F.A.31.12 VAB K, Penge
Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området for penge.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Indførsel og udførsel af likvide midler
- Toldstyrelsens opgave.
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Formål og lovgrundlag
Formålet med bestemmelserne er at sikre, at der ikke uden at angive det til Toldstyrelsen, ind- eller udføres beløb, der svarer til værdien af 10.000 EUR (svarende til ca. 75.000 kr.) eller derover. Der gælder de samme bestemmelser for både ind- og udførsel af likvide midler (penge mv.).
Bestemmelserne er indført for at sikre, at der ikke ind- eller udføres eller transiterer pengebeløb, som kan sættes i forbindelse med strafbare handlinger, herunder især finansiering af terrorisme.
For pengeområdet gælder følgende forordninger og nationale bestemmelser:
EU-regulering
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet.
Bemærk
Der er vedtaget en ny pengeforordning - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1672 af 23. oktober 2018 om kontrol med likvide midler, der føres ind i eller ud af Unionen, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1889/2005.
Forordningen finder først anvendelse fra den 3. juni 2021.
Nationale bestemmelser
- Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 28 af 11. januar 2018 med senere ændringer (TDL)
- Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 3. maj 2012 med senere ændringer (TBEK).
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Toldstyrelsen. Se nærmere om administrationen af ordningen her.
Indførsel og udførsel af likvide midler
Bestemmelserne om angivelse af penge mv. gælder for såvel rejsende som for uledsagede forsendelser.
Angivelse - rejsende
Personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, skal uopfordret standse op for kontrol og har pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medtagne likvide midler. Se TDL § 23, stk. 4. Angivelsespligten gælder både rejser til og fra EU-lande og ikke-EU-lande.
Der er pligt til at angive, uanset hvilken valuta pengene er i, og uanset om pengene er i kontanter, rejsechecks eller værdipapirer.
Den rejsende kan angive beløbet ved at udfylde en blanket og aflevere den til Toldstyrelsen, dér hvor grænsen passeres.
Blanketten findes på Skatteforvaltningens hjemmeside og kan også fås ved Toldekspeditionsstederne.
Blanketten kan udfyldes og attesteres af Toldstyrelsen i god tid inden afrejsen. Den rejsende skal medbringe blanketten sammen med pengene.
Personer, som rejser ind i eller ud af Danmark, og som medtager penge mv., har pligt til selv at tage kontakt til Toldstyrelsen for at angive disse.
Det er en overtrædelse af toldloven ikke at give Toldstyrelsen besked. Overtrædelsen kan medføre bødestraf. Se nærmere herom i afsnit A.C.3.5.2.3.3 Beregning af normalbøde ved medbragte likvide midler, der ikke er angivet til told- og skatteforvaltningen., se SKM2014.873.ØLR nedenfor.
Angivelse - uledsagede forsendelser (post, pakker, fragt, kurérforsendelser og lign.)
Angivelsespligten gælder også for juridiske og fysiske personer, der sender eller modtager større pengebeløb, dvs. uledsagede forsendelser. Se TDL § 10a, stk. 2.
Den, der skal angive penge ved ind- og udførsel, er enten
- afsenderen
- en repræsentant for afsenderen
- modtageren
- en repræsentant for modtageren, eller
- transportøren, fx et kurerfirma.
Angivelse af sådanne forsendelser skal ske senest i forbindelse med, at forsendelsen ankommer til, transiterer eller sendes fra Danmark.
Det er et krav, at beløbets ejer entydigt fremgår af angivelsen.
Den, der skal angive, kan udfylde en blanket, der afleveres til Toldstyrelsen.
Blanketten findes på Skatteforvaltningens hjemmeside og kan også fås ved Toldekspeditionsstederne.
Toldstyrelsen kan attestere blanketten forud for afsendelse eller modtagelse. Toldstyrelsen kan foretage kontrol ved ind- eller udrejse, selv om beløbet er blevet angivet til Toldstyrelsen forud for rejsen.
Den, der skal angive penge ved ind- og udførsel, har pligt til selv at tage kontakt til Toldstyrelsen for at angive.
Det er en overtrædelse af toldloven ikke at give Toldstyrelsen besked. Overtrædelsen kan medføre bødestraf. Se nærmere herom i afsnit A.C.3.5.2.3.3 Beregning af normalbøde ved medbragte likvide midler, der ikke er angivet til told- og skatteforvaltningen.
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen attesterer angivelsesblanketten.
Derudover kan Toldstyrelsen foretage kontrol af
- personer ved ind- og udrejse til og fra Danmark
- uledsagede forsendelser, der ankommer til, transiterer eller sendes fra Danmark.
Den rejsende eller angiveren af forsendelsen får en kvittering, hvis Toldstyrelsen tilbageholder pengebeløb.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Landsretsdom | |
SKM2014.873.ØLR | Den tiltalte var i forbindelse med udrejse fra lufthavnen tiltalt for at have medbragt 4.510 euro, 21.200 USD og 1.300 GBP, i alt svarende til 160.027,43 kr., uden at have angivet pengene over for SKAT. I rettens begrundelse og afgørelse lægges det, i overensstemmelse med vidnets forklaring, til grund, at der på gerningstidspunktet var opslag 3-4 steder i lufthavnen på vej til sikkerhedskontrollen med oplysning om, at man skulle huske at deklarere eventuelle pengebeløb af værdi over 10.000 euro. Retten fandt tiltalte skyldig i grov uagtsomhed og idømte denne en bøde på 21.000 kr. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil