Betingelse

Beskrivelse

Skriftlig anmodning

Borgeren/virksomheden skal anmode skriftligt om henstanden overfor Skatteforvaltningen og medvirke til oplysning af sagen, se SKM2013.468.LSR. En klage eller et sagsanlæg, har ikke opsættende virkning. Se SL (statsskatteloven) § 38.

Dokumentation for klage / sagsanlæg

I forbindelse med anmodning skal borgeren/virksomheden medsende dokumentation for, at afgørelsen er påklaget og/eller at der er anlagt sag ved domstolene. Hvor Skatteforvaltningen har godkendt anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure, se C.F.8.2.2.25.3 Den kompetente myndigheds opgaver

Særskilt opkrævning

For at få henstand skal det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der kan derfor ikke gives henstand med indregnet restskat efter KDL § 61, stk. 3 eller § 61 A. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 2.

Længden af henstand

Skatteforvaltningen giver henstand i op til fire år. Henstanden kan dog forlænges efter fornyet ansøgning. SKAT giver henstand for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative system.

Ved anke af afgørelse

Hvis en administrativ afgørelse indbringes for domstolene, eller hvis en dom ankes, skal der indgives en ny ansøgning om henstand. Se SFL § 51, stk. 3.

Betinget af sikkerhedsstillelse

Hvis Skatteforvaltningen skønner, at henstanden vil forringe muligheden for senere at inddrive kravet, så kan SKAT betinge henstanden med, at der stilles sikkerhed for beløbet. Se SFL § 51, stk. 4.

Skatteforvaltningen anses for berettiget til, at kræve sikkerhed for betaling af skattekravet, hvis der gives henstand. 

Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet var betinget af sikkerhedsstillelse. Landsretten fandt af samme grund ikke, at betingelserne om sikkerhedsstillelse for det fulde beløb var uproportionalt. Endelig fandt Landsretten ikke, at SKAT havde begået fejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed. Se SKM2015.677.ØLR, SKM2009.611.BR og SKM2008.977.LSR.

Som udgangspunkt giver SKAT dog henstand uden krav om sikkerhedsstillelse.

Der skal derfor foretages en individuel vurdering og individuel begrundelse fra sag til sag

Det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden. Ved vurderingen af om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må klagerens økonomiske og skattemæssige forhold inddrages. Se SKM2020.420.LSR.

Henstand bevilget uden krav om sikkerhedsstillelse. Se SKM2011.663.LSR og SKM2010.698.LSR.

Modregning i udbetalinger fra det offentlige

Henstand med betaling afskærer ikke Skatteforvaltningen fra at kunne foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 9.

Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at myndighederne i forbindelse med, at der gives tilladelse til henstand eller afdragsvis betaling tager forbehold for, at modregning desuagtet kan ske, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 5.

Bestemmelsen i INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 9 sikrer imidlertid, at der ikke forud for modregning skal foretages en konkret undersøgelse af, om der er taget forbehold for modregning, og at en gennemført modregning kan opretholdes, uanset at der undtagelsesvis ikke er taget et konkret modregningsforbehold over for skyldner. 

Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldig SKAT i dette beløb, uanset at skyldneren havde henstand med betalingen af den offentlige gæld, jf. INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 9 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 5. Dette fremgik ligeledes af afgørelsen om henstand. Se SKM2017.171.LSR.

SKM2014.198.HR

Afslag på henstand, idet Højesteret efter en samlet bedømmelse fandt, at der var en nærliggende fare for, at skatte-og afgiftskravet ikke ville kunne inddrives, hvis xder er blev givetx henstand.

Højesteret stadfæster SKM2012.3.ØLR, men med ændrede præmisser.

Tidligere SKM2010.442.LSR

Højesteret har afslået begæring om at tillægge anken opsættende virkning. Se SKM2012.98.HR.

SKM2019.129.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten i medfør af skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. pkt., var berettiget til henstand med betalingen af skattemyndighedernes krav på registreringsafgift vedrørende en af sagsøgeren ejet Ferrari. Registreringsafgiften var endeligt fastslået ved Højesterets dom af 21. oktober 2015 (UfR 2016.507H, SKM2015.698.HR). Efter afsigelsen af Højesterets dom havde appellanten indledt en klagesag (og senere en retssag) om, hvorvidt han var berettiget til eksportgodtgørelse for køretøjet, og dette var baggrund for hans krav om henstand.

Byretten havde i sine præmisser slået fast, at appellantens klagesag vedrørende eksportgodtgørelse alene vedrørte, om appellanten var berettiget til at få godtgjort en del af det afgiftsbeløb, der endnu ikke var betalt. Da klagesagen således ikke vedrørte opgørelsen af skattemyndighedernes krav på registreringsafgift, der var endeligt fastslået af Højesteret, fandt byretten ikke, at der var hjemmel til at give appellanten henstand med betalingen af afgiftskravet. Dette resultat havde endvidere støtte i formålet med skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, og bestemmelsens forarbejder. Byretten frifandt derfor Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.

