Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

E.A.7.5.3 Ledningsført vand omfattet af afgiften

Indhold

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde omfattet af loven.

Afsnittet indeholder:

  • Ledningsført vand
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Ledningsført vand

Det afgiftspligtige vareområde er vand, som bliver ført gennem ledningsnet fra vandværker eller lokale boringer/brønde. Se VANDAL § 1. Det afgørende for afgiftspligten er, at vandet forbruges her i landet, og at vandet er ledningsført. Der gælder uanset vandets kvalitet, herunder drikkevandskvalitet. Se SKM2019.213.SR, SKM2019.214.SR og SKM2019.215.SR.

Når man modtager afgiftspligtigt ledningsført vand fra udlandet, betales der en afgift ved modtagelsen, medmindre modtageren er et vandværk. Se VANDAL § 11.

Regnvand eller drænvand opsamlet i bassiner eller lignende er ikke afgiftspligtigt, selv om det bliver ført til en ejendom gennem en ledning.

Eksempel 1

Det tidligere Momsnævn har truffet afgørelse om, at vand oppumpet fra gammel havbund, der anvendes til afkøling af vand i et akvarium via en varmeveksler, ikke er omfattet af afgiftspligten. Nævnet fandt, at vandet ikke kan sidestilles med vand, der bliver indvundet eller leveret fra almene vandforsyningsanlæg. Dette er efter nævnets opfattelse en betingelse for, at der kan være afgiftspligt for vand fra egen boring mv. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter indholdet af clorid og natrium at dømme var tale om havvand og ikke om ferskvand. Havvandet blev desuden ikke afsaltet, og bortset fra en temperaturændring blev det ledt uændret ud i havet efter at være brugt til afkøling. Se TfS 1998, 362.

Eksempel 2

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at oppumpet grundvand som efter ophold i udstillingssøer i et ferskvandsakvarium ledes tilbage til den naturlige vandcyklus, er omfattet af afgiftspligten. Retten fandt ikke, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste ledes tilbage til naturkilden, kan medføre, at vandet ikke er omfattet af vandafgiftsloven. Retten lagde herved vægt på, at en sådan anvendelse må anses for omfattet af betegnelsen "forbruges" som angivet i VANDAL § 1. Se SKM2001.609.LSR.

Eksempel 3

Told- og Skattestyrelse har truffet afgørelse i en sag om, hvorvidt der skal betales afgift af ledningsført overfladevand, som pumpes op fra en å. Det oppumpede vand blev via stikledninger fordelt til vanding af en golfklubs arealer.

Styrelsen anså golfklubben som forbruger af ledningsført vand efter VANDAL § 1. Vandet stammede fra et andet anlæg end et alment vandforsyningsanlæg, i dette tilfælde en pumpestation. Styrelsen påpegede, at der i loven ikke stilles krav om, hvorfra vandet kommer eksempelvis en brønd eller boring, men kun at vandet er ledningsført.

Styrelsen mente ikke, at reglerne om afgiftsfritagelse for regnvand og drænvand, der opsamles i bassiner, kunne anvendes i dette tilfælde. Dette skyldtes, at der netop skete en oppumpning fra åen, hvortil der var indhentet tilladelse fra amtet i henhold til vandforsyningloven. 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Landsskatteretskendelser

SKM2001.609.LSR

Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at vandet i det væsentligste blev ledt tilbage til naturkilden, ikke kunne medføre, at vandet ikke var omfattet af vandafgiftsloven. Retten fandt videre, at der ikke var grundlag for at anse levering af vand til en lejer i et fast lejeforhold som det omhandlede som forbrug af vand i VANDAL § 4, stk. 2 og § 9, stk. 1. Udlejer var derfor hverken registreringspligtig efter § 4, stk. 2, eller berettiget til godtgørelse efter § 9, stk. 1.

Kendelsen omhandler forbrugskriteriet i vandafgiftsloven og er derfor afgørende både i forhold til registreringspligt efter VANDAL § 4, stk. 2 og godtgørelse af afgift efter VANDAL § 9.

TfS 1998, 362

Momsnævnet har truffet afgørelse om, at vand oppumpet fra gammel havbund, som blev anvendt til afkøling af vand i et akvarium via en varmeveksler, ikke er omfattet af afgiftspligt efter vandafgiftsloven.

 
Skatterådet

SKM2019.213.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne få godtgjort afgift for ledningsført vand fremadrettet. Godtgørelsen ydes i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms, og spørger havde ingen momspligtige aktiviteter.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne fritages for betaling af afgift for ledningsført vand for vandet fra egen boring, selvom vandet ikke var af drikkevandskvalitet. Det afgørende for afgiftspligten er, at vandet forbruges her i landet, og at vandet er ledningsført

SKM2019.214.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne fritages for betaling af afgift for ledningsført vand for vandet fra egen boring, selvom vandet ikke var af drikkevandskvalitet. Det afgørende for afgiftspligten er, at vandet forbruges her i landet, og at vandet er ledningsført.

SKM2019.215.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne fritages for betaling af afgift for ledningsført vand for vandet fra egen boring, selvom vandet ikke var af drikkevandskvalitet. Det afgørende for afgiftspligten er, at vandet forbruges her i landet, og at vandet er ledningsført. 

SKM2015.668.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at opsamlet regnvand, renset søvand og oppumpet grundvand i forbindelse med afværgeforanstaltninger er fritaget for vandafgiften, når vandet leveres via ledningsnet. Skatterådet kan ikke bekræfte, at afgiftspligtigt vand kan leveres uden afgift med henvisning til, at modtageren af vandet er berettiget til godtgørelse af vandafgiften. Skatterådet kan bekræfte, at oprenset processpildevand og renset kloakvand kan leveres uden afgift

SKM2014.433.SR

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter vandafgiftsloven, når en golfbane anvender opsamlet regnvand og drænvand til vanding af golfbane.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.