A.C.2.3 Fradrag for arbejdsmarkedsbidrag
Bortseelsesret, arbejdsmarkedsbidrag | Indeholdelse og indbetaling af arbejdsmarkedsbidrag til staten skal foretages af arbejdsgiveren i forbindelse med enhver udbetaling af løn m.v. efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 11, stk. 1, 6 og 10 og § 13, stk. 1. Det følger af ligningslovens § 7 L, stk. 1, at personer, der er omfattet af bidragspligten efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, ikke skal medregne de beregnede bidrag omfattet af indeholdelsespligten i lovens § 11, stk. 10 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst (bortseelsesret for arbejdsgiverens indbetalinger). For indbetalinger, som arbejdsgiveren, de kommunale dagpenge- og socialmyndigheder, Arbejdsdirektoratet eller arbejdsløshedskassen foretager til en pensionsordning omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19, skal pensionsinstituttet herunder ATP og ikke arbejdsgiveren m.v. foretage indeholdelse og indbetaling af arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag § 11, stk. 5 og 10 og § 13, stk. 2. I SKM2002.285.TSS meddelte Told- og Skattestyrelsen, at tilbageregulering af for meget tilbageholdt arbejdsmarkedsbidrag af en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 19, skal ske til pensionsinstituttet og ikke til ejeren af ordningen. Følger den manglende bidragspligt af arbejdsmarkedsbidragslovens fritagelsesregler, kan pensionsinstituttet, i år hvor endelig afregning ikke har fundet sted, tilbageføre eventuelle á conto indbetalte bidrag ved at regulere herfor i den endelige indbetaling pr. 1. april i det efterfølgende år. I øvrige situationer indgiver pensionsinstituttet en efterangivelse og tilbageposterer beløbet, hvorefter told- og skatteforvaltningen vil foranledige beløbet tilbagebetalt. Da pensionsinstituttet beregner arbejdsmarkedsbidrag af en indbetaling, som i forvejen ikke skal medregnes i den skattepligtige indkomst, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19, er der ikke behov for en yderligere fradrags-/bortseelsesret. Foretager arbejdsgiveren indbetalinger for de ansatte til pensionsinstitut omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser, eller til en hjælpe- og understøttelsesfond efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 52, skal arbejdsgiveren og ikke pensionsinstituttet foretage indeholdelsen og indbetalingen af arbejdsmarkedsbidraget, hvis indbetalingen ikke kan henføres til den enkelte lønmodtager, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag §§ 9 og 11, stk. 2. Da bidragene ikke er personhenførbare, kan de ikke beskattes hos de enkelte ansatte, hvorfor der ikke er behov for en særlig fradragshjemmel for disse indbetalinger. . |
Fradragsret, arbejdsmarkedsbidrag | Hvor bidragspligten påhviler en person efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, stk. 1, litra a, men hvor arbejdsgiveren ikke er indeholdelsespligtig af udbetalt løn, vederlag, honorar, m.v. til den ansatte, vil den ansatte ikke kunne udnytte bortseelsesreglen i ligningslovens § 7 L. Den ansatte kan i stedet fradrage arbejdsmarkedsbidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 8 M, stk. 1. Efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 7 er arbejdsmarkedsbidraget endvidere fradragsberettiget i den personlige indkomst. Tilsvarende gælder efter bestemmelsen personer, der er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 af vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde her i landet uden for tjenesteforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, og der som følge heraf er bidragspligtige efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, stk. 1, litra c. Endelig gælder fradragsretten efter ligningslovens § 8 M, stk. 1, selvstændigt erhvervsdrivende, der er bidragspligtige efter lov om en arbejdsmarkedsfond § 7, stk. 2 og § 10, se i den forbindelse afsnit E.B.8.6. |
Fradragsret, obligatoriske udenlandske sociale bidrag | |
Fuld skattepligt | Er en person fuldt skattepligtig til og hjemmehørende i Danmark uden at være undergivet dansk social sikringslovgivning, og betaler personen obligatoriske udenlandske sociale bidrag som følge af, at vedkommende er omfattet af social sikringslovgivning i fremmed stat i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt herhvervsdrivende og der familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, eller i medfør af en mellemfolkelig aftale, kan personen fradrage obligatoriske udenlandske sociale bidrag i den skattepligtige personlige indkomst, jf. ligningslovens § 8 M, stk. 2 og stk. 3, sammenholdt med personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 7. Pensionister er som hovedregel socialt sikret i bopælslandet i medfør af EU-forordningerne. Hvis en pensionist udelukkende modtager pension fra et andet land, er pensionisten socialt sikret i dette land. Bopælslandet er berettiget til at få sociale udgifter vedrørende pensionisten refunderet fra det land, der udbetaler pensionen, hvilket er grunden til, at der opkræves bidrag af pension fra visse lande. Norge opkræver fx i denne situation 3 procent "trygdeavgift" i pensionsudbetalinger til pensionister bosat i Danmark. Betingelsen for fradrag efter LL (ligningsloven) § 8 M, stk. 2, er opfyldt, så længe pensionisten er socialt sikret i det andet land. Hvis pensionisten også modtager pension fra Danmark, gives der ikke fradrag efter LL (ligningsloven) 8 M, stk. 2, idet personen i så fald er socialt sikret i Danmark. I |
Begrænset skattepligt | Personer, som er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, og som i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familier, der flytter inden for Det Europæiske Fællesskab, er undergivet udenlandsk social sikringslovgivning, kan fradrage udenlandske obligatoriske sociale arbejdsgiverbidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidragene vedrører. Det er en betingelse for fradrag, at der i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring er indgået aftale om, at de udenlandske arbejdsgiverbidrag påhviler lønmodtageren, jf. ligningslovens § 8 M, stk. 4. For arbejdsudlejede personer omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 fragår de udenlandske sociale bidrag før beregningen af skatten på 30 pct., jf. kildeskattelovens § 48 B, stk. 2. |
|