Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

F.A.30.5.2 Ankomstmeddelelse og ankomstdeklaration

Indhold

Dette afsnit handler om, hvornår og under hvilke omstændigheder ankomstmeddelelsen og ankomstdeklarationen skal indgives.

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår skal en ankomst- og afgangsmeddelelse indgives?
  • Forsendelsesangivelser.

Reglerne for skibe og luftfartøjer omfatter også færger for så vidt angår de varer, færgen selv befordrer som ladning. Det vil sige containere, trailere og anden dækslast, men ikke lastbiler.

Når transportmidlet ankommer til ankomsttoldstedet, skal faktisk ankomsttidspunkt for transportmidlet angives til Toldstyrelsen. Dette gøres ved at indgive en ankomstmeddelelse.

Hvornår skal en ankomst- og afgangsmeddelelse indgives?

Ankomstmeddelelsen skal indgives, når transportmidlet ankommer til den pågældende havn eller lufthavn. Ved ankomst fra et andet sted i EU skal ankomstmeddelelsen for skibe indgives inden losning påbegyndes, mens ankomstmeddelelsen for luftfartøjer, skal indgives ved frembydelse af varerne.

Når ankomstmeddelelsen modtages i manifestsystemet, indsætter systemet faktisk ankomsttidspunkt i ankomstmeddelelsen.

Hvis transportmidlet medfører varer som ladning, skal der endvidere i ankomstmeddelelsen være henvisning til ankomstdeklarationerne for transportmidlet.

I ankomstdeklarationerne skal der være

  • oplysninger om ladningen
  • henvisning til de summariske indgangsangivelser, der skal være indsendt for varerne inden transportmidlets ankomst
  • henvisning til eventuelle toldangivelser for de varer, der skal toldbehandles.

Varer, der er angivet i en ankomstdeklaration, må ikke losses, før Toldstyrelsen har givet tilladelse hertil efter modtagelse af ankomstmeddelelsen for transportmidlet.

Undtagelse

Varer, der transporteres under den forenklede forsendelsesprocedure for lufttransport, må gerne losses.

Tilladelse til losning er dog ikke nødvendig, når en overhængende fare kræver, at varerne losses, men Toldstyrelsen skal omgående underrettes herom.

Ved indgivelse af ankomstmeddelelsen antages de ankomstdeklarationer, der eventuelt er henvist til i ankomstmeddelelsen. Når ankomstdeklarationen antages, indsættes der automatisk faktisk ankomsttidspunkt i eventuelle fortoldninger i toldsystemet og angivelser til midlertidig opbevaring i manifestsystemet. Når ankomstdeklarationen antages, antages også angivelserne for de varer, der øjeblikkeligt skal henføres under en toldprocedure, og som der er henvist til i ankomstdeklarationen.

Hvis ankomstdeklarationen og alle toldangivelser og summariske indgangsangivelser er indgivet rettidigt og er i korrekt status, oplyser Toldstyrelsen ved indgivelse af ankomstmeddelelsen, om at de varer, der skal losses på ankomststedet, må losses.

Toldstyrelsen oplyser om, at varerne er frigivet eller udtaget til kontrol. Toldstyrelsen giver oplysningerne i de systemer, hvor angivelserne er indgivet.

Sikkerhed og sikring

Varer fra andre lande uden for EU end Norge og Schweiz, skal gennemgå en risikoanalyse af sikkerhedshensyn. Denne sker på grundlag af en summarisk indgangsangivelse, der skal være indsendt til ICS-systemet inden transportmidlets ankomst. Dette gælder uanset varernes toldmæssige status, og uanset om varerne skal losses eller forblive ombord.

Der skal for alle varer om bord på skibe og luftfartøjer, der er omfattet af en summarisk indgangsangivelse (ENS), være henvisning til ENS'en i ankomstdeklarationen. Se afsnit F.A.14. og se afsnit F.A.32 Importkontrolsystem ICS Importkontrolsystemet ICS. Det samme gælder varer fra lande uden for EU, som uden omladning i EU ankommer om bord på skibe og luftfartøjer fra steder i EU.

Ved indgivelse af ankomstmeddelelsen antager Toldstyrelsen de ankomstdeklarationer, der er henvist til i ankomstmeddelelsen. Manifestsystemet indsætter herefter faktisk ankomsttidspunkt i de summariske indgangsangivelser, der er henvist til i ankomstdeklarationerne.

Toldbehandling

Alle ikke-EU-varer, som skal losses på ankomststedet fra skibe og luftfartøjer, skal toldbehandles. Senest ved indgivelse af ankomstmeddelelsen skal varerne derfor være omfattet af en

  • angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen, eller
  • angivelse til midlertidig opbevaring på oplag, eller
  • toldangivelse, fx en fortoldningsangivelse,

som der skal være henvisning til i ankomstdeklarationen.

Bemærk

Dette gælder dog ikke varer, der er fritaget for egentlig toldangivelse som eksempelvis donororganer til mennesker og varer omfattet af ATA-carneter.

For de ikke-EU-varer hvor der ikke er henvisning til enten en angivelse eller en fritagelseskode, skal der være anført en ansvarlig for et midlertidigt oplag på grænsen. Der vil på bagrund af oplysningerne i Ankomstdeklarationen og -meddelelsen automatisk blive dannet en angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen (MIG).

Ved indgivelse af ankomstmeddelelsen antager Toldstyrelsen de ankomstdeklarationer, der er henvist til i ankomstmeddelelsen. Manifestsystemet indsætter faktisk ankomsttidspunkt i fortoldninger og angivelser til oplæggelse på midlertidigt oplag. Dette medfører, at de pågældende angivelser viderebehandles i deres respektive systemer.

For varer, hvor der ikke er henvist til en toldangivelse eller en angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag, angiver manifestsystemet automatisk varerne til midlertidig opbevaring på grænsen.

Angivelsen sker på grundlag af de oplysninger, som allerede er angivet i ankomstdeklarationen. Oplysningerne, der ligger til grund, er de oplysninger, som er angivet om transportmidlet, transportdokumenttype, transportdokumentreference, bruttomasse, containernummer, losningsområde og eventuelt MRN på den summariske indgangsangivelse.

Det er en betingelse, at der i ankomstdeklarationen eller ankomstmeddelelsen er angivet en ansvarlig for varernes midlertidige opbevaring på losningsområdet. Ved den automatiske angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen, tildeler manifestsystemet den pågældende manifestpost i ankomstdeklarationen et referencenummer.

Midlertidig opbevaring på grænsen vil med fordel kunne anvendes ved

  • omladning af varer på losningsstedet til et andet skib eller luftfartøj
  • losning af varer, hvor transportoperatøren ikke har de nødvendige oplysninger om varernes toldmæssige bestemmelse eller anvendelse, således at losning ikke forhindres.

Forsendelsesangivelser

Påbegyndelse af forsendelsesangivelser skal ske på et toldekspeditionssted eller hos en godkendt afsender og ikke via manifestsystemet.

Losning i forbindelse med omstuvning

Midlertidig losning af ikke-EU-varer bliver af praktiske grunde i forbindelse med losning, lastning og omstuvning af skibe og luftfartøjer, anset som en integreret del af transporten, når varerne efter kortvarigt ophold lastes på det samme transportmiddel igen under den samme rejse/tur. Sådanne varer skal derfor ikke angives til midlertidig opbevaring. Det er dog en betingelse, at varerne i ankomstdeklarationen er angivet til losning i den endelige bestemmelseshavn eller -lufthavn.

Manglende henvisninger i ankomstdeklarationen

Hvis der i ankomstdeklarationen mangler henvisning til

  • en summarisk indgangsangivelse
  • en angivelse til midlertidig opbevaring eller
  • en toldangivelse

kan ankomstmeddelelsen ikke indgives for transportmidlet.

Transportmidlet vil derfor ikke få tilladelse til losning - heller ikke af de varer, hvor der i ankomstdeklarationen korrekt er henvist til en angivelse.

Transportmidlet vil ikke få tilladelse til losning, hvis ikke alle varer er angivet i ankomstdeklarationen, og varemængden i ankomstdeklarationen dermed ikke stemmer med varemængden i ankomstmeddelelsen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.