Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

A.A.1.6.2.2 Opgaver

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om vurderingsankenævnenes opgaver.

Afsnittet indeholder:

  • Saglig kompetence
  • Påkendelseskompetence
  • Genoptagelse af egne afgørelser
  • Ny vurderingsankenævnsstruktur
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Saglig kompetence

Hovedregel

Vurderingsankenævnet afgør klager over Skatteforvaltningens afgørelser vedrørende:

  • Ejendomsvurderingsloven
  • EBL (ejendomsavancebeskatningsloven) § 8, stk. 1, nr. 3.

Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 6, stk. 1.   

Undtagelse 1

Principielle sager skal afgøres af Landsskatteretten. En sag anses for at være principiel, hvis

  • klagen ville kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige
  • klagen vedrører større økonomiske værdier
  • klagen angår fortolkning af væsentlig betydning for ny lovgivning eller væsentlig fortolkning af lovgivning i øvrigt
  • der i sagen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde
  • klagen har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

Visiteringen foretages af Skatteankestyrelsen.

Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 6, stk. 2 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b.  

Undtagelse 2

Klagen udspringer af samme forhold som en sag, der allerede verserer ved Landsskatteretten

En klage kan afgøres af Landsskatteretten, hvis klagen udspringer af samme forhold som en sag, der allerede verserer ved Landsskatteretten

Visiteringen foretages af Skatteankestyrelsen.

Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 6, stk. 2 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b.   

Undtagelse 3

En klager kan vælge, at en sag, som er visiteret til et vurderingsankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten.

Klagerens valg skal være meddelt Skatteankestyrelsen senest fire uger efter, at klageren har modtaget meddelelse om, at klagen er visiteret til et vurderingsankenævn. Skatteankestyrelsen kan se bort fra en overskridelse af fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 6, stk. 2 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 b.    

Klagesager vedrørende fradrag for forbedringer

Klagesager til Landsskatteretten, som helt eller delvist angår en ansættelse vedrørende fradrag for forbedring af grundværdi eller afslag på ordinær genoptagelse af en ansættelse vedrørende fradrag for forbedring af grundværdi (FFF-sager) overføres pr. 1. januar 2017 som udgangspunkt til forsat klagebehandling og afgørelse ved vurderingsankenævnene.

Dette omfatter alle sager, hvori klagen helt eller delvist vedrører en ansættelse vedrørende grundforbedringsfradrag eller afslag på genoptagelse af en ansættelse om et grundforbedringsfradrag efter de tidligere gældende regler i VUL §§ 17 og 18. Det vil således også gælde sager, hvor klagen vedrørende grundforbedringsfradrag kun er en del af en klage om f.eks. grundværdi. Endvidere gælder det, hvis vurderingsankenævnet hjemviser sagen til Skatteforvaltningen, og den skattepligtige påklager Skatteforvaltningens nye afgørelse om grundforbedringsfradrag. Den nye klage vil således som udgangspunkt blive overført til behandling ved vurderingsankenævnet.

Landsskatteretten vil dog behandle klagen hvis

  • der er tale om en klage over et vurderingsankenævns afgørelse
  • klageren har modtaget en indstilling til sagens afgørelse
  • klageren i forbindelse med en høring har modtaget oplysninger om en indstilling til sagens afgørelse.

Se § 3, stk. 10 i lov nr. 1665 af 20/12/2016. 

Se også

Afsnit A.A.1.11 Kompetenceafgrænsning om kompetenceafgrænsning i forhold til andre myndigheder.

Påkendelseskompetence

Vurderingsankenævnet kan uanset klagens udformning genoptage den påklagede vurdering i sin helhed. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 38, stk. 2.

Vurderingsankenævnet er ikke bundet af fristreglerne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 33.

Hvis en klage tilbagekaldes, har et vurderingsankenævn ikke kompetence til at fortsætte klagebehandlingen. Se om tilbagekaldelse BEK nr. 1515 af 13/12/2013 § 14.

Genoptagelse af egne afgørelser

Vurderingsankenævn kan efter anmodning herom genoptage egne afgørelser. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 g. Betingelsen for at tillade genoptagelse er som udgangspunkt, at 

  • der forelægges nye oplysninger
  • det skønnes, at oplysningerne ville have medført et væsentligt ændret resultat, hvis de havde foreligget tidligere.

Anmodning om genoptagelse skal som udgangspunkt indgives inden udløbet af ansættelsesfristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 33. Dette kan dog fraviges, hvis vurderingsankenævnets afgørelse er indbragt for domstolene. I denne situation kan klageren tilbagekalde sin klage og anmode om genoptagelse hos nævnet, uanset at de nævnte frister er overskredet.

Når særlige omstændigheder taler for det, kan vurderingsankenævnet tillade genoptagelse, selv om ovennævnte betingelser ikke er opfyldt.

Vurderingsankenævnet kan dog aldrig genoptage en klagesag, hvis Landsskatteretten, Skatterådet eller domstolene har taget stilling til det omhandlede klageforhold. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 14.

Vurderingsankenævnet kan ikke genoptage en sag, medmindre der foreligger en anmodning herom fra klageren. Nævnet kan dog genoptage en ansættelse på egen foranledning, hvis formålet med genoptagelsen alene er at berigtige egentlige skrive- eller regnefejl.

Bliver nævnet i øvrigt opmærksom på, at det har truffet en forkert afgørelse, kan nævnet ikke genoptage sagen. Er der tale om en ændring til gunst for klager, bør nævnet foreslå klager at anmode om genoptagelse.

 

Ny vurderingsankenævnsstruktur

Lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love ændrer fremadrettet den nuværende vurderingsankenævnsstruktur, reglerne om klagebehandling af vurderingssager mv. Loven har ikrafttrædelse den 1. januar 2018. Lovens § 1, nr. 2-20 og 36-66 vedrørende vurderingsankenævnenes sammensætning, klagebehandling mv. finder dog ikke anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar 2019, jf. dog stk. 5. For sådanne klager og anmodninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendelse. Se LOV nr. 688 af 08/06/2017 § 22, stk. 4.

Der kommer som følge af LOV nr. 688 af 08/06/2017 ny bekendtgørelse som ændrer BEK nr. 1227 af 24/10/2013.

Der vil i forbindelse med oprettelsen af de nye vurderingsankenævn blive udstedt en forretningsorden, hvor de nærmere regler for nævnenes virke skal fastsættes. BEK nr. 1515 af 13/12/2013 ændres dermed.

 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretsafgørelser

SKM2010.767.LSR

Vurderingsankenævnet havde ikke kompetence til at ændre grundværdien i forbindelse med en klage over fradrag for forbedringer.

 

SKM2010.781.LSR

Vurderingsankenævnet havde ikke kompetence til at ændre råjordsprisen i forbindelse med en klage over nedslag i grundværdien for udgifter til ekstrafundering.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.