Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-159/17, Dobre

Artikel 167-169, 179, artikel 213, stk. 1, artikel 214, stk. 1, og artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der giver skattemyndighederne mulighed for at nægte en afgiftspligtig person ret til at fradrage merværdiafgiften, når det er godtgjort, at skattemyndigheden på grund af den afgiftspligtige persons manglende opfyldelse af sin forpligtelse ikke var i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at fastslå, at de materielle betingelser, som giver nævnte afgiftspligtige person ret til at fradrage den indgående merværdiafgift, er opfyldt, eller sidstnævnte har handlet svigagtigt for at kunne drage fordel af denne ret, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

C-664/16, Vadan

Direktiv 2006/112/EF, navnlig dets artikel 167, artikel 168, artikel 178, litra a), og artikel 179, samt princippet om momsens neutralitet og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke er i stand til at fremlægge beviser for det indgående momsbeløb, som den pågældende har betalt, ved at fremlægge fakturaer eller ethvert andet dokument, ikke kan indrømmes ret til momsfradrag alene på baggrund af et skøn, der fremgår af en sagkyndig erklæring, som en national ret har anordnet.

C-374/16 og C-375/16, Geissel mfl.

Artikel 168, litra a), og artikel 178, litra a), i momssystemdirektivet sammenholdt med artikel 226, nr. 5), skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, der gør udøvelsen af retten til at fradrage den indgående moms betinget af, at der på fakturaen anføres adressen på det sted, hvor fakturaudstederen udøver sin økonomiske aktivitet.

C-101/16, SC Paper Consult SRL

Momssystemdirektivet er til hindrer for national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person nægtes retten til momsfradrag med den begrundelse, at den erhvervsdrivende, som har leveret en tjenesteydelse til ham mod faktura med angivelse af udgiften og merværdiafgiften, er blevet erklæret inaktiv af skattemyndighederne i en medlemsstat, idet denne erklæring om inaktivitet er offentlig og tilgængelig på internettet for alle afgiftspligtige personer i denne stat, når denne nægtelse er systematisk og definitiv, idet den ikke giver mulighed for at fremlægge bevis for, at der ikke foreligger svig eller tab af afgiftsindtægter.

C-516/14, Barlis

Skattemyndighederne kan ikke nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der kræves i medfør af artikel 226, nr. 6) og 7), i momssystemdirektivet, hvis de er i besiddelse af alle de oplysninger, der kræves for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser vedrørende fradragsretten er opfyldt.

C-438/09, Boguslaw Juliusz Dankowski

Sagen omhandlede, hvorvidt det er en betingelse for fradragsret, at fakturaen indeholdt samtlige oplysninger, som kræves ifølge fællesskabsretten.

EF-domstolen svarede, at det er en betingelse for fradragsret, at fakturaer vedrørende de indkøbte tjenesteydelser indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til dagældende 6. direktivs artikel 22, stk. 3 (nugældende momssystemdirektivets artikel 226).

Landsretsdomme

SKM2018.557.ØLR

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmomsen af renoveringsudgifter, som blev afholdt af ejerforeningen i en ejendom, hvori sagsøgeren ejer to ejerlejligheder, og hvorfra han på tidspunktet for renoveringen udøvede momspligtig advokatvirksomhed samt til udlejning som mødelokaler.

Østre Landsret stadfæstede byrettens frifindende dom i henhold til grundene (stadfæstelse af SKM2015.778.BR). Landsretten lagde derved vægt på, at den momsbelagte ydelse var bestilt af og faktureret til ejerforeningen. Landsretten lagde videre vægt på, at opkrævningen af ejerforeningsbidrag, der skulle dække renoveringsudgifterne, var opkrævet inden ejerforeningen modtog fakturaerne for arbejdets udførelse, og at opkrævningen ikke størrelsesmæssigt svarede til de siden konstaterede faktiske udgifter.

Dertil kom, at der ikke forelå nogen momsbelagt faktura udstedt direkte til sagsøgeren, og at der i øvrigt ikke var tale om gennem- eller viderefakturering, hvorfor han heller ikke af denne grund var berettiget til at fradrage moms.

