A.F.1.10 Arbejdsværelse - kontorhold | Der kan i almindelighed ikke gives fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i lønmodtagerens hjem eller til et værelse, som han lejer uden for sit hjem, selv om lønmodtageren benytter værelset til hjemmearbejde m.v., da udgiften hertil må anses som en privat udgift, som ikke kan anses nødvendig for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det gælder, uanset om den pågældende har hjemmearbejde eller ekstraarbejde eller bijob, som angives udført fra et særligt værelse i hjemmet. I de ganske særlige tilfælde, hvor der er givet fradrag, er der i afgørelserne lagt vægt på, at det pågældende værelse har skiftet karakter, således at det ikke længere kan anses anvendeligt som opholdsrum, men gennem møblering, udstyr og adgangsforhold m.v. er blevet et værksted, et laboratorium eller en tegnestue, eller at værelset i væsentlig grad er blevet benyttet til arbejde om dagen, således at værelset, fx for en videnskabsmand træder i stedet for et arbejdsværelse, som den pågældende ellers måtte have på ansættelsesstedet. Den foreliggende praksis viser, at betingelserne for fradrag kun undtagelsesvis anses for at være opfyldt. Det beror blandt andet på, at selvom et værelse er møbleret med kontormøbler eller udstyret med omfattende bogreoler m.v., kan værelset ikke anses for uanvendeligt til opholdsrum i øvrigt. Se også afsnit E.B.3.15 Driftsudgifter i øvrigt, afsnittet "Praksis - Arbejdsværelse". |
|
Praksis | - Den ledende dom er Højesterets dom af 14. december 1960, UfR 1961, 107 HRD. Sagen angik en gymnasielektor, der foruden sin hovedstilling havde erhverv som lærer ved officersskolen, og som derudover havde en ret stor indtægt ved skribentvirksomhed, ved udgivelse og oversættelse af bøger og som medarbejder ved forskellige værker. Skatteyderen havde anset sig for berettiget til fradrag under henvisning til, at det i forbindelse med ekstraindtægterne var nødvendigt at opretholde et arbejdsværelse. Det var oplyst, at det omhandlede værelse var udstyret med bogreoler langs væggene fra gulv til loft og i øvrigt møbleret med et stort skrivebord, tilhørende stol, en sofa, to mindre træstole og et tidsskriftbord. Højesteret bemærkede, at skatteyderens udførelse af hjemmearbejdet i arbejdsværelset efter arbejdets art og omfang ikke bevirkede, at værelset kunne anses som et særskilt arbejdsværelse, der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum.
I tråd med denne er den øvrige praksis: I SKM2007.334.ØLR fik en højskolelære ikke fradrag for arbejdsværelse. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at sagsøgeren i det pågældende indkomståret havde fuldtidsarbejde som lærer på højskolen, at han i samme år ikke havde indtægtsgivende bibeskæftigelse, og at han selv og den daværende forstander havde forklaret, at sagsøgeren ikke som led i sin ansættelse var forpligtet til at stille sin private bolig til rådighed for eneundervisning af højskolens elever. Det kunne ikke føre til andet resultat, at det ifølge parts- og vidneforklaringerne fra højskolens side forudsattes, at lærerne forberedte deres undervisning uden for skolen, og at de faktiske forhold på skolen nødvendiggjorde dette.
I SKM2006.165.LSR fik en selvstændigt erhvervsdrivende (musikvirksomhed) fradrag for arbejdsværelse i hjemmet, idet virksomheden var skatteyderens eneste indtægtskilde og den blev drevet fra boligen. Det blev anset for godtgjort, at skatteyderens kontor udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Arten og omfanget af arbejdet gjorde, at skatteyderen anvendte kontoret i et ikke ubetydeligt omfang i forbindelse med den selvstændige virksomhed. Kontoret blev derfor anset for uegnet til privat beboelse.
I SKM2005.525.LSR fik en selvstændigt erhvervsdrivende fradrag for kontor i privatboligen. Landsskatteretten lagde vægt på, at skatteyderens kontor udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Virksomheden var skatteyderens eneste indtægtskilde, og den blev drevet fra skatteyderens bolig. Arten og omfanget af arbejdet gjorde derfor, at skatteyderen anvendte kontoret i ikke ubetydeligt omfang i forbindelse med den selvstændige virksomhed. Kontoret blev derfor anset for uegnet til privat anvendelse.
SKM2004.382.ØLR: Udover løn havde sagsøgeren fået udbetalt kr. 50.000 fra bevillinger, og sagsøgeren fandtes ikke at have bevist, at hun ikke herved havde fået godtgjort sine udgifter på ca. 29.000 kr. til kontorhold, rejser m.v. Allerede af denne grund blev Skatteministeriet frifundet for sagsøgerens påstand om fradrag for disse udgifter. Sagsøgeren ønskede endvidere fradrag for fire arbejdsværelser i den private bolig, men landsretten fandt alene. at betingelserne for fradragsret for udgifterne til et arbejdsværelse var opfyldt.
I SKM2003.488.HR drev skatteyderen en revisionsvirksomhed fra hjemmet og havde indrettet et kontor til brug herfor. Højesteret udtalte, at et kontor indrettet i en privat bolig normalt også kan benyttes til private formål, og at fradragsret for udgiften til et sådant kontor i almindelighed må forudsætte, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som skatteyderens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.
I SKM2002.29.HR fastslog Højesteret, at en selvstændig, der arbejdede som konsulent på hvervgiverens kontor fra tidlig morgen til sen eftermiddag, ikke kunne fratrække udgifter til arbejdsværelse i hjemmet.
SKM2001.169.ØLR, hvor Landsretten fandt, at en professor ved Københavns Universitet ikke var berettiget til at tage fradrag for et arbejdsværelse i boligen i Stockholm.
Ligeledes i TfS 1998, 424 ØLD, hvor skatteyderen, der er professor, havde i sin bolig indrettet et værelse som arbejdsværelse, som han benyttede til forskning, samt til forfatter- og konsulentarbejde. Han havde desuden et kontor til rådighed på universitetet. Landsretten fandt, at han ikke var berettiget til fradrag for arbejdsværelse.
TfS 1997, 890 ØLD. En psykolog fik ikke fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet. Skatteyderen arbejdede som privatpraktiserende psykolog, og klienterne blev behandlet i hendes hjem. Hendes lejlighed bestod af 3 værelser, og den ene stue var indrettet som arbejdsværelse. Landsretten udtalte, at arbejdsværelset hverken efter det omfang, hvor det havde været benyttet erhvervsmæssigt eller som følge af værelsets indretning og beliggenhed kunne anses for at være således udskilt fra den øvrige lejlighed, at det ikke kunne anses for en del af lejlighedens almindelige opholdsrum.
I TfS 1997, 689 ØLD fik en edb-chef ikke fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet. Skatteyderen var i 1988 og 1989 ansat hos Chr. Hansen Laboratorium A/S og havde i disse år en rådighedsforpligtelse, hvorefter han fra sin bolig overvågede natlige edb-kørsler hos arbejdsgiveren. Rådighedsforpligtelsen omfattede 1-2 timers arbejde dagligt i hjemmet hver anden måned. Til udførelsen af dette arbejde havde skatteyderen indrettet et værelse i hjemmet, hvori forefandtes bl.a. forskelligt edb-udstyr. Skatteyderens løn udgjorde ca. 500.000 kr. årligt, hvoraf ca. 100.000 kr. var et særligt tillæg for rådighedsforpligtelsen. Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udførte arbejde i hjemmet udgjorde et mindre omfang i forhold til omfanget af skatteyderens almindelige arbejde som edb-chef hos Chr. Hansen Laboratorium A/S, og at rådighedsforpligtelsen i hjemmet var muliggjort af den edb-tekniske udvikling. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han efter sin ansættelse havde pligt til at udføre rådighedsforpligtelsen fra hjemmet, ligesom han heller ikke havde godtgjort, at arbejdsværelset var særligt indrettet med henblik på en erhvervsmæssig udnyttelse, og at det var klart adskilt fra den øvrige private beboelse. Skatteyderen blev herefter ikke indrømmet fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet.
Østre Landsret har i en konkret sag begrundet fradrag for udgifter til arbejdsværelse med, at arbejdet som fagkonsulent ved Undervisningsministeriet nødvendiggjorde opbevaring af et betydeligt materiale, delvis af fortrolig karakter. Der var derfor tale om et særligt arbejdsværelse, der ikke kunne anses for et almindeligt opholdsrum, jf. TfS 1994, 663 ØLD. Dommen er stadfæstet af Højesteret, jf. (TfS 1996, 210 HRD (dissens)).
Se også TfS 1996, 553 ØLD, hvor en musiklærer havde indrettet 2 arbejds- og musiklokaler i hjemmet. Landsretten fandt, at det ene værelse havde været sådan indrettet og benyttet, at han var berettiget til et fradrag herfor.
Den meget omfattende landsskatteretspraksis er i overensstemmelse med det anførte. Fradrag for arbejdsværelse for lønmodtagere inden for alle erhverv nægtes næsten altid. Et betydeligt antal kendelser har nægtet skolelærere fradrag for arbejdsværelse, som f.eks. er blevet angivet benyttet til udarbejdelse og retning af stile og hjemmeopgaver m.v. Hvor der ganske undtagelsesvis godkendes fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom, skal fradraget beregnes som en forholdsmæssig del af udgiften til el og varme. Der gives ikke fradrag for de faktiske udgifter. Fradrag for den del af ejendomsskatten, der kan henføres til ejendommens erhvervsmæssige anvendelse, kan dog indrømmes, hvis arbejdsværelset udgør 10 pct. eller derover af den pågældende ejendom, se LV Erhvervsdrivende afsnit E.K.2.2 Ejendomsskatter. For så vidt angår ejendomsværdiskatten, medfører et godkendt arbejdsværelse et forholdsmæssig nedslag i ejendomværdiskatten, jf. EVSL (ejendomsværdiskatteloven) § 11. Det skal bemærkes, at nedslaget i ejendomsværdiskatten ikke skal fradrages i den skattepligtige indkomst. |
|
Kontorhold | Fradrag for udgifter til kontorhold. Udgifter til kontorhold omfatter udgifter til skrivemateriale, porto og lign. Eventuel modtagen kontorholdsgodtgørelse medregnes til den personlige indkomst, medens dokumenterede eller sandsynliggjorte udgifter kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst, jf. lsr. 1966.50. Se også TfS 1996, 68 VLD, hvor skatteyderen ikke kunne dokumentere, at den modtagne kontorholdsgodtgørelse var medgået til formålet. Der kunne derfor ikke fradrages et beløb svarende til den udbetalte godtgørelse, men alene et af ligningsmyndigheden skønmæssigt fastsat mindre beløb. |
|
