Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

C.H.4.7.2 Klage over eller genoptagelse af 2020-vurderingen

Dette afsnit beskriver reglerne for klage over eller genoptagelse af 2020-vurderingen.

Afsnittet indeholder

  • Klage over 2020-vurderingen
  • Anmodning om genoptagelse af 2020-vurderingen
  • 2020-vurderingens betydning for beregning af kompensationstilbud
  • Klageberettigede
  • Afvisning af klage.

Klage over 2020-vurderingen

En klage over 2020-vurderingen vil som udgangspunkt medføre, at tidspunktet for genberegning og udbetaling af kompensationsbeløbet udskydes, indtil der er truffet endelig afgørelse i sagen. Se EVL § 73, stk. 5 og § 75, stk. 1.

Kompensationstilbuddet vil dog ikke blive genberegnet, hvis klagen modtages ►i Skatteankestyrelsen◄ efter 90 dage fra datering af meddelelsen om igangsættelse af klagefrister som nævnt i EVL § 89, stk. 8, 1. pkt. Tilsvarende gælder, hvis en vurdering som nævnt i EVL § 89, stk. 8, 1. pkt., genoptages eller revideres efter udløbet af fristen i EVL § 89, stk. 7. Se EVL § 73, stk. 6. Dette indebærer, at krav på kompensation tidligst opstår 90 dage efter dateringen af meddelelsen i EVL § 89, stk. 8. Se EVL § 75, stk. 1, 1. pkt.

Herved vil klager, der modtages ►i Skatteankestyrelsen◄ senere end 90 dage fra datering af meddelelsen ►om igangsættelse af klagefrister◄, ikke få betydning for kompensationen►◄ til eventuelle øvrige nuværende og tidligere ejere af en ejendom, ligesom klagen ikke vil kunne påvirke den kompensation, den ejendomsejer, der ikke har modtaget meddelelsen ►om igangsættelse af klagefrister◄, vil få udbetalt.

►◄

Hvis 2020-vurderingen påklages inden for fristen efter EVL § 75, stk. 1, 1. pkt., vil krav på kompensation indtræde, når klagesagen er endelig afsluttet, herunder ved en eventuel efterfølgende prøvelse ved domstolene. Se EVL § 75, stk. 1, 2. pkt. Vurderingen af, hvornår en klagesags afgørelse er endelig, skal foretages på samme måde, som når en klagesag kan siges at være endeligt afsluttet, jf. EVL §§ 75 og 77.

Anmodning om genoptagelse af 2020-vurderingen

Som udgangspunkt kan der ikke anmodes om genoptagelse af 2020-vurderingen før udløb af klagefristen, som er senest 90 dage fra modtagelse af meddelelsen om igangsættelse af klagefrister som nævnt i EVL § 89, stk. 8, 1. pkt. Se EVL § 89, stk. 7, ►4. pkt◄. Dette gælder også for genoptagelse og optagelse til revision på Skatteforvaltningens initiativ.

Dette indebærer, at genoptagelse af 2020-vurderingen som udgangspunkt ikke vil have nogen betydning for kompensationstilbuddet.

Dog kan vurderingen pr. 1. januar 2020 anmodes genoptaget ►efter en særlige genoptagelsesbestemmelse.◄ Se EVL § 81, stk. 6. En sådan genoptagelse vil herefter medføre, at et eventuelt tilbud om kompensation efter tilbagebetalingsordningen vil bortfalde, hvorefter tilbagebetalingsordningen vil blive startet på ny, når den nye vurdering med data pr. 1. januar 2020 foretages. Dette indebærer, at alle nuværende og tidligere ejeres tilbud om kompensation vil skulle beregnes på grundlag af ejendommens størrelse og forhold i øvrigt den 1. januar 2020.

Bestemmelsen i EVL § 81, stk. 6, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i EVL § 81, stk. 5. Efter EVL § 81, stk. 5, ansættes vurderingen pr. 1. januar 2020 på baggrund af data pr. 31. december 2019. Hvis en ejendomssejer ønsker ejendommen vurdereret pr. 1. januar 2020 på baggrund af data pr. 1. januar 2020, ►fordi der vurderes at være sket ændringer på eller for ejendommen netop den 1. januar 2020, ◄kan der anmodes om genoptagelse efter EVL § 81, stk. 6. Anmodningen om genoptagelse skal være modtaget i Skatteforvaltningen senest 90 dage fra datering af den i § 89, stk. 8, 1. pkt. nævnte meddelelse og kan tidligst indgives på tidspunktet for datering af denne meddelelse. Se EVL § 81, stk. 6, 2. pkt.

En genoptagelse af 2020-vurderingen efter reglerne i EVL § 81, stk. 6, vil også medføre, at alle klager over vurderingen pr. 1. januar 2020 og videreførte vurderinger ►og omvurderinger◄ anses for tilbagekaldt, ►og at der vil blive givet en fornyet mulighed ◄for at klage over de videreførte vurderinger ►og omvurderinger◄ efter EVL § 89, stk. 1 ►og 2, når der er truffet en ny afgørelse om vurderinger pr. 1. januar 2020. ◄Genoptagelsen vil samtidig medføre, at der fremsættes et nyt tilbud om kompensation til alle relevante ►nuværende og tidligere ◄ejere.

Påklages denne nye vurdering ►senest 90 dage fra datering af den i § 89, stk. 8, 1. pkt. nævnte meddelelse◄, vil der ved klagesagens afslutning igen blive beregnet en ny kompensation efter EVL § 75, stk. 1, 2. pkt., der vil blive udbetalt i umiddelbar forlængelse af, at klagesagen afsluttes endeligt. Der vil ikke ►◄vil blive udbetalt kompensation på baggrund af videreførte vurderinger og ►omvurderinger,◄ der måtte være påklaget efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 ►og 2.◄

Se afsnit H.A.12 Overgangsregler om klage over de første nye vurderinger og de historiske vurderinger for nærmere om EVL § 81, stk. 5 og 6.

2020-vurderingens betydning for beregning af kompensationstilbud

Tilbagebetalingsordningen fungerer på den måde, at ejendomsejerne uden at skulle klage, automatisk får tilbudt en kompensation, hvis de første vurderinger foretaget med det nye vurderingssystem viser, at der er betalt for meget i ejendomsværdiskat og/eller grundskyld fra 2011 og fremad.

Denne beregning foretages ved først at tilbageregne den nye 2020-vurdering til alle tidligere vurderingsår til og med 2011-vurderingen. Før tilbageregningen nedsættes både ejendomsværdien og/eller grundværdien med 20 pct. som følge af det såkaldte forsigtighedsprincip. Dernæst foretages en genberegning af ejendomsskatterne. Resultatet af disse beregninger sendes herefter som afgørelser efter tilbagebetalingsordningen til de relevante ejendomsejere. En afgørelse efter tilbagebetalingsordningen kan udmønte sig i tre forskellige varianter afhængig af resultatet af beregningerne: (1) kompensationen er beregnet til 0 kr., (2) kompensationen er beregnet til under 200 kr., eller (3) kompensationen er beregnet til ►200 kr. eller mere.◄

Genberegningen vil tage udgangspunkt i den vurdering, der er resultatet af afgørelsen i sagen. Kompensationen vil med andre ord først endeligt skulle beregnes, når 2020-vurderingen, som danner grundlag for kompensationsberegningen, er endelig, da en ændret 2020-vurdering kan have konsekvenser for størrelsen på kompensationen.

2020-vurderingen er således en forudsætning for beregning af kompensation i tilbagebetalingsordningen.

Klageberettigede

Det er kun klageberettigede efter den nugældende afgrænsning i SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 a, stk. 2, der kan klage over 2020-vurderingen. En klageberettiget efter den nugældende afgrænsning i SFL (skatteforvaltningsloven) § 35 a, stk. 2, er defineret som "ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering".

Hvis der klages over eller anmodes om genoptagelse af 2020-vurderingen, udskydes genberegning og udbetaling af kompensation for alle berørte ejere - både nuværende og tidligere ejere, såfremt klagen eller anmodningen om genoptagelse er modtaget inden for fristen i henholdsvis EVL § ►73,◄ stk. 6, og 81, stk. 6. Se EVL § 73, stk. 5 og 6, § 75, stk. 1, og § 81, stk. 6.

Eksempel: Ejendom A har været ejet af tre ejendomsejere i perioden 2011-2020. Den nuværende ejer, som er den eneste klageberettigede► i forhold til 2020-vurderingen,◄ vælger at klage over 2020-vurderingen. Da 2020-vurderingen er en forudsætning for beregning af kompensation til alle tre ejere, udskydes genberegning og udbetaling af kompensation for alle tre ejere, indtil klagesagen er endelig afgjort.

Det vil sige, at kompensationstilbuddet til tidligere ejendomsejere kan blive påvirket af den nuværende ejendomsejers klage over 2020-vurderingen.

Afvisning af klage

Hvis en klage over 2020-vurderingen, som er rettidigt indgivet, afvises af klagemyndigheden, dvs. Landsskatteretten, et vurderingsankenævn eller Skatteankestyrelsen, vil krav på kompensation først indtræde på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afvisning er truffet. Se EVL § 75, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Indbringes denne afgørelse om afvisning for domstolene, vil krav på kompensation indtræde på tidspunktet for endelig afgørelse af spørgsmålet om afvisning, medmindre den nuværende eller en tidligere ejendomsejer får medhold i, at der skal ske realitetsbehandling hos klagemyndigheden. Herved vil det være muligt for ejendomsejeren, der har klaget inden for fristen på 90 dage fra dateringen af meddelelsen om igangsættelse af klagefrister, men hvor klagemyndigheden har afvist klagen efter udløbet af fristen på 90 dage, at indbringe denne afgørelse og dermed få prøvet afvisningen, uden at retten til at få kompensationen genberegnet fortabes, ►medmindre ejendomsejeren ikke får medhold i sin klage over afvisningen.◄

Får en ejendomsejer efterfølgende medhold, for så vidt angår afvisningen, vil kompensationen skulle beregnes på baggrund af den vurdering, der bliver udfaldet af den efterfølgende materielle klagesag vedrørende den nye vurdering. Får ejendomsejeren ikke medhold, for så vidt angår afvisningen, vil kravet på kompensation herefter indtræde, og den oprindelig tilbudte kompensation vil skulle udbetales inden for 60 dage, se ►EVL § 75, stk. 1, 3. og 4. pkt. og  § 75, stk. 4, 1. pkt. ◄

EVL § 75, stk. 1, 3. og 4. pkt., ændrer ikke ved, at krav på kompensation tidligst indtræder ved udløbet af klagefristen, også i tilfælde, hvor en klage afvises inden dette tidspunkt. Bestemmelsen har derved alene betydning for klager, der afvises efter udløbet af fristen på 90 dage fra dateringen af meddelelsen om igangsættelse af klagefrister efter reglen i EVL § 89, stk. 8.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.