Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

F.A.12.5 Former for sikkerhedsstillelse

Der kan stilles følgende former for sikkerhed:

  • Kontant depositum eller ethvert andet betalingsmiddel, der anerkendes af toldmyndighederne som sidestillet med et kontant depositum. Dette skal være udstedt i Euro eller i den medlemsstats valuta, hvor der kræves sikkerhedsstillelse.
  • Tilsagn fra en kautionist
  • Enhver anden form for sikkerhedsstillelse, som giver tilsvarende forsikring om, at det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden og andre afgifter, vil blive betalt.

Se EUTK art. 92, stk. 1.

Den person, som skal stille sikkerhed, kan vælge mellem de forskellige former for sikkerhed. Andre former for sikkerhed end kontant depositum og tilsagn fra en kautionist forudsætter dog, at den ønskede form for sikkerhed er anerkendt i henhold til national lovgivning i de berørte medlemsstater.

Toldmyndighederne kan afvise den form for sikkerhedsstillelse, som er foreslået, hvis den ikke er forenelig med den pågældende toldprocedures korrekte afvikling. Toldmyndighederne kan ligeledes kræve, at den valgte form for sikkerhedsstillelse fastholdes i en bestemt periode.

Se EUTK art. 93 og DF art. 83. 

Kontant depositum

Et kontant depositum eller ethvert andet betalingsmiddel, som sidestilles med et kontant depositum, skal stilles i overensstemmelse med de gældende regler i den medlemsstat, hvor der kræves sikkerhedsstillelse. Se EUTK art. 92, stk. 2, første afsnit.

Sikkerhedsstillelse i form af et kontant depositum eller ethvert andet betalingsmiddel som sidestilles hermed, giver ikke ret til renter betalt af toldmyndighederne. Se EUTK art. 92, stk. 2, andet afsnit.

Hvis der kræves sikkerhedsstillelse i form af en enkelt sikkerhedsstillelse som et kontant depositum i forbindelse med de særlige procedurer eller midlertidig opbevaring, overdrages sikkerhedsstillelsen til toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor varen er henført under proceduren eller er under midlertidig opbevaring. Se GF art. 150, stk. 1.

Når en særlig procedure (det gælder dog ikke proceduren vedrørende særligt anvendelsesformål) er blevet afsluttet, eller tilsynet med varer med særligt anvendelsesformål eller en midlertidig opbevaring er ophørt korrekt, frigøres sikkerhedsstillelsen af toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor sikkerheden blev stillet. Se GF art. 150, stk. 2.  

Tilsagn fra en kautionist

Kautionisten skal være en tredjemand, der er etableret i EU's toldområde. Kautionisten skal godkendes af de toldmyndigheder, der kræver sikkerhedsstillelsen.

Der er ikke behov for en særskilt godkendelse fra toldmyndighederne, hvis kautionisten er:

  • Et kreditinstitut,
  • En finansiel institution eller
  • Et forsikringsselskab,

der allerede er akkrediteret i EU i henhold til gældende EU-bestemmelser.

Se EUTK art. 94, stk. 1.

Kautionisten skal give et skriftligt tilsagn om at ville betale det beløb, som stilles til sikkerhed for det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden og andre afgifter. Se EUTK art. 94, stk. 2.

Et tilsagn fra en kautionist skal godkendes af garantitoldstedet. Godkendelsen skal meddeles til den person, som skal stille sikkerheden. Garantitoldstedet kan til enhver tid tilbagekalde godkendelsen af en kautionists tilsagn. Denne tilbagekaldelse meddeles til kautionisten og den person, der skal stille sikkerheden. Se GF art. 151, stk. 1 og 2.

Toldmyndighederne kan afslå at godkende den foreslåede kautionist eller den form for sikkerhed, som er blevet foreslået, når ingen af dem synes at sikre, at toldskylden og andre afgifter vil blive betalt inden for den frist, som er fastsat. Se EUTK art. 94, stk. 3.

Kautionisten kan til enhver tid annullere sit tilsagn. Denne annullering skal meddeles til garantitoldstedet. Annulleringen af tilsagnet om at stille garanti berører ikke varer, som på det tidspunkt, hvor annulleringen får virkning:

  • allerede er henført under og stadig henhører under en toldprocedure eller
  • er under midlertidig opbevaring i medfør af det annullerede tilsagn.

Se GF art. 151, stk. 3 og 4.

Er sikkerheden stillet i form af et tilsagn fra en kautionist, og kan sikkerheden anvendes i mere end én medlemsstat, oplyser kautionisten en processuel bopæl eller udpeger en procesfuldmægtig i alle de medlemsstater, hvor sikkerhedsstillelsen kan anvendes. Se DF art. 82, stk. 1.

Hvis godkendelsen af kautionisten eller af dennes tilsagn tilbagekaldes, får dette virkning på sekstendedagen efter den dato, hvor kautionisten modtager eller anses for at have modtaget afgørelsen om tilbagekaldelse. Se DF art. 82, stk. 2.

Hvis kautionisten vil annullere sit tilsagn, skal meddelelse herom indgives til det toldsted, hvor sikkerheden blev stillet. Annulleringen får virkning på sekstendedagen efter den dato, hvor kautionisten meddeler annulleringen. Se DF art. 82, stk. 3.

Medmindre der er stillet en anden sikkerhed, vil bevillingen til samlet sikkerhed ikke længere kunne anvendes. Det vil f.eks. sige, at det ikke længere vil være muligt at benytte en tilladelse som godkendt afsender, da dette forudsætter, at der er stillet samlet sikkerhed.

Enhver anden form for sikkerhedsstillelse

I henhold til EU-toldkodeksen kan der accepteres visse andre former for sikkerhed end et kontant depositum eller tilsagn fra en kautionist, hvis en sådan sikkerhed giver tilsvarende forsikring om, at det import- eller eksportafgiftsbeløb, der svarer til toldskylden og andre afgifter, vil blive betalt.

Det er en forudsætning, at den medlemsstat, hvor sikkerheden skal stilles, samt de medlemsstater, hvor sikkerheden skal anvendes, i henhold til deres respektive nationale lovgivning har accepteret en sådan anden form for sikkerhed. Se DF art. 83, stk. 3.

Medlemsstaterne har mulighed for at acceptere følgende andre former for sikkerhedsstillelse:

  • Stiftelser af pant i fast ejendom, herunder i pantets frugter, eller tilsvarende sikkerhed, der kan ligestilles med pant i fast ejendom.
  • Overdragelse af fordringer til sikkerhed, pantsætning med eller uden rådighedsberøvelse, eller håndpant i varer, værdipapirer eller fordringer, bankbøger eller statsgældsbeviser.
  • Aftale om, at tredjemand, godkendt af toldmyndighederne, hæfter solidarisk, eller modtagelse af en veksel, hvis indløsning den pågældende indestår for.
  • Et kontant depositum eller dermed sidestillet sikkerhed i en anden valuta end Euro eller valutaen i den medlemsstat, hvor sikkerheden stilles.
  • Deltagelse ved betaling af et bidrag i en almindelig garantiordning, der forvaltes af toldmyndighederne.

Se DF art. 83, stk. 1.

Bemærk

Disse andre former for sikkerhedsstillelse accepteres ikke for varer, der skal henføres under proceduren for EU-forsendelse. Se DF art. 83, stk. 2. En sikkerhedsstillelse, som skal benyttes for varer, der henføres under proceduren for EU-forsendelse, skal stilles enten i form af kontant depositum eller tilsagn fra en kautionist.

Se også afsnit F.A.12.11 Nationale regler omkring sikkerhedsstillelse om de andre former for sikkerhedsstillelse, som det i henhold til dansk lovgivning er muligt at anvende i stedet for kontant depositum eller tilsagn fra en kautionist. 

Gensidig bistand mellem toldmyndighederne

Opstår der toldskyld i en anden medlemsstat end den, som har accepteret sikkerhedsstillelsen, og kan sikkerhedsstillelsen anvendes i mere end én medlemsstat, kan den medlemsstat, hvor toldskylden er opstået, efter betalingsfristens udløb anmode om at få overført import- eller eksportafgiftsbeløbet fra den medlemsstat, som har accepteret sikkerhedsstillelsen.

Denne medlemsstat er, inden for rammerne af den accepterede sikkerhedsstillelse og det import- eller eksportafgiftsbeløb, der ikke er blevet betalt, forpligtet til at overføre afgiftsbeløbet til den medlemsstat, hvor toldskylden er opstået.

Overførslen skal foretages inden for en måned efter modtagelsen af anmodningen. Se GF art. 153.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.