D.A.11.1.3.8 Transportvirksomheders indkøb vedrørende persontransport til udlandet ML § 37, stk. 8
Indhold
Dette afsnit handler om transportvirksomheders fradragsret i forbindelse med persontransport til eller fra udlandet med ledsagende bagage og transportmidler.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel
- Udenrigs personbefordring med fly eller skib
- Rutekørsel med bus til udlandet
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Bemærk
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 277 af 27. marts 2012 og gælder fra 1. april 2012. Samtidig blev godtgørelsesordningen i ML (momsloven) § 45, stk. 3, ophævet.
Lovgrundlag
ML (momsloven) § 37, stk. 8, har følgende ordlyd:
"Transportvirksomheder kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes i forbindelse med befordring til eller fra udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler, jf. § 13, stk. 1, nr. 15."
Den bagvedliggende bestemmelse i momssystemdirektivet har følgende ordlyd:
"Artikel 110
De medlemsstater, som pr. 1. januar 1991 indrømmede fritagelser med ret til fradrag af den i det tidligere omsætningsled betalte moms eller anvendte nedsatte satser, der er lavere end det i artikel 99 fastsatte minimum, kan fortsat anvende disse.
De i stk. 1 omhandlede fritagelser og nedsatte satser skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og være vedtaget af klart definerede sociale årsager og til fordel for endelige forbrugere."
Regel
Der gives fradrag for moms, som transportvirksomheder har betalt her i landet i forbindelse med befordring til eller fra udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler. Se ML (momsloven) § 37, stk. 8.
Bemærk
- Udlandet omfatter både EU-lande og lande uden for EU.
- Ledsagende transportmidler omfatter fx cykler, motorcykler, personbiler samt busser med passagerer. Derimod er lastbiler og tomme busser ikke omfattet af bestemmelsen.
Udenrigs personbefordring med fly eller skib
Flyselskaber og rederier kan fradrage momsen af køb mv., som vedrører udenrigsbefordring med fly eller skib.
Luftfartsselskaber kan som udenrigsbefordring medregne strækningen mellem to indenrigslufthavne, når billetterne udstedes fra en provinslufthavn via fx Kastrup til en udenrigsdestination. Det er en betingelse, at
- der sker et umiddelbart skift fra indenrigsfly til udenrigsfly
- eventuel bagage tjekkes ind fra start
- et gennemgående boarding card udstedes fra start.
Umiddelbart skift foreligger, hvis skiftet finder sted inden for 24 timer. Se TfS 1994, 854.
Moms af udgifter til drift af lounge kan også fradrages, hvis loungen er beliggende i udenrigsterminalen, og loungen kun kan benyttes af passagerer med gyldig billet til en udenrigsdestination, fordi udgifterne til driften af loungen anses for en integreret del af den momsfrie udenrigs befordring.
Flyselskabers, herunder charterselskabers, udgift til bespisning af passagerer på landjorden i tilfælde af forsinkelser eller aflysninger i flytrafikken kan normalt ikke regnes med ved opgørelsen af købsmomsen. Udgiften kan dog medregnes, hvis selskaberne er forpligtet hertil enten i henhold til internationale konventioner, eller i henhold til indgået kontrakt. Udgifter i andre tilfælde, fx hvor bespisningen ydes som kulance fra flyselskabets side, kan ikke medregnes.
Rutekørsel med bus til udlandet
Virksomheder, der af Færdselsstyrelsen eller af en tilsvarende udenlandsk myndighed har fået tilladelse til rutekørsel til udlandet med bus i henhold til Rådets forordning nr. 684/92, kan fradrage moms af indkøb mv., som vedrører udenrigs personbefordring ved rutekørsel med bus.
Busser, der kører i rutefart mellem Danmark og udlandet kan få godtgjort momsen af hele strækningen, dvs. både den udenlandske og indenlandske kørselsstrækning. Det er dog en betingelse, at rutetilladelsen ikke tillader intern transport af passagerer mellem steder i Danmark. Se TfS 1995, 510.
Hvis tilladelsen til rutekørsel med bus mellem Danmark og udlandet også tillader intern transport af passagerer mellem steder i Danmark, er der kun fradrag for moms af den andel, som vedrører udenrigsbefordringen.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
||
SKM2005.37.ØLR |
Et selskab, hvis virksomhed består i at formidle salg af flybilletter til datterselskaberne i koncernen blev ikke anset for en "transportvirksomhed" efter ML (momsloven) § 45, stk. 3. Selskabet havde derfor ikke krav på momsgodtgørelse efter denne bestemmelse. Ikke fradragsret. Landsretten finder, at den aktivitet, som sagsøgeren udøver, reelt har karakter af formidling af flybilletter mellem flyselskaber og sagsøgerens datterselskaber, og at sådanne aktiviteter ikke kan betegnes som transportvirksomhed. Transportvirksomhed som omhandlet i ML (momsloven) § 45, stk. 3, må således efter en sproglig forståelse af bestemmelsens forarbejder anses for at være den virksomhed, der består i selv at forestå befordringen af personer med ledsagende bagage og transportmidler. |
|
SKM2002.117.ØLR |
SAS havde ret til at afløfte moms af udgifter til transitpassagerer, dvs. passagerer i indenrigsfart, men hvor rejsen var direkte forbundet med en rejse til en udenrigs destination. Fradragsret. |
|
Skattestyrelsen |
||
TfS 1995, 510.TSS |
Et busselskab, der kører i rutefart mellem Danmark og udlandet kan få godtgjort momsen af omkostningerne i forbindelse med hele rutestrækningen, dvs. både den indenlandske og udenlandske kørselsstrækning. Det var dog en betingelse, at selskabet fulgte rutetilladelsen fra Færdselsstyrelsen, der ikke tillod intern transport af passagerer mellem steder i Danmark. Fradragsret. |
|
TfS 1994, 854.TSS |
Som udenrigsbefordring medregnes strækningen mellem to danske indenrigslufthavne, når billetten udstedes fra provinslufthavnen via Kastrup til en udenrigsdestination. Det er en betingelse, at der sker et umiddelbart skift fra indenrigsfly til udenrigsfly, at eventuel bagage tjekkes ind fra start, og at et gennemgående boardingcard udstedes fra start. Betingelsen om, at der sker et umiddelbart skift, kan anses for opfyldt, hvis dette finder sted inden for 24 timer. Fradragsret. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil