Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

UfR 2018.1916 VLR

Kreditor, K, indgav konkursbegæring mod selskabet S, idet S ikke havde betalt et krav på ca. 2,6 mio. kr., der stammede fra en dom. S' direktør, D, forklarede i skifteretten, at S, der ikke bestred kravet, ikke kunne betale og ingen aktiver havde. D forklarede endvidere, at S var en del af en koncern. S havde kort tid før konkursbegæringens indgivelse solgt en ejendom til markedsprisen til et andet selskab i koncernen. K fastholdt konkursbegæringen, mens S påstod konkursbegæringen nægtet fremme. Skifteretten nægtede at afsige konkursdekret, idet skifteretten fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at ejendommen ikke var overdraget til markedsprisen, og K havde herefter ikke en væsentlig og individuel interesse i afsigelse af konkursdekret over det insolvente selskab. Landsretten ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i skifteretten, idet der ikke var oplyst nærmere om baggrunden for overdragelsen af selskabets eneste aktiv til et koncernforbundet selskab, og det kunne derfor ikke udelukkes, at der kunne foreligge en omstødelig disposition i forbindelse med overdragelsen, og K havde derfor den fornødne individuelle, væsentlige interesse i en konkursbehandling

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at bevisbyrden for retlig interesse ikke er særlig tung, hvis aktiver er overdraget til nærstående. 

SKM2016.291.ØLR

Spørgsmålet i sagen var, om SKAT havde retlig interesse i konkurs.

Virksomheden i sagen var registreret som "anden ikke-registreringspligtig virksomhed", og virksomheden havde ikke afgiftspligter over for SKAT.

Skifteretten fandt, at virksomheden var uden aktiver og insolvent, men at det ikke var sandsynliggjort, at der var omstødelige dispositioner. Spørgsmålet var herefter, om SKATs retlige interesse i at stoppe yderligere restancetilvækst kunne medføre, at virksomheden skulle tages under konkursbehandling.

Skifteretten fandt, at SKAT kunne imødegå yderligere restancetilvækst ved fratagelse af virksomhedens registrering i medfør af opkrævningslovens bestemmelser herom. SKATs konkursbegæring blev herefter afvist på grund af manglende retlig interesse.

SKAT kærede skifterettens kendelse til Østre Landsret med påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. For Østre Landsret gjorde SKAT gældende, at virksomheden, der ikke var registreringspligtig, ikke var omfattet af opkrævningslovens bestemmelser, se opkrævningslovens § 1.

I konsekvens heraf gjorde SKAT gældende, at SKAT ikke kan inddrage en ikke-registreringspligtig virksomheds registrering, når en virksomhed ikke er registreringspligtig i medfør af opkrævningsloven, uanset om virksomheden var registeret som "anden ikke-registreringspligtig virksomhed". Endvidere gjorde SKAT gældende, at SKATs eneste mulighed for at stoppe restancetilvæksten i en ikke-registreringspligtig virksomhed er gennem konkursinstituttet.

Østre Landsret lagde til grund, at det i disse situationer ikke er muligt for SKAT at imødegå yderligere gældsstiftelse gennem inddragelse efter opkrævningsloven, og SKAT fandtes derfor at have retlig interesse i, at virksomheden blev taget under konkursbehandling. Som følge heraf blev sagen hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten, hvor der efterfølgende blev afsagt konkursdekret.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at den retlige interesse er til stede, hvis ikke der er andre skridt end konkurs, der kan opfylde formålet (her en hindring af restancetilvækst). 

UfR 2011.1493 ØLR

S solgte i juni 2010 halvdelen af familiens bolig til sin ægtefælle, der herefter fik skøde på hele ejendommen. Overdragelsessummen var 6 mio. kr. Efter S' opfattelse havde hele ejendommen en værdi på 12 mio. kr. og var ikke handlet til en pris mindre end den, en tredjemand skulle have givet. Ejendommen var 1½ år tidligere blevet belånt af banken B, der havde givet et lån på 1½ mio. kr., hvorved ejendommen havde prioritetslån på 13½ mio. kr. Banken C, der havde overtaget B's krav, indgav konkursbegæring mod S, som erkendte, at han var insolvent, men protesterede mod, at hans bo blev taget under konkursbehandling, da C ikke havde retlig interesse heri. S henviste herved til bl.a., at den faste ejendom måtte anses for at være overbehæftet også til den pris, som hans ægtefælle havde købt den for. Af S' forklaring for skifteretten fremgik bl.a., at han ikke var blevet frigjort for sin hæftelse vedrørende lånene i ejendommen, ligesom han fortsat betalte prioritetsydelser på lånene. I hvert fald under disse omstændigheder tiltrådte landsretten, at der var en sådan grund til at formode, at omstødelige dispositioner kunne foreligge, at C havde fornøden retlig interesse i, at der gennemførtes en konkursbehandling, og stadfæstede skifterettens kendelse.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at en rekvirent kan have en helt legitim retlig interesse i afsigelsen af konkursdekretet, hvis der er mistanke om placering af aktiver i kreditorly eller andre lignende omstødelige dispositioner.

SKM2006.700.VLR

Skyldner var i forvejen under konkursbehandling. Retlig interesse i en ny konkursbehandling var til stede, da en ny konkurs ville omfatte aktiver, der ikke var omfattet af det eksisterende konkursbo.

På baggrund af Landsrettens kendelse er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse kan være til stede, selvom skyldner tidligere er erklæret konkurs. Dette kan bl.a. begrundes i, at skyldner har fået nye aktiver, der ikke er omfattet af den første konkurs efter reglerne i konkurslovens § 33. 

UfR 1998.527 ØLR

Told- og skattemyndigheden havde en retlig interesse i en konkurs, selv om skyldner var uden aktiver. Konkursen var eneste middel til at hindre yderligere gældsstiftelse, fordi registreringen ikke kunne inddrages efter de dagældende regler om sikkerhedsstillelse.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at der kan indgives konkursbegæring, hvis betingelserne er opfyldt og det er ikke en betingelse at anvende andre retsskridt, der er mindre effektive.

OBS. Særlovgivningen gav på dette tidspunkt ikke mulighed for at opnå formålet (hindring af yderligere gældsstiftelse). Denne mulighed eksisterer i dag i opkrævningsloven.

UfR 1997.51 ØLR

Konkursbegæringen blev ikke taget til følge, da der ikke forelå nogen retlig interesse. Der var ikke udsigt til fyldestgørelse af nogen dele af rekvirentens tilgodehavende.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse foreligger, hvis det ikke kan udelukkes, at rekvirenten kan få dækket noget af sin fordring.

UfR 1994.10 VLR

Told- og skattemyndigheden havde retlig interesse i en konkurs, selv om skyldner var uden aktiver af væsentlig værdi. Konkursen ville hindre yderligere gældsstiftelse.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse kan foreligge, selvom der ikke er udsigt til hel eller delvis fyldestgørelse af kravet. Interessen skal i så fald være begrundet i et andet legitimt formål, der ikke kan opnås på en mindst lige så effektiv måde som ved konkurs.

UfR 1973.399 ØLR

Retlig interesse i et selskabs konkurs forelå, da selskabet, der var uden aktiver og ikke havde drevet virksomhed i årevis, med en konkurs hurtigt ville blive opløst og slettet fra selskabsregistret. Dermed ville kravet på selskabsskat kunne rettes mod aktionærerne.

På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlige interesse forligger, hvis et konkursdekret kan medføre muligheden for at søge kravet inddrevet hos andre end skyldner selv. I den konkrete sag have Skattevæsnet hjemmel til inddrivelse af kravet i selskabsskattelovens § 33.