G.A.3.4.1.7 Konkurs i internationale forhold

Indhold

Afsnittet handler om reglerne om konkurs i internationale forhold. 

Afsnittet indeholder:

• Konkursværnetinget
• Universalitet og territorialitet
• Manglende anerkendelse af udenlandsk insolvensbehandling
• Internationale aftaler
• Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesmuligheder, når skyldneren ikke har dansk konkursværneting
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Konkursværnetinget

De danske skifteretter er kun kompetente til at behandle sager om konkurs og afsige konkursdekret, hvis skyldneren har erhvervsværneting eller hjemting her i landet. Se konkurslovens § 3, stk. 1 og 2.

Erhvervsværnetinget

Erhvervsværnetinget i konkurslovens § 3, stk. 1, er det principale konkursværneting. 

Konkursbegæring skal indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed udøves. Det må forudsættes, at skyldnerens væsentligste erhvervsmæssige virksomhed udøves i Danmark. I denne vurdering kan bl.a. indgå virksomhedens indførelse i registre eller telefonbøger og stedsangivelse i korrespondance. Hvis disse sammen med andre indikatorer efter en samlet vurdering fører til, at erhvervsværnetinget er her i landet, kan skyldneren også erklæres konkurs her. 

En dansk filial af et udenlandsk selskab kan derfor - hvis filialen ikke reelt udgør skyldners hovedforretningssted - ikke danne grundlag for en konkurs i Danmark, hvorimod et dansk datterselskab af et udenlandsk selskab kan erklæres konkurs i Danmark.

Hjemtinget

Udøver skyldneren ikke erhvervsmæssig virksomhed her i landet, indgives begæringen til skifteretten i den retskreds, hvor han har sit hjemting. Se konkurslovens § 3, stk. 2. 

Fysiske personer har deres hjemting i den retskreds, hvor bopælen befinder sig. Forefindes ingen bopæl, er hjemtinget i den retskreds, hvor den fysiske person opholder sig. Har den fysiske person hverken bopæl eller kendt opholdssted, er hjemtinget i den retskreds, hvor personen sidst har haft bopæl eller opholdssted. Se retsplejelovens § 235.

Er skyldnerens sidst kendte bopæl her i landet, og har skyldneren ikke taget bopæl i udlandet, anses hjemtinget derfor for at være her i landet. Dette medfører, at der kan afsiges konkursdekret her i landet, hvis skyldneren ved udrejse fra Danmark endnu ikke har taget bopæl i udlandet, når skifteretten modtager konkursbegæringen. 

Har skyldneren ikke bopæl her i landet, men er dennes sidst kendte opholdssted her i landet, er hjemtinget også her i landet. Dette kræver dog, at skyldneren hverken har opholdssted eller bopæl i udlandet og heller ikke senere får det. 

Juridiske personer har deres hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret befinder sig, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl. Se retsplejelovens § 238, stk. 1.

Adhæsionsværneting

For det tilfælde, at skyldneren allerede er taget under konkursbehandling ved en skifteret, skal en begæring om en ny konkurs indgives til denne skifteret. Se konkurslovens § 3, stk. 3, om adhæsionsværnetinget.

Dansk konkursværneting findes ikke

Hvis der på baggrund af et dansk krav ikke kan afsiges konkursdekret over skyldneren her i landet, må det overvejes at få skyldneren erklæret konkurs i dennes hjemland.

Om dette er muligt afhænger i første række af det pågældende lands konkurslovgivning og i anden række af evt. internationale forpligtelser, som landet er bundet af.

Universalitet og territorialitet

Ved universalitet (eksterritorialitet) forstås i den internationale insolvensret typisk en retlig regulering, hvorefter der kun kan indledes insolvensbehandling (fx en konkurs) i skyldnerens hjemland, og at denne insolvensbehandling tillægges virkning i andre lande, så hjemlandets regler i enhver henseende regulerer insolvensbehandlingens retsvirkninger, også i relation til fordelingen af aktiverne i både hjemlandet og andre lande, hvor skyldneren måtte have aktiver.

Modstykket hertil er den såkaldte territorialitet, hvorved forstås en retlig regulering, hvorefter der indledes insolvensbehandling i samtlige lande, hvor skyldneren har interesser, og hvor de nationale (lokale) insolvensbehandlinger ikke tillægges nogen virkning i andre lande, fordi de kun er undergivet den nationale (lokale) insolvensretlige lovgivning, der kun tillader udlodning til nationale (lokale) fordringshavere.

Ingen lande vedkender sig en fuldstændig universalitet eller en fuldstændig territorialitet. I stedet anvendes modificerede udgaver af de to principper.

Nogle lande anerkender retsvirkningerne af en udenlandsk insolvensbehandling, hvis den udenlandske retsorden tilsvarende anerkender retsvirkningerne af en insolvensbehandling i det pågældende land. Dette princip betegnes som reciprocitetsprincippet, hvorefter anerkendelsen betinges af gensidighed.

Den danske holdning

I Danmark synes den herskende opfattelse at være, at en dansk konkurs - hvor en sådan er mulig som følge af et dansk konkursværneting - ikke bør have eksterritorial virkning, hvis en udenlandsk skyldner er taget under konkursbehandling i sit hjemland.

Hvis skyldneren derimod har Danmark som sit hjemland, vil den danske konkurs have eksterritorial virkning, så skyldnerens aktiver i udlandet også omfattes af skyldnerens danske konkursbo (se konkurslovens § 32). Dette gælder dog ikke, hvis disse aktiver efter den udenlandske lovgivning nyder beskyttelse mod udlæg. I så fald vil aktiverne ikke kunne indgå i boet. Se konkurslovens § 36. Denne universalitet gælder, selv om den danske skyldner også er taget under konkursbehandling i udlandet. Noget andet er, om udlandet anerkender den danske universalitet.

Ved en dansk konkurs gælder også enhedsprincippet, hvorved forstås, at alle fordringshavere omfattes uanset deres hjemland.

Skifteretten bruger egne processuelle regler, fx konkurslovens regler om boets behandlingsmåde, kuratorvalg, skiftesamlinger samt slutning og udlodning. På konkursens materielle regler som fx insolvens og konkursordenen er det i praksis også antaget, at danske regler som udgangspunkt gælder. Som udgangspunkt anvendes også de danske regler om omstødelse i danske konkursboer. En følge heraf er, at evt. omstødelse, der vedrører aktiver i udlandet, skal vurderes efter danske omstødelsesregler. Retten i det land, hvor aktivet er beliggende, eller hvor omstødelsen skal gennemføres, kan dog også kræve, at omstødelse tillige skal være hjemlet i dette lands lovgivning mv. 

I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt for skifteretten at lægge vægt på udenlandske regler. Dette kan fx tænkes at være tilfældet, hvor en udenlandsk fordringshaver ønsker at få en skyldner her i landet erklæret konkurs. Skifteretten må da vurdere den udenlandske fordring, som er basis for konkursbegæringen, med skyldig hensyntagen til kontraktstatuttet. Det betyder, at udenlandske bestemmelser om aftalers retsvirkning kan gælde ved vurderingen af, om fordringen kan anvendes som konkursgrundlag. 

Manglende anerkendelse af udenlandsk insolvensbehandling

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende konkurs, rekonstruktionsbehandling og anden lignende insolvensbehandling skal have bindende virkning og kunne fuldbyrdes her i riget, hvis de har sådanne virkninger i den stat, hvor afgørelsen er truffet, samt anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med landets retsorden.

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser en fremmed stats lovgivning kommer til anvendelse ved bestemmelsen af retsvirkningerne af konkurs, rekonstruktionsbehandling og anden lignende insolvensbehandling, hvis anvendelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med landets retsorden.

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter et bostyre i tilfælde af konkurs, rekonstruktionsbehandling eller lignende insolvensbehandling, som efter konkurslovens § 6, stk. 1, har virkning her i riget, skal kunne udøve samme beføjelser, som tilkommer det efter lovgivningen i den stat, hvor bostyret er udpeget.

Se konkurslovens § 6, stk. 1-3.

Justitsministeren har aldrig udnyttet sin beføjelse til at udstede sådanne bestemmelser, og Danmark anerkender derfor ikke en udenlandsk insolvensbehandling. For Norden gælder dog Den Nordiske Konkurskonvention.

En insolvensbehandling af skyldneren i udlandet er derfor ikke til hinder for individualforfølgning mod skyldnerens aktiver i Danmark. Se UfR 2000.2122/1 ØLK om en amerikansk gældssanering.

Hvis udlandet anerkender en dansk insolvensbehandling

Hvis den udenlandske lovgivning anerkender en dansk konkurs, må følgen af den danske universalitet være, at kurator kan søge konkursen anerkendt i udlandet, så en insolvensbehandling dér bringes til ophør, og der sker en overførsel af aktiverne til det danske konkursbo.

Tyskland bekender sig konkursretligt til universalitetsprincippet og kræver ikke gensidighed. En konkurs i et andet land bliver uden videre anerkendt i Tyskland. Kurator for et dansk konkursbo vil derfor med held kunne hævde, at et aktiv, der tilhører skyldner og befinder sig i Tyskland, er omfattet af det danske konkursbo. Se konkurslovens § 32.

Nederlandene bekender sig derimod til reciprocitetsprincippet, hvorefter en udenlandsk konkurs kun bliver anerkendt i Nederlandene, hvis det andet land tilsvarende anerkender en nederlandsk konkurs. Da Danmark som følge af den manglende udnyttelse af anerkendelsesadgangen i konkurslovens § 6 ikke anerkender en nederlandsk konkurs, vil en dansk konkurs heller ikke blive anerkendt i Nederlandene, og skyldnerens aktiver i Nederlandene kan derfor ikke forventes udleveret til det danske konkursbo.

Hvis udlandet ikke anerkender en dansk insolvensbehandling

Hvis udlandet ikke anerkender det danske konkursdekret, kan et aktiv i det pågældende land selvsagt ikke inddrages under den danske konkurs. I så fald kan fordringshaverne i stedet foretage individualforfølgning i aktivet i udlandet efter de regler, der i det pågældende land gælder for individualforfølgning, men provenuet ved en sådan individualforfølgning må på grund af princippet om ligestilling af fordringshaverne i konkursboet fradrages i fordringshavers dividenderet som acontoudlodning. Modtager fordringshaver derfor mere, end denne er berettiget til efter den afsluttende dividende, antages det, at konkursboet har krav på den overskydende del.

Internationale aftaler

Internationale aftaler - multi- eller bilaterale - kan have betydning for de insolvensretlige muligheder og retsvirkninger.

Konkursforordning nr. 1346/2000 gælder ikke for Danmark

Rådet har med forordning nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 fastlagt nærmere regler om konkurs. Forordningen gælder dog ikke her i landet på grund af Danmarks forbehold om det retlige samarbejde.

Konkursforordningen omhandler konkursbehandling mv. i tilfælde, hvor skyldnerens aktiver befinder sig i flere EU-medlemsstater. Forordningen indeholder således bestemmelser om kompetence, lovvalg og gensidig anerkendelse af retsafgørelser om konkurs. Samtidig bidrager den til en koordinering af de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med en insolvent skyldners aktiver.

Konsekvensen af, at konkursforordningen ikke gælder i Danmark, er, at Danmark står uden for EU-samarbejdet om gensidig anerkendelse af konkurser. Bortset fra i forhold til Sverige og Finland, hvor Den Nordiske Konkurskonvention gælder, betyder det, at spørgsmålet om virkningerne af en dansk konkurs i de øvrige EU-medlemsstater afgøres efter den pågældende stats egen lovgivning. Spørgsmålet om virkningerne i Danmark af en konkurs i en anden EU-medlemsstat, bortset fra Sverige og Finland, afgøres tilsvarende efter dansk ret.

EU's inddrivelsesdirektiv omhandler ikke konkurs

EU's inddrivelsesdirektiv, 2010/24/EU af 16. marts 2010, hvorefter andre medlemsstaters skattekrav mv. skal inddrives, som om de var bistandsstatens egne krav, dvs. i henhold til national lovgivning herom, omhandler ikke den inddrivelse, der sker gennem en konkurs. Der kan derfor ikke med henvisning til inddrivelsesdirektivet forlanges indgivelse af en konkursbegæring mod skyldneren i dennes hjemland. 

Inddrivelsen sker dog efter nationale regler, og hvis disse opfatter konkurs som et inddrivelsesmiddel, kan den bistandssøgte medlemsstat som led i inddrivelsen vælge at indgive konkursbegæring mod skyldneren. 

Konkurs anses i Danmark som et inddrivelsesmiddel, der også kan anvendes på udenlandske krav. Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, og lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden har som følge af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2, derfor mulighed for - men ingen pligt til - at indgive konkursbegæring også på baggrund af udenlandske krav. Det afhænger tilsvarende af medlemsstatens egne inddrivelsesregler, om en bistandssøgt myndighed i en anden medlemsstat kan indgive konkursbegæring for et dansk skattekrav mv. mod en skyldner, der er bosat i medlemsstaten. 

Danmark må tilsvarende i et dansk konkursbo anmelde EU-fordringer, der er modtaget til inddrivelse, da også en anmeldelse må anses som et nationalt inddrivelsesskridt.

Den Nordiske Konkurskonvention

Den 7. november 1933 indgik Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige en konkurskonvention. Se lov nr. 35 af 14. februar 1934. Konventionen blev ratificeret den 2. marts 1934. Se bekendtgørelse nr. 249 af 1. september 1934, der er ændret ved bekendtgørelse nr. 38 af 7. juni 1978 og bekendtgørelse nr. 76 af 19. august 1983. I medfør af loven er udstedt

• anordning nr. 250 af 1. september 1934 (Anordning om Konkurs, som er erklæret i Danmark, og som omfatter Formue i Finland, Island, Norge eller Sverige), som senest ændret ved anordning nr. 158 af 28. april 1983, der ved anordning nr. 1045 af 3. september 2010 fik ændret sit anvendelsestidspunkt til 1. maj 1983 for Finland og Sverige og 1. maj 1986 for Norge
• anordning nr. 251 af 1. september 1934 (Anordning om Virkningen af Konkurs, som er erklæret i Finland, Island, Norge eller Sverige), som senest ændret ved anordning nr. 159 af 28. april 1983, der ved anordning nr. 1046 af 3. september 2010 fik ændret sit anvendelsestidspunkt til 1. maj 1983 for Finland og Sverige og 1. maj 1986 for Norge.

Konkursboer omfattet af konventionen er underlagt enheds- og universalprincipperne. Aktiver, der befinder sig i andre nordiske lande, indgår derfor i bomassen. Se konventionens artikel 1, stk. 1. Bekendtgørelse af sådanne konkurser sker i Statstidende. Se konventionens artikel 2, stk. 1.

Bobestyreren skal underrette alle fordringshavere, som befinder sig i de nordiske lande, om konkursen, medmindre fordringerne tages i betragtning uden anmeldelse. Se konventionens artikel 2, stk. 2.

Spørgsmål om skyldnerens urådighed, konkursmassen og omstødelse samt spørgsmål om udlodning og fordringshavers og andre rettighedshaveres ret til fyldestgørelse i boet afgøres efter lovgivningen mv. i det land, hvor konkursdekretet er afsagt. Se konventionens artikel 1, stk. 2.

Reglerne, der afgør omfanget af konkursmassen, er dog modificeret, så aktiver, der er beskyttet imod universalforfølgning i den stat, hvor aktivet befinder sig, ikke tages med i konkursmassen. Se konventionens artikel 1, stk. 3. 

Spørgsmål om konkursens betydning på udlæg afgøres efter loven i det land, hvor forretningen er foretaget. Se konventionens artikel 4, stk. 3. 

Spørgsmål om fortrinsret for skatter og afgifter afgøres efter loven i det land, hvor skatterne og afgifterne er pålagt. Er denne fortrinsret særlig, dvs. knyttet til bestemte aktiver, afgøres dækningsrækkefølgen efter loven i det land, hvor aktivet befinder sig. Se konventionens artikel 7, stk. 3. 

Er der derimod tale om en almindelig fortrinsret som fx privilegerede fordringer (fx leverandørprivilegiet efter konkurslovens § 96), fyldestgøres fordringen først af formuen i det land, hvor skatten mv. er pålagt. I fyldestgørelsen fratrækkes en andel svarende til forskellen mellem formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet, og konkursboets samlede formue. Se konventionens artikel 7, stk. 3. 

En akkord i et nordisk land nyder også anerkendelse i de andre nordiske lande. Se konventionens artikel 15. 

De nævnte artikler er nærmere udmøntet i de to anordninger, nr. 250 og 251, begge fra 1. september 1934 og senere ændret. 

Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesmuligheder, når skyldneren ikke har dansk konkursværneting

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan selvstændigt forfølge sit krav i skyldners hjemland ved 

• udenlandsk individualforfølgning, der fx begæres efter EU's inddrivelsesdirektiv, OECD's konvention om administrativ bistand i skattesager eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det pågældende land
• indgivelse af konkursbegæring mod skyldneren i dennes hjemland
• anmeldelse af kravet i skyldnerens eventuelle konkursbo i sit hjemland
• individualforfølgning mod aktiver i Danmark, hvis skyldnerens samtidige udenlandske konkurs ikke anerkendes af Danmark. 

Danmark vil ikke kunne forvente, at et dansk skattekrav anerkendes i andre lande, medmindre disse lande er forpligtede til en sådan anerkendelse af en mellemstatslig overenskomst. 

Konkursforordningen hjemler i artikel 39 en anmeldelsesret for skattemyndighederne i de lande, hvor forordningen gælder. Som nævnt gælder forordningen dog ikke for Danmark. 

Den nordiske bistandsaftale af 7. december 1989 (se bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992) indebærer en gensidig anerkendelse af skattekrav, hvorfor de nordiske lande kan anmelde deres skattekrav i en insolvensbehandling i et andet nordisk land. 

Danmark har tiltrådt OECD's konvention om administrativ bistand i skattesager. Se lov nr. 132 af 26. februar 1992. Konventionen forpligter også de kontraherende stater til at yde hinanden bistand til inddrivelse i skattesager. Se artikel 11. Hvis en anden kontraherende stat med henvisning til konventionen kan kræve bistand af Danmark til inddrivelse i en skattesag, må kravet også kunne anmeldes i en dansk insolvensbehandling, fx konkurs eller rekonstruktionsbehandling. Omvendt må Danmark - og dermed restanceinddrivelsesmyndigheden - formentlig have en anmeldelsesret, hvis en skyldner er under insolvensbehandling i en anden kontraherende stat, der ikke har taget et forbehold efter konventionens artikel 30.

En anerkendelse af danske skattekrav blandt EU's medlemsstater må følge af inddrivelsesdirektivet. Derfor må restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt kunne anmelde skattekrav i forbindelse med insolvensbehandlingen af en skyldner i dennes hjemland i EU. 

Hvis et dansk skattekrav kan anmeldes i en insolvensbehandling i udlandet, bør det også kunne danne grundlag for en konkursbegæring i dette land. 

Er den udenlandske skyldner under insolvensbehandling i sit hjemland, afgøres mulighederne for individualforfølgning af den nationale lovgivning i dette land, medmindre en mellemstatslig overenskomst regulerer spørgsmålet.

Se også afsnit G.A.3.6 International inddrivelse. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: