Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

C.A.10.2.1.1.5 Supplerende engangsydelser og engangssummer

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for supplerende engangsydelser og berører kort supplerende engangssummer.

Afsnittet indeholder:

  • Betingelser for udbetaling af supplerende engangsydelser
  • Den skattemæssige behandling af bidrag til supplerende engangsydelser
  • Hvad kan pensionsopspareren gøre i stedet for at medregne bidrag til supplerende engangsydelser til den skattepligtige indkomst?
  • Afgift ved udbetaling af den supplerende engangsydelse
  • Overførsel fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og af tilbagebetalt efterlønsbidrag
  • Supplerende engangssum uden bortseelsesret
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Betingelser for udbetaling af supplerende engangsydelser

Der er mulighed for at aftale, at der i forbindelse med pensionering eller død udbetales en supplerende engangsydelse fra en pensionskasse.

Det er en betingelse, at udbetalingen af den supplerende engangsydelse først sker efter, at medlemmet

  • har nået pensionsudbetalingsalderen, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Ligningsrådet/Skatterådet
  • er tilkendt invalidepension, eller
  • har fået en livstruende sygdom.

Selv om der er tale om en kapitaludbetaling, er den del af opsparingen, der anvendes til den supplerende engangsydelse, principielt en del af pensionsordningen med løbende udbetalinger.

Den skattemæssige behandling af bidrag til supplerende engangsydelser

Selv om den del af opsparingen, der anvendes til den supplerende engangsydelse, principielt er en del af pensionsordningen med løbende udbetalinger, kunne den del af det årlige pensionsbidrag, der finansierede den supplerende engangsydelse til og med indkomståret 2012 fradrages efter samme regler som gælder for indbetalinger til kapitalpensionsordninger.

Det betyder, at bidraget til og med indkomståret 2012

  • skal regnes med under beløbsgrænsen på 46.000 kr. (2012-niveau) for indbetalinger til kapitalpensionsordninger i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 1
  • ikke kan nedsætte den personlige indkomst til mindre end 0 kr., jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 18, stk. 2.

Se dagældende PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 2.

Bemærk

Fra og med indkomståret 2013 er der ikke fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger til supplerende engangsydelser.

De dele af bidraget, der går til finansiering af engangsydelser i form af dødsfaldsydelser, skal dog ikke medregnes. En dødsfaldsydelse udbetales til boet uden om de begunstigede.

Hvad kan pensionsopspareren gøre i stedet for at medregne bidrag til supplerende engangsydelser til den skattepligtige indkomst?

Hvis pensionsopspareren på grund af disse regler til og med indkomståret 2012 har skullet medregne en del af eller hele bidraget til den supplerende engangsydelse ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan han eller hun vælge mellem følgende muligheder:

  • Afgiftsfri tilbagebetaling af den del af bidraget, der ikke er fradrags- eller bortseelsesret for. Det vil i mange tilfælde kræve arbejdsgiverens tilladelse. Ved ophævelse af ordningen kan tilbagebetalingen også omfatte renter af bidraget, dog højst 500 kr. Tilbagebetalingen kan ske, selv om pensionsopspareren har personlig indkomst, hvis der er tale om udenlandsk indkomst, der ikke er skattepligtig i Danmark, eller hvor beskatningsretten til indkomsten er tillagt en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
  • Overførsel af bidraget til en anden pensionsordning, der er omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) kap. 1. I så fald får indbetalingen virkning for fradraget for det indkomstår, hvori indbetalingen til den supplerende engangsydelse fandt sted
  • Hvis den supplerende engangsydelse er udbetalt, eller der af andre grunde er betalt afgift inden anmodningen om tilbagebetaling af bidraget, kan pensionsopspareren i stedet vælge at få Skattestyrelsen til at ændre afgiftsberegningen, så afgiften bortfalder for den del, der er medregnet i den skattepligtige indkomst.

Se PBL (pensionsbeskatningsloven) § 21 A.

Afgift ved udbetaling af den supplerende engangsydelse

Der skal tilbageholdes en afgift 40 pct. ved udbetaling af supplerende engangsydelse efter opnået pensionsudbetalingsalder eller lavere pensionsalder godkendt af Skatterådet, samt efter tildelt invalidepension eller efter indtrådt livstruende sygdom.

Det gælder, selv om den supplerende engangsydelse udbetales inden udbetalingen af alderspensionsdelen er begyndt. Se TfS 1996, 747 LSR. Det betyder, at det er muligt at få engangsydelsen udbetalt ved pensionsudbetalingsalderen og kun betale 40 pct. i afgift, selv om de løbende udbetalinger først begynder senere, eksempelvis ved det fyldte 67. år.

Det er en betingelse for, at pensionsopspareren kun skal betale en afgift på 40 pct. af kapitalværdien af engangsydelsen, at kapitalværdien af engangsydelsen ikke kan overstige 10 pct. af kapitalværdien af pensionsopsparerens samlede pensionstilsagn. Den maksimale grænse på 10 pct. for indbetalinger til supplerende engangsydelser skal fastsættes på grundlag af medlemmets indbetalinger på indbetalingstidspunktet.

Der skal kun betales en afgift på 40 pct. af supplerede engangsydelse fra pensionskasser, som udbetales uafhængigt af alderspensionsdelen efter pensionsudbetalingsalderen. Se TfS 1996, 564 DEP.

Se også

Se også afsnit "Supplerende engangsydelser" i afsnit C.A.10.2.1.4.4 Engangsudbetalinger herunder udbetaling i utide om engangsudbetalinger, herunder udbetalinger i utide.

Overførsel fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og af tilbagebetalt efterlønsbidrag

Ved overførsel af LD-bidrag til en pensionsordning med løbende udbetalinger efter § 7 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kan pensionskassernes vedtægter udformes, så hele det overførte LD-bidrag kan indbetales på den del af pensionsordningen, der udgør supplerende engangsydelse.
Pensionskassens tekniske grundlag og registreringsprocedurer skal indrettes, så det efterfølgende er muligt at kontrollere, om 10 pct. reglen er overholdt for øvrige indbetalinger til ordningen.
10 pct. reglen håndhæves fortsat for alle øvrige indbetalinger til en pensionskasseordning, herunder indbetalinger, som skattemæssigt er klassificeret som en overførsel, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 41. Tilbagebetalt efterlønsbidrag kan efter samme retningslinjer overføres til den del af en pensionsordning, der er en supplerende engangsydelse. Se SKM2005.68.DEP.

Supplerende engangssum uden bortseelsesret

Fra og med indkomståret 2013 er der ikke fradrags- og bortseelsesret for indbetalinger til supplerende engangsydelser.

Der kan i stedet ske indbetaling til en supplerende engangssum. Indbetalingen er ikke fradrags- eller bortseelsesberettiget. Udbetalingerne efter opnåelse af pensionsudbetalingsalderen er skatte- og afgiftsfri. Bliver en supplerende engangssum udbetalt, før pensionsopspareren når pensionsudbetalingsalderen, skal der dog betales en afgift på 20 pct.

En indbetaling til en supplerende engangssum medregnes under beløbsgrænsen for indbetaling til ikke fradragsberettigede aldersforsikring eller aldersopsparing på 5.400 kr. (2020: 5.300 kr.) indtil 5 år før folkepensionsalderen.

Fra og med det 5. år før folkepensionsalderen er beløbsgrænsen 52.400 (2020: 50.200 kr.).

Se også

Om beløbsgrænserne i afsnit C.A.10.2.6.3.3 Beløbsgrænsen for indbetalinger.

Betingelserne for oprettelse af supplerende engangssum er som udgangspunkt de samme som for oprettelse af supplerende engangsydelser.

Det er dog forventningen, at den supplerende engangssum udskilles som et mere selvstændigt pensionsprodukt end den supplerende engangsydelse set i forhold til selve pensionsordningen med løbende udbetalinger, som den supplerende engangsydelse er en integreret del af.
Desuden er den hidtidige maksimumgrænse på 10 pct. for indbetalinger til supplerende engangsydelse ikke opretholdt for så vidt angår supplerende engangssum.

En supplerende engangsydelse kan konverteres til en supplerende engangssum mod betaling af den afgift, som skulle have været betalt ved rettidig ophævelse af den supplerende engangsydelse.

Se også

Se også afsnit C.A.10.2.6 Aldersforsikringer og aldersopsparinger (skattekode 33 og 45) om aldersforsikring og aldersopsparing, hvor reglerne for indbetaling til og udbetaling af aldersforsikringer, aldersopsparinger og supplerende engangssummer er beskrevet nærmere.
Reglerne for konvertering af fradragsberettiget kapitalpension til ikke fradragsberettiget kapitalpension, herunder af supplerende engangsydelse til supplerende engangssum er også beskrevet nærmere i det nævnte afsnit.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

TfS 1996, 747 LSR

En supplerende engangsydelse udbetalt fra en pensionskasse til klageren efter dennes fyldte 60. år blev af den lokale skattemyndighed ikke anset for omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1, om betaling af en afgift på 40 pct., fordi klageren på tidspunktet for udbetaling endnu ikke var pensioneret, men fortsat i arbejde. Det var oplyst, at supplerende engangsydelser kunne udbetales uafhængigt af alderspensionen. Landsskatteretten fandt, at engangsydelser var omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1, fordi udbetalingen skete efter det fyldte 60. år eller en evt. lavere pensionsalder godkendt af Ligningsrådet. Det var uden betydning for afgiften af den supplerende engangsydelse efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 29 A, stk. 1, om udbetalingen skete i forbindelse med pensionering.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.