|
Afgrænsning overfor goodwill | Det afgørende kriterium for at kvalificere et vederlag som enten goodwill eller godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende er, om beløbsmodtageren har ejendomsretten til virksomhedens kundekreds. Kun hvis man har ejendomsretten til virksomhedens kundekreds m.v. vil der kunne være tale om vederlag for overdragelse af goodwill, jf. SKM2001.185.HR og SKM2002.359.HR. Det skal særligt fremhæves, at Højesteret i SKM2001.185.HR bemærker, at adgangen for forhandleren til at overdrage forhandlingen er uden betydning for, hvem kundekredsen tilhørte, eftersom også erhververen af forhandlingen måtte tåle en opsigelse. I forbindelse med en omstrukturering af en koncerns organisation blev Ligningsrådet i SKM2004.141.LR spurgt om, hvorvidt der skal fastsættes en goodwillværdi ved overdragelse af et dansk grossistselskabs aktiver og passiver til en nystiftet dansk filial. Ifølge den foreliggende eneforhandlingsaftale kunne moderselskabet bringe eneforhandlingsaftalen til ophør med 6 måneder varsel, og derved afskære det danske selskab fra den kundekreds, som efterspørger koncernens produkter. Det fremgik også af eneforhandlingsaftalen, at der ikke skete overdragelse af nogen form for immaterielle rettigheder, ligesom alle dokumenter, der relaterede sig til forhandlingen, skulle overdrages vederlagsfrit til koncernen ved ophør af aftalen. Da det danske selskab ikke havde ejendomsretten til den kundekreds mv., som var knyttet til virksomheden, fandt Ligningsrådet, at der ikke var grundlag for at fastsætte en goodwillværdi. TfS 1991, 462: Ved udtræden af en eneforhandlingskontrakt fik den udtrædende forhandler i overensstemmelse med forhandlerkontraktens bestemmelser udbetalt vederlag, dels for afståelse af ordrebeholdning, og dels godtgørelse for ophør af kontrakt. Intet af de udbetalte vederlag blev anset for skattefri goodwill - en sådan værdi var ikke aftalt i kontrakten - men der var tale om dels erstatning for mistet indtægt, dels om godtgørelse for opgivelse af eneforhandlingskontrakt, jf. LOSI § 2, nr. 9 - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 9, jf. stk. 3. Efter den tidligere praksis (se Ligningsvejledningen for 2002 og tidligere samt afgørelserne TfS 1994, 719, TfS 1997, 348 ØLD og TfS 1999, 84 HRD) vedrørende afgrænsningen mellem goodwill og godtgørelse i anledning af opgivelse af agentur eller lignende kunne en afståelsesret for forhandleren/agenten medføre, at et vederlag blev kvalificeret som goodwill. En sådan aftalt afståelsesret antages ikke længere efter Højesteretsdommen i SKM2001.185.HR at kunne føre til, at et vederlag bliver kvalificeret som goodwill.
Se TfS 1994, 719: En depotindehaver, der som led i et bryggeris omlægning af depoter fik udbetalt en godtgørelse, anså godtgørelsen som en betaling for goodwill, mens skattemyndighederne fandt, at godtgørelsen var betaling for opgivelse af en eneforhandlingsret. Landsretten fandt, at kundekredsen knyttet til depotindehaverens øldepot tilhørte bryggeriet, og at indehaveren ikke havde afståelsesret. Da det skatteretlige goodwillbegreb er knyttet til afståelse af en kundekreds, fandt retten, at godtgørelsen ikke kunne anses som et vederlag for goodwill, men måtte behandles som en godtgørelse for ophør af indehaverens eneforhandlingsret til bryggeriets produkter. Vederlaget var derfor omfattet af LOSI § 2, nr. 9 - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 9, jf. stk. 3. TfS 1997, 348 ØLD: I forbindelse med opsigelsen af en agenturaftale modtog et I/S et vederlag, der var betegnet som goodwill. Skattemyndighederne anså vederlaget for at være erstatning for opgivelse af en agenturaftale, jf. LOSI § 2, nr. 9 - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 9, jf. stk. 3. Landsretten stadfæstede skattemyndighedernes afgørelse med den begrundelse, at skatteyderen ikke havde bevist, at der forelå en ret til at overdrage kundekredsen. Landsretten anførte endvidere, at det forhold, at en del af kundekredsen var oparbejdet forud for agenturaftalens indgåelse, ikke i sig selv gav skatteyderen en ret til at overdrage denne kundekreds. TfS 1999, 84 HRD: Ved udtræden af en eneforhandlingskontrakt fik den udtrædende forhandler en godtgørelse, der var betegnet som erstatning for goodwill. Skattemyndighederne fandt, at beløbet var skattepligtigt efter LOSI § 2, nr. 9 - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 9, jf. stk. 3. Landsretten stadfæstede skattemyndighedernes afgørelse under henvisning til, at den afståede eneforhandlingsret ikke havde været forbundet med en fri afståelsesret for forhandleren. Også Højesteret stadfæstede, at der ikke var tale om vederlag for goodwill, men fandt, at vederlaget delvis måtte anses for opgivelse af agentur og delvis som betaling for påtagelse af en konkurrenceklausul. |
