Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

Hvem kan foretage indskud på en etableringskonto? Hvor længe kan man foretage indskud på en etableringskonto?

C.C.2.6.2 Indskuddet efter etableringskontoloven

Indhold

Dette afsnit handler om, hvem der kan indskyde efter etableringskontoloven, og hvilke krav og muligheder der kan stilles til indskuddet efter etableringskontoloven.

Afsnittet indeholder:

  • Hvem kan foretage indskud?
  • Beregning af indskuddet
  • Indskud på særlig konto
  • Fradrag uden indskud
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hvem kan foretage indskud?

Fuldt skattepligtige personer er berettiget til at foretage indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto, hvis de  

  • ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et andet land efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
  • har oppebåret lønindtægt i indkomståret, eller
  • oppebærer lønindtægter eller overskud fra en selvstændig erhvervsvirksomhed indtil 5 år efter etableringen af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Se ETBL (etableringskontoloven) § 2.

Indskud kan foretages til og med indkomståret efter det indkomstår, hvor den pågældende når folkepensionsalderen, jf. § 1a i lov om social pension. Se ETBL (etableringskontoloven) § 2.

Indskuddet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 1.

Hvis man ikke er fuld skattepligtig til Danmark på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages, er man ikke berettiget til fradrag for indskuddet. Se TfS 2000, 504 ØLR om en person der foretog indskud efter flytning fra Danmark.

Der kan foretages indskud på etablerings- eller iværksætterkonto, selvom den skattepligtige ud over lønindtægten har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Når etablering af

  • selvstændig erhvervsvirksomhed, eller
  • erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab

har fundet sted efter ETBL (etableringskontoloven) § 5, kan der kun opnås fradrag for indskud for det indkomstår, hvor etablering eller erhvervelse af virksomhed i selskabsform finder sted og for de nærmest efterfølgende fire indkomstår. Se ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 3.

Denne regel gælder også ved anvendelse af reglerne i ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, om fradrag uden indskud, hvorefter beløb, der er fradraget uden indskud, behandles efter reglerne om indskud. Tilsvarende kan en ægtefælle til en skattepligtig, der har etableret erhvervsvirksomhed, få fradrag uden indskud.

Endvidere gælder det, at der ikke kan opnås fradrag for efterfølgende indkomstår, hvori indskudte beløb endnu ikke er hævet fuldt ud. Se ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 3.

De indskud, der er foretaget i femårsperioden, kan også anvendes til etablering af en yderligere virksomhed, herunder i selskabsform. Efter Skattestyrelsens opfattelse kan der efter ETBL (etableringskontoloven) § 2 dog kun indskydes i etableringsåret vedrørende den første virksomhed og de efterfølgende fire indkomstår. Der kan derfor ikke foretages indskud i flere femårsperioder ved erhvervelse af yderligere virksomheder. Se hertil SKM2019.144.LSR.

I SKM2019.144.LSR fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen med rette havde givet afslag på fradrag uden indskud, jf. ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, ved skatteansættelsen for indkomståret 2013, da klageren allerede havde foretaget indskud og etableret virksomhed i 2005 og dermed var afskåret fra igen at foretage indskud ved erhvervelse af yderligere en virksomhed, jf. ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 3, og § 2.

Der kan ikke foretages indskud på etablerings- eller iværksætterkonto efter personens død. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 22, stk. 1, nr. 2.

Se også

Se også afsnit C.C.2.6.5 Ægtefæller og etableringskontoloven om ægtefællers etablering.

Beregning af indskuddet

Indskud, der vedrører indkomstår før etablering af erhvervsvirksomhed eller før anskaffelse af aktier og anparter i et selskab,

  • skal mindst udgøre 5.000 kr. og
  • kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret.

Der kan dog altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten, forudsat denne mindst udgør 250.000 kr.

Indskud, der vedrører det indkomstår, hvor etablering finder sted, eller et af de nærmest efterfølgende fire indkomstår

  • skal mindst udgøre 5.000 kr.
  • kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt eller af overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Dog kan der altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten eller af overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed, forudsat dette beregningsgrundlag mindst udgør 250.000 kr.

Indskud på etablerings- og iværksætterkonto lægges sammen ved opgørelsen af, om de nævnte grænser er overholdt. De nævnte beløbsgrænser gælder for indskud på enten en af ordningerne eller begge ordninger tilsammen. Se ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 1.

Nettolønindtægt

Til lønindtægten medregnes

  • kontant løn med tillæg af den skattemæssige værdi af frit ophold og andre goder, som lønmodtageren har modtaget i arbejdsforholdet
  • den kontante løn inklusive arbejdsmarkedsbidrag. Se TfS 1996, 872 LSR
  • beløb, der af arbejdsgiveren er udbetalt som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse, ophold og fortæring under rejser, bortset fra de i LL (ligningsloven) § 9, stk. 4, nævnte skattefrie beløb
  • værnepligtsløn
  • døgnplejevederlag, dog kun plejevederlaget og ikke omkostningsgodtgørelsen.

Se ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 2.

Til lønindtægten medregnes ikke

  • arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, bortset fra sygedagpenge i arbejdsgiverperioden. Se LSRM 1981.153
  • honorarer og diæter, som modtages ved siden af lønindtægt, da disse ikke kan betragtes som lønindtægt i etableringskontolovens forstand
  • bidrag til pensionsordninger, som består i ansættelsesforholdet, og som er omfattet af bortseelsesretten i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19
  • erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, eksempelvis efter et færdselsuheld.

Ved beregning af nettolønindtægten fratrækkes

  • beløb, der er fradragsberettigede efter reglerne i LL (ligningsloven) §§ 9-9 D
  • bidrag til privattegnede pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven afsnit I, kapitel 1, samt bidrag til pensioner mv., herunder bl.a. bidrag til A-kasse og til efterlønsordningen efter PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 49 og 49 A, omfattet af lovens afsnit II.

Derimod skal udgifter til faglige kontingenter ikke trækkes fra.

En fuldt skattepligtig person, der havde lønindtægt i Norge og kun renteindtægt i Danmark, kunne fradrage indskud på etableringskonto, opgjort på baggrund af den norske lønindtægt, fuldt ud i den danske renteindtægt. Se TfS 1984, 370 LSR. Efter den nu gældende personskattelov skal et indskud dog fratrækkes i enten den personlige indkomst (iværksætterkontoordningen) eller som ligningsmæssigt fradrag (etableringskontoordningen).

Hvis Skattestyrelsen forhøjer den oplyste nettolønindtægt/virksomhedsoverskud, kan indskuddet ikke forhøjes tilsvarende. Derimod medfører en nedsættelse af den oplyste indkomst en reduktion af indskuddet, men kun i det omfang nedsættelsen påvirker størrelsen af nettolønindtægten/virksomhedsoverskuddet.

Overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed

Ved overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed forstås overskud opgjort efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst, hvor følgende ikke skal indgå:

  • Eventuel henlæggelse til konjunkturudligning efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 22 b
  • Eventuelle renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld
  • Eventuelle rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld.

Se ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 3.

Anvendes virksomhedsordningen opgøres beregningsgrundlaget på samme måde som ovenfor. Dvs., at følgende ikke må påvirke beregningsgrundlaget:

  • Eventuelt opsparet overskud
  • Eventuel rentekorrektion
  • Eventuelt kapitalafkast.

Forskudsafskrivninger

Hvis der er foretaget forskudsafskrivninger på et kontraheret skib efter AL (afskrivningsloven) § 29, reduceres indskuddet med det forskudsafskrevne beløb. Se ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 4.

Indskud på særlig konto

Hele det beløb, der ønskes fradrag for, skal indskydes på en konto i et pengeinstitut. Se ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 1. Se dog afsnittet nedenfor om eventuelt fradrag uden indskud.

Indskud på etablerings- og iværksætterkonto skal ske kontant på separate indlånskonti i

  • et pengeinstitut, der har tilladelse til at drive virksomhed her i landet, eller
  • et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU eller i et land, som EU har indgået aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem en filial.

Kontoen skal betegnes som etableringskonto eller som iværksætterkonto og skal bære påtegning om den skattepligtiges navn, adresse og personnummer.

Konti fra forskellige indskudsår behøver ikke at være oprettet i samme pengeinstitut. Der kan foretages indskud for flere indskudsår på samme konto, hvis det klart fremgår, hvilke indskudsår de enkelte indskud vedrører. Se hertil § 1 i bekendtgørelse nr. 430 af 27. maj 2009 om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.

Indskudsmidlerne kan placeres på en gevinstopsparingskonto, forudsat at der kun bliver indsat etablerings- eller iværksætterkontomidler på kontoen. Se TfS 1992, 312 DEP.

Etablerings- og iværksætterkontoindskud kan også placeres i et særskilt depot med obligationer. Se nedenfor om indskud i obligationer.

Indskudskonto og en eventuel tilhørende depotkonto skal være oprettet i samme pengeinstitut.

Hvis der er indskudt på etablerings- eller iværksætterkonto i to forskellige pengeinstitutter for samme indskudsår, kan der gives skattemæssigt fradrag for de pågældende indskud på betingelse af, at det sidst foretagne indskud flyttes til det pengeinstitut, hvor det første indskud er foretaget.

I øvrigt kan en etablerings- eller iværksætterkonto frit overføres fra et pengeinstitut til et andet.

Indskud i obligationer

Indskud kunne til og med den 26. januar 2010 ske på et særskilt depot af børsnoterede obligationer, hvis pålydende rente var højere end eller lig med daværende mindsterente i KGL (kursgevinstloven) § 38.

Fra og med den 15. marts 2011 er der igen blevet adgang til at anbringe etablerings- og iværksætterkontoindskud i obligationer. Se ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 1.

Indskud kan placeres i et særskilt depot med obligationer, som er omfattet af kursgevinstloven, og som er optaget til handel på et reguleret marked. Kontoindskud kan dog ikke anbringes i strukturerede obligationer. Se KGL (kursgevinstloven) § 29. Præmieobligationer og konvertible obligationer er ikke omfattet af kursgevinstloven. Kontoindskud kan derfor heller ikke anbringes i denne type obligationer.

Kontantkonto og obligationsdepot skal være oprettet i samme pengeinstitut, og foretagne indskud og indestående kan overføres mellem kontantkonto og depot.

Dette gælder også for de personer, der har placeret indskud på en etablerings- eller iværksætterkonto i perioden fra den 27. januar 2010, hvor den tidligere ordning om placering af indskudsmidler i obligationsdepot blev ophævet, og frem til den 15. marts 2011, hvor den nye ordning trådte i kraft. 

Kursgevinster og kurstab indgår i opsparingen på etablerings- eller iværksætterkontoen og medregnes ved opgørelsen af etableringskontoens eller iværksætterkontoens indestående. Kursgevinster og kurstab påvirker ikke størrelsen af de foretagne indskud. Se ETBL (etableringskontoloven) § 14, stk. 2.

Beskatning af renter

Renter fra indestående på etablerings- og iværksætterkonti medregnes løbende ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for renter fra indskud, der er placeret i obligationer. Se ETBL (etableringskontoloven) § 14, stk. 1.

Renter kan hæves efter de af pengeinstituttet fastsatte regler, og renterne er indkomstskattepligtige, hvad enten de hæves eller ej.

Renter påvirker ikke størrelsen af de foretagne indskud. Renter, der ikke indskydes på ny efter de almindelige regler, regnes heller ikke med til etablerings- eller iværksætterkontoens indestående og giver ikke fradrag i indkomsten.

Renter beskattes som kapitalindkomst. Se PSL (personskatteloven) § 4, stk. 1, nr. 1.

Beskatning af nettokursgevinst eller -kurstab

Beskatningen af nettokursgevinst eller -kurstab sker ikke løbende, men regnes med ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst for det førstkommende af følgende indkomstår:

  • Det indkomstår, hvori det sidste indskud hæves
  • Det indkomstår, hvori det sidste indestående hæves
  • Det indkomstår, hvori fristen for etablering efter ETBL (etableringskontoloven) § 8 udløber
  • Det indkomstår, hvori kontohaveren går konkurs
  • Det indkomstår, hvori kontohaveren dør
  • Det niende indkomstår efter udløbet af det indkomstår, hvori etablering har fundet sted.

Se ETBL (etableringskontoloven) § 14, stk. 2.

Nettokursgevinst eller -kurstab regnes med ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst efter KGL (kursgevinstloven) § 14, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og regnes med til kapitalindkomsten efter PSL (personskatteloven) § 4, stk. 1, nr. 2.

Grænsen for medregning af nettokursgevinst og nettokurstab på 2.000 kr. efter KGL (kursgevinstloven) § 14, stk. 1, 2. pkt., gælder ikke ved beskatning efter etableringskontoloven. Se ETBL (etableringskontoloven) § 14, stk. 2, 3. pkt.

Indskudsåret

Fradrag for et givet indkomstår gives for indskud, der er foretaget i tiden fra den 16. maj i indkomståret til og med den nærmeste efterfølgende 15. maj (indskudsåret). Se ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 2.

For at give adgang til fradrag i et indkomstår skal indskud derfor være foretaget senest den 15. maj i det følgende indkomstår.

Når den skattepligtige er tilflyttet fra udlandet, kan indskud kun fradrages, hvis indskuddet er foretaget inden for skattepligtsperioden. Tilsvarende gælder i fraflytningssituationen. Se ETBL (etableringskontoloven) § 2.

En bevilget forlængelse af fristen for indgivelse af oplysningsskemaet forlænger ikke fristen for indskud.

Der kan ikke dispenseres fra indskudsfristen, og fristen forlænges ikke på grund af helligdage eller andre lukkedage.

Glemt eller ikke godkendt fradrag for indskud

Hvis betingelserne for ordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26 er opfyldt, kan der ske genoptagelse af indkomstansættelser inden for ordinær ansættelsesfrist, hvis man har glemt at foretage fradrag for et indskud på en etablerings- eller iværksætterkonto i et pengeinstitut. Se afsnit A.A.8.1 Generelt om ansættelsesfrister om ansættelsesfristerne generelt og afsnit A.A.8.2.1 om ordinær genoptagelse.

Indkomstansættelser, der ligger uden for ordinær ansættelsesperiode, kan som udgangspunkt ikke genoptages efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, hvis der er tale om glemte fradrag for indskud på en etablerings- eller iværksætterkonto. Til gengæld kan det indskudte beløb udbetales skattefrit til indehaveren. Skattestyrelsen finder ikke, at der er hjemmel i etableringskontoloven til efterbeskatning af det ikke fratrukne indskud. Se hertil ETBL (etableringskontoloven) § 9, stk. 2, 2. pkt., modsætningsvist.

Hvis Skattestyrelsen ændrer en indkomstansættelse med den virkning, at et fratrukket indskud skal nedsættes, fx som følge af ændret beregningsgrundlag for indskuddets størrelse, kan den ikke godkendte del af indskuddet udbetales skattefrit til indehaveren. Se cirkulære nr. 167 af 30. oktober 1984, pkt. 13.

Skattestyrelsen skal træffe afgørelse om skattefri udbetaling af det bundne indskud, før dette kan udbetales af pengeinstituttet.

Se også nedenfor i afsnittet "Fradrag uden indskud" om "Ændring af valg af selvangivne oplysninger for tidligere indkomstår (ændring af valg af oplysninger i oplysningsskemaet)".

Fradrag uden indskud

Både efter og ved etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed kan indskud på en konto dog helt eller delvis undlades, hvis den skattepligtige opfylder betingelserne i ETBL (etableringskontoloven) § 5 for at hæve indskud af samme størrelse inden udløbet af indskudsåret. Tilsvarende kan den skattepligtiges ægtefælle helt eller delvist undlade indskud. Dette gælder også ved erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab. Se ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2.

Indskud kan derfor undlades for fx indkomståret 2016, hvis der sker etablering i perioden 16. maj 2016 til 15. maj 2017, og hvis betingelserne for at hæve indskud af samme størrelse er opfyldt.

Det er en betingelse, at det fradrag, der ønskes foretaget, er lig med eller mindre end anskaffelsesprisen på de anskaffede aktiver m.m.

Indskud vedrørende et givet indkomstår kan først benyttes, når tidligere indskud er benyttet fuldt ud. Se ETBL (etableringskontoloven) § 7, stk. 7. Hvis der er foretaget indskud for tidligere år, kan ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, derfor kun anvendes, hvis der anskaffes aktiver m.m., der både berettiger til anvendelse af de tidligere foretagne indskud og af det nye beløb, der ønskes fradrag for uden indskud.

I et bindende svar blev der bl.a. spurgt, om der efter etablering kan anvendes etableringskontomidler til forlods afskrivning på aktiver, der er erhvervet i tidligere indkomstår, når der i tidligere indkomstår er forlods afskrevet på disse aktiver. Dette bekræftede Ligningsrådet. Rådet bekræftede endvidere, at det samme gjaldt, hvis reglen om fradrag uden indskud anvendes. Se SKM2005.17.LR.

Selv om der efter denne bestemmelse ikke sker indskud på en konto, behandles det beløb, der fradrages i indkomsten, på samme måde som indskud. Se ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, 3. pkt. Det betyder bl.a., at efterbeskatningsbestemmelserne i ETBL (etableringskontoloven) § 11 A anvendes, hvis betingelserne i ETBL (etableringskontoloven) § 5 for at hæve indskud ikke er opfyldt inden indskudsårets udløb.

Hvis en person, der har anvendt den her omtalte regel, ikke har anskaffet aktiver m.m. inden den nævnte frist, kan fradraget ikke godkendes. Der er desuden tale om afgivelse af urigtige oplysninger i oplysningsskemaet, hvilket kan være strafbart efter skattekontrolloven.

Oplysningsskemaet er ikke indsendt rettidigt

Der er ikke i etableringskontoloven hjemmel til at nægte fradrag uden indskud efter ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, i de tilfælde, hvor et oplysningsskema ikke indgives rettidigt. Se TfS 1993, 410 LSR.

Nedenstående afsnit om genoptagelse af tidligere indkomstår blev ved en fejl slettet i Den juridiske vejledning for 2015: udgaverne 2015-1 og 2015-2. Afsnittet er indholdsmæssigt ændret ved den løbende opdatering.

Ændring af valg af selvangivne oplysninger for tidligere indkomstår (ændring af valg af oplysninger i oplysningsskemaet)

Skattestyrelsen anser ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, for en valgbestemmelse og derfor ikke omfattet af SFL §§ 26 og 27. Se A.A.8.1 Generelt om ansættelsesfrister. Valget kan derfor kun ændres, hvis betingelserne for omvalg i SFL (skatteforvaltningsloven) § 30 er opfyldte. Se A.A.14.2 Omvalg af oplysninger afgivet til Skatteforvaltningen efter SKL § 2. Se endvidere SKM2017.556.LSR.

Herved vil det i givet fald være muligt at opnå fradrag uden indskud for et afsluttet indkomstår, hvis udgifterne er afholdt i det indskudsår, som knytter sig til det pågældende indkomstår, dvs. perioden fra den 16. maj i indkomståret til den 15. maj i efterfølgende indkomstår.

Eksempel 1

Anskaffelse af et afskrivningsberettiget aktiv den 1. oktober 2014.

Her kan der foretages et fradrag (uden indskud) for indkomståret 2014, mod at den afskrivningsberettigede anskaffelsessum nedsættes i indkomståret 2014 med de i loven angivne procenter (afhængig af hvilken af de to ordninger der er anvendt).

Eksempel 2

Anskaffelse af et afskrivningsberettiget aktiv den 1. februar 2014.

Her kan der foretages et fradrag (uden indskud) for indkomståret 2013, mod at den afskrivningsberettigede anskaffelsessum nedsættes i indkomståret 2014 med de i loven angivne procenter (afhængig af hvilken af de to ordninger der er anvendt).

Eksempel 3

Afholdte driftsomkostninger i indskudsåret 16. maj 2013 til 15. maj 2014, men fordelt på begge indkomstår.

Her kan der foretages et fradrag (uden indskud) for indkomståret 2013.

Når udgifterne er afholdt både i indkomståret 2013 og i indkomståret 2014 (men dog i indskudsåret), skal der ske nedsættelse af driftsomkostningerne i de indkomstår, hvor de pågældende udgifter er afholdt.

Se også 

Se genbeskatningsprocenterne i skemaet i afsnit C.C.2.6.1 Kort om etableringskontoloven, herunder

Anvendelse af iværksætterkontoordningen (fradrag i personlig indkomst) medfører nedsættelse af anskaffelsessummen i indkomståret med 100 pct. for både aktiver og driftsudgifter.
Anvendelse af etableringskontoordningen (ligningsmæssigt fradrag) medfører nedsættelse af anskaffelsessummen for afskrivningsberettigede aktiver med 50 pct., og for driftsudgifter med 55 pct.

Bemærk:

  • fradrag uden indskud efter ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, forudsætter ikke, at der har været foretaget indskud på en konto inden etableringen af den selvstændige erhvervsvirksomhed
  • der kan foretages ændring af valg af oplysninger i oplysningsskemaet, hvis betingelserne i såvel etableringskontoloven som SFL (skatteforvaltningsloven) § 30 er opfyldte.
  • efter ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, kan fradrag foretages uden indskud - også ved etablering af virksomhed, hvilket også fremgår af bestemmelsens ordlyd: "Efter og ved etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed...kan indskud...undlades..."
  • det er en forudsætning for fradrag, at der er erhvervelser i indskudsåret af minimum samme beløbsstørrelse, som der ønskes fradrag for
  • ligeledes er det en forudsætning, at virksomheden ikke er etableret for så lang tid siden, at betingelsen i ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 3, ikke opfyldes. Dvs., at personen kun kan få fradrag i etableringsåret og de følgende 4 år
  • endvidere er det en forudsætning, at der højst kan foretages fradrag uden indskud på samme måde som ved indskud. Det vil sige, at der højst kan fradrages 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt eller af overskuddet fra den selvstændige virksomhed. Der kan derfor godt være tale om faktiske anskaffelser på større beløb, men der kan højst opnås fradrag uden indskud af beløb i et indkomstår, der ikke overstiger 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt eller af virksomhedens overskud i samme indkomstår. Se hertil ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 1.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 2000, 504 ØLR

En person rejste den 23. september 1996 til Australien, og hans skattepligt til Danmark ophørte samme dato. Han indsendte selvangivelse for 1996, omfattende perioden fra den 1. januar til den 23. september 1996, og fratrak indskud på etableringskonto med 50.000 kr. Indskuddet blev foretaget den 7. maj 1997.

Landsretten bemærkede, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, da indskud på etableringskontoen blev foretaget, hvilket er en af betingelserne for fradrag. Han var derfor ikke berettiget til fradrag for indskud.

Landsskatteretskendelser

SKM2019.144.LSR

En skatteyder havde etableret virksomhed i 2005 og havde i det fjerde indkomstår efter etableringen foretaget fradrag for indskud på etableringskonto med 158.790 kr.

Den 1. januar 2014 udvidede skatteyderen sin virksomhed og foretog i denne forbinde fradrag uden indskud med 647.200 kr.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde givet afslag på fradrag uden indskud, jf. ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, ved skatteansættelsen for indkomståret 2013, da skatteyderen allerede havde foretaget indskud og etableret virksomhed i 2005 og dermed var afskåret fra igen at foretage indskud ved erhvervelse af yderligere en virksomhed, jf. ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 3 og § 2

SKM2017.556.LSR

En skatteyder havde fremsat anmodning om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012 og 2013 efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 2, med henblik på at få fradrag uden indskud efter ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, for hvert af de nævnte indkomstår.

Landsskatteretten anførte bl.a., at begrebet "nye oplysninger" i relation til genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 2, måtte forstås som nye oplysninger om de pligtmæssige oplysninger på selvangivelsen, der indgik i skatteansættelsen, og ikke som nye oplysninger om den skattepligtiges egne valg.

Herefter henviste Landsskatteretten til, at ETBL (etableringskontoloven) § 1, stk. 2, var nævnt som et eksempel i Fristudvalgets betænkning nr. 1426/2003 på en bestemmelse, hvor der skulle foretages et valg i forbindelse med selvangivelsen uden efterfølgende mulighed for ændring af valget.

Heraf fulgte ifølge Landsskatteretten, at anmodning om genoptagelse med henblik på fradrag med og uden indskud skulle behandles efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 30 og ikke efter lovens § 26/§ 27. Særligt vedrørende genoptagelse med henblik på fradrag uden indskud, jf. ETBL (etableringskontoloven) § 4, stk. 2, bemærkede Landsskatteretten, at der efter ordlyden, forarbejderne og placering heraf ikke var holdepunkter for at antage, at der for denne regel skulle gælde andre regler for genoptagelse.

Da betingelserne for omvalg efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 30 ikke var opfyldt, blev SKATs afslag stadfæstet.

TfS 1996, 872 LSR

Landsskatteretten fandt, at der hverken efter bortseelsesretten i LL (ligningsloven) § 7 L eller i dennes forarbejder var tilstrækkelig støtte til at reducere nettolønindtægten med arbejdsmarkedsbidrag efter ETBL (etableringskontoloven) § 3, stk. 1. Klagerens fradrag for indskud på etableringskonto skulle derfor beregnes i overensstemmelse med den af ham nedlagte påstand.

Landsskatteretten henviste til bemærkningerne til lovforslag L 32 af 14/10 1993, hvoraf det fremgik, at løn og pensionsindbetalinger indgik i både bidragsgrundlag og skattegrundlag. Forudsætningsvis var bortseelsesretten dermed udelukkende en regel til brug for skatteberegningen til sikring af, at der ikke også blev beregnet indkomstskat af en lønsum svarende til bidraget.

TfS 1993, 410 LSR

En skatteyder havde foretaget fradrag efter reglerne i etableringskontoloven om fradrag uden indskud på en etableringskonto, fordi han inden indskudsårets udløb den 15/5 havde etableret selvstændig erhvervsvirksomhed. Da skatteyderen ikke ved rettidig indgivelse af selvangivelse eller på anden måde havde meddelt, at etablering var sket, havde skattemyndigheden nægtet fradrag.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel i lov eller bekendtgørelse til at stille sådant krav om meddelelse og godkendte fradraget.

TfS 1984, 370 LSR

En person havde i 1981 lønindtægt fra Norge, men kun renteindtægt fra Danmark. Landsskatteretten fandt, at der til fradrag i den danske indkomst kunne foretages hensættelse til etableringskonto beregnet på grundlag af den norske nettolønindtægt.

LSRM 1981, 153

Klageren anførte over for landsskatteretten, at han i 1978 havde modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse med 19.957 kr., og sygedagpenge med 2.968 kr., og at disse beløb måtte henregnes til lønindtægten. Han henviste til, at de nævnte ydelser måtte anses for at være modtaget i kraft af ansættelsesforholdet. Med hensyn til de modtagne sygedagpenge var det også oplyst, at de vedrørte arbejdsgiverperioden, men var udbetalt gennem klagerens hjemstedskommune, da klagerens arbejdsgiver gennem dagpengefonden var forsikret mod sin pligt til at udrede sygedagpenge.

Landsskatteretten var enig med Skatterådet i, at arbejdsløshedsunderstøttelse ikke kunne anses for en lønindtægt, der ifølge ETBL (etableringskontoloven) § 3 dannede grundlag for fradragsberettiget indskud på etableringskonto. Derimod fandt Landsskatteretten, at de modtagne sygedagpenge i arbejdsgiverperioden, der var udbetalt under et bestående ansættelsesforhold, skulle regnes med til klagerens lønindtægt.

Ligningsrådsafgørelser

SKM2005.17.LR

Ligningsrådet besvarede en række spørgsmål vedrørende betingelserne for at bruge etableringskontomidler til forlods afskrivning.

Ligningsrådets udtalte bl.a., at det forhold, at der før etableringen er foretaget forlods afskrivninger på et aktiv, ikke er til hinder for, at der efter etableringen foretages yderligere forlods afskrivninger på det pågældende aktiv. Dette gælder også ved anvendelse af reglen uden indskud.

Andet

TfS 1992, 312 DEP

Skatteministeriet meddelte, at investeringsfondsmidler kan placeres på en gevinstopsparingskonto, hvis denne kun omfatter investeringsfondsmidler, og at dette også gælder etableringskontomidler. Gevinster kan frit hæves på samme måde som renter.

 

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.