Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

D.A.8.1.1.6.4.8 Andre tilfælde

Indhold

Konstatering af tab forudsætter efter momsloven og dens tilhørende retspraksis som udgangspunkt, at kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet. Derudover kan der foretages fradrag i momsgrundlaget i andre tilfælde. Dette afsnit omhandler disse andre tilfælde.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fordringer under 3.000 kr., hvor der trods påkrav ikke indbetales og videre inkassation derefter indstilles
  • Fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v, hvor tabet ikke er konstateret ved indenretlige skridt
  • Debitors forsvinden
  • Ukendt debitor
  • Debitors tvangsopløsning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Forudsætningen for, at et tab kan fradrages i momsgrundlaget er, at tabet er konstateret.

Konstatering af tab forudsætter efter momsloven og dens tilhørende retspraksis som udgangspunkt, at kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet. Se SKM2010.393.SKAT.

Udgangspunktet fraviges i følgende tilfælde:

  • Fordringer under 3.000 kr., hvor der trods påkrav ikke indbetales og videre inkassation derefter indstilles
  • Fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor tabet ikke er konstateret ved indenretlige skridt
  • Debitors forsvinden
  • Ukendt debitor
  • Debitors tvangsopløsning.

Fordringer under 3.000 kr., hvor der trods påkrav ikke indbetales og videre inkassation derefter indstilles

Der er i et vist omfang behov for at kunne foretage momsfradrag for ikke-konstaterede tab, hvis tabets størrelse gør, at de omkostninger, der måtte være forbundet med en eventuel inddrivelse, ikke står i rimeligt forhold til fordringens værdi.

Fordringer under 3.000 kr. kan derfor afskrives, når

  • kreditors advokat forgæves har rykket debitor for betaling af beløbet, det skyldige beløb trods påkrav fra advokat ikke indbetales og hvor inddrivelse derefter opgives
  • kreditor selv eller en inkassovirksomhed forgæves har rykket for betaling af beløbet og inddrivelse af beløbet opgives.

Se AFG1988, 1076DEP, AFG1990, 1106DEP, AFG1990, 1128DEP og SKM2010.393.SKAT.

Det vil normalt være en forudsætning, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt mindst 1 år, før fradrag i momsgrundlaget foretages. Se AFG1980, 738DEP.

Det er dog ikke nogen absolut betingelse. Se SKM2010.393.SKAT.

 

Fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v., hvor tabet ikke er konstateret ved indenretlige skridt

I styresignal SKM2014.645.SKAT har SKAT under henvisning til den praksisændring, som blev meldt ud i juni måned 2010 i henholdsvis SKM2010.380.SR og SKM2010.393.SKAT, jf. nedenfor, præciseret, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tab på fordringer over 3.000 kr. uden for konkurs og akkord m.v. efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Skatterådet har i SKM2010.380.SR ændret praksis, hvorefter der sker en harmonisering af moms- og skattereglerne således, at der for fordringer uden for konkurs og akkord m.v. fremover gives mulighed for at foretage regulering af momsgrundlaget, når fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt.

I den konkrete sag er der lagt vægt på, at

  • fordringerne har været gennem en rykkerprocedure i inkassoafdelingen hos kreditor selv,
  • fordringerne er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, der har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkassovirksomheden i relation til fordringens størrelse har fundet mulige, og
  • ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte debitor og fordring, har vurderet om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten.

I SKM2010.393.SKAT fastsætter Skatteministeriet i tilknytning til praksisændringen i SKM2010.380.SR følgende betingelser:

  • Der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte debitors betalingsevne, idet en procentvis nedskrivning på den enkelte debitor ikke tillades. Det følger heraf, at en procentvis nedskrivning på den samlede debitormasse ligeledes er udelukket som grundlag for fradrag i momsgrundlaget.
  • Det er endvidere en forudsætning, at fordringen er uomtvistet og endelig, og at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse, idet der skal være et rimeligt forhold mellem fordringens størrelse og de omkostninger, der er forbundet med inddrivelse af fordringen.
  • Endelig er det normalt en forudsætning, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt, før fradraget foretages, men dette er dog ikke nogen absolut betingelse.

I SKM2012.120.SR bekræfter Skatterådet, at spørger kan regulere for tab i størrelsesordenen maksimum 10.000 kr., uden at anvende et inkassofirma ved inddrivelsen af de skyldige beløb. Tabene har været igennem en intern rykkerprocedure hos spørger, som anses for at opfylde kravene til en rykkerprocedure, som sandsynliggør, at tabet er lidt. Det fremgår bl.a. af sagen, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Debitors forsvinden

Skatterådet har efter indstilling fra Skatteministeriet besluttet at ændre praksis. Derfor er der sket en harmonisering af moms- og skattereglerne sådan, at en virksomhed kan foretage fradrag i momsgrundlaget, ved debitors forsvinden, uanset at virksomheden ikke har konstateret tabene ved indenretlige skridt.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer ved debitors forsvinden, når det kan dokumenteres, at følgende to betingelser er opfyldt:

  • Debitorerne er fraflyttet Danmark uden at give oplysning om, hvilket land de er fraflyttet til.
  • Gennemførelse af retsskridt eller andre inddrivelsesskridt mod debitorerne er ikke mulige, fx fordi debitor heller ikke har aktiver i Danmark.

Se SKM2010.381.SR.

Skatteministeriet fastsætter i tilknytning til SKM2010.381.SR følgende betingelser:

  • Virksomheden er i besiddelse af dokumentation fra Folkeregistret om debitors bopælsoplysninger på aftaletidspunktet.
  • Virksomheden har i øvrigt foretaget de handlinger med henblik på sikring af virksomhedens tilgodehavende, som er sædvanlig branchekutyme.

Se SKM2010.393.SKAT.

Ukendt debitor

Registrerede virksomheder kan fradrage tab, der opstår som følge af momspligtige leverancer, hvor debitors rette identitet er sælger ukendt, når følgende 2 betingelser er opfyldt:

  • Virksomheden har dokumentation for eller kan sandsynliggøre, at den person, virksomheden har registreret som køber af den momspligtige leverance, ikke er den reelle køber.
  • Virksomheden har indgivet politianmeldelse vedrørende forholdet.

Fradraget kan ske på tidspunktet for anmeldelsen til politiet.

Se SKM2008.722.SKAT.

Debitors tvangsopløsning

Tab er konstateret ved debitors tvangsopløsning. Se SKM2001.459.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.459.LSR

Landsskatteretten fastslog, at tabet måtte anses for konstateret ved tvangsopløsningen af B A.m.b.a.

Landsskatteretten fandt dog under de foreliggende omstændigheder, at tabet på konstateringstidspunktet ikke kunne anses at relatere sig til en momspligtig ydelse. Retten har herved lagt vægt på:

  • det tidsrum, der er gået fra fordringens stiftelse til tabskonstateringen
  • at klageren intet havde gjort for at inddrive sin fordring
  • at klageren har været andelshaver i debitorselskabet.

Skatterådet

SKM2012.120.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger kan regulere for tab i størrelsesordenen maksimum 10.000 kr., uden at anvende et inkassofirma ved inddrivelsen af de skyldige beløb.

Tabene har været igennem en intern rykkerprocedure hos spørger, som anses for at opfylde kravene til en rykkerprocedure, som sandsynliggør, at tabet er lidt.

Det fremgår bl.a. af sagen, at det ikke er en betingelse for at foretage regulering for tabet efter en konkret vurdering, at fordringen er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

SKM2010.381.SR

Konstatering af tab forudsætter efter momsloven og dens tilhørende retspraksis som udgangspunkt, at kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet.

Fra folkeregistret har spørger dokumentation for, at debitorerne er fraflyttet Danmark, og det er den viden, spørger som kreditor er i besiddelse af - debitorerne er således forsvundne uden spørger har en umiddelbar mulighed for at finde deres nye adresse endsige, hvilket land de er tilflyttet. Der er ikke i sagen oplysninger, der indikerer, at de pågældende debitorer har aktiver i Danmark.

Ud fra en konkret vurdering er det opfattelsen, at spørger har konstateret tabet på fordringerne for de forsvundne debitorer, hvor tabet kan anses for konstateret på tidspunktet, hvor spørger kan dokumentere debitorernes forsvinden. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at spørger kan dokumentere, at debitorerne er fraflyttet Danmark uden at give oplysning om, hvilket land de er fraflyttet til, samt at gennemførelsen af retsskridt mod debitorerne eller andre inddrivelsesskridt ikke er mulig.

