Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

A.C.3.5.3.5 Bødeniveau ved overtrædelse af SIL § 59, stk. 1, nr. 3-4, undladelse af rettidige indberetninger

Indhold

Dette afsnit handler om fastsættelse af ordensbøde for at undlade rettidigt at

  • opfylde de indberetnings­pligter, der er nævnt i SIL § 59, stk. 1, nr. 3, eller
  • foretage genindberetning, jf. SIL § 59, stk. 1, nr. 4, og IKR § 11, stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Pligter omfattet af reglen
  • Bødeudmåling ved indberetning til indkomstregisteret
  • Bødeudmåling ved andre indberetninger
  • Prøvesager
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Ved udmålingen af bødestraf for overtrædelse af SIL § 59, stk. 1, nr. 3 og nr. 4 (tidligere SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 2 og 3), skal der

  • vedrørende indberetninger til indkomstregisteret tages hensyn til antal ansatte i den indberettende virksomhed, og
  • vedrørende andre indberetninger tages hensyn til det samlede antal indberetninger, som den indberetningspligtige skal indgive.

Bødeniveauet vedrørende indberetninger til indkomstregisteret var angivet i lovbemærkningerne til SKL-Lkb 1264 § 14, stk. 5, der blev indsat ved lov nr. 591 af 18. juni 2012. Ifølge lovbemærkningerne til SIL § 59 forudsættes dette bødeniveau videreført.

Bødeniveauet vedrørende andre indberetninger er angivet i lovbemærkningerne til SIL § 59.

Se også

Afsnit A.C.3.2.1.2.5 Forskellige oplysningspligter, SKL-Lbk 1264 § 14 Forskellige oplysningspligter, SKL-Lbk 1264 § 14.

Afsnit A.C.3.2.1.4.3.3 Pligten til rettidig indberetning, SIL § 59, stk. 1, nr. 3 om SIL § 59, stk. 1, nr. 3.

Afsnit A.C.3.2.1.4.3.4 Pligten til genindberetning, SIL § 59, stk. 1, nr. 4 om SIL § 59, stk. 1, nr. 4.

Pligter omfattet af reglen

SIL § 59, stk. 1, nr. 3, omfatter indberetning, der ikke foretages rettidigt.

SIL § 59, stk 1, nr. 4, omfatter manglende rettidig genindberetning, dvs. tilfælde, hvor den indberetningspligtige har forsøgt indberetning, men skatteforvaltningen har meddelt den indberetningspligtig, at indberetningen ønskes genindberettet som følge af fejl eller lignende inden den frist, som meddeles af Skatteforvaltningen. Se SIL § 54, stk. 6.

IKR § 11, stk. 2, omfatter manglende rettidig genindberetning efter IKR § 4, stk. 3.

Bemærk

Tilsidesættelse af indberetningspligten til indkomstregisteret straffes efter SIL § 59, stk. 1, nr. 3 (tidligere SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 2).

Tilsidesættelse af pligten til genindberetning til indkomstregisteret straffes efter SIL § 59, stk. 1, nr. 4 (tidligere SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 3), jf. IKR § 11, stk. 2.

Hvis den manglende rettidige genindberetning vedrører oplysninger til indkomstregisteret, som ikke er omfattet af opregningen af indberetningsbestemmelser i SIL § 54, stk. 6, (fx løn efter SIL § 1), straffes efter IKR § 11, stk. 2, jf. § 4, stk. 3.

Se afsnit A.C.3.2.1.5 Straffebestemmelse i indkomstregisterloven, IKR § 11 Straffebestemmelse i indkomstregisterloven, IKR § 11.

Bødeudmåling ved indberetning til indkomstregisteret

Bødeudmåling ved overtrædelse af SIL § 59, stk. 1, nr. 3. og 4, og IKR § 11, stk. 2, vedrørende indberetninger til indkomstregisteret viderefører principperne for bødeudmåling efter SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 5. Det fremgår af lovbemærkningerne til SIL § 59, at der tages hensyn til antal ansatte i den indberettende virksomhed:

Antal ansatte

Bøde

1-4

5.000 kr.

5-19

10.000 kr.

20-49

20.000 kr.

50-99

40.000 kr.

100 +

80.000 kr.

Antal ansatte opgøres ud fra de månedlige indberetninger til indkomstregisteret. Antallet opgøres for den måned, der ligger forud for overtrædelsen.

Rigsadvokaten har på grundlag af domme i prøvesager udmeldt, at sanktionspraksis for virksomheder med indtil 19 ansatte skal følge det bødeniveau, der var skitseret i forarbejderne til SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 5, og som er videreført i forarbejderne til SIL § 59. Disse sager kan derfor afgøres af Skattestyrelsens straffesagsenheder med udmåling af administrative bøder på op til 10.000 kr.

Bødeudmåling ved andre indberetninger

Ved overtrædelse af SIL § 59, stk. 1, nr. 3 eller nr. 4, skal der ved bødeudmålingen vedrørende andre indberetninger end indberetninger til indkomstregisteret tages hensyn til det samlede antal indberetninger, som den indberetningspligtige skal indgive. Det følger af lovbemærkningerne til SIL § 59, at bøden skal gradueres således:

Antal indberetninger

Bøde

1 - 1.000

5.000 kr.

1.001 - 10.000

10.000 kr.

10.001 - 100.000

20.000 kr.

100.001 - 1 mio.

40.000 kr.

1 mio. +

80.000 kr.

Bemærk

En bøde kan nedsættes, hvis en eller flere af de i straffeloven angivne strafnedsættelsesgrunde foreligger, ligesom en bøde tilsvarende kan forhøjes, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, som angivet i straffeloven. Se afsnit A.C.3.5.5 Strafnedsættelsesgrunde Strafnedsættelsesgrunde og A.C.3.5.6 Strafskærpelsesgrunde Strafskærpelsesgrunde.

Prøvesager

Det er domstolene, der skal fastlægge principperne for udmåling af bøder. Der skal derfor anlægges prøvesager for at få fastlagt et ensartet bødeniveau, inden Skattestyrelsens straffesagsenheder kan udmåle administrative bøder.

Der skal derfor fortsat føres prøvesager om indberetninger til indkomstregisteret efter SIL § 59, stk. 3 eller stk. 4, ved overtrædelser i virksomheder med 20 ansatte og derover.

Ved andre indberetninger end indberetninger til indkomstregisteret skal der føres prøvesager på grundlag af ovenstående bødeniveau fra lovbemærkningerne til SIL § 59. I SKM2020.379.BR blev en indkøbsforening idømt en bøde på 5.000 kr. for manglende indberetning af renteoplysninger, jf. SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 2, jf. § 8 P (nugældende SIL § 59, stk. 1, nr. 3, jf. § 13).

Prøvesager skal føres, indtil Rigsadvokaten vurderer, at der er tilstrækkelig domspraksis til at udmelde administrativ sanktionspraksis.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2020.379.BR

En indkøbsforening blev idømt en bøde på 5.000 kr. for ikke rettidigt at have indberettet renteoplysninger, selv om foreningen var tilmeldt som indberetningspligtig virksomhed.

Dommen er en udeblivelsesdom.

Prøvesag.

Bøde på 5.000 kr. for manglende renteindberetning.
SKM2018.47.BR

T blev idømt en bøde på 10.000 kr.  for som ejer af en virksomhed ikke rettidigt at have opfyldt sin pligt til at indberette løn mv. for 5 ansatte trods tidligere vejledning herom.

T vidste, at hun blev registreret som ejer af virksomheden, men havde aldrig arbejdet i den. Det var ikke meningen, at hun reelt skulle drive virksomheden eller arbejde i den.

Hun var ikke tilstede under kontrolbesøg fra SKAT og havde ikke hørt om besøgene. Hun havde kun en enkelt gang haft kontakt med SKAT, hvor virksomhedens revisor også var tilstede.

SKAT havde tilkendegivet, at en række forhold ikke var i orden. T havde bekræftet at de ville blive bragt i orden. T’s forklaring bekræftedes af forklaringer fra virksomhedens tidligere ejer, dennes søn, der arbejdede i virksomheden og virksomhedens revisor.

Retten lagde vægt på, at T havde accepteret at blive registreret som ejer af virksomheden. Hun havde ikke under samtalen med SKAT oplyst, at det var en anden, der drev virksomheden og hun havde givet SKAT det indtryk, at der ville blive rettet op på de problemer, der var. Hun satte sig efter mødet ikke ind i virksomhedens forhold og sikrede sig ikke, at de forhold, som SKAT havde påtalt, blev bragt i orden.

Proformaindehaver af virksomhed idømt bøde efter reglerne for virksomheder med mellem 5 og 19 ansatte.

SKM2017.132.BR

T blev idømt en bøde på 5.000 kr. for som direktør for et selskab at have undladt rettidigt at opfylde sin forpligtelse til at indberette løn mv. for sine 3 ansatte, trods tidligere vejledning herom.

T tilstod. Det var korrekt, at han ikke havde indberettet lønnen.

Retten lagde vægt på indholdet af forarbejderne i forbindelse med ændringen af skattekontrolloven i 2012, hvorefter bødeniveauet angives til en bøde på 5.000 kr. for virksomheder med 1-4 ansatte.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.