C.2 Uformaliserede forhåndstilkendegivelser

Grundlaget for beskrivelsen nedenfor er de almindelige forvaltningsretlige principper om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der uden særlig lovregulering er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte eller indirekte har modtaget en individuel tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for, at der er truffet en egentlig forvaltningsafgørelse om et aktualiseret konkret foreliggende forhold.

Som eksempel på en situation, hvor der ikke var tale om en individuel tilkendegivelse kan anføres dommen TfS 2000.871 HD. I denne sag havde den skattepligtige påberåbt sig et udleveret notat udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen om den skattemæssige behandling af udlejning af lystbåde. Den skattepligtige fik ikke medhold, fordi notatet - der i øvrigt ikke var dækkende for gældende praksis - generelt omhandlede en række ensartede sager, således at der ikke var tale om en individuel tilkendegivelse til den skattepligtige. I det omfang, der ikke er tale om individuelle tilkendegivelser, men mere generelle tilkendegivelser, kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt der kan støttes ret på myndighedernes generelt definerede praksis, herunder beskrivelser i SKATs juridiske vejledninger. Se nærmere herom i afsnit E.1.

I det omfang en individuel tilkendegivelse vedrører et så aktualiseret og konkretiseret forhold, at der i stedet for en forhåndstilkendegivelse er tale om en decideret forvaltningsafgørelse, vil myndighedens mulighed for korrektion være bestemt af betingelserne for tilbagekaldelse af forvaltningsafgørelser, jf. nærmere afsnit D. Om sondringen mellem afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit B.2.

Om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt, at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere indholdet af en klar, entydig og positivt udmeldt forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet sig i tillid hertil - dvs. tilkendegivelsen er egnet til at påvirke adressatens efterfølgende dispositioner - vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved en senere forvaltningsafgørelse, der drejer sig om dette spørgsmål. Der vil alene være tale om bindende virkning i forhold til tilkendegivelsens adressat, medmindre det må lægges til grund, at denne også repræsenterer andre med identiske sager.

Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse, der opfylder de nævnte kriterier og har indrettet sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis der i forhåndstilkendegivelsen er taget konkretiserede og relevante forbehold, eksempelvis om tidsbegrænset virkning eller om usikre eller ikke afklarede fakta eller om at grundlaget for svaret ikke er aktualiseret, således at det først efterfølgende er muligt at give en uforbeholdsløs tilkendegivelse. En forhåndsbesked vil heller ikke være bindende, hvis borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden i øvrigt har undladt at fremlægge alle relevante oplysninger. Endelig vil der normalt ikke være tale om bindende virkning, hvis forhåndstilkendegivelsen har et direkte ulovligt indhold. Efter omstændighederne kan en samlet vurdering bevirke, at en forhåndstilkendegivelse alene tilsidesættes, hvis den kan kvalificeres som åbenbart ulovlig, jf. SKM2006.553.HR.

I øvrigt vil en uformel forhåndsbesked ikke være bindende ved en senere forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens forhold eller ændringer i lovgivningen. Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden med et passende varsel har modtaget underretning herom, inden han/hun har indrettet sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.

Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er medtaget som bilag 1, og hvor der er gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder. I afsnit C.2.1-C.2.6 er foretaget en nærmere gennemgang af domme og LSR-kendelser, der omhandler betingelserne for bindende virkning af uformaliserede forhåndstilkendegivelser. Samtlige betingelser skal være opfyldt, hvis en uformel forhåndstilkendegivelse skal kunne binde myndighederne.