Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

C.D.11.4.1.5 Profit Split-metoden

Indhold

Dette afsnit handler om prisfastsættelse ved brug af Profit Split-metoden.

Afsnittet indeholder:

  • Beskrivelse af Profit Split-metoden
  • Anvendelse af Profit Split-metoden
  • Fordele og ulemper ved Profit Split-metoden.

I juni 2018 offentliggjorde OECD en opdatering af sektion C, til afsnit III i TPG kap. II, om Profit Split-metoden. Den opdaterede vejledningen er suppleret af et anneks, der indeholder en række eksempler på, hvornår og hvordan metoden anvendes.

Den nye TPG sektion om Profit Split-metoden kan findes på OECDs hjemmeside.

Beskrivelse af Profit Split-metoden

Profit Split-metoden og eksempler på anvendelsen er beskrevet i TPG 2.114 - 2.183 samt annekset til TPG kap. II med eksempler, der illustrerer anvendelsen af Profit Split-metoden. Principperne der ligger bag Profit Split-metoden kan også læses i TPG kap. VIII, der handler om CCA’er.

Når Profit Split-metoden anvendes, er målet at fordele profitten (eller tabet) fra en kontrolleret transaktion mellem de forbundne parter, sådan som parterne under sammenlignelige omstændigheder ville have delt profitten fra transaktionen, hvis ikke transaktionen havde været kontrolleret. Se TPG 2.147- og 2.148.

Profit Split metoden er særligt egnet, når begge parter yder unikke og værdifulde bidrag i forhold til en kontrolleret transaktion. De unikke og værdifulde bidrag kan bestå i enten (DEMPE) funktioner eller (immaterielle) aktiver samt den hertil knyttede risiko. Se TPG 2.130-2.132.

Metoden kan også finde anvendelse, når parternes aktiviteter er meget integrerede og derfor ikke kan vurderes hver for sig, eller når parterne har en fælles eller nær forbunden væsentlig risiko ved en aktivitet. Se TPG 2.133-2.142.

Når der ikke findes sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter, kan det også i nogle situationer tale for, at Profit Split-metoden anvendes. Det afhænger dog af den konkrete transaktion og resultatet af funktions- og risikoanalysen. Hvis den ene af parterne i transaktionen yder unikke men meget simple bidrag, mens den anden part yder unikke og meget værdifulde bidrag, så vil metoden sjældent være den mest egnede til prisfastsættelsen. I disse tilfælde vil det normalt være bedre at basere prisfastsættelsen på tilstrækkelig (men ikke perfekt-) sammenlignelige transaktioner. Se TPG 2.128.

Hvis det er muligt at finde uafhængige transaktioner, der er sammenlignelige med den kontrollerede transaktion, så er det mindre sandsynligt, at Profit Split metoden er den bedst egnede metode. Bidraget fra i hvert fald den ene af de forbundne parter kan i så fald heller ikke være unikt, da der i begrebet "unikt" ligger, at der ikke findes noget sammenligneligt. Se TPG 2.143.

Profit Split-metoden har ingen direkte sammenlignelighedsfaktor, da metoden ikke er baseret på en analyse af de priser, der er aftalt ved sammenlignelige uafhængige transaktioner. Sammenlignelige data kan dog være relevante ved opgørelsen af den forholdsmæssige værdi af de forbundne parters bidrag til den kontrollerede transaktion.

Funktions- og risikoanalysen, hvor de forbundne parters relative bidrag til transaktionen analyseres i relation til funktioner, aktiver og risici udgør sammen med identificeringen og fastlæggelsen af den konkrete kontrollerede transaktion, fundamentet for anvendelsen af Profit Split-metoden. 

En vigtig del af funktions- og risikoanalysen består i at identificere og sammenholde parternes forholdsmæssige bidrag til den kontrollerede transaktion. Det kunne typisk være parternes omkostninger, herunder særligt parternes unikke og værdiskabende omkostninger, fx til forskning, udvikling, markedsføring, og værdien af de immaterielle aktiver parterne benytter i forbindelse med transaktionen. Se TPG 2.134 - 2.139. Det er vigtigt, at værdien af bidraget opgøres på samme måde og under de samme forudsætninger hos begge (eller alle) de forbundne parter.

Når Profit Split-metoden anvendes er det også nødvendigt at identificere og fastlægge parternes risiko ved transaktionen. Se herom vejledningen i TPG kap. I, samt afsnit C.D.11.3.1.2.2 Risikoanalyse om risikoanalysen.

Risikoanalysen indgår i grundlaget for, hvorledes profitten skal deles mellem parterne, og om det er den faktiske profit, der skal deles, eller om den ene af parterne skal aflønnes med en andel af den forventede profit. Det bemærkes i den sammenhæng, at en aflønning med en andel i forventede profit ikke nødvendigvis er en lavere aflønning. Går det dårligere end forventet, så vil en aflønning baseret på forventet profit være højere end en aflønning baseret på den faktiske profit. I praksis ses aflønning af den ene af parterne med en andel i den forventet profit eksempelvis, når et immaterielt aktiv overdrages og prisen fastsættes på grundlag af den forventede fremtidige indtjening. Se om brugen af faktisk og forventet profit TPG 2.158 – 2.161 samt eksempel 13 i annekset til TPG kap. II.

Det er kun den relevante profit, der skal deles mellem parterne. Profit der hidrører fra andre kontrollerede eller ikke kontrollerede transaktioner, skal ikke indgå i allokeringen. Det kan dog godt tænkes, at profit fra flere kontrollerede transaktionstyper skal fordeles efter metoden, hvis transaktionerne hører til under den samme aktivitet og ikke meningsfuldt kan adskilles og prisfastsættes selvstændigt. Se TPG 2.154 og TPG 3.9-3.12.

Når profitten skal opgøres, er det vigtigt at være opmærksom på forskelle i de anvendte regnskabsprincipper i forhold til indtægter, omkostninger, afskrivninger mv. Det skal også sikres, at profitten ikke er reduceret eller øget gennem forkert prisfastsatte kontrollerede transaktioner, fx royaltybetalinger eller management-fee. Er der andre kontrollerede transaktioner med forbundne parter, skal det derfor sikres, at prisfastsættelsen af disse transaktioner er opgjort i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Se TPG 2.154-2.157.

Profitten der skal deles er ofte nettoavance, men det kan også være bruttoavance eller for den sags skyld omsætning. Om parternes omkostninger skal indgå i en ”fællespulje” og fratrækkes før resultatet deles mellem parterne, eller dækkes af parterne selv, efter profitten er delt mellem parterne, afhænger af den konkrete transaktion og risikoanalysen, jf. TPG kap. I. Se TPG 2.162 og annekset til TPG kap. II, eksempel 10 og 14.

Delingen af profitten sker med udgangspunkt i den forholdsmæssige værdi af parternes bidrag til transaktionen. Når bidragene er meget forskelligartede, kan det være nødvendigt at lave en absolut værdiansættelse af parternes bidrag for at kunne sammenholde værdierne og dele profitten i overensstemmelse hermed. Det kan eksempelvis være nødvendigt at lave en værdiansættelse, når den ene af parterne har oparbejdet immaterielle aktiver, som bruges ved den fælles aktivitet, og som har en helt anden (ukendt) værdi, end de omkostninger der er medgået til udviklingen. Se TPG 2.183 og 6.142.

Når værdien af et unikt og værdifuldt aktiv er kendt, skal der også tages stilling til, hvilken værdi brugen af aktivet har i forhold til den konkrete kontrollerede transaktion/aktivitet.

Er karakteren af parternes bidrag sammenlignelige, vil det nogle gange være muligt, at vurdere bidragene i forhold til hinanden og fordele profitten på dette grundlag. Det er i den sammenhæng vigtigt, at grundlaget for fordelingen af profitten afspejler parternes primære bidrag til værdiskabelsen, fx udviklingsomkostninger eller brugsværdien af anvendte immaterielle aktiver i sammenhængen, og at den forholdsmæssige værdi af bidragene kan verificeres. Se herom annekset til TPG kap. II, eksempel 15 og 16.

Endeligt kan det efter omstændighederne også i nogle situationer være tilstrækkeligt at fordele profit i forhold til løn, tidsforbrug m.v.

Se også TPG 2.147 og 2.148 samt 2.166-2.178 og eksemplerne i TPG 2.179-2.183.

I det nye anneks II til kap II, gives eksempler på, hvornår og hvordan Profit Split-metoden skal anvendes:

Se også

TPG 6.147 - 6.152 og 6.209 - 6.211 om anvendelse af Profit Split-metoden ved transaktioner vedrørende immaterielle aktiver og TPG kap. VIII om metode og prisfastsættelse ved CCA transaktioner.

Anvendelse af Profit Split-metoden

Profit Split-metoden anvendes oftest, når begge parter bidrager med unikke og værdifulde immaterielle aktiver til transaktionen. Eksempelvis hvor en produktionsvirksomhed i koncernen har udviklet et værdifuldt produkt, og en markedsføring- og salgsvirksomhed i koncernen har udviklet et værdifuldt marked for produktet, og begge bidrag har været unikke og værdifulde set i forhold til hinanden.

Når begge parter bidrager til transaktionen med unikke og værdifulde funktioner, aktiver og risici, er det meget vanskeligt at finde tilstrækkeligt sammenlignelige transaktioner, der kan anvendes til at armslængdeteste den ene af parternes bidrag. Den samlede profit ved den pågældende transaktion kan derfor bedst fordeles med udgangspunkt i værdien af parternes forholdsmæssige bidrag til profitskabelsen. Se herom annekset til TPG kap. II, eksempel 1 – 3, 5, 9, 15.

I koncerner (og andre kontrollerede miljøer) vil aktiviteter og de involverede parters bidrag hertil ofte være meget integrerede. Det kan derfor være vanskeligt at adskille parternes relative værdiskabelse i forhold til den samlede aktivitet og fortjenesten herved. Et eksempel herpå kunne være salg af software-produkter, hvor installering, service og efterfølgende løbende support ofte er en helt integreret og nødvendig ydelse i relation til salget af licensretten til softwaren. Licensen kan ikke sælges uden support og service, der på samme måde naturligvis ikke kan sælges uden licensen. Et andet eksempel kunne være salg af kompliceret produktionsudstyr, hvor det kræver unik viden/knowhow at håndtere udstyret i forbindelse med installering, opdatering, reparationer eller lignende. 

En af de væsentligste fordele ved Profit Split-metoden er, at den kan anvendes til prisfastsættelse af sådanne meget integrerede produkter, processer m.v. Se herom annekset til TPG kap. II, eksempel 6.

Det forhold, at en aktivitet i nogen grad er integreret, betyder dog ikke uden videre at Profit Split-metoden skal anvendes. Integrationen skal være så omfattende, at parternes aktiviteter ikke meningsfuldt kan vurderes adskilt fra hinanden.

Ved Profit Split-metoden skal der ikke nødvendigvis findes sammenlignelige transaktioner. Men at der ikke kan findes perfekt sammenlignelige transaktioner er ikke ensbetydende med, at Profit Split metoden så altid i disse situationer er den mest egnede metode. Hvis den ene af parternes bidrag er simple og funktionen ikke er synderlig værdifuld og udførslen heraf let ville kunne varetages af en anden part, så vil en af de andre prisfastsættelsesmetoder ofte være mere egnet. Se herom annekset til TPG kap. II, eksempel 4.

Består parternes bidrag til den samlede profit både af simple bidrag og unikke og værdifulde bidrag, kan der benyttes en Residual Profit Split-tilgang. Denne består i, at parternes simple og rutinemæssige bidrag til transaktionen først aflønnes gennem en hertil egnet metode. Den resterende del af profitten – residualen - deles herefter mellem parterne med udgangspunkt i den forholdsmæssige værdi af deres unikke og værdifulde bidrag til transaktionen og risikoanalysen. Se herom TPG 2.152-2.153 og annekset til TPG kap. II, eksempel 11.

Fordele og ulemper ved Profit Split-metoden

Fordele er:

  • Profit Split-metoden er især anvendelig til at prisfastsætte transaktioner, hvor begge parter yder unikke og værdifulde bidrag, og der derfor ikke findes sammenlignelige transaktioner.
  • Profit Split-metoden er også anvendelig for de højt integrerede transaktioner, hvor parternes bidrag til transaktionen ikke meningsfuldt kan vurderes særskilt.
  • Profit Split-metoden er ikke i samme omfang som de øvrige metoder afhængig af sammenlignelige transaktioner og kan derfor nogle gange anvendes i situationer, hvor der ikke kan findes tilstrækkeligt sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter.
  • Profit Split-metoden kan være med til at sikre mod forkerte avancefordelinger, hvor den ene part i transaktionen får en meget lav fortjeneste (eller et tab), mens den anden part får en meget høj fortjeneste på den samlede transaktion, uden at dette er i overensstemmelse med funktions- og risikoanalysen.

Ulemper er:

  • Profit Split-metoden kræver detaljerede data fra alle de forbundne parter, der bidrager til transaktionen.
  • Profit Split-metoden kan være svær at implementere.

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.