A.A.1.6.2.3 Møder
Indhold
Dette afsnit handler om reglerne om vurderingsankenævnenes møder.
Afsnittet indeholder:
- Grundlæggende regler for møderne
- Indkaldelse til møder
- Materiale til nævnet
- Beslutningsdygtighed
- Afstemningsregler
- Protokol
- Ny vurderingsankenævnsstruktur
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Grundlæggende regler for møderne
Vurderingsankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder møder i besluttende led.
Vurderingsankenævnet havde i strid med nævnets forretningsorden ikke afgjort sagen på et møde, og afgørelsen var derfor truffet uden den fornødne organhabilitet. Som følge af de helt grundlæggende mangler ved vurderingsankenævnets afgørelse, blev nævnets afgørelse anset for ugyldig og annulleret. Se SKM2014.754.LSR.
Møderne er ikke offentlige. Nævnet kan således ikke beslutte, at møderne eller dele heraf skal være offentlige.
Når nævnet påtænker at træffe en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, har klageren ret til et møde med nævnet. Udover denne situation er der ingen mulighed for at tillade en klager at overvære nævnets møder. Der er således ingen mulighed for at tillade en klager at overvære vurderingsankenævnets forhandlinger om afgørelsen i vedkommendes egen sag.
Lyd- og billedoptagelse af vurderingsankenævnets møder må ikke finde sted.
Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 8 .
Vurderingsankenævnet kan foretage besigtigelse af en ejendom. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 38, stk. 4. Klageren skal orienteres herom, og besigtigelse må alene finde sted med klagerens eller dennes repræsentants medvirken. Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 12.
Nævnet har ikke pligt til at besigtige en ejendom.
Se afsnit A.A.7.4.3 Sagens oplysning (Officialprincippet) om sagens oplysning.
Indkaldelse til møder
Det er formanden, der efter aftale med Skatteankestyrelsen, som fastsætter tid og sted for mødernes afholdelse. Skatteankestyrelsen foretager herefter indkaldelse til møderne. Formanden skal dog, såfremt 1/3 af medlemmerne forlanger det, inden 14 dage indkalde til møde.
Mødeindkaldelsen skal så vidt muligt fremsendes med mindst en uges varsel.
Dagsordenen udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.
Formanden fastsætter efter aftale med Skatteankestyrelsen mødets dagsorden.
Vurderingsankenævnet er ikke afskåret fra at behandle en sag, der ikke er opført på mødets dagsorden. Hvis et medlem gør indsigelse herimod, må sagen dog udsættes til næste møde, medmindre det er åbenbart, at sagen ikke tåler udsættelse på grund af frister eller lignende.
Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 8.
Materiale til nævnet
Sammen med mødeindkaldelsen skal medlemmerne modtage
- de sagsfremstillinger med forslag til afgørelse, der skal behandles på mødet
- skatteyderens eventuelle kommentarer til et tidligere fremsendt forslag
- oplysninger om, hvorvidt en klager ønsker at forelægge sin sag for nævnet.
Dette gælder dog ikke, hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet. Hvis der er tale om et antal enslydende sager, kan Skatteankestyrelsen beslutte, at der kun skal sendes materiale vedrørende én sag, som angives som eksempel for alle sagerne.
Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 8.
Beslutningsdygtighed
For at det samlede vurderingsankenævn kan træffe afgørelse, skal mindst halvdelen af ankenævnets medlemmer eller deres stedfortrædere være til stede. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 10, stk. 2.
Et besluttende led kan træffe afgørelse, når mindst 3 medlemmer af leddet eller deres stedfortrædere deltager. Dette gælder uanset det besluttende leds størrelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 10, stk. 3.
Formanden eller en næstformand skal altid deltage i afgørelsen.
Afstemningsregler
Vurderingsankenævnet træffer sine afgørelser ved afstemning. Det er formanden, der beslutter, i hvilken rækkefølge de stillede forslag sættes til afstemning. Afstemningen foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Det enkelte vurderingsankenævnsmedlem har pligt til at tage stilling til de afgørelser, nævnet skal træffe. Undlader et medlem at stemme, betragtes dette, som om medlemmet har stemt for det forslag, der er til afstemning.
Afstemning i en sag kan undlades, hvis formanden skønner, at afstemning er unødvendig, og ingen medlemmer forlanger, at der foretages afstemning.
Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 9.
Protokol
Der skal føres en protokol over vurderingsankenævnets møder. Protokollen skal som minimum indeholde følgende
- Dato og tidspunkt for mødets begyndelse og afslutning
- Oplysning om mødedeltagere.
For hver enkelt sag skal følgende fremgå af protokollen
- Identifikation af sagen
- Kort begrundelse for afgørelsen
- Oplysninger om forskellige opfattelser under afstemningen både vedrørende resultatet og vedrørende begrundelsen samt stemmetallet for hver opfattelse.
Protokollen skal tillige påføres bemærkninger i hver sag, hvis en af følgende situationer opstår
- en klage tilbagekaldes mundtligt i forbindelse med nævnsmødet
- der træffes afgørelse vedrørende et medlems habilitet i en sag
- et eller flere medlemmer ønsker deres mindretalsudtalelse efter § 10, stk. 2, nr. 3, forelagt for Skatterådet.
Protokollen skal tillige indeholde oplysninger om:
- Navn og adresse på klager.
- Ejers navn og adresse, hvis ejer og klager ikke er den samme.
- Ejendomsnummer og adresse på den påklagede ejendom.
- Eventuel besigtigelse foretaget af nævnet eller Skatteankestyrelsen.
- Hvilken vurdering, der er klaget over.
Nævnet skal godkende protokollen.
Se BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 10.
Ny vurderingsankenævnsstruktur
Lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love ændrer fremadrettet den nuværende vurderingsankenævnsstruktur, reglerne om klagebehandling af vurderingssager mv. Loven har ikrafttrædelse den 1. januar 2018. Lovens § 1, nr. 2-20 og 36-66 vedrørende vurderingsankenævnenes sammensætning, klagebehandling mv. finder dog ikke anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar 2019, jf. dog stk. 5. For sådanne klager og anmodninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendelse. Se LOV nr. 688 af 08/06/2017 § 22, stk. 4.
Der kommer som følge af LOV nr. 688 af 08/06/2017 ny bekendtgørelse som ændrer BEK nr. 1227 af 24/10/2013.
Der vil i forbindelse med oprettelsen af de nye vurderingsankenævn blive udstedt en forretningsorden, hvor de nærmere regler for nævnenes virke skal fastsættes. BEK nr. 1515 af 13/12/2013 ændres dermed.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Afgørelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
||
SKM2014.754.LSR |
Vurderingsankenævnet havde i strid med nævnets forretningsorden ikke afgjort sagen på et møde, og afgørelsen var derfor truffet uden den fornødne organhabilitet. Som følge af de helt grundlæggende mangler ved vurderingsankenævnets afgørelse, blev nævnets afgørelse anset for ugyldig og annulleret. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil