Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

D.A.8.1.1.2.6 Agentprovision samt auktionssalær ML § 27, stk. 2, nr. 4

Indhold

Dette afsnit beskriver, at der skal beregnes moms af agentprovision og lignende samt auktionssalær. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Agentprovisioner
  • Auktionssalær
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

I momsgrundlaget medregnes agentprovision og lignende samt auktionssalær. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4.

Agentprovisioner

Agentprovisioner og lignende skal medregnes til momsgrundlaget. Se ML § 27, stk. 2, nr. 4. Også denne bestemmelse svarer til princippet i ML (momsloven) § 27, stk. 1.

Et hotel skal eksempelvis opkræve moms af den fulde værelsespris, som hotelgæsten betaler, selv om hotellet skal betale en vis procent af prisen til det rejsebureau, der har anvist værelset til gæsten.

Den rabat, som en virksomhed yder værtinder, der sælger virksomhedens produkter ved sammenkomster i private hjem, er en provision, der skal indgå i momsgrundlaget. Agentprovisionen skal altså indgå i den pris, som værtinderne skal betale for varerne, og dermed i det beløb, som virksomheden skal beregne moms af ved faktureringen til værtinden. Se MNA1973, 359.

En virksomhed indenfor "collective buying", der sælger værdikuponer over internettet, som giver ret til køb af en vare eller ydelse fra eksterne selvstændige leverandører, handler i leverandørens navn og for leverandørens regning. Når virksomheden modtager betalingen fra kunderne, men videreafregner beløbet med fradrag af 30 % til leverandørerne, er det de eksterne leverandører der er momspligtig af betalingen fra kunderne, idet betalingen er vederlag for leverandørernes varer eller ydelser til kunderne. Virksomheden er momspligtig af de 30 % af vederlaget, der må anses for vederlag for virksomhedens formidlingsydelse. Se SKM2011.354.SR.

Auktionssalær

Der skal betales moms af både det salær, der opkræves hos køber (købersalær), og det salær, der opkræves hos sælger (sælgersalær). I det omfang sælgersalæret indgår i budsummen, bliver der opkrævet moms af dette salær ved momsberegningen af budsummen. For at undgå dobbeltbeskatning skal der i disse situationer ikke beregnes (særskilt) moms af sælgersalæret, når der afregnes med sælger.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer       

Landsskatteretskendelser

MNA1973, 359

En virksomhed solgte varer ved demonstrationer under sammenkomster i private hjem. Under demonstrationen afgav værtinden og andre købsinteresserede en samlet bestilling til virksomhedens demonstratrice. Virksomheden ekspederede den samlede ordre til værtinden, til hvem fakturaen blev udstedt. Værtinden fordelte varerne til de enkelte købere og opkrævede betaling hos disse. Det var værtindens risiko, hvis gæsterne ikke betalte de bestilte varer.

Som vederlag for deres medvirken modtog værtinden en rabat, der blev medregnet i forhold til det samlede salgsbeløb til hendes gæster. Hun fik derimod ikke rabat på de varer, som hun købte til eget brug. Rabatten blev givet ved fradrag i det beløb, som hun skulle betale for de varer, som hun selv købte. Værtinderne kunne ikke anses som selvstændige erhvervsdrivende, og den ydede rabat kunne ikke fradrages før momsberegningen. Agentprovision og lignende skulle altså medregnes momsgrundlaget.

Skatterådet

SKM2020.337.SR

>Skatterådet kom frem til, at Spørger skulle opkræve moms af vederlag fra privatpersoner for abonnement til tandlægebehandling, idet Spørger hverken var leverandør efter momslovens § 4, stk. 1, eller formidlede i eget navn jf. momslovens § 4, stk. 4. Spørger var derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 1.<

>Skatterådet kunne derimod bekræfte, at Spørger ikke skulle opkræve moms af den del af abonnementsprisen, som Spørger videregav til samarbejdstandlægen i forbindelse med betaling af behandling af honorartabelydelser. Dette med den begrundelse, at Spørgers samarbejdstandlæger var leverandører af tandlægeydelserne i forhold til slutkunden.<

>Slutteligt kunne Skatterådet ikke bekræfte, at den tilbageværende del af abonnementsvederlaget, efter betaling til samarbejdstandlægen for dennes levering af honorartabelydelse, skulle anses som vederlag for en biydelse til momsfritaget tandlægebehandling. Skatterådet anså derimod formidlingsydelsen som en selvstændig hovedydelse, og Spørger skulle derfor betale moms af den resterende del af abonnementsprisen.<

 

SKM2011.354.SR

En virksomhed inden for "collective buying", der solgte værdikuponer over internettet, som gav ret til køb af en vare eller ydelse fra eksterne selvstændige leverandører, handlede i leverandørens navn og for leverandørens regning.

Når virksomheden modtog betalingen fra kunderne, men videreafregnede beløbet med fradrag af 30 % til leverandørerne, var det de eksterne leverandører, der var momspligtige af betalingen fra kunderne, idet betalingen var vederlag for leverandørernes varer eller ydelser til kunderne. Virksomheden var momspligtig af de 30 % af vederlaget, der måtte anses for vederlag for virksomhedens formidlingsydelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.