Skatteministeriet fastsætter i tilknytning hertil nogle betingelser i SKM2010.393.SKAT.

SKM2010.380.SR

Skatterådet har efter indstilling fra Skatteministeriet besluttet at ændre praksis, hvorefter der sker en harmonisering af moms- og skattereglerne. For fordringer uden for konkurs og akkord mv. gives der fremover mulighed for at foretage regulering af momsgrundlaget, når fordringen efter en konkret vurdering skønnes at være tabt.

Konstatering af tab forudsætter efter momsloven og dens tilhørende retspraksis som udgangspunkt, at kreditor har foretaget indenretlige skridt for at konstatere tabet.

Selv om spørger ikke har konstateret tabene ved retlige skridt i forbindelse med, at de enkelte fordringer overføres til overvågningsbehandling, vil tabet efter en konkret vurdering kunne anses for konstateret, når fordringerne er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, der har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkassovirksomheden i relation til fordringens størrelse har fundet mulige, og ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte debitor og fordring, har vurderet om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten.

Skatteministeriet fastsætter i tilknytning hertil nogle betingelser i SKM2010.393.SKAT.

Skatteministeriet

AFG1990, 1128DEP

Afgørelse nr. 1106, hæfte nr. 42, ændres således:

Skatteministeriet, Departementet, har besluttet at hæve beløbsgrænsen for afskrivning af fordringer, når inddrivelse af beløbet opgives, efter at kreditors advokat forgæves har rykket debitor for betaling af beløbet. Beløbsgrænsen hæves fra 1.000 til 3.000 kr.

AFG1990, 1128DEP ændrer beløbsgrænsen i AFG1990, 1128DEP.

AFG1990, 1106DEP

Afgørelse nr. 1076, hæfte 41, ændres således:

Der var rejst spørgsmål om, hvilken beløbsgrænse der skal lægges til grund for at afskrive en fordring som uerholdelig i tilfælde, hvor retslig inkassation opgives som følge af, at fordringer ikke indbetales af debitor inden en vis frist efter påkrav fra advokatens side.

Skatteministeriet har truffet afgørelse om, at alle slags fordringer under 1.000 kr. vil kunne afskrives som uerholdelige, når inddrivelsen af beløbet opgives, efter at kreditors advokat forgæves har rykket debitor for betaling af beløbet.

Beløbsgrænsen i AFG1990,1106DEP ændres i AFG1990, 1128DEP.

AFG1988, 1076DEP

En virksomhed rejste spørgsmål om, hvorvidt den kan afskrive fordringer under en vis beløbsgrænse som uerholdelige, når retlig inkassation opgives som følge af, at debitor ikke betaler fordringen inden en vis frist efter første påkrav fra advokaten. Af et statistisk materiale, som virksomheden har udarbejdet, fremgår, at det normalt ikke er lønsomt at foretage yderligere retsforfølgning for fordringer under et vist beløb udover første påkrav fra inkassoadvokaten, da omkostningerne overstiger det provenu, som kan opnås ved retsforfølgning mv. Statsskattedirektoratet, Ligningsrådet, har i sådanne tilfælde tilladt skattemæssig afskrivning.

Departementet har på baggrund af det fremlagte materiale tilladt, at virksomheden kan afskrive fordringer under den givne beløbsgrænse som uerholdelige.

Der fastsættes en beløbsgrænse i AFG1990, 1106DEP.

AFG1980, 738DEP

Registrerede virksomheder kan foretage fradrag i momsregnskabet for moms af tab på debitorer, når der i øvrigt kan anses at være foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse. Ved vurderingen heraf må der bl.a. tages hensyn til fordringens størrelse. Det vil normalt være en forudsætning for at foretage fradrag, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt mindst 1 år, før fradraget foretages.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for at foretage fradrag, at det fremgår af det foreliggende regnskabsmateriale mv., hvorledes de udestående fordringer er behandlet, og at regnskabet i øvrigt føres på en sådan måde, at det sikres, at de fradragne beløb momsberigtiges i det omfang, de senere måtte indgå.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.