Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

C.F.9.2.20.1.2 Uganda - Gennemgang af DBO'en

Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og den tilhørende protokol, punkt 1 - 3.

Bemærk

Ved gennemgangen er som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017.Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1.32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: Skatter omfattet af overenskomsten

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Formueskatter er ikke omfattet af DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2 Artikel 2: Skatter omfattet af modeloverenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark, og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomsterne på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af det nævnte område.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende i en kontraherende stat, undtagen når skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.

Et interessentskab er hverken efter dansk eller ugandisk lovgivning skattemæssigt en juridisk person. Der er enighed om, at interessentskabers status efter borgerlig ret ikke har nogen betydning for anvendelsen af DBO'en. Se protokollen, punkt 1.

Artiklen indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".

Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning. 

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 Artikel 3: Almindelige definitioner om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. 

Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.

Se afsnit C.F.8.2.2.4 Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Enhver lokalitet, som anvendes som salgssted, eller hvorfra der modtages eller afgives ordrer, udgør et fast driftssted. Efter en protokolbestemmelse kræves dog, at lokaliteten er tilstrækkelig permanent. Udtrykket omfatter også en lagerbygning, for en person, som driver virksomhed med at stille lagerfaciliteter til rådighed for andre og endelig et anlæg eller en konstruktion, der anvendes til udnyttelse af naturforekomster. Se artikel 5, stk. 2, litra f.

En person, der stiller lagerfaciliteter til rådighed for andre, får fast driftssted. Se artikel 5, stk. 2, litra g.

Fast driftssted omfatter også anlæg eller en konstruktion, der anvendes til udnyttelse af naturforekomster. Se artikel 5, stk. 2, litra i.

En byggeplads, et anlægs-, montage- eller monteringsarbejde eller tilsyns- eller rådgivningsvirksomhed i forbindelse hermed udgør et fast driftssted, hvis det varer i en periode på over 6 måneder. Se artikel 5, stk. 3.

Artikel 5, stk. 4, svarer til FN-modellen, og i bestemmelsen opregnes nogle aktiviteter, som ikke udgør et fast driftssted. Den adskiller sig fra modeloverenskomsten ved ikke at udelukke, at faciliteter, der udelukkende har til formål at muliggøre udlevering af varer, kan udgøre et fast driftssted.

I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter  på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst. 

Af artiklens stk. 5 fremgår, at hvis en afhængig agent handler på et foretagendes vegne, og denne person har en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn og sædvanligvis udøver denne i en af staterne, skal dette foretagende uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet.

Artiklens stk. 6 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende - eller næsten udelukkende - arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.

Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8, som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 Artikel 5: Fast driftssted om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 Artikel 6: Indkomst af fast ejendom om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.

Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Fortjeneste fra international trafik

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter også rådighedsstillelse og udlejning af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere, der anvendes til transport af varer i international trafik. Se artikel 8, stk. 2.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 Artikel 8: Fortjeneste ved skibs- og luftfart om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Forbundne foretagender

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 Artikel 9: Forbundne foretagender om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECDs modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10 Artikel 10: Udbytte.

Kildelandet kan beskatte bruttobeløbet af udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet kun beskatte bruttobeløbet af udbytter med 10 pct. Der er ikke noget krav om, at kapitalandelen skal have været ejet i en bestemt periode inden udbetalingen af udbyttet. Se artikel 10, stk. 2, litra a).

Udbytte, som hidrører fra en kontraherende stat, og som oppebæres og retmæssigt ejes af regeringen i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke omfatter begrebet »regeringen i den anden kontraherende stat«:

a) i Danmark:

(i) den danske stat eller en dertil hørende politisk underafdeling, lokal myndighed eller offentligretligt organ;

(ii) Danmarks Nationalbank;

(iii) enhver offentlig styrelse (herunder en finansiel institution), som ejes eller kontrolleres af den danske regering.

b) i Uganda:

(i) Ugandas nationalbank (the Central Bank of Uganda)

(ii) den nationale sociale sikringsfond (the National Social Security Fund); og

(iii) et offentligretligt organ eller enhver institution, som helt eller hovedsageligt ejes af den ugandiske regering, således som der i de enkelte tilfælde måtte blive opnået enighed om mellem de kontraherende staters kompetente myndigheder.

Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer af udbyttet driver erhverv i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv gennem et dér beliggende fast sted. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.

Det vil afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL (ligningsloven) § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber). 

Ansøgning om tilbagebetaling af udbytteskat skal indgives inden tre år, og tilbagebetaling skal ske inden seks måneder derefter. Se artikel 10, stk. 7.

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hvis et lån er ydet af regeringen i det ene land (bopælslandet) til en debitor i det andet land (kildeland), kan der ikke pålignes skat i kildelandet. "Regering" er defineret i artiklen. Se artikel 11, stk. 3.

Bemærk

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 Artikel 11: Renter om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12 Artikel 12: Royalties.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

"Royalties" omfatter også film, bånd eller disketter anvendt til udsendelse i radio eller fjernsyn. Se artikel 12, stk. 3.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 Royalty og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3 Modtager af udbytte.

Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Honorar for administration og ledelse

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Honorar for administration og ledelse kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte honoraret med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 13, stk. 2.

"Honorar for administration og ledelse" er defineret i artiklen. Se artikel 13, stk. 3.

Det er en betingelse for gennemførelse af beskatning i kildelandet, at de pågældende ydelser leveres regelmæssigt eller alternativt igennem en sammenhængende periode på mindst 6 måneder. Beskatningen omfatter ikke sådanne udbetalinger til lønmodtagere.

