Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 1982.350.H  

Skattemyndighederne havde foretaget udlæg hos hustruen for mandens restskat for hele indkomståret 1976. Ægtefællerne var blevet gift den 4. juni 1976. De udlagte ejendele tilhørte hustruen som særeje.

Højesterets flertal fastslog, at bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) efter sin ordlyd ikke gav grundlag for at afskære eller begrænse muligheden for at foretage subsidiært udlæg hos den skattepligtiges ægtefælle for skatter pålignet den skattepligtige for hele det år, i hvilket ægteskabet blev indgået.

Højesteret opretholdt derfor skattemyndighedernes udlæg i sin helhed.

UfR 1980.725.H

Et udlæg, der var foretaget efter KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) hos en hustru for mandens skattegæld blev ophævet, da det ikke blev fundet godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne - uanset at manden en uge før udlægget havde meldt flytning til Bahama-øerne - dog bestod på tidspunktet for udlægget. Hustruen havde senere meldt flytning til Bahama-øerne sammen med ægteparrets søn, og stævning var nu forkyndt for hende i Florida.

Landsretsdomme

SKM2015.414.ØLR

SKAT havde foretaget subsidiært udlæg i As ejendom for hendes ægtefælles skattegæld. På underretningen var der ikke angivet noget sted for udlægsforretningen, men det fremgik, at SKAT agtede at foretage udlæg i de aktiver, ægtefællen havde efterladt sig i Danmark.

Fogedretten ophævede udlægget, idet fogedretten lagde til grund, at A var udrejst af landet, at ejendommen fremstod tømt, og at A bestred, at hun var samlevende med BA på udlægstidspunktet.

Østre Landsret fandt, at underretningen burde have været mere præcis, men at A på trods af den manglende præcisering ikke kunne være i tvivl om, hvor udlægsforretningen ville blive foretaget.

Landsretten lagde i øvrigt vægt på, at parterne var gift og registreret med bopæl på samme adresse i England samt på de oplysninger, som A havde offentliggjort på de sociale medier og hjemviste sagen til fogedretten med henblik på at fremme udlægsforretningen. 

SKM2009.316.VLR

Der var tale om en sag, hvor skattemyndighederne havde foretaget udlæg i hustruens ejendele for mandens skatterestancer.

Retten fandt på trods af hustruens forklaring om, at samlivet var ophævet, at ægtefællerne var samlevende på tidspunktet for udlæggets foretagelse, da ægtefællerne havde samme folkeregisteradresse på tidspunktet for udlæggets foretagelse, ligesom ingen af ægtefællerne efterfølgende havde meldt flytning til folkeregistret.

Bl.a. på denne baggrund blev udlægget stadfæstet.

TfS 1997.833.ØLK

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at foretage udlæg efter KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) i hustruens udbetalte overskydende skat for mandens skattegæld var opfyldt.

Ægtefællerne var samboende i England, og skattepligten til Danmark var ophørt. Hustruen gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at foretage subsidiært udlæg, da ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark og derfor ikke var samlevende i skattemæssig forstand.

Fogedretten udtalte, at begrebet samlevende i KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) må forstås som faktisk samlevende, uanset om det foregår i Danmark eller i udlandet.

Da ægtefællerne boede sammen i England, var betingelserne for at foretage udlæg efter KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) til stede på udlægstidspunktet. Fogedretten opretholdt derfor det foretagne udlæg. Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse med en bemærkning om, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos manden.

TfS 1997.589.ØLK

Den kommunale pantefoged havde foretaget udlæg i hustruens ejendom for mandens skattegæld.

Hustruen var ikke blevet behørigt indkaldt til fogedforretningen, hvor udlægget blev foretaget.

Udlægget blev ophævet af denne grund.

UfR 1996.1267.ØLD

En kommune foretog i 1986 udlæg efter KSL (kildeskatteloven) § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x), i hustruens ejendom for restskatter, som påhvilede hendes mand.

Den 9. juni 1987 blev der indledt gældssanering for manden. Den af manden før den 9. juni 1987 stiftede gæld bortfaldt herefter.

Hustruen påstod herefter, at det pågældende udlæg i hendes ejendom skulle ophæves.

Hustruen fik ikke medhold i sin påstand. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.

TfS 1996.592.VLK

Den subsidiære hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) var bortfaldet ved parternes separation, hvor deres samliv samtidigt ophørte, og den efterfølgende skilsmisse.

Senere indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsadgang over for den skattepligtiges ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, som vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, samt senere år.

Et udlæg foretaget af skattemyndighederne efter KSL § 72 stk. 2 (nu xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x) i tiden efter indgåelsen af det nye ægteskab for skyldnerægtefællens restskat for indkomstårene før separationen og skilsmissen blev derfor ophævet.

TfS 1990.72.VLK

En ægtefælle påstod et udlæg for restskatter ophævet under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter KSL § 72, stk. 2 (nu xgældsinddrivelseslovens § 12, stk. 1x).

Retten fandt dog ikke, at der var grundlag for at antage, at muligheden for at foretage subsidiært udlæg forældes på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod den anden ægtefælle.

Byretsdomme 

 SKM2012.731.BR

Fogedretten anså betingelserne for at gennemføre subsidiært ægtefælleudlæg efter xgældsinddivelseslovens § 12, stk. 1x for opfyldt i en sag, hvor pantefogeden ikke forinden havde gennemført en forgæves udlægsforretning over for skyldneren. Skyldneren var erklæret konkurs med en samlet gæld på ca. 3 mia. kr. tre år tidligere, og fogedretten fandt det som følge af den massive gæld ubetænkeligt at lægge til grund, at skyldneren på tidspunktet for udlægget hos ægtefællen var insolvent. Fogedretten fastslog, at det er tilstrækkeligt, at skyldnerens insolvens er godtgjort på anden vis.