøres den delvise fradragsret forholdsmæssigt som den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til den momspligtige omsætnings andel af den samlede omsætning. Hvis udgifterne vedrører både momspligtige formål og formål, der falder uden for momsloven, opgøres den delvise fradragsret efter et skøn.

Der gælder særlige regler for opgørelse af delvis fradragsret for udgifter til opførelse, ombygning, reparation og vedligeholdelse af fast ejendom samt udgifter til tilkørselsveje, medarbejdertelefoner og vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t. Se afsnit D.A.11.4.4 Særlige regler for delvis fradragsret for moms ved fast ejendom ML § 39 og ML 40, stk. 1 og D.A.11.6 Fradrag for køretøjer ML §§ 37, 38, 41 og 42.

Der er visse arter af indkøb, hvor der ikke er fradragsret eller kun begrænset fradragsret, uanset om indkøbene vedrører momspligtige aktiviteter. Det gælder fx anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer (hvidpladebiler). Se afsnit D.A.11.6.2 Personbiler og motorcykler ML § 42, stk. 1, nr. 6 og stk. 4, 5, 6 og 7.

Se også

Se også afsnit D.A.11.5 Særlige fradragsregler for naturalaflønning, underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver ML § 42 om de særlige fradragsregler for naturalaflønning, underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver i ML (momsloven) § 42

Dette skema viser i hovedtræk, hvordan momssystemet virker:

Ikke omfattet af momsloven

Omfattet af momsloven

Momspligtigt salg

Momsfrit salg

SALG

Ingen salgsmoms

(Udbytte og lignende anses ikke som salg)

Salgsmoms

Ingen salgsmoms

KØB

Ingen fradrag for moms

Fuldt fradrag for moms

Ingen fradrag for moms

FÆLLESUDGIFTER

Delvis fradrag for moms. Fordelingen mellem aktiviteter, der ikke er omfattet af momsloven og aktiviteter, der er omfattet af momsloven, foretages ud fra et skøn.

Delvis fradrag for moms. Fordelingen mellem momspligtigt og momsfrit salg beregnes ud fra en omsætningsfordeling.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Sag C-32/03, I/S Fini H

Sagen omhandlede momsfradrag for udgifter til leje af lokaler, efter ophøret af den restaurationsvirksomhed, der havde været drevet i lokalerne. Lejekontrakten var uopsigelig i lejeperioden og lokalerne stod derfor ubrugte hen efter ophøret af restaurationsvirksomheden.

EF-Domstolen udtalte, at den afgiftspligtige skulle have ret til momsfradrag for betaling af leje og omkostninger vedrørende lokalerne, der tidligere blev anvendt til restaurationsvirksomhed. Lokalerne havde været nødvendige for udøvelsen af restaurationsvirksomheden, og varigheden af pligten til at betale leje var uden betydning for, om der forelå økonomisk virksomhed, for så vidt som dette tidsrum var strengt nødvendigt for gennemførelsen af afviklingen.

Lokalerne havde under hele lejekontraktens løbetid en direkte og umiddelbar forbindelse med den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed. Det var dog en betingelse, at fradraget ikke gav anledning til svig eller misbrug. Dette ville fx være tilfældet, hvis selskabet samtidig med at udnytte retten til momsfradrag, anvendte det lejede lokale til rent private formål.

Se også SKM2005.341.HR

Dommen er også omtalt i afsnit D.A.3.1.4.3 Forberedende handlinger og afvikling af virksomhed og D.A.11.1.2.2 Afvikling af virksomhed.

Landsskatteretskendelser

SKM2007.392.LSR

Sagen omhandlede momsfradrag for boomkostninger, herunder kuratorsalær, i konkursboet efter et selskab, som havde drevet momspligtig restaurationsvirksomhed. Kurators opgaver havde bestået i at undersøge forholdene omkring restaurationsvirksomheden for så vidt angik aktiver, omstødelige dispositioner mv. Landskatteretten fandt, at de omhandlede momsbelagte udgifter relaterede sig til afviklingen af momspligtige aktiviteter.

SKM2007.927.LSR

Sagen omhandlede momsfradrag for kuratorsalær. Konkursbegæringen var indgivet efter, at klagerens momspligtige virksomhed var afviklet. Landsskatteretten fandt, at konkursen skyldtes den manglende bæredygtighed ved fallentens drift af momspligtig virksomhed. Der var derfor som udgangspunkt fradrag for momsen af kuratorsalæret.

Der var ikke fradragsret for den del af kuratorsalæret, som relaterede sig til afvikling af klagerens private aktiver.

Sagen er også omtalt i afsnit D.A.3.1.4.3 Forberedende handlinger og afvikling af virksomhed.

SKM2005.478.LSR

Sagen omhandlede fradrag for udgifter til husleje afholdt efter ophøret af den momspligtige virksomhed i henhold til en bestemmelse i en uopsigelig lejekontrakt.

Landsskatteretten udtalte, at det er uden betydning, at virksomheden havde afmeldt sin momsregistrering i forbindelse med ophøret af den momspligtige virksomhed.

Se også C-32/03, I/S Fini H og SKM2005.341.HR.

SKM2001.458.LSR

Et konkursbo efter et selskab blev anset for at drive økonomisk virksomhed og havde derfor som udgangspunkt momsfradrag efter ML (momsloven) § 37.

Da konkursboets advokatomkostninger imidlertid kun var knyttet til en retssag vedrørende tab i forbindelse med finansiel aktivitet i et datterselskab, kunne der ikke godkendes momsfradrag.

Sagen er også omtalt i afsnit D.A.3.1.4.3 Forberedende handlinger og afvikling af virksomhed.

Skatterådet

SKM2014.144.SR

Skatterådet bekræftede, at et konkursbo kunne fradrage moms af omkostninger forbundet med afviklingen af den momspligtige virksomhed. Dette omfattede omkostninger afholdt i forbindelse med salg af aktier i et selskab, som hovedparten af konkursboets aktivitet var blevet overdraget til, omkostninger forbundet med inddrivelsen af en debitorportefølje, omkostninger forbundet med håndteringen af en voldgiftssag og en retssag, samt omkostninger forbundet med den øvrige almene bobehandling.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.