C.D.11.13.1.1.2 Beskrivelse af koncernens forretningsmæssige aktiviteter
Dette afsnit handler om kravene til beskrivelsen af koncernens forretningsmæssige aktiviteter i fællesdokumentationen. Se TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 2.
Afsnittet indeholder:
- Hvordan skal beskrivelsen af koncernens forretningsmæssige aktiviteter laves.
- De væsentlige værdiskabende faktorer.
- En beskrivelse af koncernens forsyningskæde (supply chain).
- En liste med en kort beskrivelse af de væsentlige serviceaftaler.
- En beskrivelse af de største geografiske markeder målt på omsætning.
- En kort funktionsanalyse.
- En beskrivelse af betydelige omstruktureringer, tilkøb og frasalg.
Hvordan skal beskrivelsen af koncernens forretningsmæssige aktiviteter laves
Beskrivelsen af de forretningsmæssige aktiviteter kan indledes med en kort historisk gennemgang af koncernens baggrund og etablering samt udviklingen i de forretningsmæssige aktiviteter. Den indledende beskrivelse kan også indeholde en forklaring på større rationaliseringer, eller hvis der i løbet af koncernens levetid er sket væsentlige ændringer i forretningsområdet eller etablering af nye forretningsområder.
De væsentlige værdiskabende faktorer
De væsentlige værdiskabende faktorer (drivers of business profit) i koncernen skal beskrives.
Eksempler på sådanne værdiskabende faktorer, der skal beskrives under dette punkt i fællesdokumentationen, kan være:
- Patenter, forskning, udvikling
- Knowhow, viden, erfaring
- Design, kvalitet
- Goodwill, kunderelation, forretningsforbindelser
- Brand, varemærke
- Omkostninger, effektivitet
- Priser, omsætning
Det skal i dokumentationen forklares, hvorfor netop de valgte værdiskabende faktorer er vigtige for værdiskabelsen i koncernen. Se også TPG 1.51.
Er der flere separate forretningsgrene i koncernen, skal de væsentlige værdiskabende faktorer for hver gren beskrives.
En beskrivelse af koncernens forsyningskæde (supply chain)
Forsyningskæden (supply chain) for de fem største produkter og/eller serviceydelser målt på omsætning samt alle produkter og/eller serviceydelser, der udgør mere end fem procent af koncernens konsoliderede omsætning, skal beskrives.
En forsyningskæde består af de virksomheder, mennesker, aktiviteter, information og ressourcer, der er involveret i at udvikle og producere et produkt eller en ydelse frem til produktet eller ydelsen leveres til en slutkunde.
Beskrivelsen af forsyningskæden kan illustreres med et diagram.
En liste med en kort beskrivelse af de væsentlige serviceaftaler
Der skal gives en liste med en tilhørende kort beskrivelse af de væsentlige serviceaftaler mellem virksomhederne i koncernen, bortset fra forsknings- og udviklingsserviceaftaler, samt en beskrivelse af de væsentlige interne serviceydelser, som hovedservicecentrene i koncernen varetager eller kan varetage og de anvendte transfer pricing politikker for allokeringen af service-omkostninger samt fastsættelse af afregningspriserne for de koncerninterne serviceydelser
Der kan eksempelvis være tale om serviceaftaler vedrørende:
- Finansiering
- Juridisk assistance
- Regnskab og administration
- Personale og HR
- IT
I forhold til hver enkelt serviceaftale skal det fremgå, efter hvilke principper omkostningerne allokeres, og hvordan afregningspriserne fastsættes. Det kan eksempelvis indbefatte oplysning om anvendt fordelingsnøgle og transfer pricing-metode.
En beskrivelse af de største geografiske markeder målt på omsætning
De største geografiske markeder målt på omsætning for produkter og serviceydelser skal beskrives.
Det vil for nogle koncerner være tilstrækkeligt at vise den eller de regioner, hvor koncernens eksterne omsætning er størst, mens det for andre koncerner vil være mere korrekt at vise de største markeder på landebasis.
Er der flere separate forretningsgrene i koncernen, så skal oplysninger om de største markeder gives for hver forretningsgren.
En kort funktionsanalyse
Der skal laves en kort generel funktionsanalyse (funktioner, aktiver og risici), som beskriver de primære bidrag til koncernens samlede værdiskabelse med oplysning om, hvilke selskaber i koncernen, der bidrager hertil. Følgende skal oplyses i beskrivelsen:
- Hvilke selskaber udfører de mest værdiskabende funktioner i koncernen
- Hvilke selskaber ejer de mest værdifulde immaterielle aktiver
- Hvilke selskaber ejer de mest værdifulde materielle aktiver
- Hvilke selskaber ejer de største finansielle aktiver i koncernen
- Hvilke selskaber kontrollerer de væsentligste risici i forhold til koncernens samlede værdiskabelse.
Analysen skal være konsistent med den forudgående beskrivelse af de væsentligste værdiskabende faktorer i koncernen og de mest omsatte produkter i koncernen.
Er der flere separate forretningsgrene i koncernen, så skal der laves en kort funktionsanalyse for hver forretningsgren.
En beskrivelse af betydelige omstruktureringer, tilkøb og frasalg
Under den generelle beskrivelse af koncernens forretningsmæssige aktiviteter skal det oplyses, om der i løbet af året er sket interne omstruktureringer, hvor væsentlige funktioner, aktiver eller risici er flyttet mellem koncernselskaberne. Det skal også oplyses, om væsentlige aktiver eller aktiviteter er erhvervet fra eller afstået til uafhængige parter.
I beskrivelsen kan der eksempelvis redegøres for
- Baggrunden for omstruktureringen, erhvervelsen eller afståelsen
- Hvilke typer af aktiver eller aktiviteter koncernen har flyttet, erhvervet eller afstået
- Værdien af de omhandlede aktiver eller aktiviteter
- Indvirkning i forhold til koncernens ansatte, kunder/marked, omsætning, omkostninger mv.
Omfanget af beskrivelsen afhænger af væsentligheden af de omhandlede omstruktureringer, tilkøb eller frasalg.
Se også afsnit C.D.11.13.1.1.3 Oplysninger om koncernens immaterielle aktiver om beskrivelse af overførsler af rettigheder til immaterielle aktiver mellem de forbundne parter
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil