C.D.11.6.8 Oversigt over domme, kendelser, afgørelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt et dansk datterselskabs udgifter til betaling af royalties til den internationale koncerns udenlandske moderselskab for anvendelse af moderselskabets varemærke og knowhow m.v. var en fradragsberettiget driftsudgift.

Hvis det var tilfældet, var spørgsmålet, om selskabets transfer pricing-dokumentation led af sådanne mangler, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at ansætte royaltysatsen skønsmæssigt.

Hvis der ikke var sådanne mangler, var spørgsmålet, om aftalen om royaltysatsen var indgået på armslængdevilkår, og i forbindelse hermed om selskabet har udført markedsføringsydelser for koncernens udenlandske moderselskab uden vederlag eller kompensation, så fradragsværdien for royalty modsvares af manglende indtægtsførelse af disse ydelser.

Højesteret fandt, at betaling af royalty for benyttelse af varemærke, adgang til knowhow og henvisning af kunder fra koncernens internationale netværk havde den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen for en virksomhed som den, der udøves af selskabet, også selv om selskabet samlet set i perioden havde haft et negativt driftsresultat.

Højesteret fandt endvidere, at selskabets transfer pricing-dokumentation for de omhandlede indkomstår ikke var mangelfuld i så væsentlig omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Selskabets indkomst kunne derfor ikke ansættes skønsmæssigt af skattemyndighederne.

Endelig fandt Højesteret det ikke godtgjort, at en royaltysats på 2 % ikke var udtryk for honorering på markedsvilkår, eller at selskabets markedsføring i Danmark gav grundlag for i royaltybetalingen at fratrække en manglende vederlæggelse eller kompensation for en markedsføring af det globale varemærke.   

SKM2019.486.HR

Sagen handlede om, hvorvidt der ved fastsættelse af royaltybetalingen fra et tysk moderselskab for anvendelse af et dansk datterselskabs immaterielle rettigheder skulle ske fradrag for indeholdte kildeskatter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

Højesteret fandt, at de koncerninterne priser svarede til markedspriserne, og at der derfor ikke var anledning til korrektion for indeholdte kildeskatter.

Landsretten var nået til samme resultat.

SKM2018.635.HR

Sagen blev sambehandlet med SKM2018.627.HR. Begge sager angik opgørelsen af den skattemæssige indgangsværdi af aktiver, som en kommune havde indskudt i et vand- og spildevandsforsyningsselskab. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver. Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter ligningslovens § 2 burde fastsættes. Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Skattestyrelsen har udsendt et styresignal, SKM2019.452.SKTST, hvori den ændrede praksis beskrives.

Landsretsdomme

TfS 2006, 634 Ø

Sagen angik et spørgsmål om, hvorvidt et moderselskabs betalinger til datterselskabet var sket på armslængdevilkår. Moderselskabet havde betalt royalty på 6 pct. af den samlede omsætning til datterselskabet for retten til at producere, markedsføre og forhandle datterselskabets produktsegment og havde også betalt et "management fee" på yderligere 6 pct. for retten til at gøre ubegrænset brug af alle datterselskabets ledelsesressourcer inden for områderne produktion, administration, markedsføring og salg. Landsskatteretten havde ved bedømmelse af, hvorvidt aftalen var indgået på armslængdevilkår undladt at lægge en syns- og skønserklæring til grund med den begrundelse, at den ikke tog stilling til alle relevante omstændigheder. Landsskatteretten havde herefter stadfæstet de foretagne armslængdekorrektioner. Landsretten lagde imidlertid - i forbindelse med udarbejdelsen af rettens tilkendegivelse - syns- og skønserklæringerne til grund og lagde hermed vægt på, at erklæringerne ikke anfægtede rimeligheden af de beløb, der var afregnet i henhold til aftalen, og at beløbsstørrelserne ikke afveg fra, hvad uafhængige parter måtte forventes at have aftalt. Skatteministeriet tog herefter - efter rettens opfordring - bekræftende til genmæle.

Landsskatteretskendelser

I sagen fandt Landsskatteretten, at SKAT havde bevist, at der ved omdannelsen af selskabet til kommissionær var overdraget værdifulde immaterielle aktiver, der skulle prisfastsættes i overensstemmelse med ligningslovens § 2 og afskrivningslovens § 40, stk. 6. Ved værdiansættelsen tog Landsskatteretten udgangspunkt i SKATs metode, men justeret således, at den forventede levetid af de pågældende immaterielle aktiver, ud fra en konkret vurdering af selskabets kunderelationer, blev fastsat til 10 år.

Sagen omhandlede overdragelse af immaterielle aktiver fra et dansk selskab til et koncernforbundet amerikansk selskab. Der var i sagen enighed om, at der var blevet overdraget visse immaterielle aktiver i forbindelse med, at der var indgået en skriftlig aftale om, at det danske selskab skulle betale royalties for anvendelse af varemærker, know-how og patenter. Landsskatteretten fandt, at der ved indgåelsen af royaltyaftalen mellem det danske selskab og det koncernforbundne selskab blev overdraget sådanne væsentlige og værdifulde immaterielle aktiver, at også goodwill måtte anses for overdraget.