H.3.5.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med skatteankenævnssager eller Landsskatteretssager

Når en sag er indbragt for skatteankenævnet eller Landsskatteretten, kan klageren anmode om syn og skøn efter reglerne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 47 og retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager finder anvendelse ved syn og skøn i skatteankenævnssager og Landsskatteretssager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager, der forelægges for Skatterådet, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 4, stk. 3.

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Syn og skøn tjener til vejledning for skatteankenævnet eller Landsskatteretten på områder, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Reglen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 47 finder anvendelse i sager, der er indbragt for skatteankenævnet eller Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.

På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i sager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt forsvarligt.

Reglen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 47 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af told- og skatteforvaltningen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den, der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes skønsindstævnte.

Når der begæres syn og skøn, indtræder told- og skatteforvaltningen som part i sagen, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 47, stk. 4.

Forkyndelsen og materialet skal sendes til SKAT, Hovecentret, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Det betyder, at SKAT både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil SKAT lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.

Hverken skatteankenævnet eller Landsskatteretten kan på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis skatteankenævnet eller Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Skatteankenævnet/Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 47, stk. 2. Efter fristens udløb behøver skatteankenævnet og Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil sige, at sagen kan færdigbehandles uden at afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stilles behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og skønserklæringen har meddelt , om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling af sagen efter syn og skøn.

Ved syn og skøn overtager byretten den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og skønserklæringen.

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet.

Rekvirenten skal skriftligt underrette skatteankenævnet eller Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og skønstemaet.

Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for skønsindstævnte.

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 14.

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge, medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

>I SKM2009.127.ØLR ønskede appellanten syn og skøn om kvaliteten af appellantens regnskabsmateriale samt om regnskabsmaterialets standard i forhold til sammenlignelige virksomheder. Østre Landsret afviste begæringen om syn og skøn, da vurderingen af regnskabsmaterialet rettelig skulle foretages af landsretten og ikke af en skønsmand, og da den begærede sammenligning med andre virksomheder ikke var afgørende for sagens bedømmelse<

I SKM2008.921.BR, tillod retten afholdelse af et syn og skøn, selvom SKAT begærede anmodningen afvist. Sagen drejer sig om at SKAT havde forhøjet en skatteyder med formodet udeholdt omsætning. Indkomstforhøjelsen skyldes at der i forbindelse med en ransagning, blev fundet en kalender i hvilken dagens omsætning var anført. Denne omsætning var væsentlig højere end den selvangivne og SKAT forhøjede derfor indkomsten. SKAT gjorde gældende, at parterne ikke var uenige om beregningen foretaget af SKAT, men om hvilken omsætning der skulle medregnes, og at skønsmanden reelt kom til at svare på spørgsmål der var af retlig karakter, samt endelig at skønsmanden desuden kom til at foretage en prøvelse af skatteyderens egne optegnelser over omsætningen og at der mere hensigtsmæssigt kunne spørges den relevante brancheorganisation. Retten kom frem til at der var tale om et skøn over faktuelle forhold og at der ikke var tale om en retlig vurdering, og skønsbegæring blev derfor fremmet.

I SKM2007.550.VLR besluttede Vestre landsret, at de af sagsøgerens spørgsmål i spørgetemaet, der vedrørte en mere generel vurdering af motorsportsbranchen i Danmark, skulle stilles til en relevant brancheorganisation og ikke til en konkret udmeldt skønsmand. Den resterende del af sagsøgerens spørgetema blev ikke tilladt, idet besvarelsen heraf ville indebære en retlig vurdering af kriterier, som parterne ikke var enige om, samt en bevismæssig bedømmelse, som skulle foretages af landsretten på baggrund af de oplysninger, der tilvejebringes gennem forklaringer og fremlagte dokumenter.

I SKM2006.136.ØLR bestemte landsretten, at der ikke kunne afholdes syn og skøn vedrørende et efterfølgende regnskab, der var udarbejdet på grundlag af et tilsidesætteligt regnskabsgrundlag.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syns- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af rekvirenten.

I SKM2005.116.VLR bestemte Landsretten i en sag, om et fritidslandbrug var drevet erhvervsmæssigt, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af forslag fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole eller Fødevareøkonomisk Institut.

I SKM2007.565.BR besluttede retten ud fra et kvalifikations- og uvildighedskriterium at Københavns Universitet skulle anses for bedst egnet til at bringe en syns- og skønsmand i forslag i skattesag om fritidslandbrug.

I SKM2005.205.VLR bestemte landsretten i en sag om størrelsen af lønnen for en ansat direktør i en købmandsforretning, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af forslag fra Dansk Handel & Service.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5 VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en person, som er egnet som syns- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf kan kæres til landsretten.

Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne om:

• syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt
• en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges
• om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og skønstemaet) og tillægsspørgsmål.
• hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have udleveret

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant bilagsmateriale skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er bilagsmateriale, der belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for syn og skøn, men det kan også være den påklagede afgørelse med sagsfremstilling og klagerens klageskrivelse til Landsskatteretten.

I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks. mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.

Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er ganske omfattende.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene:

• TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte, at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.
• TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og skønstemaet, ikke skulle udleveres.
• UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.
• TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at nogle bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet af kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.
• SKM2003.477.VLR, hvor Landsretten ikke tillod en ensidigt indhentet erklæring fremlagt for syns- og skønsmanden, da erklæringen var indhentet efter sagens anlæg og uden, at modparten havde været inddraget i den forbindelse.
• SKM2007.549.BR hvor retten I spørgsmålet om, hvilke af sagens akter, der skulle udleveres til syns- og skønsmanden for vurderingen af en ejendoms værdi i 2001, afgjorde at syns- og skønsmanden ikke skulle se de ejendomsmæglervurderinger, som sagsøgeren selv indhentede i forbindelse med salget af ejendommen i 2001. Retten fandt endvidere, at skattemyndighedernes afgørelser samt diverse breve fra sagsøgeren ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden, da de dels gengav de ensidigt indhentede erklæringer, og da de indeholdt bemærkninger af procederende karakter. Endelig bestemte retten, at flere af de øvrige bilag måtte anses som irrelevante for vurderingen af ejendommens værdi, hvorfor disse heller ikke skulle udleveres.
• SKM2007.721.BR hvor fremlæggelse af ensidig indhentede erklæringer - uagtet at de var indhentet før tvistens opståen - blev nægtet fremlagt.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene:

• TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der var påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til virksomheden knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere, kunne tages i betragtning.
• TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene fik adgang til udtalelsen.
• SKM2001.95.VLK (TfS 2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.
• SKM2001.448.ØLK hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt, at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning for vurderingen.

I sager om, hvorvidt et landbrug er drevet erhvervsmæssigt, fremlægges al relevant bilagsmateriale op til syns- og skønsforretningens foretagelse. Herudover kan eventuelle budgetter for de efterfølgende år fremlægges.

Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål, selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller formuleringen af spørgsmålene.

Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab. Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal vedrøre faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk vurdering.

I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast. Landsretten havde tidligere hjemvist sagen til fornyet behandling i byretten, jf. TfS 1999, 162 VLK.

I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til.

I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000, 937 VLK.

I SKM2003.245.VLR, tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have betydning for sagen.

I SKM2002.453.ØLR afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

I SKM2003.120.ØLR fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være irrelevant for sagen.

I SKM2003.216.VLR tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

I SKM2004.271.ØLR tillod Landsretten Told- og Skattestyrelsen at stille 2 supplerende spørgsmål, da Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for Landsskatterettens afgørelse i den materielle skattesag.

I SKM2004.473.ØLR fastslog Landsretten, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante, hvorfor Landsretten ikke kunne godkende skønstemaet i den af rekvirenten foreslåede udformning. Landsretten kunne derimod godkende de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål.

I SKM2005.462.BR blev en række tillægsspørgsmål afskåret bl.a. med den begrundelse, at de ikke var relevante.

I SKM2007.244.VLR blev supplerende spørgsmål til en syns- og skønsmand afskåret, efter at der var afgivet en skønserklæring om et rimeligt honorar til en revisor for gennemførelse af en skattesag.

I SKM2007.395.BR blev en række supplerende spørgsmål afskåret, da retten ikke fandt, at de supplerende spørgsmål var relevante.

I SKM2007.715.BR, hvor et supplerende spørgsmål ikke blev tilladt, da det var uden relevans og desuden reelt besvaret i den oprindelige skønserklæring

>I SKM2009.315.BR drejede sagen sig om en ejendom, som skatteyderen købte i 1997. Ejendommens areal var over 1400 kvm.<

>Skatteyder spurgte - formentlig i 2005 - kommunen om der var mulighed for at foretage udstykning fra ejendommen. Efter sagens oplysninger, har kommunen dengang svaret, at der ikke var mulighed for udstykning.<

>Skatteyder sælger ejendommen i 2005, og i forbindelse med SKATs gennemgang af denne sag, bliver det nu oplyst fra kommunen, at der alligevel kunne foretages udstykning. Baggrunden for meddelelsen i 2005 om det modsatte, er oplyste til at skyldes at man angiveligt havde kigget i en forkert lokalplan.<

>SKAT foretager derfor fuld beskatning af ejendomssalget, da fritagelsesreglen i Ejendomsavancebeskatningslovens § 8 ikke finder anvendelse når der kan udstykkes fra ejendommen.<

>Rekvirenten påklager SKATs afgørelse til skatteankenævnet og begærer afholdt et syn og skøn. Syn og skønnet ønskes bla. afholdt med henblik på fordeling af købesummen efter forudsætning om at ejendommen i form af grundparcellen, kunne have været udstykket.<

Retten kom frem til at der for så vidt spørgsmål 1 og 2 var tale om et skøn over faktuelle forhold og at der ikke var tale om en retlig vurdering, mens spørgsmål 3 og 4 var af dels hypotetisk karakter og dels for uklare. Skønsbegæring blev derfor delvist fremmet.

Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og skønsforretningens foretagelse.

Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

>I SKM2009.45.BR var spørgsmålet om sagsøgerens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997.<

>Byretten lagde til grund, at sagsøgeren havde fået fradrag for underskud fra virksomhedens etablering i 1970 til og med indkomståret 1996. Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed.<

>Der havde været udmeldt syn og skøn i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ikke ud fra en teknisk/landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring kr. 0 henholdsvis før og efter afskrivninger.<

>Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at sagsøgeren havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden. På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer. På den baggrund tog retten sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst til følge. <

>I SKM2009.367.BR var der tale om en sagsøger, der var fysioterapeut, der drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom, der i en årrække ikke havde givet overskud. Sagsøgeren besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor sagsøgeren øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006. Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999. For Landsskatteretten blev afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden fastslog blandt andet, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet.<

>Byretten fastslog, at, uanset at der var tale om en drift i omlægning, må udgangspunktet tages i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der foreligger for de nærmeste efterfølgende år. Retten fandt det ikke godtgjort, at ejendommen med den driftsform, den havde i 1999, blev drevet med et erhvervsmæssigt sigte, ligesom det måtte lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke havde udsigt til at blive overskudsgivende. Herefter blev Skatteministeriet frifundet<

Ved syns- og skønssagens afslutning fremsættes der undertiden fra en af parterne ønske om, at der foretages nyt syn og skøn ved en ny syns- og skønsmand.

Der stilles ifølge retspraksis store krav til at få udmeldt en ny syns- og skønsmand. En betingelse for at få udmeldt en ny syns- og skønsmand er, at der skal påvises et sikkert grundlag for, at den oprindelige syns- og skønsmand har begået en fejl ved udarbejdelsen af sin syns- og skønserklæring.

I SKM2004.70.VLR fandt Landsretten det ikke sandsynliggjort, at skønsmændene havde begået faglige fejl eller havde fejlfortolket foreliggende oplysninger, hvorfor Landsretten ikke tog rekvirentens begæring om nyt syn og skøn til følge. Se også SKM2003.477.VLR, hvor Landsretten heller ikke fandt, at betingelserne for nyt syn og skøn var opfyldt.

I SKM2004.16.VLR hjemviste Landsretten - i stedet for nyt syn og skøn - den materielle skattesag til Ligningsrådet, da der under domsforhandlingen fremkom væsentlige nye oplysninger, som hverken Landsskatteretten eller syn og skønsmændene havde haft kendskab til. Det oprindelige skøn hvilede derfor på et ufuldstændigt grundlag.

Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og skønssag var for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar for tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet forud.

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele skatteankenævnet eller Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er SKAT rekvirent, kan skatteankenævnet/Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på forespørgselen, anses klagen for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 19 og forretningsordenen for skatteankenævn § 14A.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Skatteankenævnet har ikke i sin forretningsorden en tilsvarende bestemmelse om mulighed for at indkalde syns- og skønsmanden til at møde i skatteankenævnet.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved skatteankenævnet eller Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringens konklusioner vil normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i SKM2001.64.ØLK, hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til grund og SKM2002.530.VLR, hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem uafhængige parter, samt SKM2004.159.ØLR.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. afsnit K.

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af lov nr. 522 af 6. juni 2007 § 16 , jf. afsnit N.2.1.4. Syn og skøn kan dog, når det vedrører forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, medføre en foreløbig afbrydelse af forældelse i overensstemmelse med forældelseslovens § 21 stk. 4.

Fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 48, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 47, stk. 3.