Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

C.D.9.10.2 Anden indkomst

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for opgørelse af den skattepligtige indkomst, der ikke er erhvervsmæssig indkomst.

Afsnittet indeholder:

  • Skattepligtige indtægter
  • Renteudgifter
  • Udvidet driftsomkostningsbegreb
  • Bundfradrag
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skattepligtige indtægter

Arbejdsmarkedssammenslutninger er ikke skattepligtige af samtlige indtægter. De er kun skattepligtige af de indkomstarter, der er nævnt i FBL (fondsbeskatningsloven) § 8.

Den øvrige indkomst (anden indkomst) beskattes kun i det omfang, den overstiger 200.000 kr.

Arbejdsmarkedssammenslutninger skal, ud over indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, medregne indtægter i form af renteindtægter, udbytteindtægter efter LL (ligningsloven) § 16 A, skattepligtige ejendomsavancer, skattepligtige aktieavancer og indkomst efter kursgevinstloven. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 1.

Til den skattepligtige indkomst medregnes også fortjeneste og tab på ombygnings- og forbedringsudgifter, indretninger mv. indvundet ved afståelse af lejede lokaler efter AL (afskrivningsloven) § 39, og fortjeneste og tab ved afståelse mv. af goodwill, tidsbegrænsede rettigheder mv. efter AL (afskrivningsloven) § 40.

LL (ligningsloven) § 16 B om afståelse af aktier til det udstedende selskab gælder også for arbejdsmarkedssammenslutninger.

Beløb omfattet af LL (ligningsloven) § 16 G (afløsning af bortfald af visse pensionsordninger) og indkomst ved ophør som nævnt i AL (afskrivningsloven) §§ 9 og 21 skal også medregnes i den skattepligtige indkomst.

Dette betyder, at avancer på fast ejendom, der har været anvendt af foreningen selv, skal behandles som anden indkomst.

Renteudgifter

Renteudgifter kan fradrages fuldt ud uden hensyn til lånets art eller benyttelse. Det samme gælder kurstab i forbindelse med omlægning af kontantlån efter LL (ligningsloven) § 6. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 8, stk. 2, 2. pkt. Hvis renteudgifterne vedrører den erhvervsmæssige indkomst, skal de fradrages i den erhvervsmæssige indkomst. Se SKM2001.307.LSR.

Udvidet driftsomkostningsbegreb

Ligesom fonde og andre foreninger, der er omfattet af fondsbeskatningsloven, kan også arbejdsmarkedssammenslutninger være nødt til at afholde udgifter, der ikke kan henføres til det skattemæssige driftsomkostningsbegreb. Det udvidede driftsomkostningsbegreb anvendes som udgangspunkt også for arbejdsmarkedssammenslutninger. Det er dog en betingelse, at udgiften er afholdt inden for den skattemæssigt relevante del af foreningens virksomhed. Da en arbejdsmarkedssammenslutnings virke imidlertid, i alt overvejende grad, må antages at være baseret på skattefrie kontingentindtægter, har det udvidede driftsomkostningsbegreb i praksis kun meget begrænset betydning for arbejdsmarkedssammenslutningerne.

Se også

Se også afsnit C.D.2.4.3 Skattefri indtægter om skattefrie indtægter og udgifter, der vedrører den skattefrie aktivitet. Disse udgifter er ikke fradragsberettigede.

Bundfradrag

Arbejdsmarkedssammenslutningers anden indkomst så som rente- og udbytteindtægter samt skattepligtige avancer mv., der ikke er knyttet til en erhvervsmæssig virksomhed, reduceres med et bundfradrag på 200.000 kr. efter samme regler, som gælder for de øvrige foreninger.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.307.LSR

En arbejdsmarkedssammenslutning havde foretaget fuldt fradrag i den erhvervsmæssige indtægt for renteudgifter vedrørende prioritetsgæld. Arbejdsmarkedssammenslutningen anvendte selv den faste ejendom, som prioritetsgælden vedrørte, svarende til 60 pct., mens den øvrige del af bygningen, 40 pct., blev lejet ud til selskaber, der var ejet af arbejdsmarkedssammenslutningen. Landsskatteretten tilsluttede sig, at arbejdsmarkedssammenslutningen kun kunne foretage fradrag i den erhvervsmæssige indkomst for den del af prioritetsrenterne, der vedrørte den udlejede del af ejendommen (40 pct.). De resterende prioritetsrenter vedrørende den del af ejendommen, som forbundet selv anvendte (60 pct.), skulle fragå i den øvrige indkomst.

TfS 2000, 909 LSR

Et fagforbund, der skulle opgøre skattepligtige indtægter og udgifter efter reglerne i FBL (fondsbeskatningsloven) §§ 8 og 9, kunne ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til løbende provisioner vedrørende indgåelse af rammeaftaler med en bank om adgang til at indgå repo-forretninger.

Skatterådet

TfS 1988, 553 LR

En arbejdsgiverforening, der var skattepligtig efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 1, stk. 1, nr. 3, agtede at indskyde 1 mio. kr. i ansvarlig indskudskapital i hvert af dens to datterselskaber. Indskuddene skulle forrentes med gældende markedsrente, men de skulle ikke forrentes, hvis datterselskaberne gav underskud. Ligningsrådet fandt, at renten skulle fastsættes i overensstemmelse med dagældende SDCIR 1978-31 om aktionærlån, dvs. diskontoen + 4 pct. Den ansvarlige indskudskapital indgik i beregningsgrundlaget for konsolideringsfradrag.

Renteberegningen finder nu sted med henvisning til LL (ligningsloven) § 2.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.