D.A.8.3.4 Særregler
Indhold
Dette afsnit omhandler opgørelse af momsgrundlaget ved import i de situationer, hvor der er særregler.
Afsnittet indeholder:
- Import af kunstgenstande
- Genindførsel af varer efter reparation, forarbejdning, tilpasning mv.
- Særlige toldordninger
- Fraførsel af EU-varer fra Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag.
Import af kunstgenstande
Momsgrundlaget ved import af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter fra lande uden for EU er 20 pct. af det momsgrundlag, som gælder for anden indførsel af varer fra lande uden for EU. Se ML § 32, stk. 2,
De kunstgenstande mv., der er omfattet af denne særlige beregningsmåde, er udtømmende opregnet i ML § 69, stk. 4-6. Det særlige beregningsgrundlag skyldes de særlige regler, der i øvrigt gælder for handel med brugte varer efter kapitel 17 (ML (momsloven) §§ 69-71). Se afsnit D.A.18 om brugte varer.
Genindførsel af varer efter reparation, forarbejdning, tilpasning mv.
Udgangspunktet for beregning af importmomsen ved genindførsel af varer efter reparation, forarbejdning, tilpasning mv. er omkostningerne, herunder forsendelses- og forsikringsomkostninger mv. ved forarbejdningen mv. Se ML (momsloven) § 32, stk. 3.
Hvad angår de varer, som midlertidigt har været udført til steder uden for EU, og som genindføres efter reparation, forarbejdning, tilpasning, omdannelse eller bearbejdning, skal der kun betales importmoms af de omkostninger, der er medgået til den foretagne bearbejdning. De medgåede omkostningerne kan fx være forsendelses- og forsikringsudgifter og/eller told og afgifter, der skal betales i forbindelse med ud- og indførslen.
ML (momsloven) § 32, stk. 3, kan anvendes ved genindførsel af varer, der har været forarbejdet efter proceduren for passiv forædling eller proceduren for standardombytning efter en toldbevilling. Se evt. afsnit F.A.26 Passiv forædling Passiv forædling.
I andre tilfælde, eksempelvis ved genindførsel af toldfri varer efter forarbejdning mv. uden for EU, kan importmomsen også beregnes af omkostningerne.
Der er dog følgende særlige betingelser ved genindførsel af toldfri varer:
- Der skal afleveres en udførselsangivelse (enhedsdokumentets blad 2), som indeholder oplysninger om varernes værdi og oplysninger til brug for varernes senere identifikation.
- Varerne skal genindføres inden 1 år efter udførslen. Den frist kan dog forlænges i særlige tilfælde. Varerne skal være udført af den person eller virksomhed, som genindfører dem. Ved genindførslen skal fremlægges dokumentation for den tidligere udførsel. Endvidere skal der afgives erklæring om, at varerne er identiske eller ækvivalente med de udførte varer.
- Som dokumentation kan anvendes eksemplar 8 af enhedsdokumentet, et handelsdokument eller andre sædvanlige forretningsdokumenter, fx ordre, faktura, transportdokument.
- Ved ækvivalente varer forstås varer, der hører under samme varekode i EU's kombinerede nomenklatur, dvs. de 8 første cifre i toldtariffens varekode, og som er af samme handelsmæssige kvalitet og har de samme tekniske egenskaber.
Hvis indførslen sker i delsendinger, fremlægges de pågældende eksportdokumenter til afskrivning af de enkelte varepartier.
Særlige toldordninger
Der skal beregnes importmoms, når varer, der har været undergivet en særlig toldordning, fraføres den særlige toldordning. Se ML § 12, stk. 2, og D.A.4.9.3 Varer, som er omfattet af toldordninger Varer, som er omfattet af toldordninger.
Baggrunden er, at varerne og de ydelser, der måtte være præsteret i forbindelse med varerne, er fritaget for moms i den tid, hvor varerne befinder sig under ordningen. Se ML § 12, stk. 2, og ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 19-20, samt D.A.4.9.3 Varer, som er omfattet af toldordninger og D.A.10.1.8 Frihavnen, oplag og særlige toldordninger ML § 34, stk. 1, nr. 19-21, og stk. 5.
Udgangspunktet for beregning af momsen ved fraførsel af varer fra de særlige toldordninger er det beløb, der ville være blevet anvendt, hvis momsen ved indførslen (importmomsen), leveringen eller erhvervelsen skulle have været beregnet på det tidspunkt, hvor varerne blev henført under ordningen. Hertil skal lægges værdien af eventuelle fritagne ydelser, der måtte være præsteret på varerne under toldordningen og inden fraførslen. Se ML (momsloven) § 32, stk. 4, 1. pkt.
Hvis varen har været handlet, mens den var omfattet af toldordningen, skal der betales importmoms af den værdi, der blev anvendt ved den sidste af disse leveringer. Værdien skal forhøjes med værdien af enhver af de fritagne ydelser, som er præsteret efter denne sidste handel. Se ML § 32, stk. 4, 2. pkt.
Med denne regel er der sket en ligestilling mellem varer, der har været under en særlig toldprocedure, og andre varer. Der skal altså betales importmoms af et beløb, der svarer til det beløb, der skulle have været betalt, hvis varen hele tiden havde været beskattet her i landet. At henføre en vare under en toldprocedure betyder herefter kun, at betalingen af importmoms udskydes, mens det beløb, der skal betales moms af, er det samme, som hvis varen ikke havde været under en toldordning.
Fraførsel af EU-varer fra Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag
Der skal beregnes moms af EU-varer, der fraføres Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag. Se ML (momsloven) § 11 a og D.A.4.8.4 Fraførsel fra Københavns Frihavn og afgiftsoplag Afgiftsoplag.
Baggrunden er, at varerne og de ydelser, der måtte være præsteret i forbindelse med varerne, er fritaget for moms i den tid, hvor varerne befinder sig under ordningen. Se ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 19-21, og stk. 4, ML (momsloven) § 35 og ML (momsloven) § 36, stk. 1, nr. 4, samt D.A.10.1.8 Frihavnen, oplag og særlige toldordninger ML § 34, stk. 1, nr. 19-21, og stk. 5, D.A.10.2 Erhvervelser ML § 35 og D.A.10.3.4 Indførsel af varer, hvor leverancer af tilsvarende varer her i landet er fritaget for moms ML § 36, stk. 1, nr. 4.
Udgangspunktet for beregning af momsen ved fraførsel af EU-varer fra Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag er det beløb, der ville være blevet anvendt, hvis momsen ved indførslen (importmomsen), leveringen eller erhvervelsen skulle have været beregnet på det tidspunkt, hvor varerne blev oplagt. Hertil skal lægges værdien af eventuelle fritagne ydelser, der måtte være præsteret på varerne under oplæggelsen og inden fraførslen. Se ML (momsloven) § 32, stk. 4, 1. pkt.
Hvis varen har været handlet, mens den var omfattet af toldordningen, skal der betales "fraførselsmoms" af den værdi, der blev anvendt ved den sidste af disse leveringer. Værdien skal forhøjes med værdien af enhver af de fritagne ydelser, som er præsteret efter denne sidste handel. Se ML (momsloven) § 32, stk. 4, 2. pkt.
Med denne regel er der sket en ligestilling mellem EU-varer, der har været oplagt i Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag, og andre varer. Der skal altså betales "fraførselsmoms" af et beløb, der svarer til det beløb, der skulle have været betalt, hvis varen hele tiden havde været beskattet her i landet. At oplægge en EU-vare i Københavns Frihavn eller et afgiftsoplag betyder herefter kun, at betalingen af moms udskydes, mens det beløb, der skal betales moms af, er det samme, som hvis varen ikke havde været oplagt.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil