Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

A.B.1.2.7.5 Staten, regionens eller kommunes tilskud m.v.

Indhold

Dette afsnit handler om indberetningspligt for staten, en region eller en kommune vedrørende tilskud m.v. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over ændringer i forhold til den tidligere skattekontrollov
  • Indberetningen
  • Bemyndigelse
  • Bekendtgørelse om skatteindberetning.

Se SIL § 37.

Regel

Efter SIL § 37 kan Skatteministeren fastsætte regler om, at staten, en region eller en kommune, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet tilskud refusioner og andre lignende ydelser, hver måned skal indberette om beløb til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister.

Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at de udgifter, som tilskuddene dækker, hver måned skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister.

Bestemmelsen i SIL § 37 er en videreførelse af den tidligere gældende skattekontrollovs § 7 A, stk. 2, nr. 8.

Med SIL § 37, er bemyndigelseshjemlen udvidet, idet skatteministeren således kan fastsætte regler om indberetning af tilskud udbetalt fra staten, en region eller en kommune, så regionernes og kommunernes udbetalinger af tilskud i større udstrækning gøres indberetningspligtige.

Oversigt over ændringer i forhold til den tidligere skattekontrollov

Tidligere skattekontrollov

Skatteindberetningsloven pr. 1/1-2019

Indholdet af ændringer

§ 7 A, stk. 2, nr. 8

 § 7 A, stk. 4 og 5

§ 37

Efter bestemmelsen kan skatteministeren fastsætte regler om, at staten, en region eller en kommune, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet tilskud refusioner og andre lignende ydelser hver måned, skal indberette om beløbet til indkomstregisteret.

Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere lovgivning.

Indberetningen

Skatteministeren kan fastsætte regler om, at staten, en region eller en kommune, der i en kalendermåned har udbetalt eller godskrevet tilskud refusioner og andre lignende ydelser hver måned, skal indberette om beløbet til indkomstregisteret. Se SIL § 37, stk. 1.

Ved udbetalt forstås, at tilskuddet er udbetalt til modtageren, mens godskrevet kan dække over situationer, hvor tilskuddet f.eks. udbetales til en, der leverer varer eller ydelser, som tilskuddet skal dække.

Endvidere kan skatteministeren fastsætte regler om, at de udgifter, som et tilskud, som indberetningspligten dækker, ligeledes hver måned skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Indberetningspligten om de tilhørende udgifter vil således ligeledes som tilskuddet kunne pålægges staten, en region og en kommune. Se SIL § 37, stk. 2.

Bestemmelsen sigter til den situation, hvor der gives et tilskud refusioner og andre lignende ydelser til en udgift, men hvor tilskuddet ikke dækker hele udgiften, og hvor det er udgiften, der har interesse for Skatteforvaltningen. Det er sådanne udgifter, der efter SIL § 37 vil kunne fastsætte nærmere regler om. Som eksempel på udgifter, et tilskud skal dække, kan nævnes forældres vederlag for privat pasning af børn, hvor kommunen yder tilskud til pasningen.

SIL § 37, stk. 1 og 2 er en videreførelse af tidligere SKL (skattekontrolloven) § 7 a, stk. 2, nr. 8.

Bemyndigelse

Efter SIL § 37, stk. 3 kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om, at den, der skal indberettes om, skal meddele den indberetningspligtige de oplysninger, som er nødvendige, for at den indberetningspligtige kan indberette, når oplysningerne ikke er omfattet af SIL § 52, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af SIL § 52, stk. 3.

Det vil sige oplysninger, der er nødvendige for indberetningen, men som ikke er identifikationsoplysninger omfattet af SIL § 52 - f.eks. oplysning om størrelsen af det vederlag, der ydes tilskud til.

Bekendtgørelse om skatteindberetning

I skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB), jf. bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020, er bemyndigelsen i SIL § 37 udmøntet ved at det i SIB § 46 således er fastsat, at ministerier, herunder de statslige forvaltningsmyndigheder, der hører under det enkelte ministerium, månedligt skal indberette til indkomstregisteret om ydede tilskud, der ikke skal indberettes til indkomstregisteret efter andet retsgrundlag, uanset om modtageren skal beskattes af tilskuddet.

Indberetning om tilskud kan undlades om tilskud, der er formidlet af en forening, fond, institution eller lignende eller ydet til sådanne enheder.

Endvidere er det i SIB § 46, stk. 3, fastsat, at kommunerne månedligt skal indberette til indkomstregisteret om følgende tilskud:

  1. Kontante tilskud udbetalt efter §§ 95 eller 96 i lov om social service.

  2. Tilskud udbetalt efter § 100 i lov om social service.

  3. Tilskud til mentorstøtte efter kapitel 9 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  4. Løntilskud udbetalt efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  5. Tilskud udbetalt til selvstændigt erhvervsdrivende og ægtefæller til selvstændigt erhvervsdrivende efter §§ 70 g og 71 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  6. Jobrotationsydelse udbetalt efter § 98 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  7. Tilskud der udbetales til virksomheder, der indgår uddannelsesaftale med voksne efter kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  8. Udbetaling af sygedagpengerefusioner og tillæg hertil.

  9. Udbetaling af refusion efter § 69 t i lov om en aktiv socialpolitik og tillæg hertil.

For så vidt angår kommunernes indberetning af udbetaling af sygedagpengerefusioner, jf. SIB § 46, stk. 3, nr. 8, bemærkes det, at indberetningen således også omfatter tillægget til sygedagpengerefusionen. Ved lov nr. 339 af 2. april 2019, lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love (Indførelse af obligatorisk pensionsordning for overførselsindkomstmodtagere og tillæg til refusion til arbejdsgivere samt ændring af satsregulering af forskellige overførselsindkomster), er det således fastsat i § 54 a i lov om sygedagpenge, at en arbejdsgiver, som modtager sygedagpengerefusion, er berettiget til at modtage et tillæg til refusion. Reglen om tillæg til sygedagpengerefusion, jf. § 54 a i lov om sygedagpenge, er trådt i kraft den 1. januar 2020. Efter SIB § 46, stk. 3, nr. 8, skal der derfor dels indberettes om udbetaling af sygedagpengerefusioner, og fra den 1. januar 2020 skal der tillige indberettes om de tillæg til sygedagpengerefusion, som arbejdsgiveren er berettiget til. 

I SIB § 46, stk. 4 er det fastsat, at Udbetaling Danmark skal indberette til indkomstregisteret om udbetaling af barselsdagpengerefusioner og ved indberetning vedrørende januar 2020 eller senere tillæg hertil.

Udbetaling Danmark skal her ligeledes indberette om dels udbetaling af barselsdagpengerefusioner samt dels om de tillæg til barselsdagpengerefusioner, som arbejdsgiveren er berettiget til. Ved lov nr. 339 af 2. april 2019, lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love, er det således fastsat i § 39 a i barselsloven, at en arbejdsgiver, som modtager barselsdagpengerefusion, er berettiget til tillæg til refusionen. Fra den 1. januar 2020 gælder det, at dette tillæg til barselsdagepengerefusionen således skal indberettes sammen med indberetning af barselsdagpengerefusionen.  

I SIB § 46, stk. 5, er det endvidere fastsat, at kommunerne og Udbetaling Danmark månedligt skal indberette til indkomstregisteret om tilskud og refusioner, hvor ydelserne er genstand for ydelsesrefusion fra staten.

Endelig skal Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag månedligt indberette til indkomstregisteret om udbetalte refusioner til arbejdsgivere og elever. Se SIB § 46, stk. 6.

I SIB § 47, er der endvidere fastsat særlige regler i forbindelse med indberetningspligt vedrørende vederlag for dagpleje. Modtagere af vederlag, hvortil en kommune yder tilskud efter dagtilbudslovens § 80 til forældrene, skal efter anmodning fra kommunen og inden for en frist på 14 dage fra anmodningen oplyse kommunen om følgende:

  1. Størrelsen af det månedlige vederlag for pasningen.

  2. Starttidspunktet for ordningen.

Ved senere ændringer af vederlagets størrelse skal modtageren af vederlaget oplyse kommunen om det ændrede vederlags størrelse senest 14 dage efter ændringen, dog senest ved modtagelsen af første vederlag efter ændringen, med angivelse af, i hvilken måned det ændrede vederlag første gang betales.

Ved ophør af pasningsordningen skal modtageren af vederlaget oplyse kommunen om tidspunktet for ophøret inden udløbet af den måned, i hvilken sidste vederlag modtages.

Endelig skal kommunen efter SIB § 47 indberette følgende oplysninger:

  1. Identiteten af modtageren af vederlaget

  2. Størrelsen af vederlaget

  3. Den periode, vederlaget vedrører.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.