A.A.7.4.8 Meddelelse om afgørelse

Indhold

Dette afsnit handler om meddelelse af afgørelsen, herunder meddelelse til andre end adressaten og konsekvenserne af manglende meddelelse.

Afsnittet indeholder:

• Baggrund
• Regel
• Betingelser
• Konsekvenser, hvis betingelserne ikke er opfyldt
• Ugyldighed
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Baggrund

Af retssikkerhedsmæssige årsager er det lovfæstet i FVL, hvordan en afgørelse skal udformes og kommunikeres.

Afgørelser skal meddeles særskilt og skriftligt til sagens parter ellers kan det medføre, at afgørelsen anses for ugyldig. Se FVL §22 og 23. 

Vedrørende digital kommunikation se afsnit A.A.7.6 Digital kommunikation.

Regel

Når sagen er afgjort, skal afgørelsen udformes i en kommunikerbar form for at kunne medføre de virkninger, den tilsigter.

En afgørelse, skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Se FVL § 22.

Bestemmelsen skal sammenholdes med FVL § 23, hvoraf fremgår, at den der har fået meddelt en afgørelse mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

En begæring om skriftlig begrundelse skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Såfremt der er krav om udarbejdelse af en sagsfremstilling skal dette ske skriftligt efter de særlige regler i SFL § 19. Se nærmere A.A.7.4.6 Sagsfremstilling.

Se også

Afsnit A.A.7.4.7 Begrundelse om begrundelse af afgørelsen.

Betingelser

Der knytter sig visse betingelser til underretning om afgørelsen, herunder form, parter, partsrepræsentation og særskilt meddelelse ifølge forretningsorden.

Dette skema viser de betingelser, der knytter sig til underretning om afgørelsen:

Konsekvenser af manglende underretning

Klagefristen regnes efter SFL fra det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden har modtaget underretning om afgørelsen. Se SFL § 35a

Såfremt Skatteforvaltningen kan godtgøre, at afgørelsen er sendt på sædvanlig måde, vil bevisbyrden vende, på den måde, at modtageren særligt skal kunne godtgøre, hvis afgørelsen påstås ikke at være kommet frem (modtaget).

Hvis en borger/virksomhed har ladet sig repræsentere er afgørelsen, som udgangspunkt, først gyldigt meddelt, når den er sendt til repræsentanten.

I en konkret sag havde borgeren ikke løftet bevisbyrden for, at hans repræsentants indsigelse mod Skatteforvaltningens forslag til afgørelse var kommet frem til Skatteforvaltningen. Da borgeren derfor ikke havde udtalt sig efter modtagelsen af forslag til afgørelse, havde Skatteforvaltningen været berettiget til at træffe afgørelse uden yderligere underretning. Se SFL § 20, stk.2. Se SKM2015.689.VLR. 

Ugyldighed

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed, selv om underretning sker til administrationsselskabet. Byretten fandt, at den omstændighed, at afgørelsen alene var sendt til administrationsselskabet i sambeskatning ikke indebar, at afgørelsen var ugyldig.Retten lagde vægt på, at datterselskabet og administrationsselskabet havde samme adresse, og at datterselskabet havde haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen. Se SKM2014.416.BR.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed, selv om underretning sker til kurator. Landsretten bemærkede i relation til H1 ApS' sambeskatningsindkomst med H1.2 ApS i indkomståret 2000, at SKAT efter princippet i SEL § 33 var berettiget til at træffe afgørelsen om forhøjelse af H1.2 ApS' sambeskatningsindkomst med H1 ApS, uanset at H1.2 ApS var opløst ved konkurs på tidspunktet for afgørelsen. Landsretten bemærkede videre, at afgørelsen som sket kunne gøres gældende overfor H1 ApS, uanset at afgørelsen kun var stilet til kurator i H1.2 ApS' tidligere konkursbo. Se SKM2014.232.ØLR.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering. Borger havde ændret adresse og SKAT burde derfor have reageret, da forslag og afgørelse, der blev fremsendt til den tidligere adresse alle blev returneret til SKAT. Sagsbehandlingsfejlen indebar, at borger ikke modtog skriftlig underretning om, at SKAT agtede at ændre skatteansættelsen. Landsretten finder, at denne fejl ikke kan antages at have haft betydning for sagens udfald og derfor ikke kan medføre, at skatteansættelse er ugyldig. Landsretten har lagt vægt på, at borger deltog i et møde med SKAT bl.a. vedrørende skatteansættelsen for de pågældende indkomstår, inden seneste årsopgørelse blev udsendt for 2005 og at ansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005 blev påklaget til Landsskatteretten, der under inddragelse af borgerens synspunkter stadfæstede SKATs afgørelser. Se SKM2013.751.ØLR.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering. Der blev ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor skattemyndighederne havde sendt forslag til ansættelsen og brev med afgørelsen af ansættelsen til den adresse, der fremgik af folkeregistret (CPR-registret). Skatteyder havde meddelt til de lokale skattemyndigheder, at der ikke længere var bopæl på folkeregisteradressen. Ændringerne af ansættelsen blev samtidig sendt til revisors gamle adresse. Højesteret fandt, at skattemyndigheden var skyld i fejladresseringen og at det ikke var godtgjort, at foreløbig ændring af ansættelsen var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for sagens udfald, og dermed blev ansættelsen ikke anset for ugyldig. Se SKM2004.470.HR.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed med henvisning til SKM2004.470.HR. Som følge af en sagsbehandlingsfejl blev årsopgørelsen sendt til den forkerte adresse. Derfor modtog den skattepligtige årsopgørelsen med ca. et års forsinkelse. Fejlen medførte ikke, at skatteansættelsen var ugyldig. Se SKM2013.124.VLR.

I en konkret sag var der ikke er ugyldighed. Der blev ikke statueret ugyldighed i en sag, hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi moderselskabet havde påtaget sig at indsende ApS' selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar. Se SKM2004.108.HR, der stadfæster kendelsen refereret i TFS 1999.925ØLD.

Se også

A.A.7.4.5.2 Høring i sambeskattede selskaber.

A.A.7.5  Formelle mangler eller fejl.

 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: