Til forside
tax.dk - skat og afgift
Ligningsvejledningen 2009-2
<< indholdsfortegnelse >>

R.5.3.1. Bøde for overtrædelse af pålæg om logbog

Krav om at føre logbog

I medfør af kildeskattelovens § 86 A, stk. 1, kan SKAT pålægge en arbejdsgiver at foretage daglig registrering af oplysninger om ansatte. Registreringerne samt tilsvarende registreringer, der sker efter pålæg fra Arbejdsdirektoratet, skal til enhver tid på begæring forevises kontrolenheden til brug for kontrollen efter kildeskattelovens § 86.

Kravene til registreringen fremgår af § 7, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 440 af 7. juni 2005 om arbejdsgiveres pligt til at oplyse løn, beskæftigelse m.v. Registreringen skal være fortløbende dateret og skal for hver af de beskæftigede indeholde oplysninger om:

· Navn og cpr.nr.,

· Hvilken løn, der udbetales, og

· Start- og forventet sluttidspunkt for arbejdet den pågældende dag.

Sanktioner

Ifølge kildeskattelovens § 74 A straffes den der undlader at følge et pålæg efter denne lovs § 86 A, stk. 1, eller en begæring efter denne lovs § 86, stk. 2.

Det strafbare forhold består i, at den pågældende arbejdsgiver ikke har foretaget korrekt daglig registrering, jf. § 86 A, stk. 1. Straffen er en bøde efter kildeskattelovens § 74, jf. § 74 A. Der kan straffes med en bøde hver gang det konstateres, at arbejdsgiveren ikke har registreret de oplysninger, som kræves i ovennævnte bekendtgørelse.

Det strafbare forhold består også i, at den pågældende arbejdsgiver ikke har opfyldt sin pligt til enhver tid på begæring at fremvise en opdateret logbog, jf. § 86 A, stk. 2. Straffen er en bøde efter kildeskattelovens § 74, jf. § 74 A. Det strafbare forhold bortfalder ikke, uanset arbejdsgiveren efterfølgende fremlægger logbogen.

Administrativer bøder

Rigsadvokaten har på baggrund af afsagte byretsdomme tilkendegivet, at der kan udstedes administrative bødeforelæg.

Bøden fastsættes således, at den svarer til 8 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede medlemmer. Den afrundede bødesats - i lighed med praksis på andre områder - afrundes til nærmeste hele 100 kr. I overensstemmelse hermed kan bøden for overtrædelse i årene

- 2006: fastsættes til 5.300 kr.

- 2007: fastsættes til 5.400 kr.

- 2008: fastsættes til 5.600 kr.

- 2009: fastsættes til 5.800 kr.

Fastsættelse af en bøde i nævnte størrelsesorden forudsætter, at der i pålægget til arbejdsgiveren om at føre logbog er anført, hvilke oplysninger der skal angives i logbogen.

Hvis der i pålægget til arbejdsgiveren f.eks. ikke er meddelt, at de for medarbejderne forventede sluttidspunkter for arbejdets udførelse skal angives, risikerer man, at retten enten frifinder for strafansvar eller fastsætter bøden til et mindre beløb.

Gentagelsestilfælde

Bemærkningerne til lovforslaget om kildeskattelovens § 74 A indeholder ingen tilkendegivelse af, hvordan bøden skal fastsættes i tilfælde, hvor en arbejdsgiver igen tilsidesætter pligten til at føre logbog i overensstemmelse med pålægget.

Bøden fastsættes derfor efter de sædvanlige principper, hvorefter normalbøden forhøjes med 25 %.

Eks.: Tidligere bøde på 5.400 kr. (i 2007). En bøde for overtrædelse i 2008 fastsættes til 7.000 kr. (5.600 kr. + 25 %).

Kumulation

Når der ved et kontrolbesøg konstateres, at arbejdsgiveren flere gange har tilsidesat et pålæg ved ikke at have foretaget den foreskrevne registrering, kan disse overtrædelser dog kun straffes med en bøde på hhv. 5.300 kr., 5.400 kr. eller 5.600 kr., jf. ovenfor.

Er overtrædelser fra flere kontrolbesøg til ansvarsbedømmelse samtidigt, kan bødestraffen for overtrædelser, der er konstateret ved hvert kontrolbesøg, sammenlægges (kumuleres).

Bøden for overtrædelse af pålæg om at føre logbog kan kumuleres med bøder for overtrædelse af andre skatte- og afgiftslove.

Juridiske personer

Da kildeskattelovens § 77 om juridiske personers strafansvar ikke henviser til § 74 A, er der ikke hjemmel til at give selskaber mv. bøde for ikke at føre at logbog som foreskrevet i pålægget.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning
Så grådige er dommerne: I strid med reglerne scorede dommer 444.873 kr. på bijobs

,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.

Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.