Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

EU-domme

C-544/16, Marcandi

For at kunne deltage i en auktion afholdt af Marcandi på en hjemmeside skal hver bydende (kunden) betale et antal kreditter, hver gang den pågældende byder. Den kunde, der vinder auktionen, har ret til at købe til den budte pris med tillæg af udgifter til forsendelse og ekspedition. Vinderens kreditter bortfalder. Værdien af de anvendte kreditter nedsætter ikke prisen for varen.

Funktionen ”køb nu” gør det muligt for en kunde at forlade auktionen, dvs. undlade af afgive yderligere bud, og i stedet købe en vare, der er identisk med den vare, der er på auktion. Ved købet af den identiske vare køber kunden varen til en ”oprindelig pris” oplyst i forbindelse med auktionen. Kunden får i den forbindelse en rabat svarende til værdien af de kreditter, som kunden anvendte som ”betaling” for at kunne deltage i auktionen før, at kunden forlod auktionen. Kundens kreditter bortfalder også i denne situation.

En kunde, der ikke vinder auktionen og ikke anvender ”køb nu”-funktionen kan i stedet anvende ”optjent rabat”-funktionen. Denne funktion betyder, at kunden ved et senere køb i auktionsholderens netbutik får en rabat i forhold til netbutikkens normale pris svarende til værdien af kreditterne, som kunden anvendte som ”betaling” for at kunne deltage i auktionen. Kreditterne bliver således omformet til ”optjent rabat”.

EU-domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at udstedelsen af kreditterne, udgør en ydelse mod vederlag, hvor vederlaget og dermed momsgrundlaget er det beløb, der betales for kreditterne.

EU-domstolen fandt, at det beløb, som kunden betalte for kreditterne, efter momssystemdirektivets artikel 73 ikke indgår i momsgrundlaget for den bortauktionerede vare. Med hensyn til ”køb nu”-funktionen og ”optjent rabat”-funktionen så skulle værdien af kreditterne anses for en rabat omfattet af momssystemdirektivets artikel 79, litra b). Efter momssystemdirektivets artikel 73 skulle værdien af kreditterne derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne i forbindelse med ”køb nu”-funktionen og ”optjent rabat”-funktionen. Endeligt udtalte domstolen, at selv hvis rabatten svarede til hele den oprindelige pris eller hele den normale pris, kunne varerne ikke anses for at blive overdraget vederlagsfrit. Til forskel fra situationen i sag C-48/97, Kuwait Petroleum, blev varerne leveret mod en identificerbar modydelse, nemlig den oprindelige pris eller den normale pris i netbutikken.

C-285/10, Campsa Estaciones de Servicio SA

Kvalificeringen af en transaktion som en "transaktion mod vederlag" forudsætter udelukkende, at der består en direkte sammenhæng mellem leveringen af varer eller leveringen af ydelser og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. Den omstændighed, at en økonomisk transaktion foretages til en pris, som er højere eller lavere end kostprisen og dermed højere eller lavere end markedsprisen, er altså irrelevant for denne kvalificering.

C-302/07, Wetherspoon

Ved salg til en pris inklusive moms, når der ikke foreligger specifikke fælles EU-momsregler, påhviler det hvert enkelt EU-land (inden for de fælles EU-momsregler og under overholdelse af princippet om afgiftsneutralitet og proportionalitetsprincippet) at fastsætte, på hvilket niveau der kan eller skal ske afrunding af et momsbeløb, hvori der indgår en brøkdel af den mindste nationale møntenhed.

C-149/01, First Choice Holidays

First Choice Holidays (FCH) var en rejsearrangør, som var et rejsebureau i særordningens forstand. FCH solgte rejser via en række agenter, som selv var rejsebureauer i ordets almindelige betydning. EF-domstolen tog i dommen stilling til den situation, hvor en agent for egen regning gav rabat på rejser i forhold til FCH's katalogpriser. Agenten (rejsebureauet) fik en fast provision på 10% af katalogprisen, men kunne på egen hånd give rabat på katalogprisen, dog skulle FCH have den fulde katalogpris. EF-domstolen slog i præmis 26 fast, at der ikke er forskel på opgørelse af vederlaget, uanset om særordningen for rejsebureauer anvendes. Domstolen fastslog herefter, at begrebet "samlede beløb [...], der skal betales af den rejsende", i bestemmelsens forstand omfatter det ekstra beløb, som et rejsebureau, der optræder som agent for regning af rejsearrangøren under omstændigheder som i hovedsagen skal betale rejsearrangøren ud over den pris, som den rejsende havde betalt, og som svarer til den rabat, som den rejsende har fået af rejsebureauet (agenten) i forhold til katalogprisen fra rejsearrangøren.

Bemærk, at agenten forudsætningsvis handlede i rejsearrangørens navn.