Stadfæster SKM2018.226.BR.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet var betinget af sikkerhedsstillelse. Landsretten fandt af samme grund ikke, at betingelserne om sikkerhedsstillelse for det fulde beløb var uproportionalt. Endelig fandt Landsretten ikke, at SKAT havde begået fejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

Bemærk :

Afgørelsen omfatter primært bevisførelse for, om der er indgået aftale om henstand. Henstand kan være bevilget efter enten SFL (skatteforvaltningsloven) § 51 eller efter inddrivelseslovens § 3, stk. 2.

SKAT havde givet afslag på anmodning om henstand med betaling af skat i forbindelse med en klage over SKATs afslag på anmodning om registrering efter forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F.

Landsskatteretten bemærkede, at adgangen til henstand under klagebehandling ifølge skatteforvaltningslovens § 51, stk. 1, 1. punktum, omfatter skat, som en "klage over opgørelsen" vedrører. En klage over et afslag på tilladelse til at være omfattet af forskerskatteordningen kunne ud fra en naturlig sproglig forståelse ikke anses at vedrøre en klage over opgørelsen. Derfor fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT havde afslået anmodningen om henstand og stadfæstede SKATs afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at en klage indgivet til Folketingets Ombudsmand ikke var omfattet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 51, hvorfor klager ikke kunne meddeles henstand med betaling af skatten vedrørende det pågældende indkomstår.

Klageren havde klaget over, at Skattestyrelsen havde givet afslag på anmodning om henstand med betaling af restskatten for 2009 efter skatteforvaltningslovens § 51.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse, således at klageren blev meddelt henstand med betaling af restskatten for indkomståret 2009.
Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at det påhviler Skattestyrelsen at påvise, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, og at inddrivelsesmulighederne forringes i løbet af henstandsperioden.
Ved vurderingen af om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke betales, hvis der ydes henstand, eller af om meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes, må klagerens økonomiske og skattemæssige forhold inddrages.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen alene havde begrundet afgørelsen med forhold, der vedrørte den påklagede skattesag. De omstændigheder, der har begrundet den påklagede afgørelse, og som derfor skal prøves i det administrative klagesystem henholdsvis ved domstolene, kan ikke i sig selv begrunde et afslag på henstand, eller at henstand betinges af sikkerhedsstillelse.

På den baggrund fandt Landsskatteretten det hverken for godtgjort, at henstand ville indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet blev forringet, eller at der forelå en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der blev ydet henstand.

Da en sag om registreringsafgift af en bil var endeligt afgjort i Højesteret, fandtes der ikke længere en sag, der var under behandling i det administrative klagesystem eller ved domstolene, hvorfor betingelserne for at yde henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51 ikke var opfyldt. Landsskatteretten udtalte, at "Det forhold, at klageren eventuelt vil kunne få tilkendt eksportgodtgørelse afhængigt af udfaldet af klagesagen herom, og at der eventuelt vil kunne være en modregningsadgang i SKATs krav på registreringsafgift, medfører ikke, at det eventuelle krav på eksportgodtgørelse kan anses for at være omfattet af udtrykket "den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører" i SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 1, 1. pkt., idet "opgørelsen" i nærværende tilfælde er opgørelsen af registreringsafgiftskravet. SKAT har derfor med rette afslået klagerens henstandsanmodning, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 1, 1. pkt."

Politiet havde foretaget beslaglæggelse hos en skatteyder af nogle beløb i forbindelse med en straffesag, der senere blev opgivet. Det antoges, at SKAT kunne foretage modregning for skyldig SKAT i dette beløb, uanset at skyldneren havde henstand med betalingen af den offentlige gæld, jf. INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 9 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, stk. 5. Dette fremgik ligeledes af afgørelsen om henstand. 

Det var Landskatterettens opfattelse, at  SKATs begrundelse beroede på allerede foreliggende omstændigheder.

SKAT foretog ikke skridt til inddrivelse af skattekravet i perioden fra henstandens ophør i 2009 til der blev anmodet om henstand i februar 2011 i forbindelse med anke til Landsretten.

Henstand afslået i forbindelse med påklage af et bindende svar fra SKAT, idet  der ikke var tale om en "klage over opgørelsen. "

Klage over henstand betinget af sikkerhedsstillelse, havde ikke opsættende virkning.

Henstand bevilget  uden krav om sikkerhedsstillelse.

Der var ikke af SKAT henvist til omstændigheder, der kunne godtgøre, at der forelå en nærliggende risiko for, at den aktuelle inddrivelsesmulighed ville blive forringet i henstandsperioden.