Landsretten fandt også, at sagsøgeren ikke på baggrund af sin kontakt med SKAT havde en berettiget forventning om, at han havde ret til fradrag for købsmomsen.

Endelig fandt landsretten, at der ikke forelå en sådan rimelig tvivl om forståelsen af de relevante fællesskabsbestemmelser eller EU-Domstolens praksis, at der var grundlag for at træffe bestemmelse om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen.

Stadfæstelse af byrettens dom i SKM2015.778.BR

SKM2017.117.ØLR

Sagen drejede sig om et selskab, der udførte distributionsarbejde med omdeling af reklamer m.v. for en større kunde. Det var ubestridt, at skatteyderen havde udført et væsentligt arbejde med omdeling af reklamer for denne kunde. Skattemyndighederne havde nægtet skatteyderen fradrag for købsmoms for en række fakturaer, der var udstedt af selskaber, som skatteyderen gjorde gældende, alle havde fungeret som underleverandører til skatteyderen. Da skattemyndighederne ikke fandt det dokumenteret, at skatteyderen havde anvendt underleverandører til udførelse af det arbejde, der ubestridt var udført, havde skattemyndighederne endvidere anset skatteyderen for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for lønnet personale udover det selvangivne.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at det var dokumenteret, at det udførte arbejde var udført af underleverandører, som skatteyderen havde betalt kontant. Som følge heraf anså skatteyderen sig for berettiget til fradrag for købsmoms for fakturaerne udstedt af disse underleverandører. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at da det udførte arbejde var udført af underleverandører, var der ikke grundlag for at anse skatteyderen for indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for lønnet personale udover det selvangivne.

Heri fik skatteyderen ikke medhold. Blandt andet med henvisning til, at samtlige fakturaer skulle være betalt kontant, samt at der forelå en række usædvanlige omstændigheder vedrørende de samarbejdsaftaler, som skatteyderen havde gjort gældende var indgået med underleverandørerne, fandt landsretten ikke, at det var godtgjort, at underleverandørerne havde leveret momspligtige ydelser til skatteyderen. Fradrag for købsmoms blev derfor nægtet.

Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen havde anvendt underleverandører, fandt landsretten endvidere, at skatteyderen måtte have haft lønnet personale udover det selvangivne til at udføre det arbejde, der ubestridt var udført. Da skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen ikke havde udvist forsømmelighed, fandt landsretten, at skatteyderen var ansvarlig over for det offentlige for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for dette personale.

Stadfæstelse af Byrettens dom i SKM2015.786.BR

SKM2009.325.ØLR

Sagen omhandlede momsfradrag for fakturaer fra en underleverandør. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom.

Byretten havde fundet, at der på grund af de særlige omstændigheder i sagen var rejst væsentlig tvivl om de omhandlede fakturaers realitet.

De særlige omstændigheder i sagen indbefattede bl.a., at fakturaerne til dels var udfærdiget af køberen, at fakturaerne var udstedt af en virksomhed, der havde været afmeldt for momsregistrering siden 1990, at den daværende indehaver af virksomheden nægtede ethvert kendskab til fakturaerne, og at den faktiske leverandør ikke kunne identificeres. Fakturaerne var angiveligt betalt direkte via en check fra den egentlige aftagervirksomhed. Betalingen af fakturaerne var udokumenteret.

Der var derfor en skærpet bevisbyrde for, at virksomheden havde købt og betalt for arbejde som anført i fakturaerne. Virksomheden havde ikke løftet sin bevisbyrde.

Se byrettens dom i SKM2008.721.BR.

Dommen er også omtalt under afsnit D.A.11.1.2.3 Rette omkostningsbærer om rette omkostningsbærer og D.A.11.1.5.2 Svig om moms på leverancer til virksomheden (købsmoms).

Byretsdomme

>SKM2020.484.BR<

>Sagerne omhandler, hvorvidt skattemyndighederne med rette har nægtet den afgiftspligtige, der drev distributionsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører.

Retten fandt indledningsvis, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at underleverandørerne havde leveret ydelser til skatteyderen, der berettigede til fradrag for indgående moms efter momslovens § 37. 

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1, ikke var opfyldt, fordi det bl.a. ikke blev dokumenteret, at fakturaerne var blevet betalt, hvem betalingen var sket til, og der generelt ikke var foretaget en tilstrækkelig præcis angivelse af ydelsernes omfang og/eller art samt tidspunkt og sted for levering. Ligeledes blev der lagt vægt på, at den afgiftspligtige ikke i tilstrækkelig grad havde fremlagt samarbejdsaftaler, arbejdssedler eller anden form for dokumentation for, at det på fakturaerne anførte arbejde var udført<

SKM2017.210.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, en distributionsvirksomhed, var berettiget til skatte- og momsmæssigt fradrag på baggrund af en række fremlagte fakturaer udstedt af tre forskellige underleverandører. Skatteministeriet bestred under sagen, at der var realitet bag de udgifter, som sagsøgeren påstod at have afholdt til underleverandørerne.

Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt sagsøgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede sagsøgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold.

Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.

SKM2016.229.BR

Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagel­se og forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for 2009, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, idet sagsøgeren havde angivet for lidt salgsmoms.

Endvidere handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til momsfradrag efter momslovens § 37.

Det var i sagen ubestridt, at sagsøgeren havde angivet kr. 182.436 for lidt i salgsmoms, men sagsøgeren gjorde gældende, at den manglende angivelse beroede på en simpel fejl, og at der derfor ikke var grund­lag for ekstraordinær genoptagelse.

Retten fandt, at sagsøgeren ved en almindelig gennemgang af selskabets bogholderi og regnskab burde have kunnet konstatere, at der var et ikke uvæsentligt misforhold mellem den angivne salgsmoms og omsætningen ifølge regnskabet. Sagsøgeren havde dermed handlet mindst groft uagtsomt ved at angive for lidt salgsmoms, hvorfor skattemyndighederne med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagelse.

Det forhold, at sagsøgeren havde overladt bogføringen til sin revisor, samt at sagsøgeren - efter eget udsagn - ikke var regnskabskyndig, var uden betydning.

Vedrørende spørgsmålet om momsfradrag efter momslovens § 37 fandt retten, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at betingelserne herfor var opfyldt.

SKM2016.9.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet skatteyderen, der drev rengøringsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører af rengøringsydelser, og hvorvidt skatteyderen hæftede for ikke-indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Retten fandt, at der var rejst sådan tvivl om de udstedte fakturaers realitet, at skatteyderen ikke alene ved fremlæggelsen af fakturaerne havde løftet bevisbyrden for, at underleverandørerne havde leveret ydelser til skatteyderen, der berettiger til et fradrag efter momslovens § 37.

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at skatteyderen ikke kunne fremlægge samarbejdsaftaler, korrespondance eller anden dokumentation for kontakt med underleverandørerne, timesedler, eller nærmere oplysning om arten og omfanget af det udførte arbejde, ejerne af underleverandørerne eller de medarbejdere, der udførte rengøringsopgaverne, selv om samarbejdet strakte sig over en længere periode.

SKM2015.778.BR

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for moms af udgifter forbundet med renovering af en ejendom, hvori sagsøgeren ejede to ejerlejligheder, hvorfra han drev advokatvirksomhed. Renoveringsarbejdet var bestilt af og regningerne herfor blev faktureret til den ejerforening, som sagsøgerens ejerlejligheder var en del af.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at ejerforeningen alene havde karakter af et administrativt fællesskab. Det betød ifølge sagsøgeren, at udgifterne i realiteten var afholdt af sagsøgeren, og at sagsøgeren derfor havde ret til momsfradrag for en forholdsmæssig andel af de afholdte omkostninger efter momslovens § 37, stk. 1.

Retten fastslog, at der ikke forelå nogen momsbelagt faktura udstedt til sagsøgeren, og at sagsøgeren heller ikke ud fra betragtninger om gennem- eller viderefakturering havde ret til momsfradrag.

SKM2015.350.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et momsfradrag for en række udgifter til varekøb. Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde foretaget momsfritagne varesalg til udlandet i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og om sagsøgeren havde dokumenteret, at indsætninger på sagsøgerens konto ikke vedrørte momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Retten fandt for så vidt angik fradrag for moms vedrørende udgifter til varekøb, at de i sagen fremlagte købsfakturaer ikke kunne danne grundlag for fradrag i medfør af momslovens 37, stk. 1, da fakturaerne var udstedt til et andet selskab, hvorfor fakturakravene i den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. At sagsøgeren i de pågældende fakturaer figurerede under rubrikken "forhandlernavn", fandt retten ikke var en afgørende omstændighed, der kunne medføre et andet resultat.

Vedrørende et varesalg til andre EU-lande fandt retten, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldte, idet de i sagen fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens §§ 40, stk. 1, og 41, stk. 1, ligesom sagsøgeren ikke havde foretaget listeindberetninger, jf. momslovens § 54, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 70.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren, der havde ansvaret for, at bogføringen var mangelfuld, ikke havde dokumenteret, at indsættelser på sagsøgerens konto ikke hidrørte fra momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2015.246.BR

I forbindelse med en kontrol i sagsøgerens virksomhed foretog SKAT henholdsvis forhøjelse og nedsættelse af sagsøgerens udgående og indgående moms for perioden 1. januar til 30. september 2010. SKAT forhøjede således sagsøgerens samlede momstilsvar i overensstemmelse hermed.

Sagsøgeren gjorde under retssagen overordnet gældende, at virksomheden dels var berettiget til at fradrage tab på debitorer i medfør af momslovens § 27, stk. 6, i forbindelse med opgørelsen af den udgående afgift for perioden, des havde momsfradragsret, jf. momslovens § 37, således at SKATs nedsættelse af virksomhedens indgående afgift skulle forhøjes som følge af, at sagsøgeren i henhold til nogle fakturaer havde foretaget fradragsberettigede indkøb.

Efter en samlet konkret vurdering fandt byretten, at der var godtgjort sådanne omstændigheder ved SKATs sagsbehandling og opgørelse af sagsøgerens momstilsvar, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.

SKM2013.569.BR

De af sagsøgte fremlagte fakturaer, udstedt af underleverandørerne af rengøringsydelser, opfyldte ikke kravene i momsbekendtgørelsens § 40 (nu § 58), og sagsøgeren havde ikke fremlagt kontrakter, arbejdssedler eller lignende med underleverandørerne. Sagsøgeren havde endvidere betalt samtlige underleverandører kontant. Retten fandt, at sagsøgeren ikke på tilstrækkelig måde havde dokumenteret, at de i sagen omhandlede rengøringsydelser var udført og betalt for, hvorfor sagsøgeren ikke havde fradragsret efter ML § 37, stk. 1.

For så vidt angår etableringen af musikstudiet fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at studiet havde karakter af selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, hvorfor sagsøgeren heller ikke havde fradragsret for udgifterne til etableringen heraf.

SKM2012.530.BR

Sagen omhandlede fakturaer udstedt til sagsøgeren af en virksomhed som ikke var momsregistreret på udstedelsestidspunktet.

Byretten fandt, at det alene var købsmomsen af varer og ydelser, der var leveret til virksomheden, der var fradragsberettiget, og at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne for fradrag var opfyldt. Da sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at de omhandlende fakturaer var betalt inklusiv moms, og da ingen af de fremlagte fakturaer opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens § 40 (nu § 61), fandt retten, at SKAT med rette havde nægtet fradrag for købsmoms.

Landsskatteretskendelser

SKM2019.245.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter SKAT ikke havde anset selskabet for berettiget til momsfradrag vedrørende fakturaer fra underleverandører, idet fakturaerne ansås for mangelfulde, ligesom det ikke fandtes godtgjort, at der var sket levering af de fakturerede ydelser.

SKM2009.139.LSR

I sagen bemærkede Landsskatteretten, at det er en helt grundlæggende betingelse for momsfradrag, at der kan fremlægges faktura udstedt fra leverandøren til kunden, som opfylder betingelserne i ML (momsloven) § 52, jf. momsbekendtgørelsens kapitel 11 (nu kap 12).

TfS2000, 20LSR

Sagen omhandlede momsrefusion på opkøb af guld til videresalg.

Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret, at guldet var leveret til virksomheden. Der var ikke fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring og videresalg, ligesom der ikke forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene.