Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

G.A.3.2.2.1.3.6.2.2 Udlæg i forbindelse med køb

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Forskel på genus og specieskøb
  • Skyldner har købt løsøret og har fået det leveret
  • Skyldner har solgt løsøret og har leveret det
  • Udlæg hos skyldner, der har købt en vare, der ikke er leveret.
  • Udlæg hos skyldner, som har solgt en vare, der ikke er leveret.
  • Skyldneren låner eller lejer løsøre
  • Skyldneren udlåner eller udlejer løsøre.

Forskel på genus og specieskøb

  • genusvarer, en vare, som er bestemt efter sin art. Der tilkommer sælgeren en form for valgret i forhold til, hvilken genstand køberen skal have leveret. Der er her tale om et køb af en mere generel karakter. Eks: Køber vil gerne købe en hp computer.
  • speciesvarer, Her er der ikke valgret for sælgeren. Der er tale om et helt specielt køb, som er tilpasset køber. Eks. køber vil gerne have en hp computer, hvor skriften skal være speciallavet, da han er meget nærsynet.

Skyldner har købt løsøret og har fået det leveret

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage udlæg i løsøret, hvis skyldneren har købt løsøret og fået det udleveret. Skyldner er derefter ejer af aktivet.

Skyldner har solgt løsøret og har leveret det

Hvis skyldneren er sælger af løsøret, og han har solgt og leveret det til køber, er sælger ikke længere ejer af aktivet, og der kan ikke foretages udlæg i løsøret. 

Udlæg hos skylder, som har købt en vare, der ikke er leveret

Der kan ikke foretages udlæg hos køber i en købt genusvare, der endnu fysisk befinder sig i sælgerens varetægt, medmindre sælger af genusvarerne har foretaget en bindende individualisering (særligt udvalgt/reserveret varerne til køber). Der kan derimod foretages udlæg i den simple fordring, som køber har mod sælger.

Der kan foretages udlæg hos køber i en købt speciesvare, selv om den stadig fysisk befinder sig i sælgers varetægt, idet ejerskabet til aktivet overgår til køber fra aftalens indgåelse. Dette gælder også, hvis varen er solgt på kredit (køber har ikke betalt varen helt eller delvist). Sælger af varen kan ikke i denne situation fortrænge et foretaget udlæg. Se også G.A.3.2.2.1.3.6.5 Kreditkøb.

Udlæg hos skyldner, har solgt en vare, der ikke er leveret

Der kan foretages udlæg hos sælger i solgte genusvarer, som stadig fysisk befinder sig i hans varetægt, medmindre varerne er bindende individualiseret.

Der foreligger en bindende individualisering, når sælgeren er forpligtet til at levere en bestemt genstand til opfyldelse af købsaftalen med køberen, og hvor køber vil få ret til at hæve købet, og eventuelt kræve erstatning, hvis sælger leverer andre varer end de bindende individualiserede.

En sådan individualisering kan ske ved, at sælger, inden varens overgivelse til køber, ved ord eller handling har tilkendegivet, hvilke konkrete individuelle genstande eller varepartier der skal tjene til opfyldelse af handelen.

Bindende individualisering foreligger, hvis:

  • sælger og køber i fællesskab har foretaget en individualisering
  • sælger foretager en individualisering i henhold til en aftale herom mellem sælger og køber
  • sælger giver køber meddelelse om, at en individualisering er foretaget.

Hvis sælger ensidigt individualiserer uden aftale med køber eller meddelelse til denne, kan individualiseringen alligevel være bindende. Det er navnlig tilfældet, hvis køber har foretaget forudbetaling, og det i henhold til sælgers normale fremgangsmåde eller branchekutyme er nærliggende at gå ud fra, at de af sælger foretagne skridt er udtryk for dennes opfattelse af, at de individualiserede genstande eller varepartier tjener til opfyldelse af aftalen med køber.

Varens afsendelse vil i reglen også indebære en bindende individualisering, fx hvis sælger har meddelt køber, at varen er sendt af sted, eller der er sket levering i købelovens forstand. Se købeloven §§ 9-11.

Der kan ikke hos sælger foretages udlæg i solgte speciesvarer, selvom de stadig fysisk befinder sig i sælgers varetægt, idet disse tilhører køber af varen. Køber er ejer af løsøret fra aftalens indgåelse. Der kan derimod foretages udlæg i sælgers krav på betaling for det solgte. Der er i så fald tale om udlæg i en simpel fordring.

Skyldneren låner eller lejer løsøre

Hvis skyldneren har en brugsret til løsøre, dvs. at skyldner har lånt eller lejet løsøret af en anden, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, idet det fortsat tilhører den, der har udlånt/udlejet det.

Hvis tredjemand har deponeret løsøre hos skyldneren, kan der naturligvis heller ikke foretages udlæg heri, idet løsøret fortsat tilhører den, der har deponeret det. I begge tilfælde er ejendomsretten til løsøret ikke overgået til skyldneren.

Skyldneren udlåner eller udlejer løsøre

Hvis skyldner udlåner eller udlejer løsøre til en anden, tilhører det stadig skyldneren, selv om det ikke er i hans fysiske varetægt. Der kan derfor godt foretages udlæg i det udlånte, der befinder sig hos den, der låner løsøret. Dog skal man respektere låners/lejers ret til at låne/leje løsøret ifølge lejekontrakten. Det vil sige, at løsøret ikke kan sættes på tvangsauktion, før lejeforholdet er ophørt. Forældelsesfristen for udlægget vil være suspenderet, så længe lejeforholdet ifølge lejekontrakten består. Se retsplejeloven § 526, stk. 4.

Der kan ligeledes foretages udlæg i betalingen for at leje løsøret. Der vil i denne situation være tale om udlæg i en simpel fordring.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.