Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

TfS 1999, 123 ØLR

A optog i 1984 et lån på 21,29 mio. kr. i en bank. Et forsikringsselskab stillede sikkerhed for lånet ved selvskyldnerkaution, og som sikkerhed for selvskyldnerkautionen fik forsikringsselskabet håndpant i 3 livsforsikringer, nominelt 20 mio. kr., som A tegnede i januar 1985, og supplerende sikkerhed i værdipapirer nominel 3 mio. kr. Til indfrielse af lånet optog A i 1985 et nyt lån, der senere blev omlagt til et andet lån og forlænget flere gange og endeligt indfriet i 1989. Håndpantsætningen af livsforsikringspolicerne blev ophævet i 1989. Landsretten lagde til grund, at livsforsikringspolicernes tilbagekøbsværdi ved udgangen af årene 1986, 1987 og 1988 var større end lånesummen, og at lånet optaget i 1984 blev brugt til investering i livsforsikringspolicer. Der var ikke fradrag for renterne af lånet, jf. LL (ligningsloven) § 18.

TfS 1997, 223 ØLR

A havde selvangivet renteudgifter af et veksellån på 1,6 mio. kr. i en bank. Et forsikringsselskab stillede garanti over for banken på 1,6 mio. kr., og som sikkerhed for garantien stillede A bl.a. en i forsikringsselskabet tegnet livsforsikring. Livsforsikringen var oprindeligt tegnet for 6 år, men blev senere forlænget med 4 år. Landsretten fandt, at der ikke var fradrag for renter af lånet. Om livsforsikringens løbetid blev der lagt vægt på den oprindelige aftale om en løbetid på 6 år. Ved den efterfølgende aftale om forlængelse var restløbetiden 8 år, så der havde ikke på noget tidspunkt været en pligt til at betale præmie i 10 år.

Landsskatteretskendelser

TfS 1993, 348 LSR

A optog et veksellån i en bank med garantistillelse fra et forsikringsselskab, som fik sikkerhed i en af skatteyderen tegnet livsforsikringspolice. Der blev desuden stillet supplerende sikkerhed ved et ejerpantebrev i A's ejendom. Lånet og livsforsikringen var beløbs- og tidsmæssigt sammenfaldende, og Landsskatteretten fandt, at renter ikke kunne fradrages.

LSRM 1981.91

A havde i 1968 tegnet tre annuitetsforsikringer, hvoraf de to havde en løbetid på 15 år, mens det tredje havde en løbetid på 34 år. I 1970 havde A tegnet yderligere to annuitetsforsikringer med en løbetid på 15 år.

Med sikkerhed i ovennævnte lån havde A optaget lån i det forsikringsselskab, hvori forsikringerne var tegnet. Præmiebetalingen for alle 5 forsikringer ophørte i december 1971 og forsikringerne blev tilbagekøbt i juli 1973.

Landsskatteretten fandt, at det fremgår af bemærkningerne til den anførte lovbestemmelse, nu LL (ligningsloven) § 18, stk. 2, at bestemmelsen kun tilsigter at udelukke rentefradrag vedrørende policelån ved tegning af livsforsikringer med betydelige præmieindskud en gang for alle eller over en kort årrække, og da den aftalte præmiebetaling for alle 5 forsikringer oversteg 10 år, kunne Landsskatteretten tiltræde, at bestemmelsen ikke fandt anvendelse på det optagne lån.