C.D.11.4.1.3 Cost plus-metoden

Indhold

Dette afsnit handler om prisfastsættelse ved brug af Cost plus-metoden.

Afsnittet indeholder:

• Beskrivelse af Cost plus-metoden
• Anvendelse af Cost plus-metoden
• Fordele og ulemper ved Cost plus-metoden.

Beskrivelse af Cost plus-metoden

Cost plus-metoden og eksempler på anvendelse af metoden er beskrevet TPG 2.45 til 2.61.

Cost plus-metoden tager udgangspunkt i de omkostninger en afhængig part har afholdt i relation til de kontrollerede transaktioner.  Ved Cost plus-metoden tillægges både de direkte og de indirekte produktionsomkostninger en avance. Avancetillægget (mark-up procenten) fastsættes med udgangspunkt i den avance og de omkostninger, som uafhængige parter har ved sammenlignelige transaktioner.

Cost plus-metoden fastsætter de interne afregningspriser mellem forbundne parter ved at tage udgangspunkt i de omkostninger, der medgår i produktionen af et produkt eller en tjenesteydelse, og hertil lægge den avance, som en uafhængig part ville opnå på de direkte og indirekte omkostninger ved en sammenlignelig transaktion.

Avancetillægget (mark-up procenten) findes ved at sætte avancen for en sammenlignelig, uafhængig transaktion i forhold til de direkte og indirekte produktionsomkostninger ved den uafhængige transaktion. De direkte og indirekte omkostninger ved den kontrollerede transaktion, tillagt det således fundne markedsmæssige avancetillæg, udgør armslængdeprisen for den kontrollerede transaktion.

Den kontrollerede transaktion er sammenlignelig med den ikke kontrollerede transaktion, når en af to betingelser er opfyldt:

• Når forskelle mellem transaktionerne ikke har væsentlig indflydelse på avancen, eller
• Når det er muligt at justere for forskelle og derved gøre transaktionerne sammenlignelige.

Se TPG 2.47.

Har en af parterne i den kontrollerede transaktion sammenlignelige transaktioner med uafhængige parter, kan det markedsmæssige avancetillæg for de kontrollerede transaktioner opgøres med udgangspunkt i disse, da transaktionerne og avancen herved ofte vil være umiddelbart sammenlignelige. Findes der ikke interne sammenlignelige transaktioner, kan det markedsmæssige avancetillæg på omkostningerne i stedet findes ved at beregne det avancetillæg, der opnås ved sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter med tilsvarende funktioner, aktiver og risici mv.

Metoden er umiddelbart mest anvendelig for simple samle- og produktionsvirksomheder og ved prisfastsættelsen af simple ydelser.

Når Cost plus-metoden anvendes, er det ikke nødvendigvis de produkter eller ydelser, som indgår i transaktionen, der skal være sammenlignelige. De primære sammenlignelighedsfaktorer er  parternes funktioner, aktiver og risici i forhold til transaktionen. Ved fastsættelsen af avancetillægget kan andre faktorer konkret også have betydning.

Eksempel - Cost plus-metoden

Dette eksempel viser prisfastsættelsen ved brug af Cost plus-metoden for produktionsmoderselskabet M og distributionsdatterselskabet D. Den interne afregningspris findes ved at beregne et markedsmæssig avancetillæg på produktionsomkostningerne i M. Størrelsen af avancetillægget findes ved at se på, hvad uafhængige virksomheder tjener i forhold til de afholdte omkostninger ved sammenlignelige transaktioner.

Hvis M har direkte og indirekte produktionsomkostninger på henholdsvis 200 og 100 kr., og det markedsmæssige avancetillæg for tilsvarende funktioner, aktiver og risici udgør 30 pct., kan armslængdeprisen for transaktionen mellem M og D beregnes som:  

Opgørelse af kostbasen

Når det markedsmæssige avancetillæg er lagt fast, medfører Cost plus-metoden, at indtjeningen hos D afhænger af, hvor mange omkostninger der henregnes til den kontrollerede transaktion; er kostbasen høj bliver indtjeningen høj(ere), og er kostbasen lav bliver indtjeningen lav(ere). Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at kostbasen for den kontrollerede transaktion er markedsmæssig og sammenlignelig med kostbasen for de ikke kontrollerede transaktioner.  

Indgår der væsentlige kontrollerede transaktioner i kostbasen for den kontrollerede transaktion, så skal det dokumenteres, at disse er foretaget i overensstemmelse med armslængdeprincippet. 

En virksomheds omkostninger kan normalt inddeles i tre kategorier:

• De direkte omkostninger ved at fremstille varer eller ydelser som fx råvarer.
• De indirekte omkostninger ved fremstillingen som fx omkostninger til reparationsafdelingen angående vedligeholdelse af det udstyr, der anvendes til at fremstille forskellige produkter. Selv om disse omkostninger er nært forbundet med fremstillingsprocessen, kan de være fælles for mange varer eller ydelser, og de vil derfor ofte være fordelt efter en bestemt fordelingsnøgle.
• Virksomhedens øvrige driftsudgifter, fx udgifter til tilsyn, generalomkostninger og administrative omkostninger.

Ved Cost plus-metoden er det normalt de direkte og de indirekte omkostninger, som indgår i kostbasen. De indirekte produktionsomkostninger skal fordeles efter de mest hensigtsmæssige og relevante kriterier.

Det er ved brugen af Cost plus-metoden vigtigt, at der er overensstemmelse i måden hvorpå de forskellige omkostningskategorier opgøres og indregnes for henholdsvis den kontrollerede transaktion og den uafhængige transaktion, hvormed der sammenlignes. Der kan fx opstå et problem, hvis den kontrollerede transaktion ikke inkluderer eller ekskluderer de samme typer af omkostninger som den uafhængige transaktion. Det er af samme grund også vigtigt, at regnskabsprincipperne, der er anvendt ved opgørelsen af omkostningerne for henholdsvis den kontrollerede og uafhængige transaktion, er sammenlignelige.

Selvom det ved Cost plus-metoden er normalt at indregne direkte og indirekte produktionsomkostninger i kostbasen, så kan det i konkrete situationer være nødvendigt at tilpasse omkostningsbasen ud fra de sammenlignelige data, der er til rådighed for sammenlignelighedsanalysen.

Ved anvendelse af Cost plus-metoden (samt ved TNMM, hvor der bruges en omkostningsbaseret Profit Level Indicator (PLI)), skal der videre tages stilling til, om der skal beregnes et avancetillæg på alle omkostninger. Denne problemstilling er især relevant i forhold til afholdte gennemstrømnings- og tredjemandsomkostninger, da der på disse omkostninger allerede én gang er indregnet et markedsmæssig avancetillæg.  Som udgangspunkt skal der indregnes et tillæg på de samme omkostninger, som avancetillægget for de sammenlignelige transaktioner er beregnet på. Det er i alle tilfælde vigtigt, at der sammenlignes på samme omkostningsniveau/grundlag. Se TPG 2.50, 2.99, 2.100 og 7.35.

Anvendelse af Cost plus-metoden

Cost plus-metoden kan både anvendes til at prisfastsætte produkter og tjenesteydelser. Metoden er ikke anvendelig, hvis den testede part yder unikke og værdifulde bidrag til transaktionen og/eller har væsentlig risiko ved aktiviteten.

Metoden anvendes fx, når det ikke er muligt at anvende CUP-metoden, og når der er tale om relativt simple produktions- eller servicetransaktioner. Metoden er velegnet i følgende situationer:

• De interne transaktioner vedrører halvfabrikata.
• De forbundne parter har indgået integrerede produktionsaftaler eller langfristede købs- og salgsaftaler.
• Et koncernselskab producerer efter specialordre fra andre koncernselskaber.
• Ved levering af tjenesteydelser.

I disse situationer er Cost plus-metoden særlig velegnet, hvis transaktionerne sker under stabile afsætningsforhold, og den simple produktions- eller servicevirksomhed derfor kun er udsat for en begrænset markedsrisiko.

Metoden vil meget sjældent være den mest egnede, når produktions- eller servicevirksomheden ejer unikke og værdifulde immaterielle aktiver (knowhow, patenter, varemærker m.v.). bidrager med unikke og værdifulde funktioner eller kontrollerer væsentlige risici i forbindelse med transaktionen.

Andre faktorer, såsom virksomhedens omkostningsstruktur, antal år i branchen og kompleksiteten af produktet eller ydelsen, kan have indflydelse på sammenligneligheden og er dermed vigtige at tage hensyn til ved anvendelse af metoden.

Det bemærkes i forhold til Cost plus-metoden, at indtjeningen i en virksomhed, der ikke kontrollerer eller bærer en risiko, ikke nødvendigvis skal være lav. Størrelsen af avancetillægget beror på en grundig transfer pricing analyse af den kontrollerede transaktion, der er undergivet de samme krav som de øvrige 4 metoder. Det kan derfor meget vel være tilfældet, at en stor del af den samlede profit ved en transaktion skal allokeres til den virksomhed i koncernen, der udfører en unik og værdifuld funktion på kontrakt med en anden virksomhed i koncernen. Se herom vejledningen og eksemplerne i TPG kap. I og VII, og særligt de transaktionstyper, der beskrives i TPG 7.47.

I TPG 7.45 og 7.49 er en række nærmere angivne transaktioner samlet under betegnelsen serviceydelser af lav værdi (LVAS). Betegnelsen dækker over nogle helt simple serviceydelser af rent administrativ karakter, for hvilke der under nogle nærmere angivne betingelser kan bruges et fast avancetillæg på 5%.

Fordele og ulemper ved Cost plus-metoden

Fordele er:

• Det er ikke nødvendigt med så stor produktlighed som ved CUP-metoden.
• Cost plus-metoden anvendes i praksis også af uafhængige parter til prisfastsættelse.

Ulemper er:

• Det kan være vanskeligt at finde sammenlignelige data på bruttoavanceniveau.
• Det kan være vanskeligt at afgrænse de relevante indirekte produktions-omkostninger.
• Der kan være forskelle i regnskabspraksis i forhold til sammenligningsgrundlaget.
• Cost plus-metoden kan give et incitament til på papiret at øge eller reducere omkostningsbasen hos den testede part, for derved at minimere den samlede beskatning af koncernen.
• Cost plus-metoden er ikke egnet til transaktioner, hvor begge parter bidrager med unikke og værdifulde funktioner, aktiver og risici.
• Der er ikke nødvendigvis en nær sammenhæng mellem markedsprisen for en ydelse og de omkostninger, der er medgået til leveringen heraf.