Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

C.F.9.2.1.9.2 Australien - Gennemgang af DBO'en

Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 28.

Bemærk

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1.32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. 

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Formueskatter er ikke omfattet af DBO'en.

Bemærk

Lønskat opkrævet af australske enkeltstater er ikke omfattet af DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 Artikel 2: Skatter omfattet af modeloverenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark, og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og dansk lovgivning er eller måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve sine suverænitetsrettigheder for at udforske og udnytte havbundens eller dens undergrunds naturforekomster.

DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Artiklen indeholder ikke en definition af "international trafik", "statsborger" eller "erhvervsvirksomhed".

Artiklen indeholder heller ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".

Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 Artikel 3: Almindelige definitioner om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger væsentligt fra OECD's modeloverenskomst.

For så vidt angår indkomst fra kilder i Danmark skal en person, som er undergivet australsk skat af indkomst, som hidrører fra kilder i Australien, ikke anses for hjemmehørende i Australien, medmindre indkomsten fra kilder i Danmark er undergivet australsk beskatning eller, hvis denne indkomst er fritaget for australsk beskatning, skattefritagelsen alene skyldes, at indkomsten er undergivet dansk beskatning jf. artikel 4, stk. 2.

I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i artikel 4, stk. 1 er hjemmehørende i begge stater og har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, eller hvis personen ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal personen anses for hjemmehørende i den stat, hvori personen har sædvanligvis ophold jf. artikel 4, stk. 3, litra b. Hvis personen sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis personen ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal personen anses for hjemmehørende i den stat, hvor personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser jf. artikel 4, stk. 3, litra c.

En ikke-fysisk person, der efter artikel 4, stk. 1, er hjemmehørende i begge lande, anses for hjemmehørende i det land, hvor den er stiftet.

Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3, nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.

Artiklen indeholder ikke nogen bestemmelse om, at de kompetente myndigheder skal træffe afgørelse om, hvor en person er hjemmehørende, når de foranstående bestemmelser ikke er tilstrækkelige. Det er efter australsk opfattelse et domstolsanliggende. Se skm. cirkulære nr. 3 af 4. januar 1983 (vejledning).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fast driftssted udgør også en land- eller skovbrugsejendom eller et græsningsareal. Se artikel 5, stk. 2, litra g.

Tilsynsvirksomhed i forbindelse med bygge-, anlægs-, monterings- eller installationsarbejde i mere end 12 måneder medfører fast driftssted. Se artikel 5, stk. 4 a.

 

I stk. 3, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.

 

Af artiklens stk. 5 fremgår, at afhængig agent, der i en af staterne handler for et foretagende, der er hjemmehørende i den anden stat, skal anses for i den førstnævnte stat at udgøre et fast driftssted tilhørende dette foretagende, hvis:

  • a) han har og i denne stat sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler på foretagendets vegne, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet, eller
  • b) han i den forbindelse i denne stat for foretagendet fremstiller eller bearbejder varer tilhørende foretagendet

 

Stk. 6 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 Artikel 5: Fast driftssted om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

DBO'en betragter landbrugs- og skovbrugsejendomme som fast driftssted. Se artikel 5, stk. 2, litra g.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.6 Artikel 6: Indkomst af fast ejendom om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Artiklen er udvidet så interne regler om fastsættelse af et fast driftssteds fortjeneste, kan anvendes i overensstemmelse med overenskomsten, hvis de oplysninger der står til rådighed for det andet land ikke er tilstrækkelige. Se artikel 7, stk. 6.

Beskatningen af fortjeneste ved forsikring foretaget af ikke-hjemmehørende personer, berøres ikke af denne artikel. Se artikel 7, stk. 8.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter enhver form for skibs- og luftfartsvirksomhed, og ikke kun i international trafik.

Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed kan kun beskattes i det land, hvor den der driver virksomheden, er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 1.

Fortjeneste kan beskattes i det land, hvor foretagendet ikke er hjemmehørende, hvis virksomheden er begrænset til pladser i dette land, fx forsyningsfartøjer til boreplatforme. Se artikel 8, stk. 2.

Fortjeneste i forbindelse med transport med skib eller fly af passagerer, husdyr, post eller varer, der indskibes i et land for at blive losset på en anden plads i dette land, behandles som fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed, der er begrænset udelukkende til pladser i dette land. Artiklen finder også anvendelse, hvis et skib transporterer varer fra én australsk havn til en anden australsk havn og undervejs anløber en havn i tredjeland. Se artikel 8, stk. 4.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 5.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 Artikel 8: Fortjeneste ved skibs- og luftfart om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fortjeneste i de tilfælde, hvor de oplysninger der står til rådighed for et land, ikke er tilstrækkelige til at fastsætte fortjenesten, der kan henføres til et foretagende. Se artikel 7, stk. 6 og artikel 9, stk. 2.

Se også

Se afsnit C.F.8.2.2.9 Artikel 9: Forbundne foretagender om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10.

Kildelandet kan beskatte udbytte med højst 15 pct. af bruttobeløbet, hvis modtageren er omfattet af DBO'en. Se artikel 10, stk. 2.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL (ligningsloven) § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).

Artiklen indeholder en begrænsning af påligning af indkomstskat på selskaber. Se artikel 10, stk. 6.

Artiklen har en særregel om skattegodtgørelse til modtagere, der er hjemmehørende i Australien. Se artikel 10, stk. 7.

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 Tilbagebetaling af udbytteskat om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.11 Artikel 11: Renter om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Bemærk

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12 Artikel 12: Royalties.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

"Royalties" omfatter også betaling, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt udstyr. Se artikel 12, stk. 3.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 Royalty og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3 Modtager af udbytte.

Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Afhændelse af ejendele

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen handler om salg af fast ejendom. "Fast ejendom" omfatter:

  • udlejning/bortforpagtning vedrørende fast ejendom og enhver anden andel i fast ejendom
  • rettigheder vedrørende udnyttelse eller udforskning af naturforekomster
  • aktier eller tilsvarende rettigheder i et selskab, hvis aktiver helt eller væsentligt består af andele i fast ejendom eller af rettigheder vedrørende udnyttelse af naturforekomster.

Se artikel 13, stk. 2.

Fortjeneste ved salg af erhvervsaktiver, der har tilknytning til et fast driftssted eller et fast sted, kan beskattes i kildelandet. Dette gælder også for skibe og luftfartøjer. Se artikel 13, stk. 3.

Artiklen indeholder ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber og lignende ejerandele.

Bemærk

Artiklen regulerer ikke beskatning af fortjeneste ved salg af aktiver, der hverken er fast ejendom eller erhvervsaktiver. Disse fortjenester er derfor omfattet af bestemmelsen om anden indkomst. Se artikel 21.

Australien har ved lov besluttet, at fortjeneste ved salg af fast ejendom - ejet indirekte af flere enheder, der er begrænset skattepligtige - skal beskattes, hvor ejendommen er beliggende.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 Artikel 13: Kapitalgevinster om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 14: Frit erhverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 Artikel 14: Frit erhverv om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Perioden i arbejdslandet må ikke overstige 183 dage i det andet lands indkomstår. Det australske indkomstår løber fra 1. juli til 30. juni.

Anvendelse af 183-dages-reglen er betinget af, at indkomsten er skattepligtig i bopælslandet. Se artikel 15, stk. 2, litra d.

Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 15, stk. 3.

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 3.

Se også

Se også

Artikel 16: Bestyrelseshonorar

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 Artikel 16: Bestyrelseshonorar om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Optrædende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst.

Bemærk

Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, eller af artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 Artikel 17: Entertainere og sportsudøvere om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner og livrenter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Private pensioner, herunder livrenter, kan kun beskattes i bopælslandet, uanset om de stammer fra et tidligere ansættelsesforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 1.

Kildelandet kan beskatte

  • offentlige pensioner, der stammer fra tidligere offentligt hverv (artikel 19 i modeloverenskomsten)
  • pensioner efter kildelandets sociale sikringslovgivning.

Se artikel 18, stk. 3.

Kildelandet har kun beskatningsretten efter artikel 18, stk. 3, hvis modtageren er en fysisk person, der er statsborger i det land udbetalingerne stammer fra. Se artikel 18, stk. 3, 2. punkt.

"Livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 Artikel 18: Pensioner om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentligt erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter kun løn for at varetage offentlige hverv. Pension for at varetage et offentligt hverv er omfattet af artikel 18.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19 og ikke af artikel 17.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 Artikel 19: Offentligt hverv om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Studerende

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter kun studerende, og ikke erhvervspraktikanter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.20 Artikel 20: Studerende om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 21: Ikke udtrykkeligt omtalte indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland, kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 21, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 Artikel 21: Andre indkomster om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 22: Indkomstkilde

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Indkomst, der erhverves af en dansker, og som efter DBO'en kan beskattes i Australien, skal anses for at være indkomst, der stammer fra kilder i Australien. Indkomst, der erhverves af en australier og som efter DBO'en kan beskattes i Danmark, anses som indkomst, der stammer fra kilder i Danmark.

Bemærk

Bestemmelsen er indsat, da Australien efter sine interne regler ikke beskatter indkomst fra udlandet, og anser udenlandske personer for hjemmehørende i videre omfang end sædvanligt.

Se også

Se også DBO'en artikel 22 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 23: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Australien kan beskatte efter DBO'en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Australien, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Australien.

Australien giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 Artikel 23 A og 23 B: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 24: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.

 

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også

Artikel 25: Udveksling af oplysninger

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 Artikel 26: Udveksling af oplysninger om OECD's modeloverenskomst artikel 26 om udveksling af oplysninger.

Artikel 26: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 27: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 27. oktober 1981 og har virkning fra 1. januar 1982.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 Artikel 30: Territorial udvidelse om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 28: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 Artikel 31: Ikrafttræden om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2020.176.SR

Artikel 4. Spørger flyttede den 27. marts 2019 til Australien for at arbejde for et australsk selskab. Han tog familien med, men beholdt sin bolig i Danmark. Boligen blev udlejet fra den 18. juni 2019.

Artikel 4, stk. 3, i DBO med Australien angiver hjemmehørendekriterierne for fysiske personer i prioriteret rækkefølge. Rækkefølgen afviger fra modeloverenskomsten, idet opholdssted går forud for midtpunkt for livsinteresser.

For så vidt angår perioden fra den 27. marts 2019 til den 18. juni 2019 havde spørger bolig til rådighed i både Danmark og Australien, jf. artikel 4, stk. 3, litra a), i DBO med Australien. I denne situation følger det af artikel 4, stk. 3, litra b), at spørger skal anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold, hvilket var Australien. Skatterådet fandt derfor, at spørger var hjemmehørende i Australien i denne periode.

For så vidt angår perioden fra den 18. juni 2019 og fremefter havde spørger kun haft en fast bolig til rådighed i Australien. Det følger af artikel 4, stk. 3, litra a), i DBO med Australien, at spørger skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at det fulgte af artikel 4, stk. 3, litra a), at spørger skulle anses for at være hjemmehørende i Australien også i denne periode.

Skatterådet fandt således, at spørger havde været skattemæssigt hjemmehørende i Australien under hele opholdet i Australien fra den 27. marts 2019 og fremefter.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.