Den pågældende person/selskab har i et hvilket som helst indkomstår ret til i stedet at få denne indkomsttype beskattet i kildelandet på normal vis dvs. efter fradrag af relevante udgifter og beskattet efter sædvanlig skattesats. Efter overenskomsten skal de to lande fastlægge retningslinjer for disse fradrag. Se artikel 13, stk. 4.

Artiklen indeholder en mestbegunstigelsesklausul. Se artikel 13, stk. 5.

Se også

Se også DBO'en artikel 13 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 14: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af containere mv., der anvendes til drift i international trafik, kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Dette gælder dog ikke, hvor det pågældende udstyr kun har været anvendt i det andet land. Se artikel 14, stk. 4.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 14, stk. 6.

Artiklen indeholder en bestemmelse om beskatning af urealiserede kapitalgevinster i forbindelse med fraflytning. Se artikel 14, stk. 7.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 5 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 Artikel 13: Kapitalgevinster om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 15: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis ophold i landet i en eller flere perioder tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-måneders-periode, der påbegyndes eller afsluttes i det pågældende skatteår (kalenderår).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 Artikel 14: Frit erhverv om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 16: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Arbejdsgiveren skal være hjemmehørende i bopælslandet, for at bopælslandet kan bevare beskatningsretten, og arbejdsgiverens virksomhed må ikke bestå i arbejdsudleje. Se artikel 16, litra b.

Eksempel

En person, der er hjemmehørende i Danmark, ansættes til at udføre arbejde i Uganda for en 3-måneders periode. Arbejdsgiveren, hvis aktivitet består i arbejdsudleje, er dansk og har ikke fast sted/driftssted i Uganda. Da arbejdsgiverens aktivitet består i arbejdsudleje, overgår beskatningsretten efter DBO'en til Uganda allerede fra første dag, hvor det ellers først ville være sket efter 183 dage (men da med tilbagevirkende kraft fra første dag). Om der faktisk vil ske beskatning i Uganda afhænger af intern ugandisk skatteret.

Løn, der er tjent ved arbejde udført ombord på et skib eller et fly, der anvendes i såkaldt international trafik, kan beskattes i den stat, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 15, stk. 3.

Se også

Se også

Artikel 17: Bestyrelseshonorarer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen omfatter foruden medlem af bestyrelsen også medlem af et tilsvarende organ.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.16 Artikel 16: Bestyrelseshonorar om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 18: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 3.

Bemærk

Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 20, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 20, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 Artikel 17: Entertainere og sportsudøvere om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 19: Pensioner, sociale sikringsydelser og lignende ydelser

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Regel

Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 19, stk. 2.

Undtagelse - kildelandsbeskatning

Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis

  • modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
  • modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.

Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 19, stk. 3.

I Danmark gælder artikel 19, stk. 3, for pensionsordninger, der er omfattet af afsnit I i PBL (pensionsbeskatningsloven). I Uganda omfatter bestemmelsen pensionsordninger, der er omfattet af pensionslovene. Se artikel 19, stk. 4.

Sociale ydelser

Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 19, stk. 1.

Dansk SU er ikke en social ydelse, men er omfattet af bestemmelsen, da der er tale om offentlige midler.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 Artikel 18: Pensioner om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 20: Offentligt hverv

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 Artikel 19: Offentligt hverv om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 21: Studerende

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 Artikel 20: Studerende om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 22: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen omfatter virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 22, stk. 1.

Kulbrintevirksomhed udgør et fast driftssted, hvis den pågældende aktivitet udøves i en eller flere perioder, der sammenlagt overstiger 30 dage inden for enhver 12-måneders periode. Se artikel 22, stk. 2. Tidsopgørelsen omfatter også kulbrintevirksomhed udøvet af interesseforbundne foretagender. Se artikel 22, stk. 2.

Se også

Se også

  • LBK nr. 862 af 19. juni 2014 om kulbrinteskatteloven
  • DBO'en artikel 22 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 23: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland, kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 21, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 Artikel 21: Andre indkomster om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Uganda kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 1, litra a og b.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Uganda, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Uganda. Se artikel 24, stk. 1, litra c.

Uganda giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 Artikel 23 A og 23 B: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 25: Ikke-diskriminering

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen skal ikke være til hinder for, at der kan pålægges et fast driftssted, en såkaldt "branch profit tax" på op til 10 pct. (en skat, kildelandet pålægger den del af faste driftssteders overskud, som overføres til ejerforetagendet). Formålet med denne skattetype er angiveligt det, at man ønsker at sidestille faste driftssteder og datterselskaber. Se artikel 25, stk. 3.

Uganda har forpligtet sig til, at hvis man indgår en ny eller supplerende dobbeltbeskatningsoverenskomst med et andet OECD-land, og en sådan ny overenskomst indeholder en lavere sats end de her nævnte 10 pct., skal også Danmark nyde godt af den lavere procentsats. Også kaldet en mestbegunstigelsesklausul. Se artikel 25, stk. 3

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 4, om renter og royalties.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 5, om forbundne foretagender.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 6, om hvilke skatter artiklen finder anvendelse på.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 Artikel 25: Gensidig aftaleprocedure (Mutual Agreement Procedure) om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 Artikel 25: Gensidig aftaleprocedure (Mutual Agreement Procedure) om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 27: Udveksling af oplysninger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 Artikel 26: Udveksling af oplysninger om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 28: Inddrivelse af skatter

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.27 Artikel 27: Bistand med opkrævning af skatter om OECD's modeloverenskomst artikel 27 om bistand med opkrævning af skatter.

Artikel 29: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 30: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.30 Artikel 30: Territorial udvidelse om OECD's modeloverenskomst artikel 29 om territorial udvidelse.

Artikel 31: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 8. maj 2001 og har virkning fra den 1. januar 2002.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 Artikel 30: Territorial udvidelse om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 32: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 Artikel 31: Ikrafttræden om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.