D.A.1.2 Teori

Indhold

Dette afsnit handler om principperne for opkrævning af forbrugsskatter. En generel indirekte forbrugsskat kan opkræves som en enkeltledsafgift, eller som en flerledsafgift.

Afsnittet indeholder:

• Enkeltledsafgift
• Flerledsafgift.

Enkeltledsafgift

Enkeltledsafgift kan opkræves som en afgift i

• producentleddet
• engrosleddet
• detailleddet.

Flerledsafgift

Flerledsafgiften omfatter alle omsætningsled i det økonomiske kredsløb og kan opkræves på forskellige måder.

Flerledsafgiften kan være af kumulativ art, dvs. at afgiften overvæltes fra hvert led til næste led, så der bliver betalt afgift af afgiften. Dette benævnes også kaskadeeffekt.

Følgende eksempel illustrerer dette princip. Afgiftssatsen er sat til 10 pct. og fortjenstmargin i de enkelte handelsled til 1000.

Merværdiafgift

En flerledsafgift kan også opkræves som en merværdiafgift (moms).

Karakteristisk for sådanne flerledsafgifter er den vertikale opbygning fra råvareproducent til detailled. Det er også afgørende, hvordan investeringsgoder behandles og den egentlige beregning af merværdiafgiften.

En afgift efter merværdiprincippet indebærer, at det kun er det endelige forbrug, der beskattes, fordi der er fradragsret for alle komponenter, der indgår i produktionen mv., dvs. det, der ikke endeligt forbruges.

I merværdiafgiften er der også fradragsret allerede på anskaffelsestidspunktet for investeringsgoder.

Ved en generel merværdiafgift, hvor der ikke er fritagelser, vil beskatningsgrundlaget afspejle det faktiske private forbrug, da alle køb, der vedrører produktionen mv., kan fratrækkes.

Beregning af merværdiafgift

En merværdiafgift kan beregnes på grundlæggende tre måder:

• Addition
• Subtraktion
• Kreditmetoden.

Følgende simplificerede eksempler viser principperne i de tre metoder:

Forudsætninger:

Afgiftssats 10 pct.

Additionsmetoden:

Subtraktionsmetoden:

Kreditmetoden:

Additionsmetoden er vanskelig at anvende i et system med månedlige eller kvartalsmæssige angivelser, da generalomkostninger som oftest opgøres årligt. Det er også vanskeligt at indpasse i destinationsprincippet, se nedenfor. Det samme kan siges om subtraktionsmetoden.   

Et væsentligt problem ved at anvende subtraktionsmetoden er, at beskatningen hos den endelige forbruger vanskeliggøres, hvis der anvendes et flersats-system, og hvis der er en del undtagelser fra afgiftspligten. Den enkelte virksomheds tilsvar kan selvfølgelig beregnes eksakt, men der er ikke som efter kreditmetoden en umiddelbar sammenhæng mellem afgiftssatsen og detailprisen.

Kreditmetoden - eller merværdiafgiften - anvendes i langt de fleste lande, der har merværdibeskatning, herunder i alle EU-lande og de OECD-lande, der har merværdiafgift.

Anvendelse af kreditmetoden til beregning af afgiften har i forhold til de to andre beregningsmetoder den fordel, at der ikke kræves en årlig angivelse, men kan anvendes i et system med kvartals- eller månedsangivelser. Se desuden nedenfor om krav til merværdiafgiftssystemet. 

Destinationsprincippet

Ved en forbrugsbeskatning er det væsentligt, at det for den endelige forbruger er uden betydning, om en vare er fremstillet i indlandet eller indført.

Hvis der ikke opkræves en afgift ved indførslen, kan dette føre til, at private forbrugere køber indførte varer med deraf følgende konkurrenceforvridning for erhvervsvirksomhederne i indlandet, der betaler afgift.

For at undgå dobbeltbeskatning, når der opkræves afgift i destinationslandet, er det nødvendigt, at der ikke sker en afgiftsbelastning i oprindelseslandet. En vare skal derfor, når der sker beskatning i destinationslandet (importlandet), være fuldstændig afgiftsfritaget i oprindelseslandet (eksportlandet).

Dette princip med afgift ved indførsel og godtgørelse ved eksport, anvendes i international sammenhæng af landene, der deltager i World Trade Organization.