Bemærk også, at den rabat, som agenten (der handler i rejsearrangørens navn) på eget initiativ tildeler den rejsende (den endelige forbruger), ikke kan modregnes i agentens provision ved beregningen af momsgrundlaget for formidlingsydelsen leveret til rejsearrangøren. Se EU-domstolens dom i sag C-300/12, Ibero Tours GmbH.

C-498/99, Town & County

Town & County var momsregistreret som moderselskabet i en koncern, hvori et af selskaberne bl.a. mellem juni 1994 og november 1995 arrangerede en ugentlig konkurrence kaldet "spot the ball" ("find bolden"). Det fremgik af konkurrencereglerne, der var trykt på kuponerne, at deltagerne accepterede, at arrangørens forpligtelser i forbindelse med konkurrencen kun var moralsk bindende ("binding in honour only").

Det var ubestridt, at arrangøren i den periode, som var relevant for hovedsagen (dvs. juni 1994 til november 1995), aldrig havde nægtet at betale eller overdrage de præmier, som var anført på kuponerne, til vinderne. Det er også ubestridt, at arrangøren af konkurrencen hverken i henhold til konkurrencereglerne eller i henhold til national ret var forpligtet til at betale kontantpræmierne af deltagergebyrerne.

Endelig kunne det ikke antages, at der, fordi tjenesteyderens forpligtelse ikke kunne påberåbes ved domstolene, ikke forelå et retsforhold i Tolsma-dommens forstand, når det netop skyldtes en aftale, der var indgået mellem tjenesteyderen og modtageren  af ydelsen, at forpligtelsen ikke kunne påberåbes ved domstolene. En sådan aftale var i sig selv udtryk for et retsforhold i denne forstand.

C-16/93, Tolsma

Momsgrundlaget for en ydelse udgøres af alt, hvad der modtages som modydelse for ydelsen. For at en ydelse kan momsbelægges, skal der derfor være en direkte sammenhæng mellem den udførte ydelse og den modtagne modværdi. Det kan herefter fastslås, at en ydelse kun udføres "mod vederlag", som omhandlet i sjette direktivs artikel 2, nr. 1, nu momssystemdirektivet artikel 2, stk. 1, litra a og c, og derfor kun kan momsbelægges, hvis der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det vederlag, som sælgeren modtager, udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren. I et tilfælde som det, der foreligger i hovedsagen, må det imidlertid nødvendigvis fastslås, at disse betingelser ikke er opfyldt. Når en gademusikant modtager penge fra forbipasserende, kan sådanne indtægter ikke anses for at udgøre modværdien af en ydelse, der leveres til de forbipasserende. For det første foreligger der ikke nogen aftale mellem parterne, eftersom de forbipasserende frivilligt betaler og selv bestemmer, hvor meget de betaler. For det andet er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem den musikalske ydelse og de betalinger, den fremkalder.

TfS1996, 357HD

En forhøjet parkeringsafgift, der bliver opkrævet som betaling for uberettiget parkering i et privat ejet parkeringsanlæg, er momspligtig.

Den forhøjede afgift, der opkræves med hjemmel i et aftalelignende forhold, findes at måtte anses som vederlag for en ydelse omfattet af momsloven.

Stadfæstede TfS1995, 332ØLD

Landsretsdomme

SKM2018.480.VLR

Sagen angik, om de forhøjede parkeringsafgifter/kontrolafgifter, som appellanten, et parkeringsselskab, opkrævede af bilister, der parkerede deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som appellanten var operatør på, udgjorde vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Sagen angik 13 nærmere opregnede tilfælde, hvor appellanten opkrævede sådanne forhøjede parkeringsafgifter eller kontrolafgifter.

Landsretten bemærkede, at det omhandlede beløb over for de bilister, der parkerede, var betegnet som et ”kontrolgebyr” eller en ”kontrolafgift”, og at beløbet  i 13 typesituationer, hvor bilisten har parkeret i strid med forskrifterne for parkering på parkeringspladsen. Landsretten bemærkede videre, at opkrævningen i alle tilfælde forudsatte, at bilisten havde foretaget en parkering og således faktisk havde benyttet et areal på parkeringspladsen til sit køretøj i et givent tidsrum, hvorfor der forelå en direkte sammenhæng mellem parkeringen og betalingen af beløbet.

Landsretten fandt på den baggrund, at beløbet, der blev opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold, skulle anses som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, hvorved landsretten tillige henviste til Højesterets dom af 12. april 1996 (U.1996.883H). Landsretten bemærkede videre, at de retningslinjer, som kunne udledes af EU-Domstolens praksis efter Højesterets dom om begrebet ”levering mod vederlag”, herunder i sagen C-277/05, Société thermale d’Eugénie-les-Bains, der var påberåbt af parkeringsselskabet, ikke indebar, at den retstilstand, der var fastlagt af Højesteret i dommen, ikke kunne opretholdes. Det af parkeringsselskabet anførte om den momsmæssige behandling af kontrolgebyrer i bl.a. Storbritannien, Tyskland og Sverige kunne ikke føre til et andet resultat.

Vestre Landsrets dom stadfæstede Byrettens dom i SKM2017.269.BR

TfS1995, 332ØLD

En forhøjet parkeringsafgift, der blev opkrævet som betaling for uberettiget parkering i et privat ejet parkeringsanlæg, var momspligtig.

Den forhøjede afgift, der blev opkrævet med hjemmel i et aftalelignende forhold, måtte anses som vederlag for en ydelse omfattet af ML (momsloven).

Stadfæstes i TfS1996, 357HD

UfR1977, 376ØLR

En forbrugsforening F drev virksomhed på den måde, at medlemmerne blev henvist til at foretage indkøb direkte i bestemte forretninger, uden at varerne passerede over foreningen, men således at medlemmerne indbetalte det fulde fakturabeløb til F, og at F til sælgeren S betalte fakturabeløbet med fradrag af en rabat, som var aftalt mellem F og S. En bonusordning for medlemmer, der betalte kontant til F, blev vedtaget i foreningen år for år. Det enkelte medlem (og ikke F) måtte anses for at være den reelle køber. Landsretten fastslog derfor, at S skulle betale moms af den fakturerede salgspris og i momsgrundlaget ikke var berettiget til at fradrage den rabat, der var ydet F.

SKM2017.269.BR

Sagen angik, om de forhøjede parkeringsafgifter/kontrolafgifter, som sagsøgeren, et parkeringsselskab, opkræver af bilister, der parkerer deres bil i strid med forskrifterne i privatejede parkeringsanlæg, som sagsøgeren er operatør på, udgør vederlag for en momspligtig udlejning af parkeringsplads, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt. Sagen angik 13 nærmere opregnede tilfælde, hvor sagsøgeren opkræver sådanne forhøjede parkeringsafgifter eller kontrolafgifter.

Byretten henviste til, at Højesteret i U1996.883H (TfS 1996,357H) har fastslået, at uanset, at en forhøjet parkeringsafgift er fastsat som en standardtakst af betydelig størrelse i forhold til den sædvanlige parkeringsafgift begrundet i et ønske om at undgå parkering i strid med forskrifterne, er den forhøjede afgift, der opkræves med hjemmel i et aftalelignende forhold, at anse som vederlag for en ydelse omfattet af momslovens § 4, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt.

Byretten bemærkede videre, at denne momsretlige vurdering ikke ændres af, at en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i en rapport fra juni 2013 bl.a. anførte, at opkrævningen af en forhøjet parkeringsafgift i civilretlig henseende har karakter af en bod, der bliver pålagt som følge af, at bilisten har misligholdt en privatretlig aftale, idet dette alene relaterer sig til den aftaleretlige fortolkning og vurdering af parkeringsvilkår og kravene til skiltningens beskaffenhed.

Videre bemærkede retten (ved en henvisning til Landsskatterettens begrundelse), at EU-Domstolens praksis efter højesteretsdommen, herunder dom af 18. juli 2007 i sag C-277/05, Société thermale, ikke kunne føre til noget andet resultat, da denne sag vedrørte et hotels tilbageholdelse af et depositum som følge af hotelgæstens annullation af sin værelsesreservation, og dermed en anden problemstilling.

Endelig bemærkede retten, at der fortsat ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse af sagen for EU-Domstolen. Retten havde allerede under sagens forberedelse nægtet at imødekomme sagsøgerens begæring herom, jf. SKM2016.553.BR.

Byrettens dom er anket til Vestre Landsret. Under ankesagen anmodede sagsøger om forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 2, stk. 1, litra c, i momssystemdirektivet. Landsretten udtalte, at der foreligger en omfangsrig praksis fra EU-Domstolen om fortolkningen af begrebet ”levering mod vederlag” i direktivets artikel 2, og at landsretten ville inddrage de fortolkningsprincipper, der følger af EU-Domstolens praksis, ved afgørelsen af sagen. Landsretten fandt derfor ikke forelæggelse nødvendig på det foreliggende grundlag og imødekom ikke begæringen. Se SKM2018.193.VLR.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom, jf. SKM2016.553.BR

Skatterådet

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne sælge non-food overskudsvarer, f.eks. tøj, til nødhjælpsorganisationer og andre almenvelgørende og almennyttige organisationer til en lav pris og anvende denne lave pris som momsgrundlag, dvs. at der skulle betales salgsmoms af den pris som varerne faktisk blev solgt for, og ikke af indkøbspris eller fremstillingspris.

Kontrolafgift udstedt ved ulovlig parkering på private pladser i sin helhed er omfattet af momspligten. Det gælder uanset om den ulovlige parkering er sket på pladser med betalingsparkering, pladser med gratisparkering eller på pladser, hvor der ikke må parkeres.