D.A.20.5.2.2 Tab på debitorer
Indhold
Afsnittet beskriver reglerne for regulering af momsgrundlaget (salgsmomsen) i forbindelse med konstaterede tab på debitorer.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Foreløbigt fradrag i momsgrundlaget for forventede tab på debitorer
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Når der afsiges konkursdekret over en momsregistreret virksomhed, og konkursboet bliver momsregistreret for videreførelse eller afvikling af virksomheden, skal de momspligtige leverancer, der er foretaget indtil konkursen, henføres til virksomhedens momsregnskab og medregnes til momsgrundlaget for tiden indtil konkursen. Se D.A.20.5.1.1.
Fradrag i momsgrundlaget for konstaterede tab på uerholdelige fordringer for sådanne leverancer, som har fundet sted indtil konkursen, skal henføres til den momsperiode, hvor tabet er konstateret.
Dette betyder, at et konkursbo er berettiget til at foretage momsmæssig regulering i perioden efter dekretdatoen, hvis tabet på forretningsdebitorer først har kunnet konstateres og gøres gældende efter konkursens indtræden. I disse tilfælde, vil Skattestyrelsen som udgangspunkt ikke kunne modregne med et eventuelt simpelt krav i konkursboet. Modregning henover fristdagen kan dog ske, hvis kravene er konnekse (nært forbundne). Dette har Højesteret afgjort i to principielle sager. Se SKM2016.561.HR. Se G.A.3.4.1.4.2 Individualforfølgning og modregning i konkurs.
Hvis tabet derimod er konstateret forud for konkursen, skal reguleringen henføres til den konkursramte virksomheds momsregnskab forud for konkursens indtræden. I disse tilfælde vil Skattestyrelsen som udgangspunkt kunne modregne med et eventuelt simpelt krav i konkursboet.
Det er en forudsætning for at kunne få fradrag for tab på debitorer, at tabet er konstateret. Hermed menes, at det skal være konstateret, at skyldneren ikke kan betale det skyldige beløb (i modsætning til eksempelvis tilfælde, hvor skyldneren ikke vil betale på grund af mangler ved leverancen eller lignende).
Det er desuden en forudsætning, at tabet vedrører leverede varer og ydelser. Hvis kreditor har ydet kredit ud over, hvad der er sædvanligt inden for den pågældende branche, eller har fortsat leveringen gennem længere tid, selv om han burde have indset, at debitor ikke ville være i stand til at betale, kan en konkret vurdering føre til, at tabet ikke anses for at være tab som følge af en momspligtig leverance, men derimod et tab som følge af et gave-/låneforhold, hvilket ikke berettiger til fradrag i momsgrundlaget.
Der kan ikke foretages fradrag for tab på en fordring, hvis den konkursramte virksomhed ikke har angivet moms af den leverance, som momsfradraget vedrører.
Det er udgangspunktet, at et tab skal være konstateret ved indenretlige skridt, men i visse tilfælde accepteres det, at tabet er konstateret ved udenretlige skridt.
For en nærmere uddybning af betingelserne for at foretage fradrag i momsgrundlaget for tab på uerholdelige fordringer henvises til afsnit D.A.8.1.1.6 Periodisering: Tab på debitorer ML § 27, stk. 6
Forventede tab på debitorer
Der kan som udgangspunkt ikke foretages fradrag for forventede tab på debitorer. Hvis debitor er taget under konkursbehandling, kan der dog foretages et foreløbigt fradrag for tab på fordringer, under forudsætning af, at kreditor er i besiddelse af en erklæring fra konkursboets kurator om, at dividenden ikke forventes at overstige en nærmere angiven procent af fordringen. Fradraget skal efterfølgende reguleres, hvis det ved konkursboets afslutning viser sig, at det endelige tab ikke svarer til det foreløbigt foretagne fradrag.
Hvis konkursboet har fordringer, hvor skyldneren er under konkursbehandling, er det Skattestyrelsens opfattelse, at et eventuelt fradrag i momsgrundlaget efter momslovens § 27, stk. 6, skal henføres til den periode, hvor konkursboet har modtaget erklæring fra kurator i skyldnerens konkursbo om, at dividenden ikke forventes at overstige en nærmere angiven procent af fordringen. Hvis denne erklæring er modtaget forud for kreditors konkurs, vil Skattestyrelsen således kunne modregne med et eventuelt simpelt krav i konkursboet.
Der kan desuden foretages foreløbigt fradrag, hvis skyldneren er under rekonstruktion. Det er en betingelse, at der foreligger en erklæring fra et tilsyn, som er beskikket af skifteretten, om, at det må forventes, at de uprivilegerede kreditorer ikke vil kunne opnå dækning ud over en nærmere angiven procent af deres tilgodehavender ved den gunstigste af de kreditorordninger, der arbejdes med. Det er desuden en betingelse, at beregningen af dækningsprocenten bygger på en ajourført status for skyldneren.
Se nærmere om forventede tab på debitorer i afsnit D.A.8.1.1.6.5 Forventede tab kun ved konkurs og betalingsstandsning (rekonstruktion).
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
||
U.1986.718Ø |
Et ApS gik i betalingsstandsning og senere konkurs. Kurator konstaterede under bobehandlingen, at nogle af boets fordringer for leverancer var sket før betalingsstandsningen var uerholdelige, og krævede momsbeløbet heraf godskrevet boet. Toldvæsenet hævdede at have ret til at modregne dette momsbeløb i sit i boet anmeldte simple krav for moms af andre leverancer, men fik ikke medhold, idet den momspligtige omsætning efter momslovens § 13 opgøres periodevis, og fradrag for tab sker efter bestemmelsens stk. 1 og 2, sammenholdt med stk. 6 i den periode, hvor tabet konstateres. Indtræden af konkurs fandtes efter gældende ret, herunder om statens modregningsret i konkurs, ikke at medføre nogen ændring heri. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil