Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

J.A.19.1.5 Konfiskation

Spillemyndigheden kan med politiets hjælp konfiskere genstande og indtægter fra spilvirksomhed.

Se også

Konfiskation af genstande

Der er praksis for, at gevinstgivende spilleautomater kan konfiskeres, også ved førstegangsovertrædelser. Dette kan ske, hvis automaterne ikke kan ombygges til at opfylde kravene til gevinstgivende spilleautomater. Gevinstgivende spilleautomater kan også konfiskeres for at forebygge yderligere lovovertrædelser, hvis spilleautomaterne har været brugt i forbindelse med driften af ulovlig virksomhed.

På andre områder er der endnu ingen fast praksis for, hvornår der kan ske konfiskation af genstande til brug for spil.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

SKM2007.831.ØLR

Formanden for en spilleklub var tiltalt for at have opstillet og drevet virksomhed med 15 gevinstgivende spilleautomater, alle af den såkaldte pokertype, samt 2 internetmaskiner/PC'ere, uden tilladelse og godkendelse. Derudover tiltalt for manglende opkobling og manglende godkendelse af en bestyrer. Opstilleren af spilleautomaterne var tiltalt for medvirken.

Begge blev frifundet i byretten, da tilgodehavendebeviser og retten til fortsat spil ikke ansås som gevinst, og spilleautomaterne var derfor ikke omfattet af spilleautomatloven.

Ved landsretten blev det imidlertid lagt til grund, at spilleautomaterne var gevinstgivende spilleautomater. Yderligere fandtes det bevist, at de tiltalte var klar over, at spilleautomaterne ikke kunne benyttes lovligt.

Formanden idømt bøde på 16.000 kr. Opstilleren idømt bøde på 8.000 kr. Konfiskation af kontantbeløb samt alle spilleautomaterne. Under hensyn til den lange sagsbehandlingstid fra ransagning til domfældelse bortfaldt straffen i medfør af strfl § 82

SKM2007.830.ØLR

Tiltalte tiltalt for at have opstillet og drevet virksomhed med 17 gevinstgivende spilleautomater, herunder flere pokerautomater og lignende, uden tilladelse og godkendelse. Derudover tiltalt for manglende opkobling og manglende godkendelse af en bestyrer. Opstilleren af automaterne var tiltalt for medvirken.

Begge blev frifundet i byretten, da det ikke blev anset for bevist, at der var forekommet gevinstudbetaling.

Ved landsretten blev det lagt til grund, at spilleautomaterne var gevinstgivende spilleautomater, da de kunne anvendes til spil af den i spilleautomatloven omhandlede beskaffenhed. Det var uden betydning, at kreditter alene blev afregnet ved tilgodehavendebeviser. Overtrædelsen anset, som en groft uagtsom overtrædelse af spilleautomatloven.

Formanden idømt bøde på 16.000 kr. Opstilleren idømt bøde på 13.000 kr.

Derudover konfiskation af spilleautomaterne.

SKM2005.330.VLR

T var tiltalt for at have opstillet 15 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal uden tilladelse, uden synsgodkendelse, uden godkendelse af en bestyrer og uden opkobling til det centrale overvågningssystem. Derudover kunne automaterne overskride gevinstmaksimum. Der var nedlagt påstand om en bøde på 26.000 kr. og konfiskation af automaterne med en tilhørende fjernbetjening/styrepult. Der blev afgivet en teknisk forklaring omkring automaternes funktioner. Der var ikke i sagen bevis for, at der blev betalt kontantindsatser i forbindelse med spillet og heller ikke udbetaling af kontanter som gevinster. Byretten idømte T en bøde på 26.000 kr. under henvisning til spilleautomatlovens generelle forarbejder, lovens § 2 og bemærkningerne hertil, som bl.a. anfører, at vundne beløb kan gemmes i automaten (kredit) og anvendes til fortsat spil eller blive udbetalt. Automaterne og styrepulten blev konfiskeret. - I landsretten blev der tillige afgivet forklaring af direktøren for Dansk Automat Brancheforening. Landsretten lagde efter den tekniske forklaring og rapport til grund, at automaterne via fjernbetjeningsenheden var indrettet til at modtage indskud og udbetale beløb. Vundne kreditter kunne bruges til fortsat spil, men kunne også via fjernbetjeningsenheden danne grundlag for udbetaling af kontante pengebeløb. På den baggrund fandt landsretten, at automaterne kunne anses som gevinstgivende spilleautomater, der var omfattet af spilleautomatlovens § 2, stk. 1. Ordlyden af lovens § 16 og den omstændighed, at der ikke var penge involveret i spillene kunne ikke føre til andet resultat. Landsretten fandt herefter T skyldig i groft uagtsom overtrædelse af spilleautomatloven og bekendtgørelsen og stadfæstede byretsdommen med den ændring, at bøden blev nedsat til 10.000 kr. Hertil bemærkede landsretten, at der blev taget udgangspunkt i de generelle retningslinjer for bødefastsættelse (bødecirkulæret), men navnlig under hensyn til, at det ikke var bevist, at der er opnået økonomisk vinding ved brugen af automaterne, fandtes den samlede bøde at burde fastsættes til 10.000 kr.

Konfiskation af indtægt ved spilvirksomhed uden tilladelse

Konfiskation af den ulovlige indtægt kan finde sted, selvom der er tale om et enkeltstående tilfælde. Se straffelovens § 75, stk. 1.

Konfiskation af indtægt ved spilvirksomhed med tilladelse

Indehavere af en "indtægtsbegrænset tilladelse" kan få den ulovlige indtægt konfiskeret, hvis bruttospilleindtægten overstiger 1.000.000 kr.

Indehavere af en "omsætningsbegrænset tilladelse" kan få den ulovlige indtægt konfiskeret, hvis spilleomsætningen overstiger 5.000.000 kr.  

Se forarbejderne til SPILL § 42 og § 62 og straffelovens § 75, stk. 1.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.